Manila og Banaue

Vi ankom til Manila en times tid senere end planmæssigt. Noget med et fly fra Indien der var forsinket. Det gik glat igennem immigration og baggagen var også med. Vi spurgte i turistinformationen, om der var et område med hostels og om der gik busser til byen. Man kan tydeligt mærke, at der er et kæmpe marked for taxier i Manila, da der ikke er skyggen af busser fra lufthavnen til byen, eller noget som helst andet, der minder om almindelige rutebusser. De bruger noget der kaldes en jeepney istedet. Det er små jeep pick-up agtige køretøjer, der så fungerer som bybusser. Der behøves ingen køreplan, da de bare er overalt i byen. Det virker meget uoverskueligt og forvirrende, men de har ruter som de kører af, det er så bare lige at finde ud af hvilken.
Vi måtte ty til taxi, som eftersigende skulle koste 2-300 pesos. Den kostede imidlertid næsten 500, men da vi fortalte, hvad vi havde fået af info, gik chaufføren ned på 400, ergo har vi betalt overpris. Livet som glad rejsende!
Chaufføren havde prøvet at sælge os et hotel, som var klasser dyrere, end hvad vi ledte efter. Det fattede han bare ikke, det virkede lidt som om, han mente at alle udlændinge var stenrige. Vi bad om at blive sat af i området Malata i det centrale Manila. Her gik vi på guesthouse jagt. Vi fandt først et helt lokalt sted til en billig penge, det så dog ikke særligt sikkert ud, så vi jagtede lidt videre. Vi endte på Friendlys Guesthouse, hvor vi lod os indlogere på det klammeste værelse nogensinde, og så til en for dyr pris. Vi gad bare ikke gå rundt mere, og da prisen for et privat værelse kun var 100 pesos mere end dorm, valgte vi at blive på trods af værelsets klamhed. Værelset var meget lille, uden bad og toilet, ingen aircon og med en virkelig gennemtrængende, klam, rådden, svampeagtig dunst. Det var heldigvis kun for en nat.
Efter indlogering gik vi på opdagelse i området. Ingen af os var særligt imponerede. Manila er bestemt ikke noget kunstværk af en by, og den virker ret skræmmende, når mørket er faldet på. Der er virkelig ikke ret meget grønt at kigge på, og så er der ret forurenet. Bestemt et sted man skal vænne sig til. Vi spiste en lokal ret, Tapsilog, til frokost. Marineret stegt kød, med et spejlæg og ris. En ok spise, men heller ikke her imponeredes vi af Manila. Guesthouset var sådan set ganske fint, på nær vores stinkeværelse, og det viste sig, at der blev serveret lidt tapasagtige retter i fællesrummet, sammen med gratis rødvin og rom. Det hjalp da lidt på humøret. Det var nu ikke helt nok til at stille sulten, så en enkelt lokal burger skulle der også til. Det var bestemt ingen whopper. Christina var træt og behøvede ingen sovemedicin, men det gjorde Emil. Han gik i fællesrummet og faldt i snak med nogle andre rejsende, altimens der blev indtaget lidt for mange, det mente hovedet i hvert fald dagen efter, Red Horse Strong Ale og San Miguel. Det hjalp med at falde i søvn.

Planen for dagen der gryede var ganske enkel. Der skulle bookes billet til Banaue, og så skulle Intramuros gåes tynd. Det viste sig, at det ikke var så nemt at bestille billet, som de andre steder vi havde været. Vi endte med at tage en taxi til et busselskab og bestille billet ud fra deres informationer. Det pågældende busselskab havde ikke billetter helt til Banaue, som ligger 380 km nord for Manila. Vi skulle køre i jeepney de sidste 55 km fra en lille by der hed Bagaba.
Med billetterne bestilt til samme aften kl 22, gik turen mod Intramuros, som er en by i byen. Eller rettere det er en del af Manila, der ligger indenfor de gamle mure, der omkransede Fort Santiago i sin tid, og som er stedet, hvor Manila blev født. Det var meget interessant at gå rundt her. Vi var oppe at gå på muren, og så til vores overraskelse, at der lige udenfor muren var blevet bygget en golfbane. Formentlig et turistscoop. Fillippinerne er bestemt ikke noget rigt land. Det mærkedes tydeligt de gange vi blev passet op af børn, der sang julesange for at få penge. Tiggere er en ting at sige nej til, men når det er børn, er det bare så meget desto hårdere. Vi vil dog hellere støtte landet ved at bruge pengene og ikke bare give dem væk. Vi besøgte katedralen i Intramuros, og lige som vi trådte ind, var der et par der skulle sige ja til hinanden ved alteret. Ganske hyggeligt, og det gjorde at kirken var pyntet op med alskens bryllupstilbehør. Fort Santiago var et fint besøg. Det blev primært brugt som mindesmærke for en fyr kaldt Rizal, som var en meget stor del af frihedskampen på Fillippinerne. Han blev henrettet for sine ytringer mod regeringen, fin fyr. Det var ikke noget stort Fort, men vi tog os god tid, da vi jo i bund og grund bare skulle have tiden til at gå. Da det så småt var blevet mørkt, vendte vi snuden mod Malata-området.
Vi havde stadigvæk nogle timer at slå ihjel, så vi satte os på en nærliggende beværtning og læste og drak icetea. Vi spiste også aftensmad her, en glimrende kyllingeret med, godt gættet, ris til. Kl 21 begav vi os, igen i taxi, mod busterminalen, klar til en 8 timers bustur.

Vi ankom til Bagaba kl 5 om morgenen. Vi var blevet advaret om, at der var koldt i bussen, men vi havde ingen ide om, at der var tale om en så kølig tur. Vi havde pakket os så godt vi kunne ind i sovepose og tøj, men var ikke helt klar på, at det ville være så koldt. Men frem kom vi, og det var rart at komme ud i varmen igen. Der var tale om overdreven brug af aircon i bussen, så tosset. Så snart vores fødder rørte jorden, blev der annonceret jeepney til Banaue. Selvom vi ikke tog den direkte vej, var turen slet ikke noget problem, og de sidste 55 km i jeepney var en oplevelse vi ikke ville have været for uden.

Vi havde hørt godt om et guesthouse der ved People's Lodge. Så da de ovenikøbet var først med annoncering, var vi let købte. Vi fik et privat værelse med eget bad, for samme pris som to dorm senge, 500 pesos. Da vores tid i området var meget sparsom, havde vi ikke mulighed for at udforske så meget på egen hånd. En gut der hed Marshall tilbød os en tur til nogle risterrasser, samt et besøg ved en varm kilde, et besøg på et lokalt museum og to udsigtspunkter. Prisen var rimelig, så vi takkede ja. Kl 10, efter morgenmad med en fantastisk udsigt over risterrasser, tog vi afsted fra Banaue.

Risterrasserne lå små 20 km væk, og blev kaldt the spiderweb terraces. Det var et fantastisk område, hvor vi trekkede på stier i selve terrasseområdet. Så fedt, og fantastisk at de har formået at udnytte landet så effektivt. Samtlige terrasser er forbundet, og et naturligt flow af vand fra bjergene sørger for, at terrasserne altid er våde. Vi gik en god time, inden vi kom til den varme kilde. Vandet blev varmet op af energi fra jordens indre, et klart bevis og reminder om, at vi altså befandt os i et geologisk aktivt område. Det var rart at lægge og suppe den i det varme vand. Turen gik tilbage af samme vej. Marshall svarede med glæde på alle spørgsmål, man kunne finde på. Vi lærte bla. at de ikke kun dyrker ris på terrasserne, så snart der er en plet for tør til ris, bliver den plantet til med andre spiselige vækster, papaya, avocado, mango, og div. grøntsager.

Vejene er af meget svingende kvalitet. Nogle steder er der lavet betonveje mens andre steder, og det langt de fleste, var det bare meget knoldede og hullede jord/stenveje. Vi tilbagelagde kilometerne i en såkaldt tricykel. En knallert med overdækket sidevogn og ikke ret meget støddæmpning. Ikke nogen videre behagelig tur, men bestemt en oplevelse.
Det lokale museum var lille og mere en butik end et museum. Det var tydeligt, at der blev satset på salg. Forståeligt nok da det som sagt ikke er et rigt land.
Efter 6 timer nåede vi tilbage, og mens vi spiste sen frokost/tidlig aftensmad gik solen ned over det lille rissamfund. Vi havde ikke fået megen søvn, så det blev til en meget stille aften og et tidligt godaften til Ole Lukøje.

Næste morgen havde vi aftalt med Marshall, at han skulle køre os sammen med nogle andre til Batad, eller så langt han kunne. Batad er byen hvor de "rigtige" risterrasser er, dem der er på UNESCO's liste som verdens 8. vidunder. Vi var 9 i jeepneyen, hvilket var fint, da der så var flere om regningen. Vi blev kørt til toppen af et mindre bjerg, hvorfra der var små 40 minutters trekking til Batad. Dejlig morgengymnastik. Langsomt kunne vi begynde at se risterrasser, men skuet blev først rigtig flot, da vi nåede landsbyen. Der var et fantastisk view udover en dal, som var beklædt med terrasser på sidderne. Man tror ikke sine egne øjne, når man ser det, og det faktum, at det har befundet sig selvsamme sted, i over 2000 år gør det bestemt ikke mindre imponerende.
En del af programmet var at hike til et nærliggende vandfald, for dem som havde lyst. Det havde vi. På turen ud gik vi gennem selve landsbyen. De forstår virkeligt at indrette sig og gøre brug af de midler, de har til rådighed. Vand bekymrer de sig ikke om, da det løber 24/7 fra bjergene ind i rør, som nok en gang har været lavet af bambus, og ned til beboerne. Høns, kyllinger, hunde og grise findes i et pænt antal, og med ris i stor stil, skulle de snildt kunne være selvforsynende. Det var et dejligt og meget malerisk hike, som også bød på et væld af trapper, som både skulle forceres op og ned. Pyha, det var møg lummert, vi var virkelig heldige med vejret under hele Banaue besøget.
Vandfaldet var 48 meter højt og buldrede, så det kunne høres på lang afstand. Der var mulighed for at svømme ved det, men det så meget skræmmende ud, og vi havde ikke taget badetøj med. På turen til vandfaldet havde en ældre herre problemer med at følge med, og det blev kun værre. Han vendte om kort før vi nåede vandfaldet, og da vi var på vej tilbage, fandt vi ham ved et af pauseskurene på vejen. Stakkels gamle mand, han havde gabt over en for stor mundfuld. Han kom vist op til sidst, og sov vist rigtig godt den nat.
Inden afgang til vandfaldet, havde vi bestilt mad, til når vi kom tilbage. Vi fik 2 forskellige lokale retter med gris, der begge smagte dejligt, og med den fantastiske udsigt vi havde under måltidet, var vi svært godt tilfredse. Efter maden gik turen samme vej op til jeepneyen, som vi var kommet ned. Det er nu lettest at gå ned af. Vi var tilbage i Banaue kl 17. Billetter tilbage til Manila var bestilt, og bussen afgik kl 19. Planen var at tage direkte fra Manila om morgenen til Puerto Galera og en uges afslapning hos Tuna Joe....