Vi ankom til Brisbane kl. 10:00 d. 2. januar. Desværre kunne vi ikke tjekke ind før kl. 14:00. Vi havde endnu engang booket hos Xbase - det samme hostel som vi boede på i julen. De kunne heldigvis godt passe på vores bagage for os, så vi brugte de 4 timer på at studere Brisbane. Efter en fyldestgørende morgenmad på en lille cafe og en masse snak nærmede klokken sig 13:00. Vi gik tilbage til vores hostel i håbet om at de var klar i god tid. Da vi kom tilbage og stod i køen til receptionen fik vi tilfældigvis øje på Asbjørn, der sad i hostellets lille "book-dine-turer-her"-område. Ham og Niels skulle rejse den 3. om aftenen og havde besluttet sig for at bruge deres sidste dag i et koala "reservat".
Vi tilbragte aftenen sammen med de to fyre på vores værelse med en masse kortspillen og stand-up comedy (gudskelov for youtube!). Asbjørn lærte os endda en snedig backpackerfinte, som vi godt ville ha' kendt noget tidligere, mens vi vaskede vores tøj med dem.
Morgenen efter besluttede vi os for at tage med de to til Koala sanctuary, da vi alligevel ikke havde nogle planer for dagen. Vi vidste ikke helt hvad det var, men drengene fik det i hvert fald til at lyde spændende, så vi sluttede os til dem og gik ned til busstoppestedet. Her ventede vi i små 10 minutter, indtil bus 445 kom rullende og slog dørene op. "4 to Lone pine koala sanctuary!" sagde Asbjørn højt til buschaufføren - der ganske som i Danmark også var sur og muggen. Det var 5$ hver, hver vej, og så fandt vi os en plads i den dejlige air-condition nedkølede bus.
De automatiske døre åbnede sig, og vi steg atter ud i de godt 32 grader, og spankulerede mod indgangen til det store zoologiskehave-agtige reservat. Lige efter vi havde trådt igennem porten til parken stod vi overfor både papegøjer, flagermuse og større papegøjer. Vi gik forbi de store farverige fugle, den næste større og flottere end den første, og endte til sidst oppe ved næbdyrets hule. Da ingen af os nogensinde har set sådan en skabning skyndte vi os ind i det mørke lokale, og der svømmede det underlige dyr rigtig nok rundt og hyggede sig i sit akvarium. Op på klippevæggen, splask! ned i vandet igen og så det hele én gang til. Efter at det, der syntes at være en makaber blanding af and og bæver, havde lavet et par kunster for os, gemte det sig til sidst i sin hule. Og der efterlod vi den så.
Udenfor bevægede vi os mod dingo-buret (med et hurtigt stop hos den tasmanske djævel, der bare lå og sov). På vejen kunne man se utallige indhegning med mange koalaere i forskellige størrelse og facon. Nogle med store næser, nogle med små, nogle med pjuskede øre, og andre med sjove pletter på bagen (kendetegn som alle dyrepasserne skulle kunne genkende, da alle koalaerne havde navne og forskelligt arbejdsskema - med hensyn til billedtagning). 
Dingoen lignede umiskendeligt meget en hvid schæfer-labrador, og vi blev hurtigt enige om at det på ingen måde var en dingo. Mens vi stod her og var skuffede og trodsige, kom en af dyrepasserne forbi. Hun var ude og lufte deres anden dingo (ifølge os deres eneste dingo), og den var sej! rødlig og streamlinet luntede den efter hende og vi kunne ikke dy os. Vi fulgte efter hende et lille stykke tid og så vores snit til at klappe det vilde dyr, da et barn fik lov. Galante fik vi møvret os hen til det hundelignende kreatur og på skift aede, klappede og nusede vi det tamme bæst. Da vi var færdige med at beundre den "baby-ædende" hund spankulerede vi videre mellem de mange bure og indhegninger. Efter en kort gåtur fandt vi indhegningen med påskriften "kindergarten", vi lænede os ind over indhegningen og der kravlede  ganske rigtigt søde, små og nuttede koalaunger rundt (Lone Pine Koala Sanctuary er først og fremmest et koala reservat - med godt 135 eksemplarer - er det forståeligt at der er forskellige indhegninger med titler som f.eks: plejehjem, mødre, ungkarle etc.).
Herefter besluttede vi os for at få taget et billed med det bløde, grå bamsedyr. Noget der havde fulgt med da vi bookede turen. Vi stillede os i kø og før vi vidste af det stod vi på skift med en tung og sød koalabjørn i armene og blev blitzet. Derefter smuttede vi ind i deres butik/cafe og ventede på at vores billede var blevet fremstilt, ventetiden slog vi ihjel med en tiltrængt frokost. Efter vi havde fået vores billede og spist op så købte vi to poser kænguru-foder og skyndte os op til deres indhegning.
Vi gik igennem den store metallåge som smækkede bag os med et skrald, og praktisk talt lige foran os stod en Emu. "Don't let it eat your food!" advarede en dame, mens hun nærmede sig den enorme fugl, og mens hun klappede det fjerede kræ, skyndte vi os forbi det. Vi gik op af en bakke, og holdte skarpt øje med emuen bag os. Foran os, i den fjerne ende af indhegningen, lå der ganske rigtigt en lille flok kænguruer og slængede sig i skyggen. Vi skyndte os at tage noget kænguru-foder frem (det er bare normalt tørfoder) og rakte alle ivrigt hænderne frem mod kænguruernes muler/snuder/whatever. Det der skete var fantastisk, at sidde med sin hånd fuld af foder strakt imødekommende frem i mod dette prægtige australske dyr, og blive komplet ignoreret. Vi var nok ikke de første der havde prøvet at fodre de dovne asner, men alligevel var det nærmest forbløffende hvor, åbenbart, mætte de store pattedyr var. Der var et par af dem der nappede lidttil vores ellers appetitlige tørfoder, men de fleste ænsede os ikke. De havde tilgengæld intet imod at blive nusset og klappet lidt hist og her. Pludselig kom en mindre flok springende fra deres hvileområde - no humans allowed. De var heldigvis lidt mere sultne end deres slægtninge, og vi gav venligt ud af vores foder. Det var helt vildt sjovt at sidde så tæt på en kænguru, dem man ellers kun ser på tegnefilm, og ae dem mens de mæskede i sig. Brian sad med en lidt mindre kænguru og prøvede at fodre den, da den pludselig hoppede over til hegnet og spiste et stykke højt, bredt græs. Brian knækkede derefter en masse af dette græs af, og pludselig gad alle de dovne fra skyggen under træet også godt at spise med. Vi følte os lidt snydt bagefter, da vi havde givet 4$ for vores foder, og så vil de hellere have græs. Lige før vi ville efterlade kænguruerne til det de gjorde bedst, stene, hoppede en sulten mor hen mod os mens hendes lille kænguruunge forsigtigt kiggede ud af pungen. En meget sød måde at forlade kænguruindhegningen på.
Klokken var efterhånden blevet 16:00 og vi skulle til at hjemad, hvis Asbjørn og Niels altså ville nå deres fly, så vi hoppede på busen igen og en halv time senere var vi tilbage på vores hostel. Vi hyggede os lidt med drengene indtil de  skulle med toget til lufthavnen, lidt i 18, og ønskede dem god hjemrejse. 
Vi selv tog videre fra Brisbane dagen efter, d. 4, kl. 14:00 tilbage op til Airlie Beach. Atter 19 timer i en bus hele natten - lovely. 
Her i Airlie, et lille paradis på jord, er samtlige dage, uden undtagelse, spenderet i den fantastiske lagoone. Solbadning og regulær badning har været det eneste vi har lavet den forgangne uge. Ser dog også snart frem til at komme videre til nye og spændende destinationer.

Vi ved i glæder jer til at se os om mindre end en måned, ha' det godt indtil da.
 - brun & brunere