Profile
Blog
Photos
Videos
Det er urimeligt længe siden vi sidst har lavet et blogindslag, og det vil vi gerne undskylde. Og vi vil også gerne undskylde på forhånd at dette blogindslag bliver så langt. Hvis I ikke har mistet modet, så vil vi gerne fortælle om den sidste måneds tid ;-)
Vi tog fra Airlie Beach med planer om at tage til Townsville. Vi var de eneste to der kørte med OZ bussen og vores chauffør fortalte os at Townsville var intet andet end en millitærby uden hostels eller andre backpackere. Han foreslog derfor at vi kunne tage færgen til Magnetic Island og være der i nogle dage. Så det besluttede vi os så for at gøre, og efter x antal timer i bus og tyve minutter på færgen ankom vi til øen. Her flyttede vi ind på øens eneste hostel, der lå direkte på stranden. Vejret var forfærdelig godt, så vi hoppede stort set direkte i poolen. Efter et par timer i vandet, gik vi tilbage til vores hytte (det hidtil mindste værelse vi har boet på), skiftede tøj og gik op for at få vores gratis aftensmad som OZexperience havde fikset for os. Da det var blevet aften sad vi oppe i hostellets bar og fik os en øl eller to. Det var efterhånden blevet helt mørkt, og selvom det var dejlig varmt og tørt hos os, var det tydeligt at se at inde over Australien var der et voldsomt tordenvejr igang. Det var et fedt syn at se siluetterne af Australiens østkyst i lysglimt på nattehimlen, og efter at have beundret det i flere minutter, gik vi tilbage i seng. Om morgenen næste dag, gik vi ned for at få vores morgenmad som OZexperience også havde sørget for. På vores vej ned til fællesområdet så vi en del firben kravle rundt på hytter osv. Aftenen forinden havde vi erfaret at de især kom ud når det blev mørkt og rundt om de tændte lygter uden på hytterne, vrimlede det ligefrem med dem. Efter morgenmad snuppede vi os en rask lille gåtur i det fremragende vejr til det nærmeste supermarked, der lå 20 minutters gang væk. Efter at have handlet ind, fik vi endnu engang et indblik i den hjælpsomme og venlige australske mentalitet, da en billist gav os et lift tilbage til hostellet, da han kunne se vi slæbte vores vare i den bagende sol. Det var jo lørdag aften, så traditionen tro spenderede vi aftenen oppe i baren og mødte nogle fantastisk flinke mennesker fra både England og Israel. Efter at have brugt aftenen i hyggeligt selskab, og måske indtaget en lille smule for meget, begyndte det at pisse ned. Men det skulle ikke stoppe os. Efter at regnen havde fået opbygget en ordenlig vandpyt uden for den overdækkede bar, og stadig øsede ned, gik vi ud på verandaen, og mellem de lyskædebeklædte palmer dansede vi fjollet rundt i måneskinnet sammen med en masse andre.
Dagen efter var vejret, som om aftenen før, virkelig dårligt, men det gjorde ikke så meget, da vi havde tømmermænd, og spenderede det meste af dagen i sengen. Om mandagen skulle vi videre op i landet med OZexperience, og stod tidligt op, for at tage færgen tilbage til fastlandet. Vores næste destination var Mission Beach, og efter små 4 timer ankom vi til den lille by og indlogerede os på "Absolut Backpackers". Vi ankom sidst på dagen (selvom matematikken ikke går op, så er det altså sådan vi husker det) og brugte tiden på at lave mad, vaske tøj og se nogle film, som kunne lånes af receptionen.
Næste dag tog vi med hostellets lille bus ind til byen og gik en lille gennem et stykke regnskov. Det var nærmest ulideligt varmt, men vi fik set en masse flotte sommerfugle. Bagefter gik vi hen til "Clump point" som var et rigtig flot udkigspunkt ud over havet. Til sidst gik vi tilbage til byen, og fik noget mad, og gik lidt rundt indtil vi igen blev samlet op af bussen og kørt tilbage til Absolut Backpackers. Om aftenen var der filmaften på hostellet, med popkorn og det hele, så her spenderede vi 3 timers tid i selvskab med Dicaprio, Nolan og resten af inception holdet før vi gik i seng.
Den næste dag, onsdag den 18., gik turen til Cairns. Vi blev samlet op i Mission Beach af OZexperience, og sammen med 3 andre backpackere, kørte vi nordpå. Efter ca en times kørsel stoppede vi på en vingård, Murdering Point, med speciale i frugtvine. Vi fik lov til at smage på en masse forskellige slags og endte med at købe to flasker blommevin. Efter 20 minutters indblik i frugtvinens verden, satte vi os tilbage i bussen og kørte videre. Der var nu mindre end en times kørsel til Cairns og af vores sidste tur med OZExperience, men før vi ramte vores sidste australske destination gjorde vi atter et kort stop. Denne gang ved en regnskovssti og en farlig flod, der på årlig basis koster en del menneskeliv, dette stoppede dog ikke vores chauffør eller medpassager fra en hurtig dukkert. Da de var kommet op af vandet og var blevet tørre igen fortsatte vi vores rejse mod Cairns, og før vi vidste af det stod vi foran Gilligans (fantastisk hostel midt i byen), gik indenfor og vores tidligere samarbejde med de fantastiske mennesker fra OZExperience var nu termineret - tragisk.
Vi flyttede ind på værelse 119 hvor der allerede boede et par stykker. Vi blev taget godt i mod og fandt os et par senge. Bagefter gik vi ned i den tilstødende bar hvor vi, som gæster på hostellet, kunne få gratis mad - en fattig Backpackers største ønske. Portionerne var ikke overvældende men som sagt var det gratis. Vi gik op på vores værelse og tidligt i seng efter en hel dags rejse. Dagen efter skulle der ske en masse, vi startede dagen tidligt ud og ledte efter en læge der kunne lave vores "dive medicals". Efter en længere søgen fandt vi '24 hours medical center' vi gik indenfor og fik stukket nogle formler i hånden som vi skulle fylde ud. Det tog et kvarters tid og en længere undring over vores medicinske historier. Brian fik et hurtigt og fast "nej!" - da man ikke må have brugt en inhalator de sidste 5 år. Som astmatiker er det nu noget han gør dagligt. Det kom dog ikke som det største chok men det var ærgerligt under alle omstændigheder. Ida derimod kom ind til et lægetjek, hun klarede det strålende igennem blodtrykstjekkene og øretjekkene - derimod da det kom til lunge/volume tjekkene kom problemerne. Hun pustede, og pustede igen, og en gang til. Til sidst mente han at han havde hvad han skulle bruge og vi blev bedt om at vente på resultaterne. Efter et par lange minutter kaldte en venligtudseende dame på os og vi gik ind for at høre hvordan det var gået. Damen mente at udfra disse resultater havde Ida for små lunger. Ida spurgte om hun måtte prøve igen, og damen gennemgik øvelsen meget klare end lægen havde gjort. Det viste sig at Ida bare havde misforstået og her anden gang klarede hun det uden problemer.
Efter tjekket gik vi over til 'prodive' - dem vi havde bestilt vores dyk hos - for at høre om Brian stadig måtte komme med på båden. Det var intet problem og det viste sig at astmatikere gerne måtte snorkle så det var en dejlig nyhed. Vi fik 168$ tilbage for at degradere fra dykkertur til snorkel tur og om aftenen ,som en trøst, gik vi i biografen og så "the Girl with the dragon tattoo".
Dagen efter skulle Ida igang med sin træning og blev samlet op klokken 07:25 fra hostellet. Brian sov gladeligt videre. Efter alle var blevet samlet op og blevet kørt ud til lokalerne, fik vi en kop kaffe/te og lærte hinanden lidt at kende, hvorefter vi blev delt op i et engelsk hold og et tysk hold (det vrimler med tyskere hernede!).
Kl. 9-13 havde vi teori - Brian sov, og stod op kl 12.
Kl. 13-14 spiste vi frokost og lavede medicals - Brians søgen på morgenmad starter.
Kl. 14-14:30 lærte vi at sætte vores udstyr (iltflaske osv) sammen og skille det ad igen, og at lave buddytjek på hinanden - Brians søgen på morgenmad opgives og McDonalds besøges
Kl. 14:30-17 hoppede vi i poolen og lavede nogle forskellige øvelser, med og uden udstyr på - Cairns' gader spankuleres
Kl. 17:30 Ida og Brian finder hinanden på hostelværelset, hurra!
Brian var i sin gåtur rundt i byen faldet over et sted der solgte glutenfri (healthy!) burgere, så der gik vi hen og fik en fantastisk gastronomisk oplevelse. Derefter vendte vi tilbage til hostellet hvor Brians iPad endelig havde hentet "Herkules" ned, så vi satte den på, hvorefter en meget udkørt Ida synes det var på tide at gå i seng.
Næste dag blev Ida hentet af Prodive allerede kl. 6:30 - Brian sov, nærmest skadefro videre.
Kl. 8-9 hørte vi om det forskellige dykkerudstyr man kunne skaffe sig og lidt om forskellige steder at dykke - Brian sov stadig
Kl. 9-11 var vi igen i poolen med alt udstyret og lavede nogle forskellige øvelser - Brian stod op kl. 10 og fandt denne gang et sted at købe ordentlig morgenmad.
Kl. 11-13 tog vi hen til Prodive shoppen og kiggede på deres udvalg, hvorefter vi gik ud at spise - Brian tog til en barbershop og blev klippet.
Kl. 13-14:30 havde vi vores sidste teoritime - Cairns' gader var ikke spændende nok til endnu en gåtur, så Brian tog i biografen.
Kl. 14:30-16:00 havde vi eksamen - Brian hyggede sig med popkorn og "Sherlok Holmes".
Kl. 16:30 mødtes vi på værelset og Ida havde bestået sin eksamen, så det fejrede vi med en lille øl i hostellets bar.
Meget tidligt næste morgen pakkede vi alle vores ting sammen og gik hen til Prodive shoppen, for derefter at blive samlet op og kørt ned til havnen. Her steg vi på "Scubapro 2" sammen med en masse andre, og efter en hurtig introduktion til skibet og dets mandskab, sejlede vi ud mod revet. Vi havde fået et fint lille tomandsværelse, og da det tog ca. 3 timer at komme helt ud til revet, tog vi os en lille lur, mens havet vuggede os i søvn. Kl. 11 var vi ankommet til den ønskede destination og det var på tide at komme i vandet. Ida fik alt sit gear på, og hoppede med sit hold i vandet, og mens Brian og en fransk pige blev i overfladen og studerede de flotte fisk og de mange farver, forsvandt Ida ned i dybet. Her fortsatte hun sin træning til at blive en certifikeret dykker. I stedet for lange kringlede sætninger og tillægsord om de forskellige koraler, formationer og fisk, må I se billederne, da stedet simpelthen er ubeskriveligt. Vi var alle oppe igen lige inden frokost - bagte kartofler med salat og andet tilbehør, mums :-) Efter vi havde spist havde Ida endnu et træningsdyk, og her blev Brian på båden i stedet. Det var det sidste dyk denne dag, men sidst på eftermiddagen tog holdet også ud på en snorkeltur (hvor Ida kom tæt nok på en havskildpadde til at røre den (det må man ikke.)). Efter en lang og hård dag, var vi glade for at gå tidligt i seng, og endnu engang blive lullet i søvn af skibets vuggen.
Næste morgen stod Ida op kl 6:45 og var i vandet 7:30 for at få sit tredje træningsdyk. Da vi kom op igen, stod Brian op og joinede for morgenmad. Vi chillede lidt med de andre på båden, indtil lda skulle på sit dyk nummer fire. Dette var det sidste træningsdyk, så da hun kom op igen, var hun certifikeret dykker :-D Derefter måtte vi dykke uden instruktøren, så længe vi bare blev med vores buddy. Så kort efter tog Ida og hendes buddy, Payal ud på et dyk alene. Vi havde i forvejen fået indstrukser om hvor vi kunne dykke hen, og hvordan vi med kompas skulle finde tilbage til båden. Det gik fint til at starte med, men det endte desværre med at vi var nødt til at svømme op til overfladen for at finde tilbage til båden. Hurra for dårlig stedssans..
Resten af dagen gik med hyg, mad og monopoli på båden, indtil Ida skulle ud på Night dive, med resten af holdet. Vi blev alle udstyret med et lille lysende knækrør, der blev sat fast øverst på vores tanke, og med en lommelygte, og så varvi klar til at gå ned i det mørke dyb. Brian og de andre der blev på båden, stod og beundrede de nok 7 hajer der svømmede rundt, og under overfladen var de langt fra generte, og kunne komme lidt tæt på (dog uden at vi følte os truede). Vi fulgte med vores indstruktør ned i det mørke hav, og hun ledte os hurtigt hen til en åbning af en lille hule under koralerne, hvor vi kunne se en enorm havskildpadde ligge inde. Vi havde fået at vide at de kaldte den "Brian" og at den var over 100 år gammel, og det var et helt fantastisk syn. Da vi vendte tilbage mod båden, blev vi i et lille stykke tid i fem meters dybde og så på de mange hajer der svømmere rundt om den gynge de båd. Nattedykket var et af de mest spændende dyk på turen, og faktisk ikke så skræmmende som vi først havde troet.
Næste dag var sidste dag på båden, og det første dyk var allerede kl 6 om morgenen. Her sprang Ida dog over fordi hun aftenen forinden havde fået voldsomt ondt i øerne, hvilket stadig ikke var gået over, så hun tænkte at det var bedst med en pause, og blev i den varme seng hos Brian. Da klokken blev 7 stod vi op for at få morgenmad med de andre, og omkring klokken 8 lejede vi et kamera, og var endelig i vandet sammen. Vi snorklede ud over koralerne, og mens vi svævede langsomt hen over de smukke formationer, nød vi godt af selvskab fra både papegøjefisk og andre farvestrålende kreaturer, mens vi tog en masse billeder. Efter femten minutters tid fik vi endelig øje på en søanemone, og ganske rigtigt svømmede der et par klovnfisk rundt i dens beskyttende arme. Vi fortsatte vores tur rundt, og nåede til forholdsvis dybt vand med bar sandbund, og lige pludselig svømmede en haj hastigt nær os. Den anede os knap nok, selvom den kun var knap fire meter fra os. Herefter svømmede vi tilbage til båden, og havde fået nok af det store rev - for denne gang :-) Kl. 16 var vi tilbage på fastlandet igen, og endnu engang inlogeret på Gilligans.
I dag, vores sidste dag i Australien ( øøøøv :(( ) er passeret hurtigt forbi i stressens tegn, med store bunker af vasketøj og taskepakning. Men vi har brugt aftenen i hyggeligt selvskab af de danske drenge, vi fejrede nytår med i Byron, og en lækker hjemmelavet middag, hvor intet manglede. Så nu efter en masse kortspil, sidder vi tilbage på vores eget værelse kl to om natten, med en hyggelig fuld canadier, med danske rødder, som er meget interesseret i vores kultur og sprog. I morgen vendter en lang dag med en masse rejsen, så vi må hellere sige godnat. Endnu engang undskyld for det lange blogindlæg (du er sej hvis du nåede hertil!) ;-)
Vi ses om to uger!
Ps. Billeder kommer hurtigst muligt!
- comments
Mette Fedt, fedt, fedt, hvor lyder det bare alt sammen alt for fedt.. Havskildpadden Brian, haha.. Håber I får en god rejse til Singapore og så ses vi lige om lidt i lufthavnen med flag og det hele.. :)
Marianne Tak for et meget laaaaaaaaaaaaaaaaaangt indlæg, men så spændende og Ida - HOLD da op du er sej! Tænk at du har svømmet rundt helt derned i det dybe vand.