Det er altså rigtig svært at holde en blog opdateret når man ikke lige er i nærheden af internettet hele tiden. Jeg har derfor prøvet at skrive lidt hver dag, så jeg bare kan uploade det når jeg får taget mig sammen til at komme nær noget internet. Men selv det kan faktisk være lidt svært, fordi man ikke lige gider at finde tid til at skrive... so sorry, ikke fordi jeg ikke savner jer derhjemme, men der er bare så meget hernede.

Jeg har arbejdet i lidt over en uge nu på børnehjemmet, og jeg synes det er rigtig interessant. Jeg er mest i klasserummet med de mindre børn, hvilket jeg ret godt kan lide. Når de holder pause samles alle de voksne og de fleste af pigerne for at få noget te, men jeg leger bare på legepladsen med drengene, for det synes jeg sku er sjovere, selvom det er mega varmt!! Mange er dem er rigtig søde og de er også rigtig glade for en. Hver morgen når man kommer, bliver man bare overfaldet med knus, kys og kram. Man bliver totalt flået fra hinanden. Det er jo dejligt med en sådan velkomst, det eneste er bare at de har så mega mange lus at man helst vil have sit hår væk fra dem. Dette kan dog være lidt svære når man ikke rager højere op i vejret end jeg gør... Jeg er blevet enig med mig selv i at prøve, men som en sikkerhed bare tage en lussekur når jeg tager herfra. Se det er det gode ved ikke have sit eget sted. Når jeg forlader det behøves jeg ikke tænke på at skifte alle lagner og lufte ud. I tror sikkert det er løgn, men jeg snakker om så mange lus at en af de større piger forleden sad i klasselokalet og pillede dem ud og tværede dem ud på bordet. Lidt ligesom aber, med den forskel at hun ikke spiste dem... fy for fanden!! Selvom jeg er glad for at være her er det faktisk ret pshykisk hårdt. Børnehjemmet jer er på, hedder faktisk "Detension home", på skiltet ude foran. Der er selvfølgelig børn der ikke har nogen forældre der, men der er også børn der bliver afleveret der fordi at de har gjort noget. Det de har gjort kan dog være prostitution eller noget i den dur, vi i DK ikke betegner som barnet skyld. Man kan også tydeligt se på måden nogle af dem opfører sig på at de har tydelige ar på sjælden. Det er derfor ret hårdt og man får, trods lussene, nogle gange bare lyst til at give dem et stort stort kram og tage dem væk derfra. Lederen af børnehjemmet, bliver kaldt "the principal" eller "the super intender" så det passer jo meget godt i billede af at det er som vi havde det en Europa for lang tid siden. Jeg kan ikke rigtig så godt lide ham. Forleden skulle jeg komme ind på hans kontor og så kom der ca. 15 børn ind der skulle have en skideballe. Der sad jeg i midten og fattede ikke et hak af hvad fanden der foregik, for det hele var jo på singalesisk.

Da Nadine rejste havde hun købt en masse ting, som nogle af hendes venner fra Belgien havde doneret penge til. Så vi var oppe på børnehjemmet med hele min hostfamilie og dele gaver, såsom tøj, sæbe, tandbørster og paste, shampoo, sko og mad ud. Det var ret fedt at se hvor glade de blev for bare så simple ting. Sætter virkelig ens tanker i gang om hvor privilegerede vi er derhjemme! Dog bliver børnene ved med at spørge om flere ting nu, og jeg har altså ikke lige penge til at købe en masse ting, så det er lidt svært at forklare.

Jeg har lært min hostfamily meget bedre og kende nu, og min hostmom er bare så sød. Hendes yngste søn er kommet hjem fra hospitalet og bor hos os nu, så min opdigtede kæreste er virkelig kommet i brug. De kan dog ikke forstå hvorfor jeg ikke har nogle billeder af ham... Det er meget rart at der er lidt mere liv i huset, men det indebærer også at jeg vågner kl ca. 6.30 hver morgen ved at der brager srilankansk popmusik, på umenneskelig volumen, ud af højtalerne.

I denne weekend tog mig, Julie og Natalie til Yala park som er et safarireservat. Det var en hård tur derhen. Først 2 timer i en offentlig bus hvor der ikke var siddepladser og den var seriøst så proppet at man ikke kunne have proppet en af lusene fra børnehjemmet derind. Derefter 3,5 time med en anden offentlig bus, hvor det heldigvis lykkedes os at få en siddeplads. Jeg siger jer min ødelagte numre fra sidste gang i Indien, har fået et comeback... Vi indlogerede os på et hotel for det var først næste morgen kl. 5 vi skulle på safari. Vi fandt et lille lokalt madsted, hvor vi kunne spise aftensmad. Det var ret interessant for vi var de eneste kvinder og turister, så der blev virkelig gloet.

Da uret ringede næste morgen troede jeg det var løgn, det føltes som om jeg lige havde lagt mig på pude. Men da vi efter 45 min. I en jeep ankom til parken var jeg lysvågen. Det var en super fed tur og vi så bl.a. elefanter, leoparder, påfugle, vildsvin, vandbøfler, en form for hjorte og mange forskellige fugle. Da vi var færdige tog vi os lige en lur inden det var tilbage med den offentlige transport. Da jeg ikke skulle samme sted hen som de andre havde jeg en tur alene tilbage. Det var ret interessant og jeg fik godt nok snakket med mange mennesker. Der var et ægtepar som gav mig deres adresse og som jeg har lovet at skrive til... De fik også min, so mor og far, hvis der kommer et postkort som er uforståeligt(de kunne ikke særlig meget engelsk) så er det nok fra dem...

Var i går nede og bestille en fødselsdagskage med Shyamelie og det var ret grineren for valget var kun mellem nogle virkelige børnekager. Så i morgen kommer der en kage med en blå version af duffyduck eller lignende. Er ikke sikker på at den smager særlig godt, men "flot" er den i hvert fald... Er lidt spændt på hvad der skal ske i morgen på min fødselsdag. Ved at hele familien kommer herned, så der kommer til at være mennesker nok.. Håber ikke de kommer med en eller anden underlig gave, så man bliver nød til at stille det der falske ihh-hvor-er-den-flot-ansigt op... Hun spurgte forleden hvilke farver jeg godt kunne lide så er sku lidt bange for det er en sari eller lignende...