Hej Alle derhjemme. Igen igen blev jeg optaget af andre ting og havde ikke rigtig deciplin til at sætte mig ned og skrive på bloggen. Så nu skriver jeg lige en samlet blog om alt det der er sket på det seneste, som jeg stadig kan huske på stående fod.

VI fik opsat koralnursery'et med endnu et anker fastgjort og så netpladen hvor koralerne skal sidde fast. Strømmen var stadig en b****, men dog ikke helt SÅ stærk som dagen før. Så takket være lærerig erfaring og en lille smule mindre strøm, løste det hele sig til sidst. Det er ret fedt at vide at man har været med til at starte sådan et projekt op... Selvom det næste kostede med livet...hehe

Andrea, den switziske pige som jeg er blevet rigtig rigtig gode venner med, rejste hjem den 27/2 så 2 dage før mig. Det er ret nice for nu kan jeg komme og bo hos hende og hun vil lære mig at blive bedre til at stå på snowboard... SWEET!!! Vi holdt en afskedsmiddag for hende på en mexicansk restaurant, så det var dejligt at få noget andet end ris og nudler for en gang skyld!! Der var livemusik (dog ikke det bedste...) så for at lave noget sjov med hende, sneg jeg mig op og sagde at det var hendes fødselsdag. De begyndte at synge fødselsdagssang for hende og bringe hende fødselsdagskage. Derefter ville de have hende op og synge en sang, og cool som hun er, gik hun op og sang. Da hun har en vildt god stemme blev de helt vilde med hende og ville have at hun sang nogle flere sange. Så det endte med at være en "koncert" med Andrea, som blev afsluttet da Gi (vores ene divemaster og staffmember) gik op og sang en sang. WOW det var ikke kønt, men credit for at han gjorde det! Det ville jeg aldrig turde...

Dette var alt sammen den 26/2, så den 27 var det farvel til Andrea om morgenen, for resten af os havde planer for vores 2 dage fri. Bens far (job 2 do), som er en kendt reggae stjerne i Thailand, spillede på Phi Phi om aftenen, så vi havde alle planlagt at tage dertil og være for 2 dage. Da vi ankom vandrede vi langs kysten, fordi Ben kendte et rigtig nice sted kaldet "Viking Bungalows". Vi ankom og fandt ud af at det bedste kunne betale sig hvis vi lejede den store villa og så splittede prisen imellem os, så det gjorde vi. Har aldrig nogensinde boet et sted så luksuriøst!! Det var f***ing SWEET!!

Om aftenen, efter vi havde drukket lidt Sangsom(thai-wisky) med lime og coke (det er blevet min nye yndlingsdrink efter Ben og hans bror introducerede den for mig!!) tog vi af sted til koncerten. Ben havde skaffet billetter til de andre som han gav gratis og jeg kom ind som hans kæreste og bandets groupie, så det var sku meget grineren... Koncerten var rigtig fed! Det var fedt at høre det live fordi man nu i 3 måneder har hørt det så meget i barer og andre steder.

Næste dag var det så hjem igen, heldigvis gik færgen først kl. 15.30, så der var ikke noget stress. Kun for Christiansen(dansk dreng der har været her lige så længe som mig)som skulle med færgen kl. 9 så han kunne nå sit fly hjem til Danmark senere samme dag. Heldigvis kom han med færgen så ingen panik. Vi var tilbage igen i Ao Nang ved en 18-tiden den 28/2 og gæt hvem der stod på kajen for at hente os i hans lækre pick-up truck. Luke, Bens bror, så det var bare rigtig herligt. Om aftenen gik jeg ud og med dem for at spise og derefter besøge en af deres/deres fars gamle venner. Det var smadder hyggeligt og en god sidste aften i Thailand.

Næste dag tog jeg om formiddagen med de andre ud for at bygge et mangrove nursery på en skole. Kunne ikke rigtig pakke, da alt mit tøj stadig var i vaskeriet. Jeg skulle forlade J. Guesthouse kl. 17, så jeg begyndte at blive lidt nervøs da mit tøj ikke var færdig kl. 14. Jeg prøvede igen kl. 15 og heldigvis var det lige blevet færdigt der. Puha det var tæt på at jeg var blevet nød til at blive i Thailand. Der opstod dog nogle flere episoder den dag hvor jeg tænkte om der mon sad en oppe i himlen, som ikke ville have jeg skulle tage af sted. Jeg havde taget alle mine ting nedenunder og gik op en sidste gang for at se under sengen og sådan om jeg havde glemt noget. Da jeg skulle til at lukke døren, faldt mit blik på safty-skabet, og det gik op for mig at mit pas og mine ekstra dollars lå derinde. Uha det var tæt på jeg havde stået i lufthavnen uden pas... Så kommer man sku ikke særlig langt. Nu kom den tid på dagen som jeg havde frygtet, jeg skulle sige farvel til alle de andre. De har været som en stor familie for mig og jeg har bestem fået nogle rigtig gode venner som jeg skal besøge! Bl.a. Andrea i Sweitz, Kevin og Valerie i Frankrig, Justin i Amerika og Ben i Thailand. Det har virkelig været som at have en ny familie og det har bare gjort det hele så nemt. Med en hostfamily, som jeg skal bo hos i Sri Lanka er det noget helt andet. Men farvel fik jeg sagt. Dog gik der ikke mere end 15 minutters kørsel før jeg opdagede at jeg var taget af sted uden sko på fødderne og at mine mindesfyldte 7/11-klipklappere stadig stod uden foran J. Guesthouse. Så vi måtte vende om, jeg kunne jo ikke forlade Thailand uden dem. Jeg kom tilbage og de andre begyndte straks at grine fordi det bare har været mig i en nøddeskal hernede, at glemme og miste mine klipklapperen. Så det var en god og sjov afslutning.

Da jeg kom til lufthavnen var der ikke så lang kø ved check-in skranken så det gik hurtigt nok med at komme ind til immigrationskranken. Derefter var speed ikke ligefrem er ord de kendte til. Fordi jeg havde overskredet mit visum med 1 dag, skulle både jeg og en thaimand udfylde en masse papirer, og jeg siger jer at han var langsom. På grund af ham blev jeg kaldt over højtalerne og var lige ved at misse mit fly. f*** det havde været nederen!! Men nu var jeg altså på vej fra Krabi til Bangkok og derefter Bangkok til Colombo i Sri Lanka. Flyende var ikke fyldt så jeg havde 2 sæder for mig selv, hvilket var ret rart! På flyet til Sri Lanka vågnede jeg på et tidspunkt og kiggede ud af vinduet og jeg siger jer, det var den mest mørke og stjernefyldte himmel jeg nogen sinde har set! Så helt vidunderligt flot!!

Jeg ankom til Colombo kl. 00.30, så jeg var ret smadret og ville helst bare hen til et hotel. Det var meningen at der skulle stå en fra Project-Abroad og hente mig, men da jeg vandrede forbi alle mændene med navneskilte var der ingen der sagde Anna eller Project-Abroad. Jeg havde, typisk som det er, ingen numre på nogen som helst, så jeg var pretty much lost!! Alt hvad jeg kunne gøre, tænkte jeg, var at sætte mig ned og vente og se om der dukkede nogen op. Jeg tror efter ca. 1 time, hvor jeg blev mere og mere nervøs, dukkede der endelig en mand op med et Project-Abroad skilt. Han kørte mig til et hotel hvor jeg gik ud som et lys efter en lang og spændingsfyldt dag. Næste da ved morgenmaden fandt jeg ud af at der befandt sig 5 andre frivillige på hotellet. Vi spenderede dagen med at vandre lidt rundt i Colombo, ordne penge og sim-kort. Om aftenen tog en af Project-Abroad ansatte os ud for at spise og fortælle os lidt om tingene hernede. Så det var meget rart. Næste dag tog 4 af de andre frivillige videre, da de skal være tættere på Colombo end mig og en hollandsk pige der hedder Tinke og som er adopteret fra Sri Lanka. Jeg havde dagen til at prøve at ordne mit indiske visum. Jeg tog hen til konsulatet, og som jeg havde forventet var det en længere og mere omstændig proces. Nu skal jeg komme tilbage den 10/3 om morgenen og aflevere mit pas for så derefter at hente det igen om aftenen. Heldigvis har vi gjort sådan at jeg i et brev har givet en fra Project-Abroad lov til at aflevere og hente det, så jeg ikke behøver at tage op til Colombo igen. Det er lidt mærkeligt at bare efterlade sit pas i Colombo, men det blev jeg ligesom nød til.

Dagen efter var det så mig og Tinkes tur til at komme af sted til vores værtsfamilier og børnehjem. Tinke skal bo i Galle sammen med 2 andre frivillige. Jeg skal bo ude på landet/junglen ca. 1 time kørsel fra Galle. Der bor en anden belgisk dame på 57, der knap snakker engelsk der og kun har en uge tilbage. Så efter det er jeg mutters alene ude i junglen. Det bliver lidt mærkeligt og noget af en omvæltning fra Thailand. Børnehjemmet jeg skal arbejde på ligger ca. 5 min. fra hvor jeg bor på gå ben, så det er ret dejligt. Arbejdsdagen lyder fra 8.30-12.30 og så igen fra 14.30-16.30. Der er ca. 30 børn i alderen 10-17 og 3 drenge omkring de 5-6 år. Der er ikke rigtig nogle af dem der kan så meget engelsk, så arbejdet om formiddagen består hovedsageligt i at lære dem nogle simple ord. De børn der er der om morgenen er dem som er for langt bagud til at gå i skole med de andre. De fleste af dem er mindre udviklingshæmmet eller har bare været ude for noget rigtig forfærdeligt. Om eftermiddagen kommer alle de andre hjem fra skole, og så er der ca. 85 børn. Jobbet består så i at lege med dem og prøve på at opdrage/lære dem nogle ting. Jeg havde nok forventet at det var nogle lidt mindre børn og at dette var mere et care-projekt end et teachhing-projekt, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Må bare bide i det sure æble og mande mig op. Er jo ikke den bedste person til at irettesætte og være bestemt over for andre mennesker... Synes også det er lidt trist at skulle bo herude helt alene, men på den anden side kan det blive noget af en vild oplevelse. Jeg regner dog med at forlade projektet den 21/3, for jeg vil virkelig gerne opleve mere af Sri Lanka, og så er der jo også lige dykker- og surfermulighederne som trækker...

Da jeg ankom hernede en fredag, skulle jeg jo ikke arbejde med det samme (vi er der ikke i weekenden). Jeg tog derfor dagen efter til Galle og mødtes med Tinke og en dansk pige (Julie) som hun bor sammen med. Vi så det gamle fort, som er ret specielt fordi der inden for fortet murer både er buddhistiske templer, muslimske moskeer og kristne kirker. Alle lever i ro og mag, så det er et ret godt eksempel for resten af verden. Efter det vandrede vi lidt rundt og fik noget at spise. Da klokken ikke var så mange tog vi til Unawatuna, som er en lidt mere turistet by i Sri Lanka forstand, hvor man kan bade og få sig en øl. Her var vi resten af dagen og da det blev spisetid mødtes vi med 2 andre frivillige (den ene Nadine, fra mit hjem og den anden Natalie, fra Tinkes hjem. Vi er de 5 eneste der befinder os her sydpå i dette område). Vi fik en dyr (50 kr.) buffet med dessertbuffet også. Behøvede ikke nogen tuk-tuk hjem, kunne seriøst trille. Dog tog vi en, 5 piger/damer på et bagsæde der normalt rummer 2 max 3 mennesker. Den havde lidt besvær med at komme op ad bakken til der hvor Julie, Tinke og Natalie bor. Da mig og Nadine skulle videre hjem, var tuk-tukken ved at løbe tør for benzin, så vi måtte en tur forbi Galle fordi alle andre benzin steder havde lukket. Vi fik mega grineflip over hele situationen, og så måske fordi nadine var lidt fuld. Det var meget upassende for på et tidspunkt holdt vi uden for en muslimsk forsamling af mænd, hvor der var en der holdt en eller anden form for propaganda tale. Jeg stoppede med at grine, men Nadine kunne ikke stoppe, så jeg måtte bare råbe til tuk-tuk køren: "kør kør kør". Det var sku lidt ubehageligt og ikke særlig trygt. Da vi havde tanket Benzin, tror jeg gerne vores kører ville hjem, for har seriøst aldrig i mit liv kørt så hurtigt i en tuk-tuk! Troede jeg skulle dø!

Søndag blev min helt store introduktionsdag til hele familien. Shyamelie (hostmom) og Lal's (hostdad) yngste søn (23 år), som er politimand, ligger på hospitalet efter sin 4 operation i maven. Så vi stod tidligt op og tog bussen til Colombo (3-4 timer) for at besøge ham. Det var meget mærkeligt at træde ind på hospitalet for mens vi sad og "snakkede" med ham, kunne man bare mærke at ca. 25 andre sårede politimænd kiggede på en fordi man er lys og halvblond. Både Shyamelie og Nadine prøvede og kommenterede hele tiden at vi var samme alder og han ikke havde nogen kæreste, så jeg fyrede en halv løgn med en kæreste. Kunne simpelthen ikke overskue det! Efter besøget tog vi bussen til Shyamelies søster, mor, nevø og svoger. Det var vildt sjovt og hyggeligt for man blev taget så helt utroligt godt i mod. Maden som hendes mor havde lavet er også det bedste jeg hidtil har smagt i Sri Lanka. Dog er jeg ret utilfreds med det kælenavn jeg har fået: "Barbie/doll", synes ikke rigtig helt at jeg passer ind i billedet!!!

Onklen kørte os hjem og på vejen stoppede vi for at købe rottis til at tage med hjem og Raak, som er Srilankansk rum af en art. Troede ikke de røg og drak men det skal jeg lige love for de gør...

I dag skulle have været min første "rigtige" dag på børnehjemmet, men eftersom det blev meget sent i går og Nadine (som skal vise mig hvad hun laver, så jeg har nogle idéer) tog ikke der op, besluttede jeg mig for heller ikke at gøre det. Åbenbart er det ifølge Nadine ikke noget problem da ingen rigtig holder øje med om man er der eller ej. Jeg besluttede derfor at udforske Hikkaduwa, som er en strand/dykker/surfer by ca. 45 min med bus fra hvor jeg bor. Jeg vandrede lidt rundt og forhørte mig om priser og sådan på dykning og surfning, og det hele ser egentlig meget sweet ud. Tror jeg kommer til at spendere en nat eller to der. Sad ellers bare på stranden og fik noget mad og nogle gode shakes, mens jeg læste. På vej tilbage med bussen var jeg lige ved at køre for langt, så jeg måtte nærmest springe af den, men det var meget sjovt. For en time siden hørte vi noget der larmede vildt oppe på taget og lige pludselig sprang en ca. 1 meter stor varan ned! f*** DET ER COOL AT BO I JUNGLEN!!! Nu sidder jeg og venter på at min hostmom skal kokkerere et af sine vidunderlige måltider, mens jeg iagttager et vildt tropisk torden og lyn-vejr fra terrassen. Livet er sku ikke det værste man har!!!!

Anna