Vi stod op rigtig tidligt denne morgen, da vi skulle med et tidligt tog så vi kunne være nå at være til tiden for brylluppet Da vi kom til brylluppet bragede der musik ud af nogle højtaler der stod ved indgangen, det mærkelige var at de rytmer der fyldte mine øregange var “jingle bell, jingle bell”, hvad den sang lige lavede der har jeg ikke rigtig fundet ud af…måske bare igen mærkelige Indien…hehe
Jeg havde fundet den der form for tunika med busker og tørklæde, som inderne også går I, som jeg havde på. Var den eneste sammen med en anden der ikke havde en sari på. Men Raisa,(damen der ligesom styrer farmen) havde sagt at jeg ikke skulle vælge en sari fordi jeg nok ville falde I den… Fint med mig for mit outfit var derved meget billigere!! Brylluppet var noget anderledes end vi normal har bryllup derhjemme, trods det faktum at det var et kristen bryllup. Der var omkring 6 præster der var placeret oppe på den scene hvor brudeparret også sad. De sang konstant sange I mikrofoner, og ikke nødvendigvis sange der lød specielt religiøse, lød mere som indiske popsange. Foran scenen stod måske 10 fotografer, så faktisk var det svært at se præcis hvad det var der forgik. Raisa fortalte os bagefterat hvis man for alvor vil se brylluppet så skal men ikke se det “live”, men se billeder og film af det….
Vi var på en meget lang tur hjem fra brylluppet til Madurai. Ikke noget min numse takkede mig meget for… Fra Madurai til Bathlagundu, var der så ulideligt varmt I bussen, så man skulle tro det var løgn!! Heldigvis havde jeg fundet mig en plads nær døråbningen. Ashok gik ud mens vi ventede på at den skulle køre og da han kom ind igen, var der en inder der klaskede ham et ordentlig klask I numsen. Det var mega sjovt, og jeg kunne simpelthen ikke holde et kæmpe grineflip tilbage, hvilket medførte at man lige tilskrappede sig de måske 5 sidste blikke der ikke allerede var på en… ihh altså!
Og åhh altså var var det godt at være tilbage til hostfamiliens aftensmad. Har virkelig savnede den!