Efter afsnit 1 kommer afsnit 2 kommer afsnit 3 - de har været lidt tid undervejs. Vi har haft svært ved at få skrevet autocamper tiden færdig, men det sidste punktum er nu sat og lykken er stor.

Her kommer fortsættelsen :

Tanken om en camp på stranden, havde vi ikke sluppet.

Vi fandt frem til The Big Lagoon, en national park langs stranden. Et fredet natur, naturligt! område og en skøn camp der midt i naturen. Vi havde en super dag på stranden, nød solen, nød ikke den lidt kølige blæst. Endnu en kold nat. Øv, for vi var gerne blevet nogle dage, hvis det ikke var for kulden om natten. Prikken over i´et ved det sted var, for Lasse, Kalle og Anton, at tæt på ligger en air force base hvor bl.a. Blue Angles har hjemmebase, så ind imellem kiggede de op, blev ivrige og jublede,- og Lasse fik gåsehud på armene!!

Vi kørte og nærmede os Mobile i Alabama og vi gjorde det igen. I den sorte aften ledte vi efter en camp, en som voldte os og gps´en mange vanskeligheder at finde, men det lykkedes. Den lå midt i skoven i Blakely Historic National Park. Vi blev mødt af en yderst venlig og meget talende park ranger, der mente at de aldrig havde haft nogen besøgende fra Danmark, så det var et stort øjeblik for ham. Vi ville slå os ned for natten - han ville snakke.

Vi fik anvist vores plads midt i den sorte skov. Det er altid spændende, når vi kommer i mørket, hvordan der ser ud i dagslys.

Vi vågnede op midt i skoven kun omgivet af træer og ganske få andre mennesker i det fjerne mellem stammerne. Vi fik tygget os igennem endnu en gang Quaker Oates med mælk og drog afsted for at tjekke Blakely Historic National Park ud. Her foregik de sidste slag mellem nord og sydstaterne i 1860erne. Et flot område, men uden de helt store synlige spor fra slagene, noget skuffende, lidt tavler med info rund omkring. Vi gik tur på en dejlig boardwalk, bygget langs floden.

På the battle field gik Frida og Kalle på eventyr på den tørre slette og i det høje krat. De kom skræmte tilbage, rystet og hvide i hovederne - de havde hørt en klapperslange, den helt særlige raslende lyd. De var stoppet op og Kalle var løbet med lynets hast, heldigvis den rigtige vej. Tidligere havde vi talt med 3 kvinder på hesteryg, som fortalte en del om området og dets dyreliv, heriblandt slanger. Området rummer 3 af USA´s farligeste slanger - klapreslanger, vandmokosiner og copperhead.

Vi takker for at intet skete, andet end chokket.

Vi kom til Mobile, vi havde regnet med at møde en forholdsvis stor sydstats by med masser af liv, men den var mere død end liv, i form af butiksdød. Ødelagt af de store butikscentre, Mall´s, udenfor byen alla Fields, Fisketorvet og områder lig Ikea/Elgiganten/ToysRus/McDonalds,-stederne, trist at se. Det var lørdag, stort set hele centrum var slukket og lukket, vi fandt dog en dejlig café, hvor vi fik os en lækker frokost.

Byen har ellers potentiale, var år tilbage et knudepunkt for finans og handel. Byen har en gammel og smuk bydel, et fint gammelt, og hvad vi forstår ved et rigtigt sydstatskvarter, a la Bourbon Street i New Orleans, dog ikke så stor. Efter frokosten var der ikke mere at komme efter her, og vi bevægede os imod Ocean Springs.

Ocean Spring skulle være en lille hyggelig by ved vandet med lille havn og liv. Vi ankom efter mørkets frembrud og det var ikke til at finde en camp i byen, så vi fortsatte langs kysten til Biloxi i Mississippi. Southern Comfort Camping Resort, en kedelig campingplads, men ejerne var imødekommende, søde, meget sydstatsagtige på den skønne måde, og prisen fin, så det var stedet for os, for natten.

Hele Biloxi, store dele af Mississippi og Alabama blev hårdt ramt af orkanen Katrina i 2005, ødelæggelser ses stadig nogle steder. Lasse så bl.a billeder af campingpladsen som den så ud 14 dage efter orkanen, ikke et kønt syn. Han talte med forskellige der havde oplevet orkanen, det havde været skrækkeligt, de troede ikke de ville overleve den.

For enden af pladsen lå der en jernbane og som tidligere på vores rejse, oplevede vi hvor meget og hvor længe de amerikanske godstog kan hyle og trutte godt og grundigt i hornet uanset tidspunkt på døgnet. Det havde vi glæde af om natten, men i modsætning til i Tehachapi, oplevede vi det her lidt hyggeligt og sydstatsagtigt!

På den anden side af campen lå vejen og så stranden, flot med hvidt sand og palmer, men det var blæsende og lidt køligt, så det trak ikke i nogen af os.

Hvor var varmefronten ??? Den kunne vi kigge langt efter, det var ikke det mest opmuntrende vejr der ventede Mississippi de kommende dage/uge og vi ville have SOL og VARME. Samtidig havde børnene og jeg fået nok af at køre, vi havde behov for at slå os ned, men ikke på Southern Comfort. Alabama og Mississippi havde vi ikke behov for at undersøge nærmere.

Vores destination blev Floridas vestkyst.

På vores vej passerede vi Ocean Spring igen og stoppede for at tjekke byen ud i dagslys, den havde ingen camps. Det er en hyggelig by og en super hyggelig havn, en by med en lidt liv - og med Walter Anderson´s museum, en lokal anerkendt maler. Der trak jeg med vold og magt Kalle og Frida med ind, WA´s malerier og keramik af hans bror. Spændende og dejligt lille input - for mig! Ocean Spring har lidt hyggelig by over sig, lidt af det som vi har savnet ved vores færd rundt i USA. Vi synes de amerikanske byer, vi har set dog med undtagelse af NY og San Francisco, er blottet for charme. De er store eller virker store, selvom de er små. Brede veje. Ingen fortov og det gør noget ved livet, eller mangel på samme. Amerikanerne går ikke, de kører, jeg vil vove at skrive, til alt uanset afstand.

Ved Ocean Spring røg forventningerne hurtigt til tops, da vi så en fiskerestaurant ud til floden, skøn duft strømmede ud og den så god ud, så den nuppede vi. Og gik slemt skuffede ud derfra. Endnu engang en slem omgang friturebøvs. Vi er i chok over amerikanernes madkultur, New York og særligt San Francisco var top, men ellers må vi lede længe og nogle gange forgæves efter et decent måltid. Der vrimler med fast food kæder, for bare at nævne nogle få : McDonalds, Burger King, Wendy´s, Domino´s, KFC, Waffle House, Popey´s, Sonic, Subway, PizzaHut, Taco bell, Hardee´s, WhataBurger, Hungry Howies...... og de er alle godt repræsenteret, selv i den mindste by. Vi er chokeret.

Sidst på eftermiddagen, med Lasse ved roret, Anna ved hans side og børnene linet op med diverse I det ene og det andet, var vi klar til speederen i bund og afsted mod solens varme. Vi kørte i 9 timer, over midnat forsøgte vi forgæves at finde en camp, enten var dem vi kom til lukkede for vinteren eller for dyre ift at det var sent, og vi bare skulle være der for natten. Vi nærmede os good old Suawnnee River og Chiefland ved 01-tiden, og fik glæde af info vi havde fået inden afrejse fra Southern Comfort - at man kan "campere"/ overnatte på Walmart´s parkeringsplads. Det gjorde vi, nær 2 andre autocampere, der havde valgt at gøre det samme. Vi forhørte os først i Walmart, det var okay, de har jo døgnåbent og vagter der patruljerer. Det var en specielt oplevelse, vi sov glimrende, lige bortset fra små kogler der ind imellem landede på vores tag, fordi vi holdt under et stort træ.

Og vi kunne starte dagen med et "lille" Walmart besøg - fantastisk.

Videre af highway´ene gennem byer, centre, forbi de mange mange små kirker der er allevegne med forskellig trosretning, indenfor det kristne, der er virkelig mange.

Efter mange kilometer af endeløse skovveje kørte vi igennem Crystal River, byen vi overnattede i den første nat i RV´en, Der holdt vi pitstop ved vandet, så langt kom vi aldrig i første omgang, det gjorde vi nu og der var tophyggeligt, vi mærkede varmen og sugede solens stråler til os.

På et tidspunkt holdt vi for rødt og med et forvandlede vores ansigter sig til åben mund og polypper, der i midter rabatten gik the chain gang, straffefanger i deres stribede fangedragter med nr. på og sheriffen kørende bag. De gik og samlede affald op. Det var fuldstændig surrealistisk at sidde og kigge, eller rettere, glo på. Chok!

I Clearvater / St. Petersburg slog vi os ned. Til ære for børnene havde vi valgt en campingplads med opvarmet pool og hottub. Til ære for os valgte vi en plads ved vandet, hvor vi kunne nyde godt af udsigten og dyrelivet, lidt specielt at få at vide at vi ikke skal gå for tæt på vandet, der kan være alligatorer og slanger. Udsigten nød vi....i et par timer, for så væltede en giga buscamper ind på pladsen og hen imod os. Til vores store fortvivelse baggede den ind på pladsen ved siden af os. Ikke nok med det, herefter begyndte den at folde sig ud som en anden transformer, først kørte et soverum ud, så en stuesektion og til sidst køkkenafdelingen. Den opførte sig som en robot og lød som en, aircondition og vandvarmer gik larmende igang. Og der sad vi godt klemt inde, med en noget reduceret udsigt og larm fra "dyret".

Det gik jo ikke! så vi rykkede til en anden plads ved vandet, også med skøn udsigt.

Menneskene, der kom ud fra dyret, var et par fra Ohio, de var søde og meget skyldbetynget. Beklagede dybt at de havde "ødelagt" det for os. Pladsen havde de reserveret for næsten 1 år siden.

De der farlige dyr så vi ikke noget til. Men vi fik dagligt besøg af en sort "panter" og en fin hvid fugl. I lagoonen var der mange fisk der hoppede op af vandet, det var sjovt at se. Pelikanerne fløj hen over vandet, dykkede pludselig og fangede fisk. En formiddag råbte Kalle pludselig op, han sad og så ud over lagoonen og spottede flere delfiner komme til. De svømmede rundt, hoppede og jagtede fisk. Helt fantastisk at se. De var jo lige der!

Vi havde 4 nætter på campen indtil skyer og byger dækkede himlen og det blev køligere.

Vi havde læst at i floderne ved byen Ruskin, kunne vi opleve søkøer, de kommer dertil for at bade i det varme vand. Dem ville vi se, men var kørt forgæves, Politikens bog havde glemt at skrive, at søkøerne kommer ind til floderne fra lagoonen om aftenen, når vandtemperaturen falder, søkøer er meget temperaturfølsomme. Om morgenen svømmer de ud igen.

Vi fik frokost på et af de der fastfood steder. Her mødte vi en sød og hjælpsom kvinde og hendes ligeså søde og hjælpsomme mand, de fortalte os hvor vi kunne se søkøer. Vi skulle bare køre derudaf indtil vi så the stacks. Vi kom til et kæmpe larmende og grimt kraftværk. Det var et dybt ucharmerende sted, men det var hvor søkøerne holdt til, i det varme vand fra kraftværket.

Vi fik endelig set søkøer. De var søde, store, klumpede og MEGET langsomme, rolige i deres bevægelser og leg. Der var også de meget store tarpon fisk og sorttippede hajer, knap så søde og rolige.

Vi ankom til Fort de Soto, det var på en torsdag. Fort de Soto er en skøn naturcamp langs vandet fyldt med palmer og træer. En populær camp hvor folk reserverer uger, måneder i forvejen. Vi havde ikke reserveret, men var heldige at kunne få en nat og så endda en plads ved vandet. Nogle pladser holdes ledige op til weekenden, dem kan man få fingrene i ved at møde op og stå klar, når kontoret åbner fredag morgen. Først til mølle-princippet. Kontoret åbner 7.00 og vi fik fortalt, at nogle gange står folk klar fra kl.03 om natten - Lasse forsøgte sig med kl.lidt i 06 og var dagens helt, da han kom tilbage med en plads for weekenden. En anden plads, men også ved vandet.

Det var nogle hyggelige dage vi fik der. Vi gik ture, vi dasede og var ved vandkanten, der er dybe vandhuller og alligatorer, så det var ikke bade venligt vand.

I det lille køkken i camperen havde vi hidtil primært lavet ceasar salat eller stegt kylling med kartoffelmos til aftensmad. Vores caesar salat er langt fra den jeg fik i New York lufthavn, den var et kapitel for sig. Tror ikke jeg har nævnt den før, beklager hvis jeg har. Tjeneren serverede for mig en tallerken hvor der lå et helt, altså helt helt, ikke udskåret, romaine salat hoved, dressingen lå ud over salaten og revet parmasan over det hele i rigelige mængder. 2 små trekantede gammelt tørt toast brød gjorde det ud for croutoner, og kylling måtte jeg kigge langt efter !! Jeg spurgte tjeneren om det var en joke, det var det ikke !!

På Fort de Sotoi nød vi at tænde op i grillen og Lasse the grillBill grillede nogle store lækre bøffer, fra nogle gode amerikanske okser, det var toppen. Og marshmellows over gløderne til dessert - skønt og rigtig amerikansk.

Vi snakkede dagligt med vores naboer Donna og Ray, og deres naboer, og venner, Bill og Kathryn. De var hyggelige og tog sig kærligt af os. Når vi sad udenfor, i næsten mørke, og spiste aftensmad blev Ray sendt ind til os med lamper, vi fik lov til at låne deres cykler og vi cyklede tur, vi kunne låne deres spil og blev inviteret ind til deres bål om aftenen, og de viste os en lækkerbisken! Marshmellows over bålet, lægges herefter mellem 2 kiks og med et stk chokolade i. Lækkert og sødt!