Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg (Lasse) har aldrig før været den lykkelige ejer af en GPS, men jeg må indrømme, det er en smart opfindelse, særligt når man kører i en bil, der ikke kan drives til at køre mere en 5 km/l, meget tørsig. Vi tanker jævnligt omkring 160 l af gangen, men til en helt anden pris end i Danmark, knap 5 kr/l.
Vi satte derfor vores lille vidunder på den opgave at finde en campingplads længere syd på og ud til vandet. Den kom op med et par stykker i nærheden af Fort Myers Beach, et område som lød dejligt. Vi kørte mod den første og ankom dertil efter nogle timers kørsel, men syntes ikke at den var noget. Vi kørte derfor mod den næste, Red Coconut camp ground, som viste sig at ligge lige ud til golfen, der var desværre ikke nogle ledige pladser på strandsiden, så vi måtte tage en nat på den anden side af vejen.
Dagen efter kunne vi så få en plads på stranden ved vandet. Vi boede lige ud til en meget dejlig strand med noget meget dejligt vand. Om aftenen kunne vi her nyde solen forsvinde ned i vandet med et fantastisk farvespil til følge, her var skønt. Frida havde spottet en butik med kjoler den første dag, vi kørte gennem byen, dem skulle vi på jagt efter og besluttede os derfor for at gå ind til byen om eftermiddagen. Da vi havde gået 500 meter, begyndte Anton at spørge om, hvorfor vi skulle gå så langt, men han er jo sej nok, holdt ud, men lod os vide hvor helt urigmeligt, det var at han skulle gå så langt. 3-4 km!
Byen Fort Myers Beach er en rigtig strandby og her så og oplevede vi, hvad vi forstår ved Florida. Masser af sol, husene, palmerne, pastelfarverne, surferfyre, strandkvinder, læderbrune mennesker der er godt op i årene og kælder sig og fører sig frem, som var de stadig i start/midt tyverne. Et studie værd! Selv camping pladsen var der noget særligt over, noget Florida agtigt på den storslåede og afdanket måde!
I byen fandt vi en restaurant med det fantastiske navn " The Beached Whale". Det skulle vise sig at være et fantastisk sted med "rigtig" mad, ikke fastfood. Efter et lækkert måltid og endnu en smuk solnedgang fik Frida købt ikke en men hele 3 fine kjoler og drengene fik is, så var alle glade. Vi tog den mest hyggelige og sjove bus hjem til Red Coconut igen. Det var en moderne bus i retro stil med messing stænger, træbænke og dæmpet lys. Buschaufføren snakkede med alle og sagde hyggelige ting over højtaleren, en dejlig måde at afslutte en god dag på.
Der gik ikke mange sekunder i vores liv på stranden, før Kalle havde spottet at der lå 5 store Yamaha Jetski ( vandscootere) på stranden. Dem kunne man leje og Kalle gav ikke sådan op. Han spurgte igen og igen, om vi ikke kunne prøve at leje en. Kalle, Anton og jeg gik hen til de 2 "læderfyre", som stod for udlejningen for at spørge om priser og for at høre lidt om mulighederne. Vi blev anbefalet en tur på 2 timer, hvor den ene af fyrene var guide. Denne tur gik til en lagune, hvor man kunne se delfiner og ville for os som familie koste 200$, det var rimeligt for så lang en tur. Vi aftalte, at vi ville tage denne tur næste dag kl. 9 om morgenen og vi glædede os alle. Anna var lidt bekymret om hvorvidt hun var istand til at sejle sådan en eller ej, om den ville vælte. For Kalle var det som dagen før juleaften, han spurgte og spurgte og spurgte!
Det blev endelig morgen og vi gik i samlet flok hen til "maskinerne". Inden vi gik "om bord", blev der gennemgået sikkerhed og tegn, tegn vi skulle give til hinanden på havet. Der lå 3 stk. Yamaha 1200ccm 115 Hk jetski i vandet og ventede. Jeg skulle sejle med Anton og Kalle på en, Anna og Frida på en anden, den tredie var til guiden. Afsted langs kysten gik det med 60 km/h, hvilket føles hurtigt på vanden, vi var alle vildt begejstret.
Det er en helt vild oplevelse at mærke de mange kræfter og accelrationen, når man giver gas. Vi ankom til lagunen, hvor vi sejlede lidt rundt, pludselig så vi 2 delfiner. Frida og Anna kom helt tæt på, så tæt at Frida kunne røre den ene, kæmpe stor oplevelse. Guiden var sød og i godt humør, så han tog det ikke så nøje med tiden og spurgte, om vi havde lyst til at tage en tur rundt i lagunen igen, men vi var godt møre og ville bare hjem. Turen hjem var hård ved os alle, det blæste og bølgerne blev pænt store hvilket resulterede i nogle gevaldige hop. Vel i land igen og godt trætte efter en dejlig, sjov og vild tur, der var ikke energi til meget andet end at slappe af og sunde sig.
Efter nogle skønne dage, i skønne omgivelser, med lidt for meget sand mellem tæerne for mig, var det til til at komme videre. Vi besluttede os for at Everglades skulle vi se, vi var så tæt på. Det blev vores destination. Vi fandt et sted på nettet, hvor man kunne se slanger, aligatorer og sejle med airboat i Everglades. Turen dertil var lang og lidt kedelig, dog lidt spændende at køre gennem Alligator Alley, der er en meget lang lige vej gennem Everglades. Endnu en gang så vi alt for mange hvide kors langs vejsiden med blomster, og metal skilte med en rund plade på med ordene Drive Safely, in memorial of ... Alle et bevis på hvor farligt det kan være at færdes i trafikken, der er ca. 40.000 mennesker som mister livet i trafikken alene i USA.
Vel fremme ved alligator farmen, var vi klar til nye oplevelser, hvilket vi også fik. Det var helt vildt at sejle i airboat ( fladbundet båd med en kæmpe motor og en lige så kæmpe propel) farten, støjen og ikke mindst den meget anderledes natur som Everglades er. Vi var så heldige at få en ekstra lang tur, da det var sidst på dagen og der ud over os kun var 2 andre med båden. Tilbage på farmen var det tid til den daglige fremvisning af slanger og her var jeg vidst lidt for hurtig til at få hånden op til spørgsmålet om, hvorvidt at der var nogle, der ikke brød sig om slanger. Dette resulterede i at jeg blev kaldt ned for at stikke min hånd ned i en stofpose med en mellem stor gul og hvidstribet slange!!
Jeg fik styr på min hjerterytme og min hånd, og fik slangen op til sidst. Den virkede ikke så skræmt over min noget usikre håndtering og drejede sit hoved for lige at se, hvad jeg var for en, lidt! grænseoverskridende. Kalle og Frida var også lige nede og sige hej til slangen. Efter en dejlig og spændende dag fandt vi en ok campingplads, hvor vi grillede nogle dejlige bøffer. Det kød vi har haft købt i USA, har generelt været super. De dødsyge kyllingefileter, som vi kender i Danmark, smager stort set ikke af noget i sig selv. Det gør de her. Vores lille og forholdsvis primitive køkken og begrænsede krydderisamling, gør det svært at trylle. Det behøver vi ikke, kyllingen smager af noget i sig selv. Også pålæget vi køber i delikatesserne i supermarkederne har en helt anden kvalitet og pris end i Danmark. Selv kalkunen smager godt.
Gode råvarer, god kvalitet og til en human pris, det får vi også når vi har været i Spanien, sådan er det sikkert også i Italien og Frankrig. Hvorfor mon det er så svært i et landbrugsland som Danmark at få god kvalitet til fornuftig.
Så er der økologi, som i de steder i USA, vi har været, er langt fra Danmark, økologi er stort set ikke eksisterende.
Og vi savner lækker ost og gode mælkeprodukter.
Tiden var nu kommet til at sige farvel til vores hjem gemmen 3 uger og vi kørte mod Orlando, hvor RV´en skulle afleveres. Men vi ville lige slå et smut forbi Miami, nu vi var så tæt på. Jeg havde dog ikke specielt lyst, da byen ikke tiltaler mig. Jeg blev dejligt possitivt overrasket over hvor flot Miami tog sig ud, specielt Ocean drive, som var helt fantastisk. Vi baksede os rundt i de små gader i vores store hjem, det lykkes os at finde et sted at parkere. Vi fandt en italiensk restaurant på Ocean Drive og fik os en god frokost. Alt i alt overraskede Miami possitivt, der var lækkert og dejligt at være. Måske et besøg værd en anden gang.
Om aftenen kom vi til Orlando og havde den sidste overnatning i camperen. Næste dag skulle vi lige nå at købe myggenet. Vi kørte derfor til Bass Pro Shop, en gigantisk butik med alt hvad hjertet begærer inden for friluftsudstyr. Der var alt fra både med motor over 4 WD motorcykler, pistoler og rifler til myggenet, så vi købte vores myggenet og en pistol!! Nu var det bare at sige farvel til endnu et af vores hjem, samt det amerikanske fastland. Og det var lige som det skulle være.
Vi sluttede vores ophold af med stil. Vi havde booked et værelse på Marriott, men blev mødt af en yderst sød manager, der ikke mente at det var ok med det lille rum til en hel familie på 5. Vi blev derfor opgraderet til to sammenhængende værelser, suite, uden merpris, det var toppen.
- comments
Helle Spenner Spændende læsning Lasse - tak for en god beskrivelse :o)