Næste kapitel i vores rejse handler om vores tid i autocamperen.

Vi må lige starte med at fortælle, at igår sad Lasse og jeg sammen og skrev en nyt blogindlæg, vores første afsnit om autocamper tiden. Vi lagde billeder ind og måtte senere konstatere, at alle de skrevne ord var pis væk, forsvundet - vi er ikke rigtig kommet os over det endnu! Nu vil vi genopfriske og nedfælde en gang til.

Vi ankom til Orlando, fik vores autocamper og kørte......nåååå nej, sådan skulle det ikke være. Vi skulle lige gennem et par forhindringer først!

Vi ankom til Orlando ved 04.30-tiden, vores tid, Orlando tiden var 06.30tiden, godt møre og træt, trættere, trættest familien berg-jappe. Vi havde regnet med at få udleveret autocamperen fra Cruise America i lufthavnen, det stod i vores papirer. Sådan var det desværre ikke og det betød en masse Ventetid.

Lasse forsøgte forgæves at finde frem til et Cruise America kontor først rundt i lufthavnen, senere pr. telefon. Kom i kontakt med et i Houston, som fortalte at Orlando kontoret ligger ca 10 miles fra lufthavnen og først ville åbne kl.8.30. Ventetid. I lufthavnens virvar sov børnene hos os, på stole og gulv. Kl. slog 8.30, Lasse ringede og fik at vide at vores camper tidligst ville være klar 11.30 og at de var placeret i et industri kvarter, så ingen lille hyggelig café hvor vi kunne vente. Ventetid. I lufthavnen. Taxaturen til Cruise America var en oplevelse for sig, underholdende, vi kørte i en udrangeret van med big mama Ana og hendes datter, halleluja og God bless us all! Han glemte bare at bless deres indre GPS, de kørte den forkerte vej, men frem kom vi - til en endnu ikke klar autocamper. Ventetid. Klar blev den, glade og spændte kørte vi afsted i vores nye hjem. Men men men vores nye hjem raslede og skramlede og sejlede fra side til side på vejen, vi begyndte at få øje på hvor slidt, brugt og udtjent camperen rent faktisk var. Det var der måske ikke noget at sige til med 180.000 miles bag sig.

Vi vendte om. Vi ville ikke have den. Vi blev mødt af et uforstående og uhøfligt personale, der blev godt irriteret og sure på os, men vi pressede på og fik tilbudt en bytter, en nyere og langt bedre model, men men men den skulle klargøres. Ventetid. I Floridas bagende sol med tomme maver og en colaautomat, ventede vi yderligere en meget lang time. Det var blevet eftermiddag og endelig kunne vi indtage de amerikanske highways i en autocamper, der kørte som den skulle og som skulle være vores hjem på hjul, for de kommende 3 uger. Autocamper, mobilhome eller som de kalder den her RV - Recreational Vehicle.

Forhindringen var overvundet og sådan er det ind imellem. Mon ikke det er en del af det at rejse som vi gør og en del af det, vi har valgt at gøre. Vi kommer ud i særlige situationer, hvor tingene ikke går helt som vi har planlagt, forestillet os eller troede de ville. Vi udsættes for forhindringer, bliver presset og udfordret. Må ind imellem tilsidesætte basale behov som sult, tørst og søvn. Børnene klare det super flot, de er sgu seje, de står det igennem. Vi klarer det nu også fint, bliver bedre og bedre til det.

Vi holder hovedet koldt og hjertet varmt.

Det får os til at sende et kærligt tak til LeadershipByHeart.

Første stop var supermarked. Andet stop stod hen i det uvisse.

Vi foldede vores lille gratis Florida-kort ud og faldt over en by ved navn Crystal River, det lød dejligt og kursen var lagt.

Vi, eller retttere sagt Lasse, blev kastet ud i det at køre og manurere en, i europæisk standard, stor autocamper. Rush hour meldte sig. Mørket sænkede sig og der blev sort, vejene kun oplyst af bilernes lygter. Lastvognstog overhalede indenom og udenom med et noget andet forhold til farstgrænser, end vi tidligere havde oplevet, 130 - 140 km/t, langt over det tilladte, som var 110 km/t. Det kunne godt virke lidt voldsomt i vores lille hjem på hjul.

Vores kort var alt andet end detaljeret, så vi missede en afkørsel, hvilket fik os ud på de små sorte landeveje. Det lykkedes os at komme til Crystal River. Nu skulle vi bare lige finde en campingplads!!

Vi søgte hjælp på en noget suspekt tankstation, med noget suspekte mænd, med noget suspekte pickup´s, som viste sig at være vældig søde og hjælpsomme. Vi fik anvist vej til 2 campingpladser - vi skulle bare ud af vejen, over broen og campingpladserne ville vise sig.

Vi kørte, og kørte, og kørte, og kørte, for til sidst at vende om. Vi prøvede lykken selv og kørte lidt omkring, men uden held, så vi søgte hjælp igen på en anden tankstation og fik vist vej til en camp nær. Vi ankom til et lille pensionist paradis af en campingplads, her måtte børn ikke færdes rundt på pladsen uden en voksen. Højst besynderligt for en børnefamilie som os og sikkert en dejlig tanke for andre.

Vi fik anvist en pull thru med full hookup. Det betyder man kører ind på den ene side af pladsen og ud på den anden, derved undgår man at bakke! Og koblet til så vi var forsynet med vand, el og klorak! Vi gik direkte til drømmeland, her var fred og ro til en behagelig første nat i vores nye hjem.

Vi stod op næste dag til høj sol og der gik ikke længe før vi alle 5 plaskede rundt i poolen, skønt. Det var et stille og hyggeligt sted med søde og meget nysgerrige mennesker, der gerne ville vide, hvad vi var for nogen og hvordan vi var landet der. Så Lasse´s historiefortæller kom på banen, han snakkede bl.a. med en mand af norsk afstamning, som forærede børnene et spil de kunne hygge sig med, når vi var on the road.

Vi besluttede at køre længere nordpå, Alabama og Mississippi trak i os. Vi kørte over broen og 2 campingpladser viste sig !!! - vores første oplevelse med forholdet til afstand, men ikke sidste.

Vi kørte mange timer, størstedelen af tiden af lige og uendelige skovveje, som henførte os til Sverige. Vi holdt pit stop i Chiefland og hos BarBQ Bill´s mødte vi, det vi kender som sydstats dialekt, whau det var særligt og et særligt sted. Jeg kommer til at tænke på Blinkende Lygter, hvor de får 5 stjerner, ikke for maden, men for betjeningen og ikke mindst stemningen. Det samme kan vi sige om dette sted. Servitricen, og det var lige hvad hun var, anbefalede os at drikke sweet tea, den hoppede Lasse på og drak det i spandevis. Måske det var det der fik ham til at tale med sydstats dialekt! Vi var der igen et par dage efter og Lasse blev mødt med " what can I do for you babydoll !?". Det er vi helt færdige over.

Ikke langt fra BarBQ Bill´s ligger Walmart super store, hvor vi lige ville handle lidt. Vi kom ud derfra 2 timer senere. Det var huuuuge, Bilka come on. At de kalder sig selv et super store passer, vi synes det er fantastisk og frastødende på samme tid. Walmart´s motto er " If we don´t have it, tou don´t need it." Der er ikke en enkelt reol med en vare af forskellig fabrikater, der er en hel væg. Lasse blev dybt facineret af at komme kørende fra de almindelige hverdagsprodukter ind i jagtafdelingen med alt fra fiskestænger over automatvåben, rifler til håndpistoler i alle afskygninger.

Vi måtte sidenhen konstatere, at det ikke er muligt for os at handle på under 1 time i Walmart, og på 1 time så strammer vi os an og tænker over, ikke at blive distraheret af for meget. Walmart har åbent døgnets 24 timer 365 dage om året!

Efter vores lille shoppetur måtte vi igen i aftenens mulm og mørke finde vej frem til en camp, denne gang dog hjulpet godt på vej af vores nyinvestering Garmin GPS. Vi indlogerede os på Suawnnee River Hideaway campground for 1 nat, som blev til 2 og til 3. Et fantastisk sted i Guds fri natur med et dyreliv vi ikke er helt vant til - klapreslanger, vandmokasiner, den sorte enke, alligator og masser af de noget mere fredelge, nysgerrige egern. Hver dag kiggede vi forgæves efter alligatoren, de har en der særligt holder til ved en lille sø på campen. Der var rart at være, det var tydeligt at mærke campens ejere´s kærlighed til stedet. Vi faldt i svime over deres "reception"/kontor, den har de lavet som et gammelt General Store fra western tiden, samlet gamle originale varer og sat på reoler. Vi nød at gå tur af den 600 m lange bro, boardwalk, de selv har bygget gennem sumpen og ud til floden, Suawnnee River.

Og Lasse fik sig en ven, Guy. 60 årig reklamemand der forærede børnene nogle fede små tegne/skrivebøger fra egen produktion. Han var i Suawnnee i anledning af Thanksgiving i hans giga autocamper i form af en bus. Det var en Blue Bird Camper, Blue Bird var tidligere leverandør til Grey Hound og de amerikanske skolebusser. Den er jo ikke sådan at manurere rundt i, så med sig havde han også en Land Rover, den var koblet bag camperen via en trækstang. Vi synes den var enorm. Vi oplevede sidenhen at det er mere normalt end unormalt, vi så camping-busserne allevegne med en bil koblet på, en havde også en Harley hængende foran. Flere i USA bruger dem på samme måde som sommerhuse bruges i Danmark. Guy var speciel på flere måder bl.a producerede han sit eget brændstof. Fra Burger King og McDonalds fik han brugt friture, det rafinerede han sådan at han kunne anvende det til sin camper. Til ære for Lasse startede han bussen op og der lugtede af grill bar. En af dagene kom Lasse til at snakke med ham om metal bearbejdning pga flotte detaljer på hans bus, dette fik Guy til glædesstrålende at åbne sit bagagerum og vis sin samling og lige så glædesstålende blev Lasse, da han så samlingen af diverse specielle riffler, maskinpistoler og sjældne håndvåben. Der var bl.a verdens kraftigste sniper riffel og en gammel Thompson maskinpistol til en værdi af 12- 15.000 §.

En dag tog vi på tur til Manatee Spring ikke langt derfra. Et område med små søer og i søerne udspringer underjordiske kilder med varmt krystalklart vand. Disse kilder er forbundet og danner et underjordisk system på ca 10km, et fasinerende sted at dykke,- for modige dykkere.

Ved Manatee Spring løber Suawnnee River, den brede flod forplanter sig til siderne med små bifloder, en sådan løber ind til Manatee Spring og her kan der komme manatee´s, søkøer. De svømmer til enden af den lille flod for at være og lege i det varme vand, som strømmer ud fra de underjordiske kilder. Vi så ingen manatee´s, men der imod 3 af vores egne, der legede i det lækre vand og heldigvis uden alligator besøg. Det skal dog lige nævnes at badeforbudet pga alligatorer kun er i selve Suawnnee River, der er ikke være alligatorer, hvor børnene badede.

Temperaturen faldt og vi havde et par dage med en regnbyge her og der, vi hørte om varmefront på vej til Alabama, så afsted med os. Et engelsk par havde anbefalet os Navarra Beach nær Alabama, med campingpladser på stranden, så det blev vores destination. Vi kørte i mange timer og børnene fik set en masse film på Ipad og MacBook, spillet på Nintendo også kaldet endotendo, her i huset. Anton forsvinder helt væk i filmene, særligt Herbie, som han, i de første RV-dage, nok fik set 5-6 gange. Forresten var han heldig at se Herbie live! Da vi lige havde fået RV´en og kørte fra Cruise America, kom den, eller skulle vi sige, kom han kørende. Lykken var stor, for han troede ikke Herbie levede.

Kalle og Frida var også væk i spil og film, men kigger dog troligt op, når vi brøler " se! "

Vi kom til Navarra Beach og kom hurtigt derfra igen, slet slet ikke et sted vi havde lyst til at være. Dyrt og tæt og klinisk og noget føj. Igen røg vi ud i at lede efter en camp i aftenens mulm og mørke. Det var sin sag. Vi landede på et trist sted, men vi var trængt og det var kun for en nat, så det var okay. Det blev en is-kold nat. Aldrig har vi frosset så meget, vi forstod hvorfor da vi vågnede, der var til frost på ruderne og på græsset udenfor, minus grader i Florida!

Anton havde ikke bemærket kulden, han sov bare!