Komodo

Med udsigt til både at møde varaner, se Manta rays og bo på en båd, er det intet problem, at være klar da vores rejseagent, Alfredo, henter os kl. 5 om morgen.

Vi flyver til Luban Bajo på Flores og bliver hentet i lufthavnen af Alfredos svoger, Kornelius, som også er vores guide de næste dage. Vi har haft kamera med fra Alfredo som Kornelius skal bruge de næste par dage til at dokumenterer turen og lægge billeder på deres hjemmeside. Kornelius kan idelogisk ikke få kameraet til at virke, derfor skal vi lige omkring en batteriforretning efter nye batterier. Det virker stadigt ikke, men det hjælper gevaldigt, da batterierne sættes rigtigt i. Derefter skal vi hente snorkeludstyr, det første sted vi kommer til, er der lukket, det næste er ned af en stejl kældertrappe - uden gelænder. Det ligner ikke meget en forretning, og kvinden i butikken skal da også lige hjem og hente de rigtige størrelser svømmefødder og masker, jeg er meget spændt på hvilket udstyr hun kommer med. Det vil tage ca 10 min inden hun er tilbage, de 10 min slår vi staks ihjel ved at købe is og en tår kaffe i en lille hyggelig butik, der ligger lige ved siden af. Isen klare den søde pige i butikken selv, men til kaffen skal hun lige ind til naboen efter varmt vand.

Vi kommer ombord på skibet, der er vores flydende hotel til i morgen eftermiddag. Der er nu noget helt særligt ved at være på en båd. Vi er de eneste gæster og må knibe os i armen, som vi sidder der i dækstole, med næsen op mod solen og føler os som dronninger.
Først er det svært at finde ud af hvor stor besætningen er, de ligner til forveksling hinanden, unge mænd med kulørte solbriller. Senere finder vi ud af at de er tre. De er meget unge, næsten for unge til at ha' ansvaret for det her, heldigvis er vejret roligt og de virker kompetente.

Allerede på vej ud af havnen ringer Alfredo, at flyselskabet har ændret vores hjemrejsetidspunkt til kl 8 om morgen i stedet for kl 15.00, det betyder at vi snydes for den sidste dags program, da vi HAR betalt turen vil vi ha' det hele med. Løsningen bliver en nat ekstra i Flores, som vi så selv skal betale!

Først sejler vi mod Rinca, en af de tre øer hvor der stadig lever vilde varaner. De unge gutter har lavet lækker frokost, som vi spiser imens. Nu er vi klar til at møde en varan! Da vi går i land skal vi gå et stykke vej inden vi kommer til kontoret hvor vi melder vores ankomst og betaler commission og for Rangeren. Et stykke vej, hvor vi i princippet kan møde en varan.

Lige uden for køkkenet på øen, ligger fire - fem store dovne varaner, de bevæger sig heldigvis ikke meget, ser blot ligegyldige på os. Vores Ranger, som følger os rundt, er en ung mand, blot bevæbnet med en lang stok der ender i et V. Med den kan han vende varanen, så den bevæger sig i en anden retning, det sker ved at sætte kæppen ind i nakken på varanen - det eneste sted den er sårbar.

Nu begynder spadserturen blandt vilde dyr som vandbøfler, vilde heste, bjørne og hjorte - og selvfølgelig varaner. Mens vi går i skoven kommer jeg til at tænke på Bornholm - en tur i Almindingen. Med lave træer og mange lysninger med højt græs - mange, alt for mange gode gemmesteder for en varan. Her ser rigtig dejligt og hyggeligt ud. Første tegn på vilde dyr, er en ordentlig klat lagt af en vandbøffel, den er helt frisk, men bøflerne er væk. Pludselig stopper rangeren, en ung varan står midt på stien og har retning mod os. Vi holder vejret og venter på instrukser. Rangeren har stokken mod varanen og bevæger den lidt. Nu drejer den ind i skoven og er væk. Den er ca tre år gammel og kan stadig klatre i træer, ja så ved man også det, nu er det er ikke længere tilstrækkeligt at se på jorden efter varaner, man skal også se op i træerne. Efter vores rundtur holder vi en lille pause i restauranten. Rangeren følger os derefter helt tilbage til båden, da vi næsten er fremme møder vi endnu en varan - denne her en voksen på ca tyve år, den står midt på den sti vi skal videre af. Vi er nødt til at vente til den er gået, siger Rangeren. Den ene side af stien går det lidt op ad, der kravler vi op og holder os strategisk hele tiden bag rangeren, vores guide derimod, han skal have noge gode billeder og går noget tættere på. Lidt efter lunter den ind i skoven og går på abejagt. Der er gode muligheder for et godt middagsmåltid, da her er maser af aber.

Tilbage på båden og i sikkerhed, sejler vi videre inden vi kan komme ud at snorkle. Vi - sofie og jeg - snorkler rundt om en lille ø, under vand åbner der sig en helt anden verden. Her er utroligt med fisk i alle afskygninger og farver.

Sidst på dagen kaster vi anker ud for en lille mangroveskov, hvor bor hundredetusindvis af flyving foxes - kæmpe flagermus, eller mere flyvende hunde. Vi venter på solnedgang, hvor de alle vil lette og flyve ud for at samle føde og komme tilbage lige inden solopgang. I ventetiden bliver vi underholdt af mange store havørne. Vi kan høre de flyvende hunde snakke inde i mangroven og pludselig går det løs, de letter derfra og flyver i en lind strøm. Forestil dig et mega stort fiskenet med perler på, skift perlerne ud med flyvende hunde der er på størrelse med en fuldfed chihuahua med vinger - de måler ca 60 cm fra vingespids til vingespids. Det net dækker hele himlen så langt øjet rækker, det står på i ca en halv time, det er både et skrammende, fascinerende, fantastisk og helt uvirkeligt skue vi er vidne til.

Besætningen mener det er bedst, at vi sejler til Komodo nu, i stedet for at vente til i morgen tidlig. Det kan vi selvfølgelig ikke have nogen mening om.

Plaget af lidt turistmave prøver jeg at få lidt søvn, lægger mig i den nederste køje. Det føles som om motoren er lige under vores kahyt og jeg kan mærke alle vibrationer fra den. Indimellem føles og lyder det til den er voldsomt på overarbejde. Da jeg et par timer senere står op, kan Ida og Sofie fortælle, at besætningen har haft problemer med at kaste anker et sted og forsøger nu igen et andet sted. Vi kan heller ikke sejle videre, da de ikke kan se hvor vi sejler og er vi nødt skal vente til månen lyser op. Nu skal de have begge ankre ud, for at skibet ikke trækkes skævt, da strømmen er så kraftig, som sejlede vi op af en flod. De knokler med at bære det andet anker ned fra soldækket. Endelig lykkes det at fastgøre skibet. Det et ved at være sent og vi skal først have aftensmad nu.

Vi prøver at få lidt søvn, men jeg er alt andet end tryg ved det her. Her er vanvittig strøm, man skal ikke falde over bord her! Så er man væk, sådanne tanker og andre katastrofetanker kan nemt beskæftige en om natten. Klokken 01 bliver vi vækket ved at motoren sætter igang og vi sejler et par timer inden vi ankommer til Komodo. På Komodo bor et par tusinde mennesker, de fleste muslimer. Vi ligger til kajs op ad moskeen, sådan lyder det i hvert fald næste morgen kl 5. Det er på ingen måde en blid opvågning. Vi får morgenmad, der består af en pandekage, med toastbrød ovenpå og tilbehøret er et hårdkogt æg.

Ikke helt tilfreds med nattens strabadser og den beslutning de traf, om at sejle om natten, uden at have udstyret til at navigerer, mener jeg, at vi som kompensation skal have den ekstra nat i Flores uden beregning. Det bliver også sådan.

Vi går i land på Komodo, vælger kun en kort tur, da Ida er helt radbrækket af at sove på en temmelig hård madres, hendes skuldre var ellers ved at komme sig, men er nu bombet tilbage til start. Igen betaler vi en Ranger for at vise os rundt, han garanterer at vi vil få en varan at se. Endnu en doven en ligger ved deres køkken og det er den vi ser. Vi spørger indtil farligheden af dyrene. Rangeren fortæller, at det er fire til fem år siden et menneske er blevet dræbt af varaner. Det var en syvårig schweizisk dreng, hvor varanerne havde spist det halve af hans krop. Han havde ikke opført sig letsindigt, hvilket jeg ellers, næsten bedende, spørger ind til. Nu har vi efterhånden set tilstrækkeligt og vil gerne tilbage til båden og til Ida. Men også her på Komodo lever de af turister, vi skal lige trækkes gennem stalden af boder med souvenir, sælgerne er lidt agressive og det skærper ikke lysten til at handle med dem - vi kommer hjem uden en varan fra Komodo, hvilket godt kan ærger mig lidt nu.

Derefter sejler vi videre til Pink Beach, som er et meget berømt snorklested og med god grund. Derefter tager vi til Kanawa, men inden skal vi forbi Mantaspot - det er her vi skal se kæmpe rokker med vingefang på op til seks meter. Det eneste vi ser er et vingeplask, som helt sikker er fra en kæmpe Manta Ray. Vi vender skuden mod Kanawa, den ø jeg har underholdt med og efterfølgende aflyste at besøge.

Pludselig råber Sofie "se - delfiner" De springer lige ved snuden af båden. Det er næsten som om de ser os ind i øjnene. Lige så hurtigt som de dukkede op er de væk igen.

Kanawa ligger med koraller helt ind til strandkanten, da Ida ikke kan snorkle vælger vi at gå i land og få en is på restauranten. Men der findes ingen is på øen, det har man bare ikke her. Vores skipper får også skældud af en medarbejder fra øen, da han kommer for tæt på korallerne. Derefter kommer han hen til mig og undskylder at han var vred, men forklarer det med korallerne. Endvidere synes han ikke vi skal sejle til Komodo med det skib, da han mener at noget af rorpinden er knækket. Hvilken oplysning ! det giver pludselig menig, at de havde svært ved at lægge til nogen steder. Heldigvis er vi på vej hjem nu, vejret er også med os.Vi snorkler ved øen, her er ubeskrivelig smukt, med stimer af små fisk i grønne, turkise og lilla farver, farver der skiftede som stimen bevægede sig. Søstjerne på størrelse med et lagkagefad, og andre store og små fisk, som i det flotteste akvarium. Øen er ikke et sted for teenagere, men for snorkler er det værd at rejse efter. Sofie, det heldige asen, så en rokke!

Tilbage på Flores med tasken fuld af oplevelser og tak til nogle seje gutter, der helt sikkert kan deres håndværk og trods besværligheder med skibet har sørget for at give os den bedste oplevelse.

Vi har endnu en dag på Flores. Det hotel vi skal bo på er meget simpelt og det skinner helt tydeligt igennem, at hverken Ida eller Sofie har den mindste lyst til at blive et sekund her og ærger sig over den ekstra nat vi skal tilbringe i det her hul.

Vores guide Kornelius tilbyder at spise aftensmad sammen med os på hotellet, han foreslår endvidere vi tager ud og høre lidt musik, det vælger vi at udsætte til i morgen, vi er faktisk trætte. Til maden deler Kornelius og jeg en stor Bintang - lokal øl, uden metanol! Jeg spørger hvordan med betalingen af regningen, maden er inkluderet i rejsen, men drikkelsen skal vi selv betale og øllen kan vi deles om. Endnu engang bliver vi mindet om, at pengene er små, meget små her. Jeg gir sgu den øl!

Næste morgen går turen til et lokalt markedet hvor der handles med alt, mest grøntsager. Kornelius kender rigtig mange her, der bliver snakket og grinet en del. Vi har ingen ide om, hvorvidt vi er anledning til morskaben.

På markedet ser vi et par ældre, nej gamle kvinder, de sidder og renser ris ved at smide risen op i luften og fange den igen i et stort fladt net/fad. Bag dem står en lille container fyldt med rissække, det vare længe inden de bliver arbejdsløse. På samme måde, som det internationale markedet, bliver risen handlet flere gange, så pengemænd kan score kassen - usmageligt.

Efter markedet bliver vi kørt til et udsigtspunkt, hvor vi kan se ud over den bugt hvor Flores ligger. Udsigtspunktet er på toppen af en kæmpe affaldsstak, højst besynderligt, at man stolt viser udsigten stående der på en bunke skrald.

Næste og sidste punkt for vores tur, er et besøg i en drypstenshule. Lyder velkendt ikk. ! Med sikkerhedshjælme på hoved og en lommelygte i hånden er vi klar til at møde hulens beboere. Guiden fortæller nemlig, at her bor meget giftige edderkopper og slanger, vi kan nok også se en enkelt flagermus,, edderkopperne vil vi gerne undgå. Denne gang tror jeg ikke det ærger ida så meget, at hun ikke kan komme med helt ind i bunden af grotten. Her er da vældigt flot, men tanken om edderkopper, der er meget giftige skærper nu mest opmærksomheden. Og de er her! og de er store, som en pæn underkop, med lange følehorn der stikker ud over kanten. Det er ret skræmmende, at stå to meter fra sådan en fætter og hans kammerat. Tak - så har vi været her, men inden vi slipper ud igen, synes guiden lige, at vi skal prøve at slukke lygterne. Vi står helt tæt med lyset slukket, tier helt stille, alle sanser vibrerer. Her er kulsort og vi kan intet se overhoved, nu er det minut heldigvis overstået og vi kommer ud af hulen uden at have været i nærkontakt med de fæle kryb der gemmer sig herinde.

Vi tilbringer eftermiddagen på et andet hotel, med swimmingpool, men ak, det begynder at regne, regne stærkt.

Om aftenen har vi endnu en aftale med vores guide, om at tage lidt uden for byen og høre musik. Han skal dog lige finde kørermulighed, alternativ er at vi kører på scooter. Da der ikke sker noget i byen efter kl 18 er det ikke muligt at finde kørermulighed og vi har set trafikken, skal vi ikke nyde scooterkørsel på små uoplyste veje. Vi bliver i byen og spiser endnu et måltid sammen med Kornelius.
Ida tilbyder ham sin gamle rygsæk, da hans er så slidt, at den er ved at falde fra hinanden. Han er meget taknemmlig for dette og siger, nu kan jeg bruge penge på noget andet. Det er bestemt helt andre livsvilkår end vi er vant til og som også er svære at forestille sig.

Næste morgen da vi skal tilbage til Bali, kommer vi selv til at betale tranporten til lufthavnen - det koster ingenting, men er med i pakken vi har købt. Om guiden selv har sparet den udgift, eller vi har misforstået noget, er svært at sige.

Det har været en tur fuld af oplevelser, nogle mere spændende end andre. Men noget vi sent glemmer og ikke vil være foruden....