Profile
Blog
Photos
Videos
Turen fra Medan til Bali er endnu et kapitel i vores rejse. En lille grim lufthavn, der er helt i tråd med resten af Medan, som er en by du ikke behøver at besøge.
Alt går planmæssigt lige indtil vi er i lufthavnen på Bali. Inden afrejse fra Kuala Lumpur fik vi indrejse papirer der skulle udfyldes. De samme som vi udfyldte ved indrejse i Sumatra, men blev forsikret om, at det blot var en formsag og at vi ikke skulle have nyt visum ved ankomst til Bali. I Denpasar viste vi vores pas - med visum til det personale der guider folk ved ankomst. vi skrider lige uden om den lange kø ved visumlugen. Men som en anden nemesis gled vores kø slet ikke. Endelig kommer vi frem til skranken, hvor vi skal vise vores pas - med visum. Her støder vi på problemer. Vi skal have nyt visum, men for pokker vi har lige købet et, da vi kom til Sumatra. Meget muligt forklarede manden med noget på skuldrene, men det er jo brugt. Det forstår jeg så intet af - det gælder jo i en måned. Meget muligt, men det er brugt!! Efter lidt diskuteren bliver vi hentet og skal følge med en anden tolder gennem lufthavnen, og ind i et kontor bag ved skrankene, hvor vi skal tale med en med flere stjerne på. Endnu engang forsøge jeg på mit bedste skoleengelsk, at forklare urimeligheden i at jeg skal købe nyt visum, blot fordi vi har mellemlandet i KL. Den flinke mand er helt uimodtagelige for argumenter og charme, spørger blot om vi vil ind i landet? Jo, nu hvor vi er kommet så langt, skal 75 $ ikke være det afgørende.
Alt imens vi er på kontoret, kommer to unge kvinder også derind, deres ærinde ser noget mere alvorligt ud. De skal have gennemsøgt deres kufferter - og de ser ikke ligefrem uskyldige ud, mest sådan; damn - de har opdaget det. Om det et vores fantasi eller facts nåede vi ikke at finde ud af. Sofie mente jeg skulle ha' diskuteret lidt længere, så vi kunne få det hele med.
På vores hotel er der ingen manglende vandhaner, der er tykke bløde håndklæder og en stor lækker swimmingpool, liggestole til os alle - skønt at være dronning. Først næste dag vover vi os udenfor hotellets trygge rammer. Jeg har efterhånden fået nok, at blive kørt derfor går vi til stranden, det er på tide at se havet. Udstyret med et kort begiver vi os afsted. På det første hjørne, hvor vi skal krydse vejen, er den første udfordring. Her er altså ingen lysregulering - hvis der endelig findes en, så kører de blot som det passer dem alligevel. Fortvivlet ser vi på en lind strøm af biler og scootere, vi kommer aldrig over her. Men en betjent stopper trafikken for os og vi er reddet for denne gang. Med retning mod havet går det, men ak igen ser det håbløst ud, lige inden jeg helt giver op materialiserer der sig endnu en betjent og hjælper os videre. Fuld af beundring siger jeg, fantalsisk så kommer der lige en ud af den blå luft og hjælper os. Hvortil Ida tørt siger: han stod altså lige overfor. Affødt af det, får vi en snak om min optimisme, grænsende til det meget naive. Det skal senere vise sig at de unge piger har ret langt hen af vejen.
Vi er i den grad kommet til et mege turistet område, den ene butik efter den anden sælger kopi produkter, som vi slet ikke kan undvære. Massage, manicure, pedicure, spa - og doktorfisk! Ida vælger manicure, Sofie og jeg kaster os, eller vores fødder op i et akvarium, hvor tusindvis sultne fisk er klar til at sætte deres små syle af tænder i vores små fødder. Det er voldsomt grænseoverskridende at sætte sine fødder ned i det vand, hvor de nærmest plasker inden vi har ramt vandet. Ikke uden tanke for opmærksomhed står bassinet udenfor, alle der kommer forbi tager del i underholdningen. Men hold op, hvilken følelse at have bagefter, vi skal helt sikkert ha' en tur inden vi forlader landet.
Den sidste aften på vej hjem fra byen, kører vi med en meget snaksaglig chauffør, han behersker engelsk på et niveau hvor det er muligt at lave en aftale, vi aftaler at han henter os næste dag og kører os til Sanur, hvor vi skal være et par dage. Men inden vi kommer tilbage til hotellet, har han udspurgt mig om alt, på nær min vægt. Han har også fortalt, at han er ugift.
Vi vil alligvel ikke have ham til chauffør næste dag, der er mange forslag til hvornår vi skal få sagt fra. Vi finder en god historie, men der bliver ikke brug for den, han dukker aldrig op.
Mange timer i lufthavne og i fly har sat sig lidt i kroppen på os, vi nyder derfor at lave ingenting. Men det betyder også at turen til Flores og Kanawa hænger i en tynd tråd. Vi drøfter frem og tilbage, men den endelige beslutning ligger jo hos mig og bliver udskudt lidt endnu. Efter nogle dage, er det endelig besluttet, at vi ikke vil bruge to dage kun på rejse. Derfor aflyser jeg vemodigt, men nødvendigt. På standen i Sanur falder jeg i snak ved en rejseguide. Jeg fortæller om den aflyste tur. Efter noget snak frem og tilbage, har jeg bestilt en tur til Komodo, nu med egen båd. Vi kommer forbi Manta spot og Pink Beach, vi kommer til at overnatte på båden. Det føles godt i maven. Vi afventer hvornår vi kan komme med et fly. Dagene indtil da vælger vi at tilbringe på Gili T.
Inden vi tager til Gili, har vores hotel arrangeret en tur ind i landet. Spændte på at se det oprindelige Bali drager vi afsted. Det skal dog vise sig, at være på niveau med en indkøbstur til Tyskland, hvor der er kaffe og blødt brød om eftermiddagen. Det første vi bliver præsenteret for er traditionel dans, og her er klokken altså kun lidt over ni om formiddagen. Hvem gider danse der! De skal ovenikøbet hav en hulens masse penge for indgangen. Nej vi skal ikk' se dans, men har hørt om en fuglepark, der vil vi gerne hen. Det koster også kassen, men vi går ind. Det er faktisk vanskelig, at have en chauffør til rådighed, dels synes vi, at vi bør skynde os lidt, omvendt koster det så mange penge, at vi måske sender et forkert signal, hvis det går for hurtigt - uh, det er svært at være millionær :-). En meget fin park, her fik jeg igen nærkontakt med "naturen" nogle små papegøjer fodrede jeg med hånden.
Derefter går turen til Ubud, hvor der er mulighed for at fodre "vilde aber". Men nej tak, vi har set dem i deres rette element. Ubud, som er Balis kulturcentrum, er bestemt også centrum for turisme. Vi bliver sat af på det lokale markedet, det er rædselsfuldt - og dermed hurtigt overstået. Videre til risterrasserne, de ER smukke, men også her er der gået alt for meget turisme i den, og det er ikke på den fede måde. Vi skal betale for at tage billeder. Næste stop er udsigt til vulkanen. En turistfælle, som jeg egentlig var blevet advaret om, men havde fortrængt. Vejret er ikke det bedste, det småregner og vi kan ikke se toppen af vulkanen, som stadig er aktiv, det ærgrer os gevaldigt, at vi ikke ser en smugle røg stige op, men der hænger blot dovne skyer omkring toppen. Her koster det igen at kører forbi, selvfølgelig kun for os turister.
Vores ellers flinke chauffør tror blot vi vil ha' et billede og så videre, det bære turen præg af. Ni vil vi gerne se vandfald, han skal først høre en ven om hvorlangt og hvad det koster - for selvfølgelig koster det. Sagen droppes hurtigt med de priser!! Vi kommer dog til noget interessant, et sted hvor de producerer forskellige typer kaffe, te og kakao. Bland andet kaffe, der er produceres af bønner der har været igennem fordøjelses systemet på aber - ja de indsamler faktisk deres afføring og piller kaffebønnerne ud af det - hvilket job! Vi smagte den kaffe, som klart er meget dyr, men puha det smager ikke særligt godt.
Tilbage til Sanur med endnu en erfaring på, at vi skal være ret skarpe på hvad vi har af ønsker, da vi ikke gider det sædvanlige turist ræs - tá et billede, så du kan vise du har været her og så videre.
Og videre skal vi, nu handler det om Gili T.
- comments
Annette Hellooo i skønne tøser! TAK for alle billederne, for dælen da, tænk at opleve orangutang (er) i naturen, det er da for sejt, de ser fredelige ud.. Husk nu at komodo varanerne er altædende m deres bagudvendte tænder i flere rækker!!! Og Ulla, hvodden turde du den grotte - pyh, er ret sikker på, at der har siddet en del af de dersens scary looking friends :) Godt I hjælper hinanden med at begå jer ... Både blandt single chauffører og betjente! Og nå, så fik I oplevet, at de lever af turisme på centrale steder af Bali. Men så er det jo godt at I rejser rundt og får noget af det hele... Vi savner jer - vi sidder jo i Himmerland i gråt vejr! Nå, men længe leve de gode bøger, wellness og rødvin :) Er meget spændt på at høre fra Gili OG Komodo. Så ser frem til nyt afsnit i i tre seje tøsers føljeton. knus Jørgen og Annette :) Ps. Ok at du er med i rø'vin til din nabo Henning/60?
2N9 FOR DÆLEN I SEJE TØSER OG SOFIE SIKKEN EN OPLEVELSE DIN MOAR BYDER DIG OG MUSEN. KAFFE-BØNNER FRA ABE REKTUM☕
janni Anker Hej med jer tre Nu har jeg så endelig fundet bloggen og har læst om jeres oplevelser. Sikke en fantastisk tur gennem regnskoven og de lyde der er i en regnskov er bare helt fantastiske, især om natten. Egne rejsedrømme blomstre nu for fuld flor og jeg har jo Thailand bøgerne liggende ved sengen...skulle hilse mange gange fra Claus. Han har været indlagt 7 dage på hospitalet i Medan med Dingue Fever, så den by hitter hellere ikke hos ham. Hilsner fra os begge i Stige... Og blot til info så er det møgkoldt i dk.