Goddavs!

Her en hilsen fra Krabi som efterhaanden foeles helt hjemligt her paa mit tredje visit!

Jeg forlod Bangkok for tre dage siden sent om eftermiddagen og tog mod togstationen. Jeg ville, som de andre dage i Bangkok, ikke overcharges af de griske taxachauffoerer der enten paastaar, at taxameteret ikke virker eller starter et taxameter som der er pillet ved. Det lykkedes mig, efter en alt for varm gaatur med fuld oppakning og min baby over skulderen at stige paa en bus der koerte mod togstationen, eller "Rod Fai", som jeg maatte sige paa thai - desvaerre med ankomst til en meget lille togstation i den anden ende af Bangkok, hvorfra jeg tog et tog hele vejen tilbage til byen kun fem minutter senere. Gennemsvedig, traet og en smule travl, ankom jeg til den store station en halv time senere.

Da jeg ankom kun halvanden time foer afgang, var alle sengepladserne taget, saa selvom jeg havde besluttet mig for at fraase med en sengeplads denne gang, endte det ikke saadan. Jeg ventede en time paa togstationen, maatte rejse mig i to minutter for kongen, fordi togstationen valgte at spille nationalmelodien, og tilbragte de naeste tolv timer med den flade atter plantet i et togsaede.

Surat Thani er en stor og meget uoverskuelig by, som jeg ellers havde svoret aldrig at tage tilbage til efter sidste tur mod Bangkok for tre en halv maaned siden - en opfattelse der ikke forbedres af, at man kun har faaet tre timers soevn den foregaaende nat.

Fra togstationen blev jeg moedt af de griske taxachauffoerer, som jeg endda kunne huske ansigterne paa fra sidste gang, hvor jeg sammen med tyskeren, Thomas, og de to amerikanere, Scott og Ross, kaempede roeven ud af bukserne for at finde en maade at komme til Bangkok paa kl. ti om aftenen, hvor alle tog var booket. Mit soevnige fjaes blev moedt af tilraab med absurd hoeje beloeb for at tur til busstationen ti kilometer vaek, hvilket for tre en halv maaned siden ville have faaet mig til at give efter, men denne gang startede jeg bare med at vandre, da der i Surat Thani koerer lokale songthaews rundt, som man kan praje ligesom en taxa til en tiendedel af prisen. Det lykkedes, og jeg ankom til en busstation der til min store overraskelse var tom med kun en enkelt bus holdende med kursen rettet tilbage mod Bangkok - f*** my life!

Her blev jeg naermest overfaldet af en fyr der lige i den situation ikke skulle komme og fortaelle mig, at jeg ikke kender taksterne for en taxatur paa to kilometer til den anden busstation, og efter at have grinet lidt af hans forsoeg paa at snyde undertegnede, fandt jeg endnu engang en songthaew som kunne koere mig hele vejen for et par kroner. Jeg var endda den eneste passager i bussen, saa jeg reddede mit humoer ved at sidde paa ladet og spille et par sange, og jeg tror, chauffoeren syntes, det var hyggeligt.

Efter et par sange, var mit humoer i bedring, men blev paa samme tid fluks flaaet tilbage til samme level, eftersom denne station var en minibusstation, hvilket ikke ville give mig den billige bus, som jeg nu havde soegt efter i et par timer - heldet syntes at vaere totalt forsvundet fra mig den dag!

Jeg fortsatte soegningen vaek fra stationen og rettede kursen mod hovedvejen, hvorfra de offentlige busser plejer at holde for at samle baade madvarer og passagerer op, og efter en halv times svedende stavren igennem Surat Thanis ucharmerende gader, uden engelske tegn eller engelsktalende lokale, rendte jeg helt tilfaeldigt ind i den lokale bus mod Krabi paa hjoernet. Jeg satte mig paa en baenk, aandede lettet ud, selvom der ville gaa halvanden time, foer bussen ville koere afsted.

Intet kunne irritere mig mere - jeg havde fundet bussen, jeg havde en baenk og min guitar, saa hvad er mere naturligt i en saadan situation end at fyre den af som en vaskeaegte gademusikant. Jeg spillede og sang hele ventetiden vaek, og chauffoerer satte en kop foran baenken, saa forbipasserende kunne give mig penge. Denne fjernede jeg dog hurtigt igen, da jeg som rig turist ikke kan faa mig selv til at spille for penge paa gaden i et land som Thailand - de kunne istedet have givet mig en gratis busbillet!

Efter lidt over femten timer paa farten med seks forskellige skift, stank jeg af sved - kunne endda selv lugte det - men jeg foelte endnu engang, at jeg havde vundet kampen og formaaet at transportere mig selv fra A til B paa den billigste, mest spaendende og lokale maade.

Efter tre timer, en lille lur og utallige af thailandske pophits paa anlaegget i den prangfarvedekorerede bus og en tur i en songthaew proppet til randen, ankom jeg til min destination - det gode gamle hostel i Krabi - hvilken fryd!

Jeg blev moedt af kram fra personalet der allerede morgenen forinden havde modtaget min reservation paa deres email og havde set frem til at se mig.

Kan man foretage sig noget bedre efter en saa udmattende tur end at drikke et par oel, vaere social med alle de andre backpackere og spille en koncert om aftenen paa deres helt egen tagterrasse - jeg tror det naeppe!

Dagen efter tog jeg med to canadiske piger til Railay Beach med min baby under armen, og vi spenderede dagen paa en hvid sandstrand, som jeg ogsaa kendte fra sidste besoeg, omgivet af fantastiske klippeformationer med musik, sol og varme svoemmeture og tog en baad tilbage til Krabi fem timer senere. Vi blev noedt til at gaa et godt stykke ud for at fange baaden, da vandet sent paa eftermiddagen er enormt lavvandet.

Tilbage i Krabi fortsatte jeg med at spille paa tagterrassen og blev kontaktet af hotellets manager der ville have mig til at spille i en naerliggende bar senere paa aftenen for gratis oel - hvilket tilbud.

Det var taenkt som vaerende en open-mic, men da kun ganske faa andre meldte sig, endte jeg med, paa trods af mine nyeligt erhvervede vabler paa fingrene at ignorere smerten og fylde scenen ud en hel time med alt fra gamle sjaelere til et par af mine egne numre.

Da jeg regner med at bruge tre ugers tid i Malaysia, er det imorgen tid til at rejse videre. Turen gaar mod Ko Lipe, men da jeg har laest, at det er muligt at tage lokal bus fra Krabi til Satun samt en baad fra havneprovinsen Pak Bara til Ko Lipe, har jeg taenkt mig at proeve lykken endnu engang uden om rejseagenterne - forhaabentligt bliver det mindre problematisk end sidst.

Min baby knaekkede en streng igaar som blev skiftet gratis af barens egen husmusiker, saa hvem ved - maaske jeg kan faa et par spillejobs igen snart.

Forresten ved jeg ikke, om I har opdaget, at der idag kun er otte uger, til jeg retter kursen hjemad - forfaerdeligt taet paa, men alligevel en rar tanke.