Profile
Blog
Photos
Videos
Sawaidee Krab!
Efter at vaere kommet tilbage til overfladen for en time siden, sidder jeg nu paa en netcafe og restituerer nitrogenen ud af kroppen.
Jeg forlod Krabi i mandags sammen med en hollandsk fyr, Ralph, i haab om at komme til Ko Lipe samme dag med de lokale transportmidler. Efter en songthaew til busterminalen og en lokal bus til La-Ngu, havde vi kun ti kilometer til havnen, hvilket vi klarede paa ladet af en af de lokales biler sammen med et par, vi moedte i bussen.
Med en forhaabning om at fortsaette den lokale stil, hoppede vi af ved havnen, men indsaa, at det tilsyneladende var umuligt. For foerste gang nogensinde i Thailand, blev jeg ikke overfaldet af saelgere, chauffoerer eller kaptajner, og efter at have brugt en halv times tid paa at vandre rundt i en by der mest af alt lignede en "ghost-town", indsaa vi, at vi var strandet.
Det blev til oel paa havnen med en ganske tilforladelig udsigt samt en nat i en myggebefaengt bungalow uden myggenet, foer vi stod forhaabningsfulde op naeste morgen for at spise morgenmad og finde vores laenge ventede faerge.
Pak Bara er ikke andet end en gennemgangsby, som folk valfarter til paa vej mod Ko Lipe eller Ko Tarutao, saa hver eneste bygning er enten et guesthouse, et travel-agency eller en restaurant. Efter utallige benaegtelser over for alle de lokale, der i modsaetning til den foregaaende aften, gerne ville saelge billetter, efter solen var staaet op, gik jeg mod billetkontoret for at handle, mens Ralph betalte for vores morgenmad.
Efter et fuldstaendig udueligt billetkontor der ikke engang kunne svare mig paa, hvad prisen for en billet var, utallige af omdirigereniger til forskellige mennesker og baade, var jeg ved at gaa fuldstaendig amok - raabte maaske en smule af folk og var i det hele taget et godt gammeldags roevhul. Jeg kom tilbage til Ralph uden billetter og var saa taet paa at tage bussen tilbage mod Krabi - f*** Pak Bara!
Da jeg var faldet lidt ned, begyndte vi at se rationelt paa det hele, og vi naaede frem til, at grunden til alle rejseagenterne maa vaere, at samtlige billetter bliver solgt billigt til de lokale til videresalg.
Vi endte med at finde vores kommunikative evner frem, for vi kunne simpelthen ikke acceptere at betale en saa hoej pris for en tur paa halvanden time, hvilket resulterede i to last-minute billetter koebt af kaptajnen himself til halvdelen af, hvad thaierne betalte og omkring tre gange den pris, de forsoegte at charge os i foerste omgang. Faktisk fik vi ikke engang en billet, men blev bare lukket ombord paa faergen af den rare mand der noed foelelsen af lommepenge. Vi sov stort set hele turen og ankom til Ko Lipe - eller naermere praecist en platform midt paa vandet. Turen havde kostet os 108kr hver istedet for rejseagenternes 170kr - loebet var vundet!
Selvfoelgelig! En faergebillet til Ko Lipe betyder da, at man bliver sat af paa en lille platform out in nowhere, hvor den eneste mulighed er at betale for en longtail baad til stranden - det er da klart.
Vi delte en bungalow lige ved vandet og noed resten af dagen paa stranden. Vejret var blaesende - men hvad goer en boelge, naar den har denne farve?
Ko Lipe er en bounty-oe der dog er en del mere turistet, end jeg havde regnet med. Jeg vil sammenligne den lidt med Ko Phi Phi - barer paa stranden, strandfester, dyre restauranter samt snorkel- og dykkerture. Isaer de mange dykkercentre fortjente et visit - Den "Avancerede Dykker" havde vaeret inaktiv i en del maaneder efterhaanden!
Ud for Ko Lipe befinder der sig et vrag med et daek fra 34 meters dybde, hvilet principelt set goer det umuligt for mig at opleve det paa lovlig vis. Alligevel er det jo Thailand, hvor alt kan ske - og uden overhovedet at vise mit dykkercertifikat som blev sendt fra PADI's hovedkontor i Australien til Porthusvej 47 i oktober maaned, blev jeg booket ind til at udfoere dette spaendende dyk.
Fra dykkercentret bliver alt udstyr, ilttanke, BCD's og mad fragtet paa en scooter der maa kaempe lidt med udstoedningen for at klare selv den korte afstand til vandet, hvorfra alt skal baeres ud paa en lille longtail-baad. Denne fesne, og en smule usikre baad kom meget bag paa mig, da det normalt foregaar paa en rigtig speedbaad.
Vragdykket igaar var en meget blaesende, boelgende og uklar oplevelse. Hvis nogen af jer kan huske scenen fra Titanic, hvor dykkere udforsker vraget, var det ca. den oplevelse jeg havde - bare uden ordet "udforske", da det kraever, at man kan se et par meter foran sig!
Med en dybde paa 39,4 meter, dykkede jeg rundt med min dykkerinstruktoer i kun ti minutter, da dybden goer, at nitrogen optages i dit blod paa rekordfart. Med for meget nitrogen i blodet, foeles det foerst som at vaere fuld, hvilket kan vaere enormt farligt i de dybder, hvis man ikke kan finde ud af at betjene sit udstyr - herefter bliver det doedeligt.
Vi kom tilbage til baaden med noget af en skuffelse, da jeg knapt nok havde vaeret i stand til at se min instruktoers finner foran mig med en sigtbarhed saa lav som halvanden meter!
Det var planen, at jeg skulle dykke tre dyk igaar, hvilket jeg reducerede til to. Efter mit andet, dog enormt flotte dyk paa omkring tyve meters dybde, gik turen tilbage til oeen, hvor jeg fik aendret mit tredje dyk til et natdyk den efterfoelgende dag - dagen idag.
Jeg var en smule oer i bolden efter det dybe dyk og spenderede et par timer paa stranden i selskab med min baby. Jeg endte med at spille en koncert paa stranden for to thaiere med hver deres daaseoel i en tyve minutters tid - god maade at komme op i gear paa!
Hvis nogen af jer har lagt maerke til min nye hat, saa er sagen den, at jeg har givet min gamle hat videre til Ralph der nu er den tredje ejer af den!
Idag er baade min og Ralphs sidste dag paa oeen, inden turen, for mit vedkommende, gaar til Malaysia og for Ralphs vedkommende Ko Tao laengere nordpaa. Jeg fik derfor, inden mit natdyk (eller naermere aften), koebt min billet til den internationale Thai-Malaysia faerge til Langkawi imorgen, hvilket er den dyreste faergebillet, jeg nogensinde har koebt for en soelle tur paa halvanden time - 200kr!
Solen gik ned omkring halv syv her til aften, hvilken jeg noed fra den usikre longtail-baad, mens udstyret blev monteret og udvidet med to lygter - en hovedlygte og en reserve.
Det var en spoejs folelse at lade sig falde bagover ned i de moerke boelger, maerke sig selv synke ned i dybet med en lygte om haandledet og se vandet blive moerkere og moerkere mellem halv syv og syv. Jeg vil sammenligne dykning med det at koere bil - som nybegynder er man meget spontan, mens man som oevet er i stand til at forudse vejen som i dette tilfaelde er koraller og klippeformationer, hvorved man planlaegger sin vejrtraekning for at synke eller stige til vejrs. Naar man dykker i moerke forsvinder muligheden for at forudse vejen i et vist omfang, da moerket forhindrer en i at se langt. Jeg var derfor meget paapasselig med ikke at ramme koraller og soepindsvin, men laa meget af tiden sidelaens paa bunden og lyste ind i undervandsgrotter imellem koralrev og ledte efter interessante fisk og planter, indtil vi blev enige om at slukke alle vores lygter for at se den lysende plankton - intet mindre end en fantastisk oplevelse!
Om kun tolv timer siger jeg farvel til Thailand for en stund - maaske flere aar! Paa Ko Lipe har de rent faktisk et immigrationskontor der giver mig mulighed for at blive stemplet ud af Thailand foer min faerge til Langkawi, hvilket foregaar i et lille hus i strandkanten.
Jeg er ekstremt spaendt paa at opleve Malaysia der, paa visse punkter, skulle vaere mere udviklet end Thailand. Jeg er ikke helt klar over, om jeg holder kursen paa vestsiden, eller om jeg vaager mig helt til den smukke oestkyst, hvor de i oejeblikket har monsun. I saa fald har jeg 23 dage til mit fly til Indonesien, hvilket minder mig om, at der nu er under otte uger, til jeg vender hjem til kolde Danmark!
So long Thailand. Jeg har faaet saa mange fede oplevelser i dette vidunderlige land baade foerste og anden gang, men jeg er altid enormt spaendt paa at goere entre i et nyt land - Malaysia here I come!
- comments