Goddag i stuerne endnu engang.

Som I kan se, har familien Hertz faaet endnu et familiemedlem - en westernguitar blev handlet i storbyen.

Jeg stod op i Tad Lo tidligt om morgenen d. 21. i haab om at komme til Bangkok, hvilket, som beskrevet sidst, kunne blive svaert med de ikke-tilgaengelige busplaner.

Jeg tjekkede ud af hotellet, hvilket betoed, at jeg vaekkede mor-lil fra sin skoenhedssoevn og afleverede min noegle, hvortil det eneste hun kunne svare var, at jeg ikke havde betalt for min sidste nat. Pengene havde hendes mand faaet dagen foer, hvilket selvfoelgelig ikke var blevet kommunikeret ud.

Ude paa vejen var der larm fra morgenstunden, ikke fra befolkningen, men fra to store megafoner paa paele - mit Lao er dog ikke saa godt, saa jeg formaaede at forstaa det.

Ude ved hovedvejen var familierne ved at goere klar til dagens salg - der var spejlaeg in progress samt ris og kyllinger klar til at blive slagtet. Jeg koebte en billig morgenmad og satte mig til at vente paa bussen.

Efter halvanden time ved vejen og et moede med to franskmaend der skulle med samme bus, koerte vi mod Pakse.

Jeg vaagnede brat ved, at tre laoter stod og raabte mig ind i hovedet, og jeg indsaa, at jeg havde sovet hele turen, og at de nu bedte mig om at staa af. Vi blev sat af ved hovedvejen der viste sig at vaere otte kilometer vaek fra Pakse by, men tilgengaeld lige ved busstationen. De to franskmaend var lykkelige, da de skulle videre til Don Det. Jeg, derimod, skulle bare ind til byen og havde nu yderligere otte kilometer at plaenlaegge med mit hoved der stadig ikke var kommet ordentligt til sig selv efter den serioese lur!

Det lykkedes mig at finde en lokal songthaew for 15kr, spise frokost paa en velkendt restaurant fra mit sidste besoeg i Pakse og snakke med ejeren af restauranten om transport videre til Thailand.

Han begyndte med ditten og datten, bla bla bla og en masse blandet aevl, fordi han, i modsaetning til mig, faktisk havde arbejdet i landet i over ti aar og var uhh saa klog paa transport. Det var maaske rigtigt nok, men jeg vidste ogsaa godt, at grunden til al hans snak var fordi, han ville have mig til at koebe en busbillet helt til Bangkok fra det rejsebureau som betalte ham for at saelge deres billetter. Da jeg paa forhaand vidste, at det ville blive dyrere og mindre interessant, greb jeg chancen og noejedes med at tage en tuk-tuk til en holdeplads for minibusser der kunne koere mig til graensen - saa maatte jeg krydse graensen og proeve at finde transport til Bangkok paa den anden side.

Fra busholdepladsen stavrede jeg et par hundrede meter, hvor jeg blev stemplet ud af Laos og yderligere et par hundrede meter til den, noget mere moderne, thailandske graenseovergang med skilte og hele svineriet!

Som I maaske kan huske, fik jeg aldrig brugt mit hjemmefra-koebte visum ved min sidste ankomst til Thailand, da graensepolitiet i lufthavnen glemte at kigge og kun gav mig de normale gratis tredive dage. Den flinke thailandske dame ved denne graenseovergang kiggede dog i mit pas og fik oeje paa mit visum, hvorefter jeg flere gange forklarede hende, at mit visum var foraeldet pr. 15. november, og at jeg bare skulle have femten dage som er normalt, naar man krydser graensen over land. Alligevel stemplede hun mit visum for foerste gang med "used 21st of January" og gav mig et indrejsestempel paa to maaneder.

Jeg aner ikke, hvad reglerne er, for sidste gang jeg fik mit indrejsestempel paa tredive dage i stedet for to maaneder, var det mit stempel der var gaeldende og ikke mit visum. Jeg baade toer og har ikke muligheden for at blive her laengere end to uger, saa det bliver nok meget nemt alligevel, selvom femten dage er alt for kort for Thailand - uanset hvor mange gange, man har vaeret her!

Jeg slendrede rundt omkring graensen, fik haevet penge og forsoegte at finde en bus mod Bangkok. Da jeg nu havde besluttet mig for at proeve at goere min tur til Bangkok saa billig som mulig, blev det et "nej tak" til tuk-tuk og motorcykler i denne omgang, og jeg formaaede at finde vejen til busstationen en kilometer vaek gennem et marked og nogle smaa sidegader.

Det endte med en tur til Ubon en times tid vaek og et 3. klasses nattog til Bangkok paa tolv timer - jeg har jo proevet det foer.

Jeg sov paa gulvet i en vogn kun med lokale, hvor saederne er umulige at sove paa, hvis man ikke oensker at vaagne op hvert femte minut, fordi man taber hovedet. Alle var meget forbloeffede over at se en "falang" paa gulvet - selv kontrolloererne grinte. Jeg klarede turen med toppen af min backpack som hovedpude under to saeder og blev kun vaekket en enkelt gang i loebet af natten af en kaempe gruppe af saelgere der forsoegte at saelge mad.

Traet og noget oem i kadaveret steg jeg ud af toget paa togstationen i Bangkok og havde nu kun tilbage at finde vejen til mit hostel, som jeg bookede fra en netcafe i Pakse paa vejen.

Det gik meget nemt efter at have naegtet taxa- og tuk-tuk-chauffoerer adgang til min pengepung, og jeg fandt en bus der koerte mig kun et par hundrede meter fra mit hotel, og jeg ankom til Bangkok kun 95kr fattigere og med endnu en langdistancetur paa 850km i bagagen!

Mit grundlag for at bruge et par dage i Bangkok var blandt andet at koebe en guitar til min videre rejse samt et batteri til min smartphone der stadig ikke virker. Jeg stavrede derfor ud i Bangkoks gader et par timer efter ankomst og koerte forskellige steder hen med deres Sky Train for at starte min soegning!

Jeg kunne heller ikke staa for et maaltid paa McD efter at have vaeret afholdende og i det hele taget uden for raekkevidde i snart fire maaneder!

Jeg endte min rute i MBK Center som ikke ligefrem vakte de bedste minder i bolden paa mig fra sidste tur med familien Hertz - alle de hektiske gange, kopivarer, larm og raaben, og jeg vil ikke sige, at mit indtryk har aendret sig af at vaere der alene. I kan naesten forestille jer foelelsen af at vandre ned igennem gangene paa jagt efter en guitar og et batteri, og det eneste man hoerer er: "Hello sir, buy cheap t-shirt - special price for yoouuuuuuu my frieeeend!". Jeg fandt ingen strengeinstrumenter og heller ingen batterier der passede i min efterhaanden gamle smartphone, saa efter et maaltid mad i MBK vendte jeg snuden hjemad i en noget kaotisk Sky Train. Paa vejen fandt jeg en syerske der kunne reparere min oedelagte kamerataske for en 5'er - well done Kasper Hertz!

Dagen idag var noget mere succesrig. Det lykkedes mig at finde en gade, der dog var uden for Sky Trains raekkevidde, med tonsvis af musikforretninger. Efter en syv kilometers gaatur i bagende hede, fandt jeg, efter forskellige forsoeg, forhandlinger og vandren frem og tilbage frem til min baby!

Hun stod mig i 830kr inkl. taske, capo, ekstra strenge og et kabel, hvis jeg skulle faa muligheden for at spille koncert et sted paa min vej!

Efter min fangst vandrede jeg et kort stykke til Khao San Road som er Bangkoks turistmylder-gade nummer 1, men som jeg havde lyst til at opleve igen, naar nu det var saa taet paa. Det blev til en gang billig gademad, hvorefter jeg fangede en bus - eller gjorde forsoeget.

Det er saadan, at Bangkok for det meste er alt for hektisk til, at busserne kan holde ind til siden, hvilket gjorde, at jeg skulle hoppe paa bussen midt ude paa vejen, mens bussen stadig koerte med aabne doere. Efter foerste forsoeg indsaa jeg, at det var den forkerte bus, og jeg steg ud en kilometer laengere nede af vejen. Her gjorde jeg det samme igen med endnu en bus, som jeg havde faaet at vide var den rigtige - dog med samme resultat - jeg maatte stige af igen. Resultatet blev, at jeg efter to forkerte forsoeg trods alt var koert to kilometer gratis i den rigtige retning, hvorfra jeg snildt kunne naa en Sky Train station paa gaaben.

Jeg indviede mit nye familiemedlem med at lave en ny sang paa mit hostels tagterasse, spiste min foerste green curry siden sidste visit og er nu klar til nye oplevelser laengere sydpaa.

Det har vaeret enormt laekkert at komme tilbage til civilisationen igen, moede lokale der snakker forstaaeligt engelsk, finde gode busser (hvis man da kan finde de rigtige) og faa lidt laekre faciliteter i form af gode overnatningermuligheder og ikke mindst internetforbindelser!

Imorgen tager jeg til togstationen og finder ud af, hvordan den videre tur skal se ud. Hoejest sandsynligt bliver det Surat Thani, hvorfra jeg kan komme til Krabi og fortsaette ruten videre mod Malaysia.

Jeg haaber, I har det godt, og jeg kan forstaa, at vi har ca. 40 grader til forskel. I hvert fald sender min nye baby og jeg varme hilsener afsted!