Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme!
Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal starte. De seneste fire dage har vaeret de mest oplevelsesrige til dato.
I Luang Prabang moedte jeg en rigtig flink hollaender ved navn Thomas. Han rejste sidste aar rundt i Laos og faldt i snak med en lokal gut ved navn Mang. Sammen snakkede de om Mangs droemme, hvilket sidste aar var at aabne sit eget guesthouse i en by ved navn Nong Khiaw. Vi tog sammen en tuk-tuk samt en lokal bus til Nong Khiaw. Det var foerste gang, Thomas skulle se resultatet.
Nong Khiaw er en lille landsby tre timer nord for Luang Prabang. Den ligger ud til floden Nam Hou og blev saerligt kendt blandt backpackere for to aar siden, da den kom med i Lonely Planet.
Vi fandt frem til Thomas' og Mangs guesthouse og blev med det samme overfaldet af kram og tusinde af hi-fives. Vi fik at vide, at vi bare kunne dele et dobbeltvaerelse uden betaling, da Thomas ejer det - og jeg var jo hans ven, saa selvfoelig galdt det samme for mig.
Udsigten kan man ikke klage over.
Mang vidste ikke, at Thomas kom den dag, saa han var overlykkelig og kontaktede straks sin familie samt alle sine venner og tog os med til sin vens restaurant. Her fik vi gratis frokost bestaaende af en andeblodssuppe af ren andeblod (koldt) med andekoedsstykker og peanuts. Jeg skulle godt nok mande mig op for at spise det, men det lykkedes mig at spise ti mundfulde og fortaelle Mang, at jeg virkelig vaerdsatte maden som han havde budt mig paa.
Om aftenen stod den paa fest med alle Mangs bekendte, og vi drak og spiste til den lyse morgen.
Laos er blandt verdens tyve fattigste lande, men jeg har aldrig i mit liv oplevet et flinkere folkefaerd. Det er en tradition, at man byder fjerne venner paa middag og lokalt besoeg, hvilket vi saa sandelig fik glaede af!
Mang er foedt og opvokset i en lille landsby langs floden yderligere tre timer nord for Nong Khiaw. Sidste aar tog han Thomas med paa en tur til landsbyen, og han var den foerste turist til at overnatte i landsbyen. Thomas ville gerne have mig med paa en saadan landsbytur, og det var for mig en kaempe droem at faa den mulighed.
Vi moedte fire andre backpackere paa hotellet - et amerikansk og et fransk par som gerne ville med paa turen. Da Mang skulle leje en baad og en lokal til at sejle os til landsbyen, vente paa os og sejle os tilbage, maatte det naturligvis koste lidt penge - alting kan ikke vaere gratis her i livet! Vi gav 350kr pr. person, hvilket inkluderede baaden, mad, drikkevarer, trekking i junglen, fiskeri samt overnatning hos de lokale, hvilket for mig er en fair pris for alle de oplevelser. Turen ville komme til at tage to dage.
Vi tog afsted tidligt om morgenen, og vejret var simpelthen saa flot. Koelig brise paa floden, skyerne lave med de flotteste bjerge i baggrunden.
Efter en times sejlads havde jeg intet signal paa min mobiltelefon, og jeg indsaa virkelig, at det vi var paa vej til at goere, maatte blive den fedeste oplevelse nogensinde!
Landsbyen huser kun omkring 200 personer plus nogle boender der lever i rismarkerne. Det var som at traede mange hundrede aar tilbage i tiden. Byen har ingen rigtig elektricitet, og kun to af hytterne har deres egen generator med stroem fra floden som kun lige er nok til at holde en lille elpaere i kog.
Det var tidligt om morgenen, saa vi spiste morgenmad i Mangs soesters hus.
Forinden havde vi alle koebt nogle smaa gaver til de lokale boern, og de var overlykkelige for at faa noget "rigtigt" legetoej.
Vi brugte nogle timer paa at lege med boernene - kille dem, lege fangeleg, svinge dem rundt, og de var virkelig glade for at se os. De var meget fascinerede over mit kamera, og de syntes, det var det sjoveste i verden at faa lov til at faa taget et billede og herefter se det paa skaermen - wooow!
Efter et par timer tog Mang os alle med til junglen. De naeste seks timer skulle bruges paa at bestige to bjerge i jungleterraen, se to forskellige rismarker, hilse paa boenderne, proeve at udvinde ris fra planterne og spise en frokostsuppe hos en af risboenderne. Jeg iklaedte mig mine cowboybukser for foerste gang samt mine gummisko.
Junglestierne blev brugt under Vietnamkrigen af Laos' egen haer, da de skulle skjule sig for de amerikanske soldater. I 1965 blev hele Laos bombet med - hold godt fast - dobbelt saa mange bomber, som de var mennesker! Laos blev bombet med flere bomber paa ni aar end der blev brugt i Europa under hele 2. Verdenskrig. Amerikanerne bombede landet - isaer den nordlige del, da de havde mistanke om, at mange vietnamesere gemte sig i terraennet. Det var derfor ogsaa en rigtig spaendende, historisk tur gennem junglen.
Mang havde ikke gaaet paa stierne meget laenge, saa han tog en lokal mand med fra landsbyen til at bane sig vejen igennem terraennet med en kniv.
Nogle steder i junglen vrimlede det med igler - isaer i det fugtige mudder. Iglerne skulle vaere ganske ufarlige, og jeg har ogsaa tjekket dette for fakta. Vi blev noedt til at stoppe hvert femte minut, smide skoene og fjerne de blodsugende baester fra vores foedder og ben. Selvom jeg havde gummisko og cowboybukser paa, fjernede jeg omkring to igler hvert stop, og de fleste havde vokset sig store og staerke. - men jeg vaennede mig til dem til sidst!
De lokale brugte en lokal plante som eftersigende skulle stoppe bloedningerner - tror nu mest bare, det er fordi, det taetner bloedningen og stopper paa normal vi - tror ikke paa hokuspokus.
Vi besteg to bjerge af det stejleste terraen, jeg nogensinde har vandret paa. Efter de to bjerge, besoeget hos de lokale risboender uden nogen form for skygge og seks timers vandring sammenlagt, var jeg saa svedig, at mit pas var blevet vaadt under min troeje, selvom det laa taet pakket i min pengekat.
Den lokale risbonde havde to dage forinden skudt et egern, hvilket er en delikatesse i omraadet. Man fjerner al pelsen og lader det udtoerre i solen - herefter grilles det som barbeque. Jeg var ved at kaste op, men det er alligevel fascinerende! Ingen af os smagte paa det doede egern, saa I kan vaere helt rolige.
Vores aften stod paa hygge i landsbyen, laolao (hjemmebraendt whisky), BeerLao (den eneste oel i det nordlige Laos) og lokal mad - heriblandt forskellige supper, stegte orme fra doede bambustraeer (smagte som pommesfrittes) og diverse chilier.
Da landsbyen er uden elektricitet, var vi alle samlet omkring et enkelt stearinlys. Jeg brugte flere gange min smartphone som lommelygte, naar jeg skulle ud i skoven for at tisse, men de lokale forsoegte at stoppe det, da de, ifoelge Mang, er bange for elektricitet. Det var saa maerkeligt at opleve et helt lokalt folk som er saa langt fra det man kender fra et moderne, vestligt samfund. Mang selv har trods alt faaet en mobiltelefon men stoler stadigvaek ikke paa internettet, kreditkort eller haeveautomater.
Landsbyen har tradition for at synge mange faellessange akkompagneret af en hjemmelavet tromme af hjort. Vi sang ogsaa "Wonderwall" for dem, da de gerne ville hoere en sang fra Europa. De var meget begejstrede, og jeg baade sang og spillede paa trommen. Trommen var i stykker med et stort hul paa toppen, men da de ikke kan koebe et nyt hjorteskind, er de noedt til at vente paa, at en af jaegerne skyder en.
Til de musikinteresserede kan jeg nu prale af, at jeg laerte nogle af de lokale at klappe paa 2 og 4 fremfor 1 og 3!
Efter timevis med oel, whisky og faellessang, blev jeg indlogeret hos en lokal gut fra landsbyen og fik en seng med et dejligt myggenet.
Desvaerre vaagnede jeg kl. 3 om natten med symptomer paa en slem madforgiftning.
Da landsbyen kun havde et enkelt toilet som blot var et hul i jorden, traengte jeg virkelig til at komme hjem. Dog havde vi jo alle betalt for turen, saa jeg kunne heller ikke tillade mig at oedelaegge det hele for de andre og bede Mang om at sejle mig hjem.
Jeg tilbragte derfor syv timer i baaden og foelte mig syg, daarlig og ikke mindst ynkelig - saadan er maend. Dagen stod paa fiskeri og barbeque, men jeg lavede ikke andet end at kigge paa de andre, sove og glaede mig til at komme tilbage til Nong Khiaw.
Jeg kom langt om laenge hjem, fik hvilet mig, fik et bad og brugte ellers resten af dagen paa at sove. I nat var jeg vaagen mellem 2-6 med mange maveproblemer, men har det godt idag efter omstaendighederne. Hvis det fortsaetter maa jeg tage turen tilbage til Luang Prabang for at opsoege en doktor.
Paa trods af sygdomsforloebet de sidste par dage, har jeg haft den bedste oplevelse til dato!
Nong Khiaw er et af mine yndlingssteder, og jeg vil derfor vaere her laenge endnu.
Det er fantastisk at opleve en by paa vej frem og se, hvordan den ligesaa stille udvikler sig med smaa guesthouses, restauranter og internetforbindelser - dog stadig meget langsomme.
Man skal vaenne sig til, at landsbyen er saa fattig, at man skal prutte om samtlige priser - nogle gange ogsaa paa restauranterne. Det sker jaevnligt, at de siger en pris som er 5000 hoejere end normalt, og selvom det er 3,5kr, saa er det principielt for mig, at de ikke skal snyde mig. Hvis jeg ved, at det er en fast pris, saa giver jeg dem blot den rigtige pris, og de siger intet til, at de ikke fik deres 5000 ekstra. Det er et spil - intet andet!
Jeg regner med at blive i Nong Khiaw ugen ud, hvis ikke laengere. Jeg regner med at holde dette besoeg i Laos til den nordlige del, herefter Vietnam, Cambodja, tilbage til det sydlige Laos for at tage tilbage til Thailand.
Jeg nyder dog fortsat at tage hver eneste dag som den kommer og ikke planlaegge for meget. Jeg kigger derfor ikke paa nogle hoteller, inden jeg tager afsted.
Jeg haaber, I har det godt allesammen.
- comments
Lillian Frederiksen Kæreste Kasper. Rart at læse du har det bedre. Endnu nogle spændende beskrivelser og flotte billeder. Sjovt at høre om jeres sang. Vi kan sagtens forestille os dig som trommemand. Men billedet med iglerne har jeg valgt ikke at kigge for meget på. Mange varme hilsner farmor og farfar