Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det igen blevet tid til en lille beretning fra de varme lande…
De første par dage på Borneo havde vi indlogeret os på Rainforest Lodge som ligger i centrum af Kota Kinabalu. Dagene blev som Helle skrev sidst brugt på at arrangere en spændende rundtur her på øen. Og så skulle drengene og jeg igen klippes. Værelset vi boede på var dejligt. Her manglede ikke noget. Vi måtte dog desværre konstatere, at vi ikke var de eneste der havde reserveret værelset - der var flere kakerlakker som også mente de var velkomne. Vores første møde med østens mangfoldighed af alverdens smådyr var bestemt grænseoverskridende for os alle. Som tiden er gået har vi vist vænnet os til alverdens små væsener, men knap accepteret at dele værelse, toilettaske ja endda seng med diverse skabninger, men kakerlakker er noget for sig. De er mildt sagt ucharmerende og ulækre.
Vi fik hentet mine forældre i lufthavnen den 29. januar. Vi var alle en smule bekymret for om de nu var kommet med de rigtige fly - der er jo langt fra lille Lemvig til Borneo. Men pludselig kunne vi se bedstemor og bedstefar vente på deres bagage i ankomsthallen i lufthavnen. Det havde været en lang dag for drengene, som ventede med længsel på deres bedsteforældre. Gensynsglæden var stor. Samme aften måtte vi alle smage det lækre medbragte rugbrød fra Lagkagehuset i Haderslev. Uhm uhm hvor det smagte godt og velkendt. Vi havde forinden fundet et andet hotel (også med kakerlakker) tættere på lufthavnen, hvor vi kunne slappe lidt af inden vi søndag morgen kl. 07.05 skulle med et fly til byen Sandakan, på øens østkyst.
I Sandakan ventede John Nair - og ikke Mayer, som Helle troede, på os som aftalt. Første stop på rundturen var Selingan Island som ligger i zuluhavet syd for Filippinerne. De store havskildpadder har gennem generationer opsøgt 3 malaysiske øer samt 3 filippinske øer. De malaysiskke øer er beskyttet af de malaysiske myndigheder for at gøre en indsats for at bevare et af naturens truede dyr. Filippinerne derimod benytter sig af indsamling af havskildpaddernes æg som senere sælges på diverse markeder. Æggene er åbenbart en delikatesse som desværre spises på Filippinerne.
Turtle Island, som øen også kaldes, er en meget lille ø. Det tager ca. 10-15 minutter at gå hele øen rundt langs stranden. Derudover er det en rigtig bounty-ø... Hvid strand, palmer, krystalklart vand og langt fra civilisationen - og så selvfølgelig havskildpadderne, der kommer på land om natten.
Fra Sandakan tog vi med speedbåd ud til øen, cirka en times sejlads. En spændende tur hvor to påhængsmotorer med 250 hk.nærmest sendte os med raketfart hen over bølgen blå.
Eftermiddagen gik med at snorkle i det dejlige blå vand, ved den pragtfulde strand med store kratere skabt af skildpadder fra tidligere æglægninger. Vi snorklede blandt alverdens farvestrålende fisk og spændende koraler. Jeppe mente bestemt at han havde set Nemo. Andre og mere erfarne dykkere havde samme dag set flere hajer i farvandet, så vi var taknemmelige for kun, at have hilst på Nemo og alle hans farvestrålende venner.
På grund af havskildpadderne har man oprettet en lille forskningsstation med klækkeri på øen.Hver nat holder "park rangerne" udkig efter havskildpadderne. Når de observerer én, holder de øje med den, og så snart den har gravet et hul i sandet på stranden og går i gang med at lægge æggene, kravler park rangerne om bagved skildpadden og samler alle æggene op i en spand mens de bliver lagt. Når den voksne skildpadde er færdig, bliver den mærket, målt og registreret. Herefter bliver æggene overflyttet til det indhegnede klækkeri midt på øen.
På denne måde forsøger man at sikre, at så mange baby-skildpadder bliver udklækket som muligt.
På klækkeriet nedgraves æggene atter i sandet i den korrekte dybde og ca. otte uger senere er æggene udklækket
Efter aftensmaden ventede vi spændt på den første skildpadde skulle dukke op. De ankommer mellem kl. 19 og 06, så det var interessant om vi skulle være oppe hele natten. Vi var heldige. Kl. 21.30 var den første skildpadde i gang og vi småløb ned til dens rede for at se den lægge sine æg. Hendes skjold var 102 cm langt og 79 cm bred. Skildpadden kravler op på stranden efter mørkets frembrud. Derefter finder den et passende sted hvor den graver sig ned i sandet og efterfølgende graver et 50 cm dybt huld hvor æggene lægges. Der var 105 æg. Temperaturen har stor betydning for om æggene skal udvikle sig til enten han eller hun skildpadder. Ved høj temperatur udvikler de fleste æg sig til hunskildpadder. Rangerne kan hermed være med til at påvirke antallet af han og hunskildpadder ved hjælp af at placere æggene i enten skygge eller sol. Æggene ligger i sandet i ca. 8 uger hvorefter babyskildpadderne udklækkes, kravler op af sandet og sættes ud i havet. Drengene fik lov at hjælpe med at sætte de nyudklækkede skildpadder ud i havet. Det er desværre kun 2 - 5 % af babyskildpadderne som overlever.
Vi var alle vildt imponeret over oplevelsen med disse fantastiske dyr. Noget så stort og alligevel så sårbart. Vi har alle set skildpadder i diverse zoologiske haver, men at stå på en strand efter solnedgang i 28 graders varme og hvor den eneste belysning er månens skær og opleve en kæmpe skildpadde lægge sine æg er simpelt hen så stort og fascinerende. En oplevelse som er så svær at beskrive med ord og billeder. Selv lille Lærke holdt sig vågen og jeg ved ikke om hun forstod hvad der foregik, men vores begejstring smittede i hvert fald af på hende og hun var meget optaget af det store dyr. Hun har efterfølgende lært at sige skildpadde, så nu ser hun skildpadder overalt.
Vi forlod Selingan Island kl. 7:00 næste morgen for at sejle tilbage til Sandakan. Herfra gik turen til Sepilok Rehabilitation Centre, hvor en flok rødhårede primater ventede os.Consequently, 43 sq km of protected land at the edge of Kabili Sepilok Forest Reserve was turned into a rehabilitation site for orang utans, and a centre built to care for the apes. Et 43 kvadratkilometer stort område i udkanten af Kabili Sepilok Forest Reserve blev i 1964 forvandlet til en rehabilitering center for orangutanger The facility provides medical care for orphaned and confiscated orang utans as well as dozens Anlægget giver pleje til forældreløse og mishandlede orangutanger samt snesevis af andre vildtlevende arter. Some of the other animals which end up being treated at the centre include; Sun Bears, Gibbons Sumatran Rhinos and the occasional injured Elephant. Hovedformålet med Sepilok er at rehabilitere aberne til et selvstændigt liv i junglen. Vi mennesker er primaternes største fjende. På grund af skovfældning, ulovlig kæledyrshandel i Asien og jagt er vi mennesker med til at bringe orangutangernes eksistensgrundlag i fare i fremtiden.Recently rehabilitated individuals have their diet supplemented by daily feedings of milk and bananas. Sepilok is considered by the Wildlife Department to be a useful educational tool with which to educate both the locals and visitors alike, however, they are adamant that the education must not interfere with the rehabilitation process. Sepilok anses af Wildlife Department for at være et nyttigt pædagogisk redskab til at oplyse både lokale og besøgende om primaternes sårbarhed og hårde vilkår naturen.In the wild orang utan babies stay with their mothers for up to six years while they are taught the skills they need to survive in the forest, the most important of which is climbinI naturen blive orangutangerne hos deres mødre i op til seks år, mens de bliver undervist og guidet i de færdigheder, de behøver for at overleve i regnskoven. Derfor forsøger rangerne at lære de unge forladte orangutangunger de nødvendige færdigheder inden de senere forhåbentlig kan klare sig på egen hånd i regnskoven.
Vi var heldige at se flere orangutanger blive fodret på de opstillede platforme. I Malaysia inddeler man regnskovene i flere kategorier. Man inddeler skovene i primær og sekundær regnskov. Primær regnskov findes omkring Sepilok og kendetegnes ved at regneskovene ikke har været ofre for tidligere skovning. Hermed antager man at nogle at træerne er over 1000 år gamle og hermed regner man med at disse primære regnskove er de ældste i verden. Sekundær regnskov er blevet skovet gennem tiden hvilket betyder at vegetationen er yngre og ikke så mangfoldig.
I regnskoven fik vi for alvor den høje luftfugtighed at mærke. Bedstefar havde dagen forinden fået lidt for meget sol på maveskindet, så med en postkasse rød mave og 32 grader og den høje luftfugtighed var han mere optaget af at finde skygge og drikke vand end at betragte aberne.
Vores guide John viste sig hurtigt at være super god. Han kunne fortælle alt om aber og al vegationen - med sin cowboyhat og nysgerrige ansigtsudtryk kunne han iagttage abernes adfærd …
Samme aften efter mørkets frembrud skulle vi på nattevandring i regnskoven. På skildpadde øen havde vi fået besked på at dyppe vores strømper i saltvandet og lade dem tørre i solen. Grunden hertil var at vi på denne nattevandring havde risiko for at møde igler. Når strømperne så var dyppet i saltvand ville iglerne ikke sætte sig fast for at suge vores blod. Inden afgang var vi vist alle temmelig spændte på hvad der ventede os i mørket. Det viste sig at være en rigtig rigtig god oplevelse for både store og små. Lærke havde det dog bedst på mine skuldre eller i Helles arme. Vores guide John fortalte at det at betragte dyr i naturen er et spørgsmål om at træne sine sanser og primær bruge ørerne, næsen og øjnene. Munden er kun med til at skræmme dyrene væk. Da vi stod der i en kuldmørk skov med alverdens ukendte lyde fra bl.a. frøer, fugle, og aber måtte vi konkludere, at vores sanser også fungerede fint - men lige så fascinerende og spændende det var, lige så uhyggeligt var det. Vi så forskellige aber, slanger, en skorpion, diverse edderkopper og alverdens andet kryb. Efter endnu en kæmpe oplevelse traskede vi hjem til vores senge og var alle fyldte at indtryk fra en god og spændende dag.
Næste dag skulle vi køre ca. to timer til floden Kinabatangan. Kinabatangan er en af naturens skatkamre, der snor sig 560 km. gennem regnskovene, og er vært for tusindvis af dyr og spændende træer og planter. Efter køreturen skulle vi sejle en times tid for at komme frem til Kinabatangan jungle camp, hvor vi skulle bo de næste to dage. Så med rygsække og lidt indkøbt kiks og drikkevarer sejlede vi af sted på floden. Vi blev indlogeret på vores værelser og derefter ventede os en uforglemmelig sejltur på floden, hvor vi virkelig fik forståelsen for, at vi nu var tilskuere til vilde dyr i den vilde natur. De næste to dage havde vi fornøjelsen af 5 sejlture fordelt på forskellige tidspunkter på døgnet. Vi så alverdens spændende dyr lige fra orang utanger, næseaber, næsehornsfugle, diverse slanger, meterlange varaner, ørne, krokodiller og alverdens andre spændende dyr. Vi snakkede meget med drengene om, at de dyr vi så ikke befandt sig i en dyrepark ligesom vi er vant til, men at dyrene var vilde i den vilde natur. Det virkede lidt surrealistisk og ligeledes spændende at opholde sig i denne vilde natur omgivet af dyr, som vi normalt ser bag tremmer.
Vores guide var fantastisk til at finde frem til dyrene. Via sin lugtesans kunne han finde frem til de forskellige dyr og om natten var hans værktøj til dyrenes univers en kraftig lygte, som han lyste med. Herved kunne han se dyrenes skinnende øjne og kategorisere dem. Han var virkelig en vildmand med sans for natur og dyrelivet.
Om aftenen når vi skulle sove virkede det hele lidt uhyggeligt. Lydene fra alle dyrene og alverdens smådyr kravlede rundt blandt os. Vi blev hurtigt enige om at det hele var fantastisk og en uforglemmelig oplevelse, men at vi var de små i denne i denne verden.
Efter nogle dage på floden sejlede vi tilbage, hvorefter turen gik til mount Kinanbalu. Vi blev indlogeret på et hyggeligt hotel med en super udsigt over bjergene. Mount Kinabalu er 4100 meter høj og et af de højeste punkter i sydøstasien.
Turen tilbage til Kota Kinabalu var ligeledes en stor oplevelse. Vi besøgte et traditionelt malaysisk langhus, hvor der bor ca. 80 familier. Vi havde forinden købt lidt søde sager som drengene kunne dele ud til børnene i landsbyen.
Efter 6 dages rundtur på Borneo, hvor vi har oplevet så mange spændende ting, har vi nu fundet et hyggeligt sted syd for Kota Kinabalu. Her nyder vi vandet og drengene spiller bordtennis og tennis. Jeppe har fået lært at svømme, så han er næsten ikke til at få op af vandet - Lærke tøffer rundt i baderingen og Casper øver diverse hovedspring. Vi nyder i høj grad selskabet med mine forældre og gør hvad vi kan for at få det bedste ud af de sidste dage, inden vi på fredag må sige farvel til dem og Malaysia, og vi rejser videre til vores sidste land på vores rejse, Filippinerne.
Vi har det alle stadig super godt og nyder virkelig rejselivet. Det var en super god beslutning vi tog. Tiden er vores egen og bliver ikke forstyrret af diverse overfyldte kalendere og ringende mobiltelefoner. Oplevelserne er enorme og gør stort indtryk på os alle. Helle og jeg snakker indimellem om hvordan vi kan overføre nogle af de værdier til livet hjemme, hvor hverdagen ofte kræver et andet tempo og mere planlægning. Det må vi jo se, om vi kan få forenet, når vi vender hjem. Men den tid, den glædeJ
Jeg vil takke af for denne gang. Ha' det alle godt hjemme i det stadig kolde og vinterklædte Danmark.
Knus og varme tanker fra Mads og resten af familien gyldenkål.
- comments
inger Hej med jer hvor er det spændende at læse om jeres fantastiske oplevelser, det er helt utrolig. Fortsat god rejse - pas godt på hinanden og de "gamle" - vi gælder os til at se og høre mere når de kommer hjem til kulden. Knus Inger
Rikke Uh, dejligt at læse om Borneo :) Vi er kun en liiiille bitte smule misundelige ;) Vi så faktisk også Nemo på Seligan, så Jeppe har helt sikkert ret ;) Nyd resten af turen! Knus Rikke