Så fik vi sagt farvel til Borneo og på gensyn til bedstemor og bedstefar. Håber de er kommet godt hjem til Danmark. Vi har virkelig nydt deres selskab og glæder os over at have nogle fælles minder, så tak bedstemor og bedstefar (på Lærkesprog Besse) for at I valgte at besøge os!

Efter to timer i de højere luftlag med flere ubehagelige lufthuller, landede vi i Manila Clark lufthavn kl. 15.30. Da vi gik ud af flyet blev vi budt velkommen til Filippinerne af en varm og mere tør luft, end den vi havde oplevet på Borneo. Vi havde håbet på at emigrationskontoret i lufthavnen ville give os lov til at opholde os i landet i mere end de tilladte 21 dage, der ikke kræver visum. Måske jeg ikke smilede til hende på den rigtige måde… i hvert fald gav hun os besked på at opsøge et emigrationskontor for at få forlænget vores ophold her på Filippinerne, inden de tilladte 21 dage er gået, så det skal vi have gjort inden den 5. marts.

Manila Clark lufthavn ligger 1½ times kørsel nord for Manila. Efter at have fået vores rygsække, hoppede vi ombord i en bus - men ikke en hvilken som helst bus. Udefra lignede den en skrammelbus, men indeni ventede bløde, gigastore lænestole. Rigtig amerikanerstil! Og så var det ellerts af sted mod millionbyen Manila. Men, men, men! 1½ time var langtfra nok! Vandvittig fredagstrafik gjorde, at busturen tog 4 timer i stedet for 1½. Dog gav turen os rigtig god tid til at få et indtryk af Metro Manila, som hovedstaden kaldes. Førstehåndsindtrykket må siges at være lidt skræmmende. RIGTIG mange biler, IMPONERENDE mange mennesker og skræmmende mange fattige.

Vi blev sat af på busstationen i den sydlige bydel. Det var blevet mørkt og det vrimlede med mennesker, hunde og biler over alt, og blandet med larmen fra trafikken gjorde mødet med denne enorme by (14 millioner indbyggere) lidt for spændende. Børnene tog det som altid super pænt. De bar deres rygsække og havde fået besked på at blive tæt på os. Helle og jeg var meget opmærksomme på at holde sammen på tropperne og fandt hurtigt en taxi, som kunne køre os til det hotel, vi havde bestemt os for at tilbringe de næste par dage. Det viste sig desværre, at hotellet ikke havde ledige værelser, og da klokken efterhånden var blevet rigtig mange, fandt vi med hjælp fra en hjælpsom taxichauffør et andet, nok lidt for luksuriøst for os, hotel (Palm Plaza Hotel). Casper havde det ikke så godt oven på dagens rejse og kastede op. Efter en god nats søvn, var han dog frisk igen. Aftensmaden blev indtaget kl. 21.00 og derefter gik vi alle i seng, mætte af dagens oplevelser.

I rejsebøgerne står Manila beskrevet som "byen der aldrig sover." Det må siges at være sandt. Det vrimler med mennesker og biler overalt døgnet rundt. Rundt på gaderne viser fattigdommen sig tydeligt. Selv små børn, yngre end Jeppe tigger om penge og mad. Det er lidt svært at være tilskuer til. Vi har besluttet at sige farvel til Manila i morgen tidlig, hvor vi flyver med Cebu Pacifik Airlines til øen Cebu (1 times flyvetur) hvorefter vi håber at finde en båd til øen Bohol, hvor vi vil udforske de hvide sandstrande og forhåbentligt se nogle af verdens mindste primater - spøgelsesaberne.

Håber I alle har det godtJ

Knus Lærke, Jeppe, Casper, Helle og Mads.