Kære alle hjemme i det stadig kolde Danmark.

Vi håber I alle har det godt trods den lange vinter. Det er altså vildt, at der bliver ved med at være sne. Gad vide om der også ligger noget når vi vender hjem om en 5 ugers tid? Egentlig håber jeg det ikke. Vi har vænnet os til at have en daglig temperatur på 30 grader, så vi får nok et kuldechok, hvis det stadig er minusgrader.

Nå, men dagene går jo og det er en god uge siden vi forlod Manila sidste søndag kl. 06.30. En taxitur der blot skulle tage 15 minutter tog en time. Trafikken i Manila er bare et kapitel for sig. Nå, men efter en flyvetur på en god times tid, endte vi i Cebu Citys lufthavn.På vej efter vores bagage, kommer to fnisende damer stormende efter Mads og drengene, og beder dem stoppe op. De skal alle tre have en lille gave, da de i dagens anledning har en rød bluse på. Åhh ja, søndag den 14. februar var ikke blot dagen hvor det kinesiske nytår skulle fejres. Det var selvfølgelig også Valentinsdag! Gaven var nu ikke noget specielt. Noget energidrik og en masse perlekæder, som hurtigt blev foræret til Lærke. Optrinnet får os gjort lidt rundt på gulvet, men vi får fat i vores rygsække og en taxa og bliver kørt til havnen, hvor vores færge til øen Bohol venter. MEEEEN, hvor er klapvognen? Ja den venter på os i lufthavnen. Børnene og jeg sætter os og venter, mens Mads drøner af sted. Færgen når vi desværre ikke, så vi må vente to timer på den næste.

Sejlturen tager 2 timer. Den bruges til en velfortjent middagslur til os alle. Vi går i land i øens hovedstad Tagbilaran. Efter en lille gåtur, booker vi os ind på Sun Avenue Hotel, hvor vi bliver i to dage.

Her fra går turen til Anda Beach på øens sydøst kyst. På turen dertil, aflægger vi spøgelsesaberne et lille visit. Små aber, der ikke er større end en knyttet hånd, og så har de de kæreste store øjne. Det var virkelig en god oplevelse at opleve dem, også selv om det er dyr der lever i fangenskab, dog under ordnede forhold.

Ved Anda Beach bor vi på Dapdap Beach Resort. Igen lyder navnet mere eksotisk end stedet egentlig er. Vi bor i en lille primitiv hytte, kun med koldt vand i bruseren. Men vi er langt væk fra civilisation og larmende biler, og har den fantastiske udsigt. Strandens sand er næsten kridhvidt, desværre er det svært at bade, da det er stenet og fyldt med søpindsvin, hvilke man IKKE har lyst til at sætte sine fødder ovenpå.

Tirsdag morgen overmandes jeg af en "skuffelsesfølelse". Stedet og stranden er ikke som jeg drømte om, og oveni at vi betaler dyrt for at bo så primitivt, har jeg lidt svært ved at finde glæden ved stedet. Mads og jeg tager en snak om rejsens videre forløb. Inden vi forlod Sun Avenue Hotel, havde vi også en snak. Her blev vi enige om ikke at søge forlængelse af vores visum, men blot rejse rundt på Filippinerne i de 21 dage vi har "gratis". Filippinerne er et meget anderledes land. Jeg føler mig ikke nær så tryg her, som jeg har gjort alle de andre steder, og vi passer godt på vores ejendele. Mange steder står der bevæbnede vagter. Man bliver tjekket inden man får adgang til indkøbscentre og supermarkeder. Alle hoteller og guesthouses er bemandet af en vagt 24 timer i døgnet. Selv et besøg på MC Donalds overværes man af en bevæbnet vagt. Jeg kan dog ikke helt blive enig med mig selv om, om der er grund til at føle mig utryg. Når man går en tur på gaden, er folk så smilende, hilsende og hjælpsomme. Aldrig har jeg svaret så mange gange på hvor jeg kommer fra og hvor længe vi rejser rundt. Flere gange er jeg også blevet spurgt om hvor gammel jeg er, og får heldigvis et smigrende svar: "Oh, you are so young." Et svar de dog sikkert også ville give, hvis jeg fortalte dem at jeg var 52. Her i landet ønsker man ikke at fornærme nogen, og de vil hellere give et uærligt svar end at afvise, hvis man beder om hjælp. Noget man lige skal huske, hvis man spørger om hvornår bussen kører.

Nå, men enden af det hele blev, at vi besluttede at tage af sted fra Anda Beach igen om onsdagen omkring middagstid. Herved havde vi halvanden dag ved stranden. Og dejligt var det igen at få lidt sol. Tirsdag eftermiddag gik vi en lille tur, og her kommer vi i snak med nogle lokale. De fortæller os lidt om deres hverdag. Den ene er en mand på 40 år. Han har tre børn, som han må tage sig af, da hans kone arbejder 50 km væk som hushjælper, og hun er blot hjemme en gang om måneden. Familien har ikke råd til elektricitet, og børnene får i hvert fald ikke et bad eller rent tøj på hver dag. Det var tydeligt at se.

Den anden mand var lige som Mads 34 år. Han tjente penge ved sit lille landbrug samt som fisker på havet. Noget han ikke var så glad for, da han let blev søsyg.

Et hyggeligt møde, men igen får man følelsen af at være en forkælet og rig vesterlænding. Det gør altid noget ved én at snakke med mennesker uden de store økonomiske midler. Det er sgu egentlig lidt synd for dem, men vi kan bare ikke redde dem alle, selvom vi godt kunne have lyst til at give dem en lille skilling. Dog skal de have, at de ikke piver eller beklager sig over deres leveforhold. Blot er de alle ofre for et land, der ledes af dårlige og korrupte politikere.

Onsdag går turen tilbage til Tagbilaran, hvor fra vi sejler til Dumaguete på øen Negros, hvor vi har reserveret værelser på Harolds Manison Tourist Inn. Her er vi stadig, men ikke længe. I morgen tidlig kl. 5.00, dvs. når I så småt er på vej i seng i aften, tager vi den lokale bus til Negros-øens nordvestlige hovedstad Bacolod. En tur der forventes at tage minimum 6 timer. Herfra sejler vi videre til øen Panay og byen Iloilo City, så dagen er dømt til store rejsedag. Vi har i dag provianteret, så vi er sikre på ikke at dø de næste 6 dage, og det blot til busturen.

Her i Dumaguete har vi egentlig ikke lavet det store, andet end at opleve byens liv. Vi har været på en enkelt dagstur til et vandfald. Mægtigt flot syn. Her lykkedes det os også at spotte nogle vilde aber - Long tailed Maquaca aber. Jo, vi havde en god læremester i ham John Nair fra Borneo. Det var Casper der først spottede dem. Vores chauffør har været ved vandfaldet mange gange, og troede ikke på os, da vi fortalte ham at vi stod og så på aber. Kort efter fik han dog selv øje på dem efter vi hjalp ham lidt på vej. Et syn han aldrig før havde set.

Tanken med de næste par dage er at nå frem til en lækker badestrand på øen Mindoros nordkyst. Det kommer til at tage os en tre dage at nå vores mål - håber vi! Transporten fra sted til sted byder altid på forskellige udfordringer. En bus kører når bussen kører, køreplaner findes ikke. Færgen sejler når færgen sejler, muligvis og nogen gange efter planen. Men det hele går jo nok alligevel. Det må jo bare tage den tid det tager.

Vi har ikke booket noget værelse i Iloilo City. Telefonforbindelserne øerne imellem er helt håbløse. Vi kan for eksempel ikke ringe fra Hotellets telefon til øens nordvest side, og at ringe til en anden ø, ja det lader sig vist kun gøre med røgsignaler. Kalkuleringspapir og gamle hakkebræt (skrivemaskiner) er et almindeligt syn på både fine hoteller og i banker. Det føles nogle gange som at være 50 år tilbage i tiden. Men hva' - det har jo også sin charme.

Nå, det var vist det for denne gang! Sengen kalder. Ha' det endnu engang godt, og pas på jer selv og hinanden i det kolde vintervejr.

Vi beklager at der ikke er lagt nye billeder ind fra Filippinerne, men nettet er en smule ustabilt hvilket resulterer i, at oploadningen af billeder ofte bliver afbrudt.

De varmeste knus

Helle og de 4 andre solbrune globetrotter.