Profile
Blog
Photos
Videos
Arendse angrebet af vilddyr.
Efter endnu en gang at have sovet små 12 timer, havde vi en stille og rolig morgen, hvor vi besluttede, hvad vi skulle bruge vores dag på. Eller helt stille og rolig var den nu ikke. Lige pludselig midt i morgenmaden hørte vi lyden af hvinende bremser og et højt PIV. Det var en af Buenos Aires’ mange herreløse hunde, der var blevet kørt ned, og havde efterladt en stor rød plet midt i gadekrydset.
Ligesom i de fleste andre kristne lande, er det meste lukket om søndagen, så vi kunne vælge mellem at gå til katolsk messe eller at gå i botanisk have. Det gode vejr vandt, så vi gik i botanisk have. Som forventet var der en hel del blomster og høje træer i haven. Det var et ganske nydeligt og stille grønt område midt i storbyen, så vi var ikke de eneste, der havde fravalgt søndagsmessen. Rundt omkring på plænerne lå der folk og studerede, tog sol, gik tur med deres hunde, og selvfølgelig også en masse kærestepar der lå og kyssede. I haven var der også en del herreløse katte, som Arendse naturligvis gerne ville have kælet, hvis ikke hun havde været lidt bange for sygdomme. Et sted i haven var der et egetræ, som Arendse ville kigge nærmere på. Hun nåede dog ikke at kigge så lang tid, inden hun blev angrebet af et meget stort og blodtørstigt monsterdyr (se billedet). Det var hun i hvert helt sikker på, at det var. Og Ida var ikke specielt ridderlig – hun stod bare og grinede af optrinnet.
Efter at have flygtet fra det farlige, farlige dyr, gik vi på indkøb. Det blev noget dyrere end vi havde regnet med hjemmefra, for priserne er steget meget i løbet af de tre år, der er gået siden Arendse var her. Kursen er så også faldet fra ca. 1,90 til 1,34, men stadig med det i betragtning er priserne på mange varer steget med minimum 50%. De officielle tal har vi ikke styr på, men inflationen her må bare være noget højere end hjemme i andedammen.
Aftenen brugte vi på at gå i biografen og se Julie & Julia, en komedie med Meryl Streep og Amy Adams. Den var meget hyggelig, men den manglede lige den sidste punch line, og så var der som sædvanligt skruet alt for højt op for airconditioneringen. Det er lige som om, at sydamerikanere synes, at de bliver nødt til at gøre rede for varmen uden for, ved at gøre deres biografer og storcentre helt vildt kolde.
- comments