Profile
Blog
Photos
Videos
Iguazu-vandfaldene
Når man opholder sig i et land i en måned, lærer man en ting eller to om befolkningen. En af de ting man lærer om argentinerne er, at man ikke skal regne med dem, når det gælder tid. Dette var også gældende for vores bustur til Puerto Iguazu på grænsen til Brasilien. I terminalen i Rosario havde vi fået at vide, at turen ville tage lige knap 17 timer, hvilket ville betyde, at vi ville komme frem kl. 12 den 26. november. Det reelle tidspunkt blev lidt i 14, og selvom halvanden - to timer ekstra måske ikke synes af så meget, når man i forvejen har rejst 17, så føles ens bagdel altså noget flad, efter at have været placeret i det samme sæde i næsten et døgn.
Nuvel, vi fik fundet os en lokal bus, og tog ud til det hostel, vi havde fået anbefalet af vores rejseagent Peter i Danmark. Hostel Inn Iguazu er også beskrevet i Loney Planet som det bedste hostel i Argentina. Det første vi fik øje på, da vi steg ud af den lokale bus, var en kæmpe stor blå swimming pool omkredset af palmetræer. Hvilket jo altid er et godt tegn ;)
Vi tjekkede ind og gik derefter direkte ned til poolen, hvor Arendse fik nydt vandet og Ida en halvvarm cola på kanten af poolen. Om aftenen var der asado og tango show som vi nød i selskab med vores nye amerikanske kammerat Nick.
Næste morgen tog vi tidligt ud af døren for at se vandfaldene fra den argentinske side. Vi tog en lokale bus ud til parken og betalte vores turistindgang, som ikke just var billig, men så er det jo ofte på den slags steder. Derefter bevægede vi os ind i parken på opdagelse, så meget opdagelse man nu kan på cementbelagte stier.
Aldrig havde vi set så meget vand, og selvom Arendse havde besøgt vandfaldene to gange før, var det stadig en meget imponerende oplevelse. Normalt er vandstanden i floden nedenfor vandfaldene 80 cm, men da vi var der, var den helt oppe på 2,5 m. Vandet var chokoladebrunt med hvidt skum, som mindede meget om flødeskum, pga. al den røde jorden, der bliver revet med af strømmen. Vi gik rundt og kiggede på vandfaldene oppefra, nedefra, fra alle sider og hver gang vi stoppede, tabte vi både næse og mund. De var helt fantastiske smukke og mængden af vand som fossede ned hvert sekund var helt ubegribelig. Det sidste stop blev gjort ved ”La Garganta del Diablo” (= Djævlens Gab), som er noget af det mest imponerende vi har set so far. Lyden fra vandet, som bare forsvandt ned i mere vand, var øredøvende. Vi måtte næsten råbe til hinanden for at føre en samtale. Her måtte vi tage kameraerne væk, så vi rigtigt kunne se naturens kræfter live. WAUW er det eneste ord der kan beskrive det.
Vi sov godt den aften, da hele turen rundt havde taget ca. 6 timer, uden busturen frem og tilbage til hostellet.
Næste dag tog vi med hostellets transferbus over grænsen til Brasilien for at se vandfaldene fra den anden side. Vi er så glad for vi er fra Danmark eller i det mindste Den Europæiske Union, da amerikanere og canadiere skal betale mange penge for at komme ind i Brasilien og derfor ikke får oplevelsen af Iguazu-vandfaldene fra begge sider.
Nå, men tilbage til vandfaldene. Vi kom ind i parken og havde fået 3 timer til at se den brasilianske side inden bussen igen vendte snuden mod Argentina. Oplevelsen på den brasilianske side var helt anderledes, da man lige pludseligt kunne se ALLE vandfaldene på en gang. Panoramisk udsigt. Det var fantastisk, og først nu da fik vi virkeligt set, hvor stort et område Iguazu-vandfaldene strækker sig over. Til gengæld blev vi også meget mere våde på den brasilianske side, da vinden kom fra den argentinske og blæste al vandsprøjten over i vores hoveder. Udover vandsprøjten kunne vi også stå midt i vandfaldene, hvilket vi selvfølgeligt også skulle prøve. Efter en tur ud i midten af et virvar af vand var, specielt Arendse, gennemblødt. Men så er det godt solen her varmer rigtigt meget.
De næste par dage var det meningen vi skulle have tilbragt i Brasilien ved kysten, men vi havde ikke lige taget højde for at mandag var en helligdag (De dødes dag, hvor man mindes de afdøde ligesom i bl.a. Mexico) , så vi kunne ikke finde et hostel, vi ville have råd til. Så vi besluttede os for at blive på hostellet i Iguazu og nyde solen og feste (og så var Arendse blevet lidt småsyg, så for hende skyld var det også rarest at blive det samme sted). Ida fik til gengæld mulighed for at dyrke sin irske fetich - så meget at en irer forsøgte at kysse hende. (hehe) Ida var dog ikke helt enig i den beslutning, så hun flygtede ud på toilettet i sikkerhed.
Inden Ida endeligt besluttede sig for at tage til Sydamerika var en rejse til Irland meget oppe i overvejelserne, men Sydamerika blev det og det er ikke fortrudt. Men Iguazu blev lidt sjovere, da vi hele tiden fik irske roommates. Der kan umuligt være flere irere tilbage i Irland ;)
Den sidste aften tog vi ud og spise middag med canadieren Bill og ireren Sean Paul, hvor Ida fik fisk (mand, man savner fisk efter en måned kun med oksekød) og de to mænd havde mulighed for at prøve den argentinske delikatesse grillstegte tyretestikler. Hvilket de dog sjovt nok ikke havde vildt meget lyst til at prøvesmage.
Den 31. Okt tog vi bussen mod Sao Paulo, men først skulle vi lige gennem paskontrollen ved grænsen. Vi kom ret hurtigt igennem og fik vores indrejsestempler, men alligevel var ventetiden helt vildt lang. Langt om længe kom alle busassagererne igennem (måske skyldes det en uheldig amerikaner) og vi kunne sætte kursen mod Sydamerikas største by.
- comments