Ak ja, så gik maj måned også! Nu er der kun en måned tilbage af praktikken - det er altså bare helt vildt at tænke på! Da vi kom herned syntes jeg der var utrolig lang tid til jeg skulle hjem, og var også lidt nervøs for om tiden hernede ville blive lang - men nej, tiden flyver af sted og der er nu kun 2 måneder til turen går hjem igen.

Maj måned har været den sidste måned af børnenes sommerferie og vi har atter haft mange ting i gang ude på børnehjemmet. Nu har vi jo kun 1 måned tilbage med børnene, men de starter i skole igen den 4. juni og vi går derfor tilbage til en hverdag, hvor børnene først er hjemme sent på eftermiddagen.

I denne måned har vi virkelig kunne mærke at der var sommerferie. Mange af børnene har været på ferie ved det familie de nu har. Nogen i 2 uger, andre i 1 hel måned. Vi har også en pige, som blev hentet i starten af april af sin mor, som hun ikke havde haft kontakt til siden hun var lille. Hun var væk hele sommerferien og kom tilbage her i går. Det var rigtig godt at se hende igen og tror også hun var glad for at være tilbage! Ellers har nogle af drengene gået i sommerskole, for ikke at skulle gå skoleåret om. Og vi har også nogle, som har haft sommerferie job. Så det er ikke lige hver dag, der har været så mange børn på børnehjemmet, hvilket vi jo inden sommerferiestart havde regnet med at der ville være hver dag.

I starten af maj gik Ivan i gang med at male vægge. Lenette havde fået sponsoreret et beløb fra en avis i Fredericia, som skulle gå til istandsættelse og dekorering af vægge. Ivan malede en væg hos både drengene og pigerne. Resultatet blev super fint og alle på børnehjemmet har fulgt med i hele forløbet og syntes det er blevet rigtig godt. Vi har lagt billeder ind på vores støtteside på facebook, hvis I gerne vil se resultatet :)

Weekenden i uge 18 holdte Lenette, Nadja, Majken og jeg en fridag og valgte at tage ud til et de lækre resorts på Mactan (øen jeg arbejder på). Der findes ikke rigtig nogen strand her i Cebu, så derfor kan man i stedet tage ud på Mactan. Vi betalte 1500 pesos, omkring 200 danske kroner, for at benytte deres strand hele dagen, og så var der også inkluderet frokost. Så her hyggede vi og slappede af hele dagen, det var super skønt! Om aftenen kom der nogle af de andre studerende ud til pigerne i Pilipog, hvor vi holdte en hyggelig barbecue og tog ind og hørte et lokalt band på en af vores yndlings steder i Lapu Lapu. Dagen efter var der Basketball finale, som vores drenge skulle deltage i. Vi havde klippet pom pom'er i hvide og grønne farver, som passede til drengenes spilledragter, så vi var helt klar til at heppe. Der var masser af publikum og en rigtig god stemning. Desværre tabte drengene, men de tog det rigtig flot. De var stolte af sig selv og deres 2. plads, og det var jo klart det vigtigste.

Mandagen efter skulle vi fejre drengenes 2. plads. Steffanie havde lejet en karaoke maskine og vi havde købt ind til snobrød og skumfiduser. Børnene har før lavet snobrød med danske studerende, og de har siden dag 1 spurgt os, hvornår vi skulle lave "bread on at stick". Så de blev rigtig glade da de så vi kom slæbende på en masse pinde, for så vidste de godt, hvad der skulle ske :) Der var en rigtig god og hyggelig stemning hele dagen. De store sang og dansede til karaokemaskinen, mens de andre fik gang i bålet. Da bålet var klar havde vi 20 ivrige unger til at stå omkring os, som var helt klar til at lave snobrød. Børnene hyggede sig rigtig meget med det. De fik lov til at lave 2 brød hver og da dejen var sluppet op hen på aftenen gik vi i gang med at grille skumfiduser. Vi hørte musik, sang og dansede indtil ved 22 tiden. Suuuper hyggelig dag :)

Om onsdagen skulle vi atter en tur til stranden - de kære børn ELSKER at bade og spørger hele tiden, hvornår vi skal svømme igen. Så vi måtte igen drage en tur til vandet :) Inden vi tog af sted skulle vi tage afsked med John Mark, Rose Marie og Coco, som skulle flytte tilbage til deres forældre på Bohol. Det var rigtig sørgeligt og meget underligt at sige farvel til dem. Jeg selv havde fået det rigtig godt med Rose Marie, så det var ikke helt nemt at sige farvel. Nogle af de andre børn sagde til os, at de sikkert kom igen, da de var overbevidst om, at børnenes forældre ikke ville kunne få hverdagen til at hænge sammen, når de fik børnene hjem igen. Men, vi har ikke set noget til dem endnu og jeg tror heller ikke at vi ser dem igen.

Dagen ved stranden var ganske fin. Dog var det ikke et af de bedste steder at bade og vi overvejede også om vi skulle tage hjem efter frokost. Men det protesterede børnene imod, så vi valgte selvfølgelig at blive. Da vi kom tilbage på børnehjemmet var Nina, Baby og Jay kommet tilbage fra ferie - det var fantastisk at se dem og skønt at de var tilbage!

Torsdag var der grillfest for alle 60 studerende hos Elisabeth og Flemming fra Rise Above Foundation. Det var nu rigtig hyggeligt, men festen kom lidt sent, for folk var jo allerede opdelt i grupper på det her tidspunkt af opholdet. Man skulle måske i stedet vælge at lægge sådan en fest i starten af praktikken!

Fredag i uge 20 havde vi talentshow. Børnene havde brugt dagene forinden på at finde sammen i grupper og øve deres show. Os selv, Steffanie og vores nye frivillige, Leila, havde selv brugt 2-3 dage på at sammensætte og øve en dans, som skulle vises i starten af showet. Vi fik lavet en flot og farverig scene og brugte hele eftermiddagen på at lave forberedelser til om aftenen. Showet gik rigtig godt. Vi selv åbnede showet med vores dans og derefter viste børnene deres optrædener. Alle valgte at synge eller danse, på nær en gruppe med nogle drenge, som valgte at lave et sjovt indslag, hvor de havde klædt sig ud i dametøj. Alle børnene lavede nogle rigtig fine optrædener og det kunne sagtens ses, at de havde brugt tid og energi på det. Da stemmerne var talt sammen kårede vi vinderne - 1., 2. og 3. pladsen. Alle vandt en tur på filippinernes yndlings fastfood restaurant, Jolli-bee. Der blev herefter delt godter ud, sunget og danset.

Da vi havde sagt farvel til alle børnene og var kommet tilbage til pigernes lejlighed, var der minsandten kommet en sms fra Tømme. Bettemanden var (endelig) kommet til verdenen og jeg var blevet moster. Det var en fantastisk afslutning på en fantastisk aften :)

Onsdagen efter skulle vi ud at fejre vores vindere fra talentshowet. De havde alle gjort sig rigtig fine og var meget spændte på at komme på Jolli-bee. Da vi kom derind sagde vi til dem, at de selv skulle bestille det de ville have at spise. Pigerne især udnyttede dette og bestilte både en menu med kylling og ris og også en burger menu, derudover fik de også bestilt 2 desserter - en Float (sodavand med is og chokoladesauce) og en is. De fik selvfølgelig heller ikke spist det hele og måtte have noget af det med hjem på børnehjemmet.

Torsdag tog Helle og jeg ned og fornyede visum, heldigvis for sidste gang!! Vi havde inden fået at vide af nogle af pigerne, at vagten var begyndt at sige, at man ikke måtte have slippers på længere, hvilket vi har haft de sidste gange vi har været der. Den første gang vi skulle på Immigration og have fornyet visum, vidste vi ikke at man skulle have tildækket skuldre og knæ, så Helle og jeg måtte ikke gå ind. Der stod selvfølgelig en masse mænd klar ude på gaden med tøj vi kunne leje, og det blev vi jo så nødt til. Det samme skete denne gang, her stod en masse mænd klar med sko vi kunne leje. Men vi var heldigvis forberedt, vi skulle nemlig ned at træne bagefter, så vi havde vores sportssko med i tasken. Vagten så noget skuffet ud, da vi hev vores sko frem og det samme gjorde sælgerne ude på gaden. De har helt sikkert en aftale om, at vagten får nogle af pengene, hvis han siger nej til noget bestemt og får folk til at gå ud og leje tøj og sko af dem. Det er simpelthen for latterligt, men sådan fungere tingene desværre hernede. Alt er bare så korrupt.

Senere på denne dag måtte jeg, igen igen, overgive mig til sygedom. Jeg har den sidste måneds tid været syg 3 gange, alle gangene har det været influenza/forkølelse. Jeg orkede det simpelthen ikke mere til sidst. Nu håber jeg bare, at jeg får lov at gå denne måned igennem uden sygdom -det kunne være dejligt!

Mandag i uge 22 fik vi en ny dreng på børnehjemmet. Det har vi ikke oplevet mens vi har været her, så vi var lidt spændte på at se, hvordan det hele ville forløbe. Charlotte, som jeg bor sammen med, og Marie-Anne, var med for at aflevere ham. Han har de sidste to år boet på det drop in center, som pigerne arbejder på hernede. Børnene var meget nysgerrige da han kom, og stod i en stor flok omkring ham. Han var dog meget usikker og gemte sig hele tiden ind til Charlotte og Marie-Anne, hvilket jo var forståeligt, for det har helt sikkert været meget overvældende, at så mange nye ansigter står og kigger på en. Da pigerne og socialworkeren fra drop in centeret sagde farvel til ham, begyndte han at græde i vilden sky. De blev nødt til hurtigt at løbe ud i bilen, og da han kunne se dem køre smed han sig ned på jorden og var helt grædefærdig. Det var simpelthen så hårdt at se på, og Helle og jeg måtte også gå ind på kontoret for lige at sunde os. Husforældrene prøvede begge at opmuntre ham og tage ham i hånden, men han ville ingen steder, han sad bare og græd. Børnene var egentlig rigtig søde imod ham, de lagde armen omkring ham og prøvede at sige til ham, at alt nok skulle gå i orden. Han græd hele dagen indtil vi tog afsted. Det var lidt svært at gå fra ham, men vi sagde til husforældrene, at de måtte tage sig godt af ham, og det lovede de at gøre. Da vi kom dagen efter var der dog intet at mærke på ham. Han rendte rundt og legede med nogle af børnene. Han var tydeligvis også meget fascineret af de nye omgivelser. Det sted han var forinden var inde i Cebu, hvor der ikke var så meget at se på. Kun masser af huse og biler. Herude er der jo luft over ham, vand og træer omkring hele børnehjemmet og så flyver der flyvemaskiner meget tæt over os fordi børnehjemmet ligger tæt på lufthavnen. Så det er han virkelig vild med. Det er rigtig skønt at se, at han er faldet så hurtigt til.

Onsdag havde vi aktivitetsdag. Vi havde lavet 5 poster, som var fordelt rundt i Pilipog. Til at starte med gad børnene ikke rigtig være med, da vejret var dårligt. Dog var børnene alligevel nysgerrige og der kom hele tiden flere til under aktiviteterne. Dagen forløb egentlig rigtig godt. Børnene syntes det var rigtig sjovt at de skulle ud at gå for at komme til næste post og de var hver gang meget spændte på, hvad der nu skulle ske. Jeg selv stod ved en post, hvor der skulle laves papirsflyvere. Her skulle børnene få deres fly til at nå så langt som muligt, og på denne måde samle point ind til holdet. Denne post kunne børnene rigtig godt li', især de små syntes den var sjov, fordi de simpelthen bare elsker at lave papirsflyvere. Børnene havde hele dagen spurgt om der var en præmie til vinderen. Det havde vi besluttet os for, at der ikke skulle være, for de behøver ikke at skal have noget hele tiden. Denne dag handlede blot om fællesskab og teamwork, og vinderne vandt æren. Vi fik heldigvis heller ikke de store klager for dette.

Ellers er vi ved at gå ind i regntiden hernede. Siden weekenden har vi simpelthen haft så meget regn og tordenvejr. Inde i Cebu har gaderne også været oversvømmet fordi det regner så meget. Egentlig gør det ikke mig så meget, for det betyder bare at der er overskyet. Vi arbejder jo meget udenfor, og når solen er på og der ingen vind er, så er det altså bare nogle gange helt uudholdeligt at arbejde. Så jeg syntes jo bare det er fantastisk, for så skal man ikke gå og svede hele tiden :)

I morgen, fredag, skal vi have en "slut på sommerferien-fest". Her skal vi bare hygge hele dagen med karaokemaskine, og så har vi tænkt, at vi vil lave noget frugtsalat, da børnene både elsker frugt og alt sødt, så dette er vi sikre på vil blive et hit.

På mandag tager Helle, Charlotte og jeg til Bantayan Island. Vi skal lige have set lidt mere af Filippinerne, inden vi nu skal herfra den 8. juli. Så disse dage håber jeg selvfølgelig at vejret er med os, så vi bare kan ligge og nyde livet på stranden.

Denne måned er der også opgaveskrivning, hvilket jeg bare overhovedet ikke kan overskue. Der er kun 1 måned tilbage med børnene, og jeg vil bare meget hellere bruge min tid på dem. Jeg kan slet ikke klare tanken om at jeg snart skal sige farvel til dem!!

Ellers er der vist ikke så meget mere at fortælle herfra. Jeg håber I alle har det rigtig godt derhjemme. Nu er der kun 2 måneder til at jeg er på dansk jord igen! Glæder mig selvfølgelig til at se alle I skønne mennesker igen, men indtil da skal den sidste tid virkelig nydes :)

Ha' det fantastisk,

Ayo Ayo :)