Kære alle.

Første weekend væk fra Bangkok har budt på afslapning - og det var yderst tiltrængt!

Da jeg forlod Jer i tirsdags skulle jeg stå op til en endnu en oplevelse af det thailandske sundhedsvæsen.. både på godt og ondt

Vi kørte onsdag morgen til Ayutthaya, hvor vi sammen med sygeplejestuderende fra Taiwan og Thailand skulle besøge "Health promoting hospital". Jeg vil beskrive det, som værende en lokal sundhedsklinik, hvor især de fattige, som ikke har råd til transport, kan få hjælp til basale helbredsproblemer og tjek samt behandling af sår efter trafikuheld og lign..

Hver 2. og 3. onsdag foretages der også tilsyn af børn, hvor børnene måles og vejes samt vaccineres. Efter en kort rundvisning kunne vi hurtigt konkludere at forholdene var meget primitive og procedurerne forløber helt anderledes end hjemme i DK samt ressourceniveauet er meget lavt, hvilket desværre påvirker hygiejnen og sikkerheden i en meget negativ retning - men det er Thailand og så man må jo få det bedste ud af det.

Vi fik mulighed for at vaccinere børnene, som var i alderen 2 mdr. til 7 år. Jeg følte mig slet ikke rustet til at skulle fortage denne procedure pga. de kummerlige omgivelser, og det hjalp bestemt ikke at det hele blev gjort under stressede forhold, hvor fokus lå mere på at få så mange børn igennem så hurtigt det var muligt, i stedet for en beroligende stemning, som kunne fremme en positiv oplevelse hos barnet. Og så var der selvfølgelig det faktum, at børnene blev skræmte og ikke brød sig om at blive stukket - men nogen gange må man bide i det sure æble!

Så uden handsker og en vaccine, som blev overrakt af flere forskellige hænder (og man derfor ikke havde nogen anelse om hvad der blev givet)… samt med kanyler i meget forskellige størrelser og længder fik jeg vaccineret et 3 mdr. gammelt barn. Spritswaben, som skulle desinficere indstiksstedet blev genbrugt til at lukke af med bagefter (Hvad er meningen så med desinfektion, og av det må gøre ondt med sprit lige ned i stiksstedet?!). Ligeledes blev der fægtet rigeligt rundt med brugte kanyler, da klinikken kun havde en kanylespand, som skulle stå på sin faste plads over i hjørnet. Oh yes - jeg var i chok! Så det er ikke ligefrem de gode procedurer samt teknikker jeg får med i rygsækken fra Thailand, men til gengæld har jeg allerede fået rig mulighed for at arbejde med den æstetiske, etiske og ikke mindst den personlige side af sygeplejen.

En smule opkørte kunne vi fortsætte vores tur rundt i det lokale Ayutthaya, hvor vi skulle på hjemmebesøg hos en apopleksi patient. Patienten er blevet passet af sin datter og har på trods af 6 år som sengeliggende endnu ikke fået decubitus. Men igen faldt den gode sygepleje lidt til jorden eftersom vi alle studerende blev samlet rundt om patienten på en gang og kunne betragte hende, som en abe i bur. Situationen tog en ubehagelig drejning, da fokusset også kort efter blev vendt mod huset, som familien boede i samt deres lille pige på 1,5 år. Patientens svigersøn havde designet huset og var åbenbart en meget anerkendt arkitekt. Jeg er utrolig taknemmelig for thailændernes gæstfrihed og alt den opmærksomhed, der har været omkring vores besøg - men jeg synes det var rigtig svært at patienten ikke var i fokus og blev overladt til sig selv for at vi kunne pynte lidt og komplimentere den velstående familie. (Håber I kan fornemme min frustration - for det var FRUSTRATIONENS dag!)…

Men som sagt er thailænderne meget taknemmelige for vores besøg og har gjort meget ud af at give os gode oplevelser - så denne dag skulle også afsluttes med en tur til Ayutthayas ruiner og templer, hvilket var et rigtig smukt syn og med en kold is i hånden kunne jeg også finde smilet frem igen. Det havde været en meget grænseoverskridende dag, men spændende, lærerig og helt bestemt selvudviklende.

Torsdag var heldigvis nemmere at skulle forholde sig til. Vi skulle besøge et hospital her i Bangkok, som har specialiseret sig inden for traditionel thai medicin og alternativ behandling. Vi fik et yderst fyldstgørende diasshow om hospitalets historie, funktion og udvikling. Vi blev vist rundt på deres museum, som udstillede eksempler på behandlingsformer, materialer og bl.a. yoga- og massageteknikker. Besøget blev afsluttet med en fremvisning af behandlingslokalerne, som både anvendes til henviste patienter, men også private som ønsker at betale for en behandling. Så mon ikke de snart får besøg af nogle danske sygeplejestuderende…

Direkte fra hospitalet kunne vi om eftermiddagen sætte kurs mod en forlænget weekend på Koh Samet med afgang fra Victory Moment.

Da vi er så heldige at studere med Supanee, som også er udvekslingstuderende fra DK, men oprindelig thailænder, kunne vi uden problemer hoppe i en minivan, som efter 3 timers kørsel satte os af ved båden, som på en halv time sejlede os til Koh Samet. Vi var en flok trætte og sultne piger, som fandt frem til et meget forladt og nedslidt beachresort ved Lungwang - men det var mørkt, så vi krøb i seng med kakkerlakker og fugtige lagner - ad! Heldigvis havde vi hinanden og da vi fredag kunne stå op til lækker solskin, havudsigt og masser af strand begyndte humøret at stige. Supanee fandt hurtigt et lækkert resort 200 m fra det andet, så vi kunne checke ind i små søde velholdte og renlige hytter ved "Bell House" og kaste os over morgenmadsbuffet med alt fra english breakfast til tradionel thaimorgenmad. Resten af weekenden kunne vi nyde strand, sol og MASSER af skønne varme havbølger! Vi fik også set lidt af Koh Samet med en gåtur op langs kysten til Sai Kaew og kunne hver aften spise aftensmad og hygge med kølige drinks lige ved havet og med et ildshow som underholdning. SKØNT!

Første uge på vores afdelinger på Ramathibodi Hospital er nu skudt i gang. Jeg skal sammen med Julie, Katrine og Majbritt være på pædiatrisk afdeling, hovedsagligt pædiatrisk 5 som er børn 0-5 år. Børnene kan have meget forskellige diagnoser bl.a. kan nævnes leukæmi, respirationsbesvær, ernæringsvanskeligheder, cerebrale skader og metastaser i forbindelse med cancer. Vi er i løbet af de sidste 2 dage blevet introduceret til de forskellige afdelinger inden for det pædiatriske område. Vi har hilst på mange nye ansigter og fået tildelt thainavne, da vores egne kan være meget svære for personalet at udtale. Jeg hedder derfor Dao, hvilket betyder stjerne.

De 2 dage har budt på nogle sørgelige skæbner, hvor vi bl.a. har set præmature børn i kuvøse, 5-årige som får kemoterapi og børn i hæmodialyse. Hårdt! ..men børnene er stadig glade og nysgerrige, når vi kommer på besøg.

Vi afsluttede dagen med lidt praktiske færdigheder i forhold til at holde spædbørnene og klargøre dem til forskellige procedurer og vi fik gennemgået programmet for de næste 10 uger - jeg er KLAR! Glæder mig!

Her til aften har Julie fået besøg af sin veninde hjemme fra DK, som skal bo hos os hen over weekenden - Hyggeligt!

Nu kan I vist ikke rumme mere, og jeg vil fylde bægeret til næste gang.

1000 knus og tanker herfra. Anne aka DAO.