Profile
Blog
Photos
Videos
Om få timer er det en hel uge siden, at jeg satte mine ben her i Bangkok - og hvor er der sket meget!
Bonus info!
"Krung Têep" betyder City of Angles og er det thailandske navn for Bangkok.
Siden i mandags har vi haft intensiv sprogundervisning på UTCC. Det har været hårdt, men nu hvor man begynder at kunne kommunikere med de lokale bliver livet langt sjovere og jeg er ivrig efter at lære så meget thai som er muligt! Jeg er så småt begyndt at kunne bestille det mad jeg kan lide, spørge efter anvisninger, forhandle priser på markedet og introducere mig selv samt små høflige vendninger som goddag, mange tak osv. Thaierne virker utrolig glade for ens forsøg på kommunikation, hvilket også bevirker at jeg føler mig mere tryg her. På grund af sprogkursuset har jeg også fået større indsigt i den thailandske kultur, så tingene falder bedre på plads og man bliver mere sikker på opførsel, normer o. lign. Lærerne har også været meget behjælpelige med at informere os om rejsemål og transportmuligheder til de forskellige destinationer. Vi har danset thaidans (ram-wong), lavet kurve til floddronningen (krá-thong), som thaierne sætter på floden med røgelse og lys under "Loy krathong Festival" til november. Vi har også lært om følelser og kroppen på thai, så vi er bedre rustet til hospitalet som starter i næste uge.
Onsdag var en super fed oplevelse, hvor vi tog på det lokale marked "Huay-khwang" sammen med en af lærerne. Markedet er for fattige folk og man kan købe alt - og det var friskt (noget lidt for friskt!)... bl.a. råt kød (som hænger ude i 30 graders varme), levende dyr: store fisk, små fisk, lange fisk, fisk med pigge, krabber, kæmpe store frøer og kyllinger. Nogle af fiskene er så heldige, at få lov til at være i en balje med vand, mens andre ligger og "hiver efter vejret". Det skubbede til nogle grænser og man fik set verdenen i et helt andet lys!
Imorgen (lørdag) er den sidste dag i skole, hvor vi afslutter med et lille show og små gaver til lærerne efterfulgt af frokost.
I fritiden får vi også set og prøvet mange ting. Det kan til tider gøre mig helt svimmel med alle de butikker og markeder, som vi kan finde rundt i Bangkok og 3 mdr. virker pludselig som ingen tid til at opleve hele Thailand :) I går (torsdag) holdte vi fødselsdagshygge for Malene, hvor vi alle tog ud for at spise og bagefter en tur i biografen med en rigtig tøsefilm på plakaten - SUPER hyggeligt! Mange af os kastede os over italienske pizzaer og pastaretter, da det kan være rart med en afveksling fra de mange ris og nudler, som thaierne er så fascinerede af :) Vi er også gode kunder hos det lille gadekøkken samt en lille bar i nærheden.
Håber I alle har det godt og TAK for alle jeres skønne hilsner og opdateringer om livets gang derhjemme - rigtig dejligt at kunne følge lidt med :)
Tanker fra Anne.
P.S. Jeg har i dag overlevet min første længere køretur med túk-túk. Det kan være lidt skræmmende hvordan man kan vænne sig til trafikken hernede - men jeg foretrækker dog stadig taxi ;)
- comments



Far øøøøøvvvv! Vi er slet ikke misundelig, men glæder os til snart sammen med dig i varmen. Rigtig god weekend. knus fra Mor og Far