Hej alle sammen.

Efter at have været en måned på børnehjemmet, besluttede vi, at det var nok for denne gang. Så turen er gået videre til Pondicherry.
I dag måtte vi desværre derfor sige farvel til pigerne, hvilket var meget hårdt. Så vi stod tidligt op i morges og brugte morgenen sammen med pigerne og gjorde værelset rent. Så da vi havde taget den sørgelige afsked med pigerne, ventede vi kun på selv at blive hentet, for at blive kørt til Pondicherry.

Opholdet på børnehjemmet har været en kæmpe oplevelse, og selvom vi forkortede oplevelsen, så har den været det hele værd og ikke noget vi fortryder! Vi vil selvfølgelig lige give en update på, hvad vi har fået tiden til at gå med, siden sidste blog.

Karaikal, som er den lidt 'større' by, der ligger tættest på børnehjemmet, er en god by, til de ting, som man lige skal bruge. Vi tog blandt andet ind til Karaikal en af dagene, for at købe ingredienser til pandekager, som vi ville lave til pigerne. Det var også i Karaikal, hvor vi købte vores indiske tøj. Vi har siden sidst været i Karaikal tre gange, og så spændende er byen heller ikke, da det primært er en lang gade. Vi tog bussen en af gangene - som koster 1 kr. tur/retur pr. person. Bussen var fyldt med indere, og der var selvfølgelig hverken siddepladser eller nogen dør. Så det betød, at vi måtte stå op og sørge for, at vi ikke faldt ud.
Vi har også købt en sari en af gangene - men vi fik aldrig lavet "undertrøjen" til den, så vi fik den ikke rigtig brugt, desværre, da vi var vilde med konceptet! Dagen inden vi skulle af sted, tog vi til Karaikal med Anushia, for at købe gaver og snacks til pigerne. Vi fik købt noget stof, så de kunne få syet noget tøj. Dernæst gik vi ind i en bager og købte en KÆMPE kage (til hele 35 kr. - tak for overpris i de danske bagerier) og andre kager til dem.

Trankebar, som er den by, hvor pigerne går i skole, har vi også besøgt et par gange. Der ligger nemlig et dejligt hotel, hvor man kan få noget lækker mad og bruge poolen. Så der har vi også været inde og slappe af og få lidt sol (måske lidt for meget. av, av).

En af aftenerne tog vi det henna frem, som vi havde købt. Og så blev der malet på hænder og arme. De var helt vilde med det, og dagen efter rendte de alle sammen rundt "look aunty" - på trods af, at det var os, der havde lavet dem (eller Anlo havde). Vi tog også neglelakken frem den aften, så deres hænder var prydet med henna og neglelak i mange farver.

Da der ikke var så meget at lave på børnehjemmet, måtte vi være kreative. Og da vi tit havde fået serveret sådan nogle "ris-pandekager", fik vi idéen om at lave danske pandekager. Så vi brugte en hel dag på at lave pandekager til pigerne - udenfor på bål! Så vi linede op med syltetøj og sukker, og så skulle de smage en dejlig dansk dessert! Vi ville mene, at når man har lavet 50 pandekager, så er der masser - men når der er 23 piger, så ryger de hurtigt!

Brother Sebastian, som er stifteren af Enable, kom på besøg igen - dog længere tid end sidst. Vi har desværre fået et dårligt indtryk af ham, og han virkede ikke interesseret i os - overhoved. Vi følte, at vi var i vejen, og faktisk bare var til besvær. Brother Sebastian har sit helt eget hus på børnehjemmet, hvor alle de andre voksne (og børnene for den sags skyld) styrter rundt for ham. De gange pigerne har snakket om ham, så har de sammenlignet ham med Gud, og det følte vi var meget forkert. Pigerne kom meget sent i seng, og hele denne her uge, hvor de har haft eksaminer, har de slet ikke haft noget tid til at lave lektier - fordi de skulle øve dans. Stemningen var i det hele taget meget anspændt, når han var der. I forbindelse med, at Br. S. var på børnehjemmet, skiftede vi kitchen-mom, og har i den anledning fået madforgiftning - heldigvis for Emilie blev det kun til lidt opkast.

I onsdags skulle pigerne slet ikke i skole (hvilket vil sige, at de missede en eksamen), fordi der kom 200 børn fra SJDT's andre børnehjem på besøg. Det var vildt sjovt at se de andre børn, og vi blev hurtige enige om, at pigerne på Enable klart er de smukkeste af dem alle sammen. Men så kom der 200 børn på besøg - store som små. Vi fandt endelig ud af, hvorfor pigerne havde brugt så evigt lang tid på alt det dans, og det var fordi de skulle optræde til 'Women Conference', som Brother Sebastian stod for. Børnene fra de andre børnehjem skulle også optræde. Joseline spurgte så pænt om vi ville med, og vi tænkte 'Yes! Endelig på tur med pigerne!'. Vi skulle køre i bus hen til det sted, hvor konferencen blev holdt, og da busserne var for store til at køre igennem village, så måtte vi LØBE (ved vi egentlig ikke hvorfor vi skulle?) i 100 graders varme med vores indiske tøj. Det var ret varmt!
Konferencen foregik tæt på Trankebar, og var i en kæmpe sal, og aldrig i vores liv har vi set så mange indere i ét rum. Vi blev selvfølgelig hevet op på scenen, hvor Brother Sebastian sad sammen med en anden inder og to tyskere, som var med til at arrangere konferencen. Selvom det var lidt pinligt, så havde vi i det mindste gode pladser til når pigerne skulle danse.
Vi følte os som mødre, da vores piger endelig kom på scenen, og de var så gode!

På børnehjemmet har der været meget sygdom mellem pigerne. Det er ofte, at der er en - hvis ikke flere - der ikke er i skole. Og de er meget plaget af børnesår på hænderne, hvilket jo smitter, bare man tænker på det! Flere af dem har været på hospitalet, imens vi har været på børnehjemmet, og mange af dem fik også penicillin imens vi var der.

Sidste aften skulle vi fejre Kaviars fødselsdag (hun har fødselsdag d. 1. marts), og derfor havde vi, som tidligere nævnt, købt en kæmpe kage og andre snacks til dem. De røg lige så hurtigt ned, som pandekagerne. Vi sang engelsk fødselsdagssang for Kaviar, og hun blev meget glad, både for sang og kage. De blev dog så mætte, at det kun var 3-4 stykker der var til aftensmad, da de andre var gået i seng - til gengæld fik vi helt vildt god mad; naan brød og krabbeklør!

Nu er vi så i Pondicherry, hvor vi har lejet os ind på et guest house for 50 kr. pr. nat. Det er ikke noget at prale af overhoved, men der er to senge og bad med toilet - dejligt. Dog ligger der en kakerlak ude på badeværelset. Vi har været rundt og se byen, og vi er vilde med den. Her til aften spiste vi på en lækker fransk restaurant, hvor vi sad udendørs med klar stjernehimmel. Den var så hyggelig! På vej tilbage til der, hvor vi spiste frokost (vi skulle have pandekager med is!), så krydser vi vejen og 1,5 meter bag ved os, styrter 3 knallerter lige i træk! Til vores mødre: Vi havde overvejet at leje en knallert i en dag - for at prøve - men den idé er droppet!! Nå, men vii ser frem til en uge i Pondicherry og til at være backpackere (med rullekufferter) de næste mange uger!

Håber i alle sammen har det godt. Vi savner jer J

Mange kærlige hilsner

Emilie og Anne Louise