Hej alle sammen.

På tirsdag har vi været på børnehjemmet i tre uger, hvilket allerede er halvdelen af tiden. Tiden flyver af sted. Efter de tre uger, kan vi konstatere, at vi næsten kan alle pigernes navne og vi er mere blevet en del af hverdagen. Det er omkring lidt over en uge siden, vi sidst oploadede bloggen, så vi ville lige kort fortælle, hvad vi har oplevet den sidste uges tid. Det tager ikke så lang tid at læse, selvom det ser langt ud!

Lørdag (d. 30. januar) slappede vi bare af. Vi legede med pigerne og brugte tiden på værelset med at se film og serier og læse bøger. Og så kom der en mand, som hjalp Anne Louise med at få internet på sin computer. Så lørdag kunne vi begge to nyde internettet på hver vores computer.

Søndag besluttede vi os for, endelig, at vaske vores lagner. Infanta viste os ud til deres vaskested, og hjalp os med at vaske dem. Deres vaskested er ikke en eller anden fancy vaskekælder med vaskemaskiner og tørretumbler og vaskemiddel, skyllemiddel og så videre. Nej! Det er en kæmpe cement "vask" (se billede i første album fra Tranquebar). Der hælder de så vand i. Så tager man en plastikbalje, som man fylder op med vand, og kommer tøjet derned. Der er sådan nogle cement "klodser", hvor man ligger tøjet ud og skrubber sæbe på. Og så skylder man det igen, så sæben går væk, og så er det bare om at vride og banke vandet ud af tøjet.
Efter vi havde vasket tøj, valgte vi at tage hen til en af de små landsbyer, som ligger i nærheden, og købe nogle snacks. Vi købte lidt indisk snack (okay, lidt… 1 kg), kitkat og mangojuice. Vi købte også henna, som er en meget indisk, og som vi skal prøve at lave på pigerne. Vi kørte med en tuktuk, som Anusha havde bestilt for os. I landsbyen kiggede folk, "som sædvanlig", efter os.
Da vi kom tilbage til børnehjemmet, havde pigerne 'spoken english'. Hver søndag kommer der en privatlærer, som giver dem undervisning i halvanden time inden frokost. Så sidder de på gulvet med deres kladdehæfter og skriver ned, hvad læreren skriver op på en lille tavle.

Søndagen er også den dag, hvor de får lov til at se film. Så de var som limet til skærmen inde i et af husene, hvor de så en tamilsk film - som vi i hvert fald ikke fattede hoved eller hale i. Under filmen fik de også snacks. Og det sjove var her, at de hver fik noget, der ligner en meget tyk bambusgren, og så sad de ellers bare og tyggede løs og spyttede så derefter 'maden' ud igen. Vi fik stukket en i hånden, og vi tænkte "Hvad fanden er det her? Bliver vi syge? Skal vi ikke bare dele en?". Det viste sig at være et sukkerrør. Det man gør: Man bider skralden af. og så tager man en bid af indmaden og tygger og suger i den. Og så spytter man det ud igen. Saften der kommer ud er en slags "sukker-vand". Det var meget anderledes, og det var sjovt at prøve - og så smagte det endda meget godt.
Om aftenen blev Emilie desværre syg med ondt i halsen og feber.

Mandagen blev brugt på børnehjemmet hele dagen, så Emilie kunne blive rask. Vi så film, læste bøger, legede med Sundari og spiste nogen af vores mange snacks. Da pigerne kom hjem hev vi tegnegrejet frem. Hanne havde nemlig taget malebøger og tegnekridt med til pigerne, som hun gav til os inden de rejste. Og så tog vi endnu en Dublo kurv i gang. Det var hyggeligt at lege med pigerne, og vi tror også, at det var rart for pigerne at sidde med hver deres tegning og fordybe sig i det (så meget, som man nu kan fordybe sig i at tegne). Pigerne skulle selvfølgelig hele tiden vide os, hvad de havde tegnet, hver gang de havde tegnet enkelt streg.

I Indien er der meget strømafbrydelse - og det er lige meget hvor i Indien du er. Da vi var vant til strømafbrydelser i Delhi, var det ikke noget vi tænkte over. Men i Delhi varede det kun et par minutter, fordi vi boede der, hvor vi gjorde. Men her på børnehjemmet, som ligger langt, langt, langt, langt, langt, langt ude på Lars tyndskids mark, så går strømmen, og der er ikke noget back up system, som der var i Delhi. Det skete ofte, og det var ikke noget problem, da det højest var omkring en time eller lign.

Men tirsdag skete det så! Der var strømafbrydelse HELE DAGEN. Vi så film så længe vi kunne, men så gik vores computere jo ud på et tidspunkt. Så vi brugte dagen på at læse og lege med Sundari indtil de andre piger kom hjem.
Klokken 18:30 var strømmen stadig ikke kommet tilbage, men det var study-time - lige gyldigt om det er med eller uden strøm. Så pigerne måtte samle sig under en af de lamper, der står rundt omkring på grunden, som kører på solfangere. Og så sad de ellers der i mørke under én lampe - uden at beklage sig! Heldigvis kom strømmen fem minutter efter.

Onsdag vågnede vi op til nyheden om, at Brother Sebastian og Joseline var ankommet til børnehjemmet om morgenen. Vi gik over til Brother Sebastians hus og hilse på ham og Joseline. Brother Sebastian havde vi jo hørt meget om. Pigerne havde beskrevet ham som om, han var Gud, så vi var spændte på, hvilket indtryk vi ville få af ham. Da vi kom over til hans hus, sad han ude på terrassen og fik vasket sine fødder af Joseline. Det overraskede os lidt, og gav et meget godt billede af, hvilken status han har. Vi hilste på ham, og han fortalte at vi samme eftermiddag skulle have et møde med ham, for at snakke om hvordan det gik osv.
Onsdag var også stor vaske dag. Vi havde nemlig ikke vasket tøj siden Delhi, så det begyndte at tynde lidt ud i det. Da Infanta havde vist os, hvordan vi vaskede, så gik vi i krig med vand og sæbe. Imens vi stod og skrubbede, ønskede vi os hjem til vores vaskemaskiner i Danmark. Det er sjovt at opleve, hvordan man sætter pris på ting, som man aldrig havde forestillet sig, man ville sætte pris på. Det er for eksempel ting som et europæisk toilet, rent vand, udvalget af mad og vaskemaskine. Vi har prøvet at forklare de store piger, at Danmark er et anderledes land end Indien. Vi forklarede dem, at vi, hjemme i Danmark, havde en maskine der vaskede tøjet for en. Det synes de var ret vildt.
Om eftermiddagen havde vi jo aftalt med Brother Sebastian, at vi skulle snakke med ham, men han dukkede aldrig op. Han kom hjem om aftenen lige til aftensmaden. Alle pigerne gik over til hans hus, og vi gik efter, men fik at vide, at vi skulle gå tilbage og spise. Så der sad vi og spiste alene. Efter vi havde spist gik vi så over til hans hus, for at se, hvad pigerne lavede. De sad i en rundkreds på terrassen, og fik snacks, som Brother Sebastian havde købt til dem. Brother Sebastian valgte så efter de havde spist, at fortælle os, at han var kommet sent hjem, og at mødet var udsat til næste morgen kl. 07:45.

Torsdag stod vi op og gik over til Brother Sebastians hus, men blev stoppet på vejen af Anusha, der sagde, at vi ikke skulle gå derover. Vi spiste igen morgenmad alene. Da vi så endelig kom over for at snakke med Brother Sebastian, nævnte han, at vi ikke var kommet som aftalt kl. 07:45 (hmm…). Til mødet snakkede vi med ham om pigerne og om, hvad vi synes om at være her, og det var rart at snakke med en inder, der kunne engelsk.
Vi havde planlagt at spise frokost i Tranquebar. Vi kørte med det sidste hold piger, og blev sat af foran deres skole. Vi så det danske fort, som også indeholder et (meget lille) museum, og gik en tur rundt. Derefter gik vi ned på stranden og sad i vandkanten med tæerne i vandet. Så rart! Lidt efter gik vi over på Hotel Bangalore on the Beach og bestilte en milkshake hver og derefter en kaffe og en kakao. Vi satte os på ved hotellets pool og lå en times tid i deres liggestole. Det skal lige siges at det på daværende tidspunkt er 35 grader og Emilie havde gåsehud, men samtidig en forbrændt næse. Hun var blevet syg i løbet af dagen, og da vi skulle til at spise frokost, havde hun det meget dårligt. Så hun sprang frokosten over. Anne Louise nød til gengæld frokosten i fulde drag. Da vi sad og spiste kom der en dame over til os, og spurgte om vi var danskere, og det måtte vi jo sige ja til. Senere kom der en anden dame over til os, og spurgte ind til hvad vi lavede her i Indien. Vi fortalte om Enable, og hun fortalte at hun kendte en Yvonne Svendsen i Danmark, som var bestyrelsesmedlem i Enable. Hun havde fået 200 kr. til slik til børnene. Så kvinden overrakte os 2000 rb (hvilket er virkelig mange penge til slik i Indien), og bad os om at sørge for at pigerne fik snacks.

Fredag var den store dag. Det var nemlig den dag, pigerne skulle optræde alle de danse, de har øvet på. Vi havde først fået indtrykket, at det var en dansekonkurrence - men det var 'bare' en optræden. Enable fik nemlig besøg af to danskere, som var rundt og se hospitaler, skoler og andet, der er sponseret af SJDT. Så de skulle selvfølgelig se børnehjemmet. Det hele virkede opsat og som skuespil. Pigerne havde taget fint tøj på og gjort meget ud af sig selv, og Anusha virkede også meget overfladisk. De to danskere opførte sig også underligt. De virkede ikke interesseret i pigernes danseshow, og de var der meget kort tid.

Lørdag var vi på værelset næsten hele dagen. Anusha havde været ude og købe snacks for nogle af de penge, som vi havde fået af de danske kvinder i Tranquebar. Så der fik børnene is, æbler og kiks. Inden aftensmaden gik vi hen til de store piger, der sad sammen med Kitchen-mom og lavede en slags brød-pandekager. Vi fik smagt en med sukker, og besluttede derfor, at vi ville lave pandekager til pigerne - det skal vi på tirsdag. Vi viste også pigerne, hvordan man dansede lancier, men det ser lidt underligt ud, når man kun er to.

Hver søndag tager pigerne, som sagt, i kirke. De står op kl. 05:30 - men det gør de alligevel hver dag. De havde på en eller anden måde overtalt os til at tage med i kirke IGEN, så vi var tidligt oppe. Efter kirken tog vi hjem og sov, og ellers har vi bare musset den i dag med pigerne og med os selv. Dog da vi gik over for at spise aftensmad, så pigerne en film om da Jesus blev korsfæstet. Og vi kan fortælle, at der var ikke et øje tørt - altså fra pigernes side. De græd alle sammen.

I morgen har vi planer om at tage til Karaikal og købe sarier og ingredienser til pandekager og snacks og spise frokost. Tirsdag skal vi så lave pandekager, og en af dagene i den kommende uge skal vi til Tranquebar og spendere hele dagen ved poolen på hotellet Bungalow on the Beach.

Vi savner jer - men vi må indrømme, at vi savner altså maden mest.

Mange kærlige hilsner

Emilie og Anne Louise