Hej alle derhjemme J

Tak for søde kommentarer og beskeder. Det er skønt at se i følger med.

Lufthavnen i Goa, var et stort helvede. Det er en meget lille lufthavn med en masse larm og mange mennesker. Men vi fik checket ind. Vi fik købt lidt snacks til ventetiden. Tiden gik og vi nærmede os tidspunktet, hvor vi skulle lette - men de var ikke begyndt at boarde endnu? Det stressede os en lille smule, da vi skulle skifte fly i Bangalore, og der havde vi ikke særlig meget tid. Endelig kom vi op i flyveren, og vi var endda de allerførste! Da vi kom op i luften, kunne vi slappe lidt af, men så snart vi begyndte at lande igen, kunne vi godt mærke, at der ikke var meget tid. Vi fik at vide over højtaleren, at dem der skulle videre til Chennai, skulle blive siddende i flyveren. Det var meget mærkeligt, så vi rykkede op foran i flyveren, hvor vi skulle sidde fra Bangalore til Chennai, men så fik vi at vide, at vi skulle over i en anden flyver - men uden om security - bare direkte over i flyveren. Efter en masse forvirring og stress og ønsket om at kunne forstå sproget, kom vi over i den anden flyver og vi endte i Chennai, som planlagt. Da vi kom ud af lufthavnen, stod der en høj inder og viftede med et stykke papir "Ms. Anne Louise Broholm". Det var vores chauffør, som skulle køre os til børnehjemmet. Det var en lang tur på cirka 6-7 timer. Turen gik stille og roligt, vi lå med vores iPods og slappede af og nød, at blive kørt og ikke skulle bekymre os om noget de næste mange timer. Vi stoppede i byen Pondicherry, som er cirka halvvejs mellem Chennai og børnehjemmet, for at spise aftensmad. Så vi blev kørt ind på et hotel, og blev vist ned til restauranten af en mand, der pegede og viste, at vi skulle gå ned af en trappe, og lige pludselig stod vi midt i restaurantens køkken. Meget mærkeligt. Vi blev mætte for 15 kr. i alt.
Da vi endelig kom frem til børnehjemmet var klokken cirka halv 1 om natten, og Hanne og Ernst stod og ventede på os. Vi blev vist ind på vores værelser, hvor der så fint var redt op til os. Vi lagde os til at sove med blandede følelser; udmattet af at rejse hele dagen og spændte på at møde pigerne.

Kl. 6 næste morgen blev vi vækket - så vi fik hevet os selv ud på terrassen, hvor vi sad sammen med Hanne og Ernst. Lige så stille kunne vi se små skikkelser komme ud fra de andre huse. Det var pigerne der skulle i gang med deres morgenpligter. Der skulle vandes planter rundt omkring på grunden, fejes og ryddes op. Pigerne skulle vaske sig, tage tøj på og sætte hår på hinanden - inden de skulle spise morgenmad omkring kl. 8. Vi hilste pænt på pigerne og efter morgenmaden, skulle der tages billeder af pigerne.
De blev kørt i skole, og lige pludselig var der meget stille på grunden. Vi var til møde med Sami, som arbejder i organisationen St. Joseph Develoment Trust, og to af kvinderne der arbejder på børnehjemmet. Vi aftalte hvordan og hvorledes med at arbejde på daycare centeret og alt andet praktisk. Vi blev vist rundt på grunden af Hanne og Ernst og derefter tog vi ind til Tranquebar alle fire og spiste frokost med udsigt udover vandet. Da Hanne og Ernst skulle nå et fly hjem til Danmark, måtte de desværre forlade os kort efter maden. Så efter de var gået, bestilte vi dessert og kaffe, og ringede derefter til Sami, så vi kunne blive hentet af chaufføren. Da vi kom hjem, rykkede vi vores ting ind i det andet værelse, hvor Hanne og Ernst havde sovet. Vi havde lidt dårlig samvittighed over det, da vi fik at vide, at pigerne havde slidt og slæbt dagen inden, for at vi kunne sove i det værelse. Men nu var vi på egen hånd…

Nu har vi været på børnehjemmet i lidt over en uge, og vi må sige, at pigerne er skønne. De er fulde af liv og selvom vi i Danmark ville mene, at senge ville være på sin plads, så mangler de piger her på børnehjemmet ikke noget i forhold til mange andre børn i Indien.
Det, som vi hjælper med her, er at give pigerne opmærksomhed, kærlighed og omsorg, for det er det, de mangler. Pigerne elsker opmærksomhed, og alle vegne kan man høre flere af dem råbe "aunty, aunty".

Pigerne har et stramt program fra de står op om morgenen, til de går i seng om aftenen. Og det er alle pigerne!
De står op kl. 05:30-06:00 (vi har ikke helt fundet ud af det, da vi ikke lige står op på samme tidspunkt), men deromkring i hvert fald! Når de står op, så er det praying-time, og derefter er det tid til pligter! De skal rydde op der, hvor de har sovet, rydde op rundt omkring på grunden, vande planter (der er blevet plantet 200 træer på grunden…), vande køkkenhave, vaske sig, have tøj på og gjort sig klar til morgenmaden kl. 08:00. Vi står op kl. 07:30 og det passer med, at vi lige kan vågne, hoppe i tøjet og stadig nå at snakke lidt med pigerne inden morgenmaden er serveret. Til Ole, der var så interesseret i at vide, hvad vi fik at spise, så kommer menuen her (som vi får tre gange om dagen): Ris og sovs til, omelet, grøntsager (kogte gulerødder og bønner) og brød med smør. Efter at vi nu har været her lidt tid, og fået ris et par gange, begyndte vi at blive lidt trætte af ris og omelet. Men til vores store fornøjelse, da vi troede vi skulle ind og have ris her forleden aften, så åbnede vi låget på gryden og i lå der STEGTE NUDLER! Det satte vi stor pris på, og dansede rundt i huset, for at vise, hvor glade vi var fornudlerne.
Efter morgenmaden kører det første hold piger af sted med skolebussen (mere på størrelse med en bil), hvor de klemmer sig godt sammen for alle sammen at kunne være der. Imens andet hold venter på at bilen kommer tilbage for at hente dem, så tuller børnene bare rundt og sætter hår, snakker med os, fejer terrassen, tjekker tasken en sidste gang og så er de klar, når bilen kommer anden gang.
Når pigerne kommer hjem fra skole, sker det også i to hold. De små piger kommer hjem et sted mellem 16:30 og 17:00, og så skal de vande rundt omkring på grunden, inden de store piger kommer hjem. Når andet hold så kommer hjem mellem 17:30 og 18:00, er det play-time til kl. 18:30, hvor de fiser rundt. De sjipper, danser, løber rundt på grunden, sætter hår på os, spiller bold - de er i det hele taget meget fysisk aktive!
Når klokken så bliver 18:30 er det studytime til kl. 20:00. Så imens pigerne laver lektier, går vi ind til os selv og ser film, går i bad, læser bøger osv.
Klokken 20:00 er det praying-time. Der sidder pigerne på tre rækker i et af husene og beder indtil kl. 20:30, hvor aftensmaden er serveret. Inden maden, er der selvfølgelig også en bøn. Når pigerne spiser sidder de, alle sammen, sammen i et af husene i en rundkreds på gulvet, og venter på at der bliver serveret. I forhold til hvor små pigerne er, så kan vi love jer for, at de kan spise meget. Det er nogle ordentlige portioner, der bliver hældt op til dem, og det hele bliver spist! En af de store piger er plate-checker, og holder øje med, at alle spiser op. Efter aftensmaden har de også tid til at lege, men der går tiden mest til at øve dans, da de skal til en dansekonkurrence d. 5. februar. Pigerne elsker at danse! De har en lille radio, der kan afspille kassette bånd, og så nogle meget flotte (og nok lidt gamle) højtalere, som de kan sætte til. De har 3-4 forskellige danse, til forskellige indiske musiknumre. Det er en af de større piger, Rhavati, som er danselæreren, og så følger de andre ellers bare med. De af pigerne, som ikke er med i det enkelte dansenummer, står ved siden af og danser med. Det er ofte, at der er nogle af de mindre piger, der falder hen på det her tidspunkt. Så rundt omkring på terrassen, ligger de og sover. Efter dance-practice er der varm mælk til pigerne (og der bliver de sovende piger vækket, hvor man nok i Danmark, bare havde lagt dem ind i seng), og så skal de bede igen inden de skal sove. Det er normalt omkring kl. 21:30. Det er deromkring, at vi smutter indtil os selv, og der, hvor de fleste af de små piger, ligger sig ind for at sove. Men de andre må vist nok godt blive lidt længere oppe.
Når pigerne skal sove, så foregår det på gulvet. De har en lille hø-madras (ligesom dem, nogle har med på stranden), og så deles der om tæpperne. Sådan foregår pigernes dag primært.

De ansatte på børnehjemmet: Joseline, som er den ældre og lidt skrappe her på børnehjemmet. Hun er her kun 10 dage om måneden. Hun er ligesom den, der bestemmer over alle børnene på de forskellige børnehjem som SJDT har. Hun kan heldigvis snakke engelsk.
Så er der en kitchen-mom, som er hende der laver mad. Hun kan derimod INTET engelsk, og det er svært at finde ud af, om hun skælder ud og i det hele taget hvad det er hun vil sige.
Så er der Anusha, som vist bestemmer over pigerne på det her børnehjem, når Joseline ikke er her.
Engang i mellem er der også en der hedder Maria, men hun går også på skrædderskole, så det er ikke så tit, at hun kan være her.

Det var jo meningen, at vi skulle arbejde på et daycare center om dagen imens pigerne er i skole. Den første dag vi var på daycare centeret, var i fredags, hvor vi blev kørt derud i pigernes skolebus (imens de også var der - der er ikke meget plads!). I landsbyen, hvor Sami ventede på os. Sami arbejder i organisationen Sct. Joseph Develoment Trust, som samarbejder med Enable for Life, som er den danske organisation, der har børnehjemmet. Sami viste os rundt i den lille landsby. Vi havde været ude og besøge daycare centeret med Hanne og Ernst, den første dag vi var her. Daycare centeret er sponsoreret af BESTSELLER DENMARK, og er et rum med fire træbænke og en tom reol og en tavle på væggen. Da børnene kom, var de meget skræmte. Mange af dem ville ikke give slip på deres mødre, og der var også flere af dem der græd. Men vi fik lokket dem lidt med noget slik, som læreren gav os. Da mødrene endelig var gået (de var ret fascineret af os, i modsætning til deres børn) kunne dagen starte. Læreren havde en pose med alle mulige forskellige tegninger, som forestillede forskellige frugter og dyr. De skulle i kor sige de forskellige frugter og dyr på tamil (som er det sprog, de snakker her i Tamil Nadu, som er det område, hvor vi er) og engelsk. De sang forskellige sange på engelsk, som indeholdt alfabetet, tallene fra 1-10 og andre børnesange. Der var selvfølgelig også nogle sange på tamil. Efter et stykke tid, var det lege tid. Læreren hentede nogle plastik frugter og nogle Dublo klodser, og så var det ellers først til mølle princip hos børnene. Forskellen mellem børnene i daycare centeret og pigerne på børnehjemmet, er, at dem i daycare centeret har en familie. De har kærlighed og omsorg, hvor de mere mangler penge og legetøj. Hvorimod pigerne på børnehjemmet har et hus at bo i, har legetøj og får rigeligt med mad (fatter ikke de kan spise så meget og så være så tynde?), men til gengæld mangler en familie. Det var derfor svært at kommunikere med børnene i daycare centeret, fordi de allerede havde en familie.
Efter frokost, fik vi os et mindre chok, da læreren sagde, at nu skulle de have en middagslur - på 2,5 time. Så imens børnene lagde sig til at sove på gulvet - uden tæppe eller noget som helst, så blev vi henvist til bænkene, hvor vi kunne sove. Det gør lidt ondt at sove på en træbænk, kan vi så fortælle, og vi forstår ikke, hvordan børnene bare kan sove på gulvet uden at brokke sig. Vi vågnede flere gange af forskrækkelse, da der stod en ko lige ude foran vinduet og muh'et.
Efter luren, fik børnene redt hår af læreren, og så skulle de skrive tallene fra 1-10 på en lille tavle, og derefter sige dem højt på engelsk. Da klokken var omkring fire, blev børnene hentet, og vi gik med læreren ned til vejen for at vente på at blive hentet. Imens vi sad og ventede kom der flere og flere af landsbyens indbyggereog kiggede på os. Børn som voksne. Det var meget underligt. Folk der kørte forbi vinkede og nogle stoppede endda op. Da bilen kom lidt over halv fem, stod folk og vinkede til os, da vi kørte væk.
Vi var der efterfølgende to gange, men da børnene ikke mangler omsorg og allerede har en lærer, blev vi enige om, at der ikke var nogen grund til, at vi var der. Det var spændende at opleve, hvordan en indisk børnehave fungerer, og det kan slet ikke sammenlignes med en dansk børnehave. Danske børn har intet at klage over på det område.
I Indien er du en af de heldige, hvis du har eget toilet. Fx i Mumbai er det hver 10.000 indbygger, der har eget toilet.

Som de fleste nok ved, i hvert fald vores familier, så har vi haft et kæmpe problem med at skaffe internet! Vi ville bare have sådan et lille USB-internet-stik. Hvor svært kan det være at få? Åbenbart meget svært! Efter du har fundet butikken, som også kan være lidt svært, så skal du have local-ID. Altså et ID fra en Inder - hvor skaffer man det, når man er dansker!? Vores chauffør, var heldigvis så sød, at han gerne ville give sit.
Mandag tog vi så ud med chaufføren og fandt to internet butikker; vi kørte frem og tilbage i mellem de to, for så var det ene bedre end af andet, men så var forbindelsen dårlig, der hvor børnehjemmet ligger og der var meget i vejen. Endelig valgte chaufføren den ene butik! Og vi fik købt et sæt hver! Der stod på pakken "virker kun til Windows", hvilket er lidt problematisk, når kun den ene af vores computere er Windows. Vi spurgte flere gange damen i butikken (som hverken var den skarpeste eller hurtigste kniv i skuffen!), om det virkede til MAC, og om hun nu var 100 procent sikker osv. Det var hun! Chaufføren sagde, at han nok skulle få det til at virke. I Indien skal det hele tiden ske i morgen. Hvornår kan vi så få internet? "i morgen". Og det kan godt blive lidt stressende til sidst, når man rigtig gerne vil have internet I DAG! Men det var som sagt mandag, og i dag er det fredag, og vi fik internet på Emilies computer i går! Mac computeren bliver forhåbentlig ordnet i dag.
Så det har været en kamp at få internet, men nu har vi heldigvis internet på den ene af dem.

Vi har været i Karaikal flere gange. Første gang var den første onsdag, hvor vi var her. Vi tog med Anusha, som er en af de ansatte her på børnehjemmet, ind for at købe indisk tøj. Vi blev hevet ind i en tøjforretning, hvor to ekspedienter fik vist os hele deres udvalg. Vi ville jo helst bare have et sæt tøj uden mønstre og perler og broderier - men sådan skulle det ikke gå til! Så vi har nu hver i sær købt to natkjoler, som går ned til anklerne i nogle forfærdelige blomstrede mønstre og virkelig grimme farver - minder lidt om gardiner. Vi fik også købt os et indisk sæt tøj (faktisk to sæt hver), som består af et par bukser, og en slags kjole ud over. Kan ikke lige huske navnet på sættet. Men det var også i forfærdelige farver og mønstre.
Så var vi i Karaikal på vores første fridag for at købe snacks. Vi gik ind i et supermarked og købte for 1100 rubies snacks. Der kan man altså få meget forskellig chokolade og cookies. Efter at have spist os igennem det meste af chokoladen, blev vi enige om at give resten til pigerne, så vi gav chokoladen til Anusha, som så kunne administrere det (det er en ekstrem god måde at gøre sig gode venner med børn på - især den mindste af pigerne Sundari, som er 2 år. Hun er meget doven, og har det bedst med at blive båret eller sidde ned. Når hun spiser er hun meget koncentreret, og hun kan vist ikke rigtig lide andre end sin søster på 3 år, Akila, som også bor på børnehjemmet. Men efter vi har givet Sundari en chokolade-karamel, så kunne hun godt lide os alligevel.

Søndag morgen stod vi op kl. 05:30, da vi skulle med pigerne i kirke! Vi skulle køre fra børnehjemmet kl. 06:00 - meget tidligt, meget trætte. Kirken ligger i Tranquebar lige ved pigernes skoler (de store går i en skole, og de mindre går i en anden skole, som ligger lige ved siden af). Vi kom vist lidt for sent, og satte os bare pænt ned bagerst i kirken sammen med pigerne (folk sidder også på gulvet i kirken, på trods af der er kirke-bænke), men blev straks hevet op af en indisk kvinde, der viste os ind til bænkene, og så sad vi der. Efter gudstjenesten, gik vi over og så de små pigers skole imens vi ventede på at blive hentet igen. De andre børn i skolegården stirrede også på os. Det er altså svært at vænne sig til.

Eftersom vi ikke skal arbejde på daycare centeret mere, og derfor har fri om dagen til at læse og selv tage på ture, så har vi snakket om, at i stedet for at tage fra børnehjemmet d. 2. april, så tage fra børnehjemmet d. 2. marts, og så tage en uge i Pondicherry, en uge i en badeby, som ligger en time fra Chennai. Så ville vi se, om at det var muligt, at få rykket vores flybilletter, så i stedet for at flyve fra Chennai, så flyve fra Mumbai. Altså få rykket vores hotel i Chennai til efter vi har været i badebyen, og så være der i en uge, og så være resten af tiden i Mumbai.

Det var vist alt for denne gang.
Vi savner jer derhjemme!
Håber i nyder vinteren.

Mange kærlige hilsner

Emilie og Anne Louise