Profile
Blog
Photos
Videos
Nu var det paa tide at komme fra Goa! I bussen fra Palolem til stationen mødte vi en dansker, Trygve, som vi hang ud med et par timer. Han havde været på eventyr i bl.a. Kashmir og siden vi mødte ham har vi haft lyst til at tage dertil.. Hvis vi tør!
I toget kom vi til at dele kupe med en indisk (rig) familie og faldt i en lang snak. De har helt vildt venlige og gav os super mange gode råd til vores tur, gav os mad (eftersom dette var et ny indsat tog som ikke havde madvogn), tilbød os husly når vi kommer tilbage nordpaa. Og derudover gik faderen ud til en af togmedarbejderne og fik arrangeret det sådan at han skulle vække os når vi kom til stationen (da familien ikke skulle lige så langt). Han var nok ude ca. 10 gange for at sikre sig at den dovne togmedarbejder ville overholde sit løfte inden de stod af toget. Vi var helt overvældede af deres venlighed, men man siger også at i kerala er folket meget venligere end andre steder.
Ca. kl.04 om natten ankom vi til Calicut hvor vi overnattede de resterende nattetimer paa et dyyyyrt hotel. Byen var ikke noget særligt, så vi skyldte os videre næste morgen til byen Kalpetta der ligger i Waynard distriktet (som eftersigende skulle være det smukkeste område i Kerala), hvor der skulle være rig mulighed for at se vilde elefanter i et dyrereservat (wildlife sanctuary) i området. Vi stod af bussen og blev mødt af en sur lugt af fisk og byen var nok den hidtil grimmeste, mindste og mest uinpirerende vi har boet i. Vores hotel var dyrt, mørkt og snusket. Og da vi faldt ud af at dyreparken var lukket i denne uge pga brandfare var vi noget skuffede... Ikke nogen succesoplevelse at bevæge sig udenfor turistområderne. Men alt det negative vendte ret hurtigt. Alle folk uden undtagelse var enormt flinke, smilende og hjælpsomme. Man fik helt ondt i smilebaandene af at gengælde alt den positive opmærksomhed man blev mødt med. Selv politiet stoppede efterforskningen af en mindre trafikulykke for at hjælpe os med at finde ud af om nationalparken havde åbent. Vi stødte på en tysk fyr, Felix, som vi gik ud og spiste med på en lokal restautrant. Vi fandt frem til at der samme aften skulle være stammefestival i byen hvor alle de omkringliggende byers stammer kom og festede det meste af natten. Stammerne gik optog igennem byen med musik og røgelse og nogle dansede som var de i dyb trance. I nysgerrighed valgte vi at slutte os til en forbipassende stamme. Nogle af de søde indere tog sig af os og guidede os med rundt om det lokale tempel som alle stammerne skulle gå rundt om mens der ved siden af ikke blev sparret på kanonslagende. Det hele var temmelig syret, men meget spændende og man følte sig ikke truet eller noget i den venlige atmosfaere. På et tidspunkt blev Alexander budt op til dans og det var et hit blandt de unge mænd som ikke frivilligt gav afkald på den lange fyr. Der kom også en kæmpe hanelefant marcherende forbi med en lille mand ovenpå.
Næste morgen tog vi på jeep tur som kompensation for det lukkede dyrfereservat. Sammen med tre andre unge turister så vi både et vandfald, nogle meget gamle klippehuler, et udsigtspunkt og en masse friske krydderier og frugtplanter på vejen. Alexander lærte f.eks at ananas gror på jorden! Som turen sidste attaktion kørte vi på vejene omkring det lukkede reservat og var så heldige at se ikke bare een, men otte vilde elefanter og et mærkeligt egern som nogle synes var spaendende.
........................
Efter Kalpetta tog vi bussen tilbage til Calicut, hvor vi havde booket et tog til Allepey. Men på vejen blev vi ramt af spontanitet og valgte impulsivt at springe af toget i byen Fort Cochin. Det fortrød vi ikke da byen viste sig at være rigtig hyggelig med gamle portugisiske bygninger og afslappet stemning. På havnen kunne man se fiskere fiske med store kinesiske fiskenet og på kajen kunne man så købe dagens fangst, heribaldt virkelig store 5kgs fisk! Vi købte en turisttur med husbåd, som viste sig at være alt for turistet til vores smag! Alting går bare SÅÅ langsomt når man er 21 mennesker der alle skal kigge på en kokosnød, og den overpædagogiske guide gik os også lidt på nerverne. Udover det var det en meget spændende tur hvor vi sejlede rundt på backwaters (Keralas berømte kanaler) og så landsbyernes dagligdag på både afstand fra båden og på nært hold på land. Efter nogle timer på husbåden blev vi fragtet over i mindre kanoagtige både med ca. 7 mand i hver. Med denne båd kom vi ud og sejle på de helt små kanaler hvor man kunne se folk bade, vaske osv. Vi stod også af og så hvordan man producerer toddy (kerala sprut) og kokosreb. Spændende.
Det var også i denne by at vi besluttede os for at blive en måned mere i Indien, så vi brugte en hel dag på internettet med planlægning, køb af billetter til diverse steder osv. Vi brugte også en hel dag på at gå på posthuset for at sende en enkelt pakke hjem. Når man var kommet igennnem den lange kø, manglede der altid en ny ting som gjorde at man nvar nød til at gå ud af køen (sprittus, permanent adresse i Indien, diverse kopier af pas, visum mm. osv) -Hvilke turister har lige permanent adrese i Indien?? Så Sally bor nu på gaden i Fort Cocin i Fort Cocin!
Herefter tog vi en bus langpokker i vold til den smukke hill station Munnar, som er kendt for sin te produktionn. Det var en lang, men meget smuk, og lidt nervepirrende, bustur. Englaenderne havde for lang tid tilbage fundet ud af at Munnar var ideel for te dyrkning og i dag er 90% af Munnars areal derfor dækket af små tebuske. Man kan slet ikke beskrive hvor smukt der var og det var en surrealistisk fornemelse at køre igennnem et landskab der var forårsgrønt og velduftende så langt øjet rakte. Vi lejede en Richshaw for en dag og kørte ud og besøgte en teplantage hvor en gruppe kvinder var i gang med at høste te. Vi besteg et stejt tebjerg og Alexander fik afprøvet sine evner som tebonde. Det var en helt fantastisk og unik oplevelse og kvinderne var virkelig søde og grinene meget af og med os. Sidst på dagen tog vi på tea museum og lærte alt om hvordan te bliver fremstillet fra start til slut.
Efter et kort besoeg i Munnar tog vi til Allepey, hvor vi slentrede lidt rundt i byens gader, gik på lokal bar med halvdelen af Indien og lejede med tanken om at leje en husbaad for et døgn. Vi valgte dog at springe over da det var lidt dyrt i forhold til at vi allerede havde prøvet at sejle i husbaad, så vi tog i stedet en "lokal" turist færge til byen Kollam. Rigtig fed, men også lidt kedelig og langtrukken 8 timers tur på færgen (en strækning som kunne være tilbagelagt på 1,5 time i bus). Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, for på færgenn mødte vi en fyr fra New Zealand som vi tog ud og spiste med i Kollam og fulgtes med videre til Varkala næste dag. I Kollam var vi også så heldige at tilbringe natten i en ovn, dvs. et værelse uden vinduer, en håbloes propel i loftet uden virkning og et seriøst fugt/varme problem. Se evt kortbillede af svedige Sally.
Vi sveder i det hele taget rigtig meget hernende sydpå og det var derfor dejligt at komme til stranden Varkala hvor vi kunne bade lidt (meget) i de høje bølger. Vi endte med at tilbringe lidt længere tid end forventet i Varkala da vi mødte en masse søde mennesker, så tiden fløj bare afsted. Vi dyrkede yoga en morgen på en rooftop til bølgernes brusen og fandt ud af hvor uflexi vi var -specielt Alexander! En aften tog vi toget, sammen med en engelsk veninde vi fik, tilbage til Kollam for at tage til Pooram festival. Da vi ankom til festivallen var der fyldt med tusindvis af mennesker på et areal svarende til et par fodboldbaner. Der var kæmpe store guder i neonlys og ca. 25 elefanter på rad og række med pynt på og indere på ryggen der lavede kunster til høj musik. Hvilken larm og hvilken fantastisk stemning. Efter ca. 10 min brød de sorte skyer på himlem ud i et kæmpe skybrud og vi måtte derfor hoppe fra den ene families paraply til den anden for at få lidt ly for regnen. Vi mødte mange søde og spændende indere under de forskellige paraplyer, men blev alligevel fuldstændig gennemblødte og var derfor nødsaget til at tage toget tilbage til Varkala kort tid efter. Men det var hele turen værd!
Efter lidt for mange dage i Varkala fik vi lidt kuller og flygtede i al hast til en ny strandby Kovalam. Her boede vi på det lækreste hotelværelse med terasse ud til havet og eget køleskab, hvilket vi satte pris på efter saa mange crappy rooms. Vi brugte en hel dag på at surfe på bodyboard på de mega bølger og nyde det sorte strandsand. Næste dag begav vi os så til Kanyakumari, Indiens sydligste punkt hvor man kunne se det Indiske ocean, det Bengalske hav og det Arabiske hav støde sammen. Det var mere en flydende/glidende overgang end et egentligt sammenstød og vi blev enige om at Skagen egentlig er lidt sejere :D Men nu kan vi sige at vi har vaeret paa Indiens sydligste punkt, hvilket føles lidt sejt! Vi sad på kajen for en stund og kiggede på en perlefisker deale perler til rige indermænd, Alex fik købt sig en lungi og sprang straks i den og vi fik guffet vores sidste Sydindiske mad før vi drog videre til Trivandrum. Om natten/tidligt om morgenen tog vi et fly til Calcutta og AAH hvor var det skønt med en hel dag i aircondition!! Det bliver varmere og varmere og vi læser i avisen om almindelige mennesker der dør af hede.. Hører at foraaret er kommet til Danmark, håber i nyder det. Her i de 36 grader i skyggen kunne man godt misunde jer i ny og næ.. Men vi har det great, og hvad sker der for at Prince kommer paa Roskilde!!?!
Heps Alexzandarh og Salim (vores vest bengalske navne)
- comments
Susie Har skrevet mail om alt med bank. MEN tak for en dejlig Kerala rejse beskrivelse. Det er så skønt at læse og vide at I oplever så mange spændende ting, møder søde, hjælpsomme mennesker og I nyder det, det stråler jo ud mellem linierne. Kerala må jeg se! Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan Darjeeling er. På Goggle ser det helt fantastisk ud, på linie med Nepal, så I får set bjerge!God vind fremover, kys mor Susie