Profile
Blog
Photos
Videos
Befinder mig pt. i Atherton Tablelands, et højland uden for Cairns med bjerge og regnskov. Helt ude i junglen er det nu ikke, byen Atherton med ca. 7-8000 indbyggere er 5-10 minutters kørsel herfra, men huset jeg bor i er omkranset af regnskov, latterfugle (kookaburras) udgyder deres sære latter i havens træer og en trækænguru med unge holder for tiden til i området. Så ungen for et par dage siden, men da disse sky og sjældne kænguruer som navnet angiver holder til i træeer, så jeg kun silhouetten af hovedet samt halen. Ellers er den mest gennetrængende lyd flagermusenes skrig og hvinen når de skændes indbyrdes, samt småfuglenes dunk på ruden til mit soveværelse. Det sidste har jeg svært ved at vænne mig til, de gør det om morgenen og min første tanke er altid af nogen banker på ruden. Lidt creepy.
Lykken er... at have sit eget værelse
Ankom til Tolga Bat Hospital sidste tirsdag efter en overnatning i Cairns. Simpelthen utroligt så billige hostels man kan finde i den by. Fik en seng i et 4-sengsværelse med eget bad/toilet og køleskab for $19, hvilket er det absolut billigste for en seng jeg har skulle betale i mine nu 12 måneder Down Under. Alt var rent og pænt, ingen larm om natten - bortset fra nogle svenskere der holdt hyggedruk over for os. Er nu ellers længe siden jeg har mødt svenskere, når man rejser rundt i landet støder man konstant på tyskere - masser af tyskere. Franskmænd er der lidt færre af, men stadig mange. Leder man lidt i mængden dukker der et par andre folkeslag op - europæere i 90% af tilfældene.
Anyway, jeg hoppede på bussen mod Atherton dagen efter og ankom tidlig aften til knudepunktet i området, som altså ikke er en specielt stor by i sig selv. Jenny Mclean hentede mig ved stoppestedet og kørte mig til Tolga Bat Hospital, hvor jeg skulle arbejde frivilligt i knap 2 uger. Undervejs var det sin sag at undgå at blive slikket til døde af Jennys nysgerrige kelpie, Milla, der var ovenud begejstret for at møde mig. Nr. 2 hund, Gurrie, overfaldt mig ved ankomsten, mindst lige så begejstret. Meget andet skete der ikke den aften, jeg fik læsset mine ting af i boligen for de frivillige, som jeg nu sidder i mens jeg skriver dette. Den var ren luksus ved første øjekast efter næsten en måned på hostels, omend den ville have virket mere luksuriøst, havde mit Cairns-hostel været mindre luksus-agtigt. En pæn stue med lille køkken (som jeg har brugt én gang - til at lave the), et smalt skrivebord til min bærbare, diverse romaner og andre bøger, fjernsyn og dvd-afspiller (som jeg slet ikke har brugt - bøgerne trak mere), samt et soveværelse med to senge i hver sin ende, knager og bøjler plus skuffer - altsammen meget hverdagsagtigt, men en ufattelig luksus for én der konstant har skulle rode uendeligt rundt i rygsækken hver eneste dag for at finde sine ting, og skulle pakke på næsten daglig basis (hvilket er en større operation når man bærer rundt på alle sine jordiske ejendele - altså dem af dem der befinder sig i Australien). Sengelampe er endnu en velsignelse, men bedst af alt, bortset fra to nætter hvor jeg skulle dele værelse med en anden frivillig, har jeg det hele for mig selv. Lidt trist bliver jeg derfor ved tanken om, at fra på fredag får jeg sandsynligvis ikke den samme oplevelse før midten af september. Suk.
Flyvende mus og hunde
Dagen efter mødte jeg de væsner, for hvis skyld jeg var kommet. Godt 50 (måske flere, svært at tælle dem) flyvende hunde, de såkaldte megabats, og 7 små flagermus, de såkaldte microbats. Forskellen? Microbats bruger echolocation, en måde at orientere sig på når de flyver (hvilket de mest gør om natten). De udstøder en høj, skinger lyd, for det mest så høj, at mennesker ikke kan høre den, og lydens ekko bruger de til at orienterede sig om området. Den kan også bruges til at jage med, men da nogle insekter (som er hvad microbats spiser) kan opfange echolocation, bruger de nogle gange bare syns- og høresansen til at jage med. Megabats har ikke echolocation, men et udmærket syn, og de spiser mest frugt og blomsternektar. Der findes adskillige slags flagermus i Australien, men kun 4 slags flyvende hunde. Det er: Little Red Flying Fox, Grey-headed Flying Fox, Black Flying Fox og Spectacled Flying Fox. Den sidste findes kun i det nordlige Queensland og er den vi har flest af på flagermusehospitalet. Jenny McLean udviklede gradvist programmet der skal beskytte og bevare flagermus i området siden hun byggede sit hus heroppe i 1970erne, men selve hospitalet åbnede først i 2001. Det er en non-profit organisation der har modtaget både lokal og international støtte.
Det største problem for flagermus i det nordlige Queensland er den såkaldte tickvirus. Et insekt der lammer flagermusene, som oftest fordi de har bevæget sig for tæt på jorden (de lever ellers hele deres liv i træerne). Omkring september og flere måneder frem hvert år de sidste 20 år eller mere er hundredevis af flagermus døde af virussen. Man mistænker flagermusene for at få virussen når de søger tæt på jorden for at spise af en tobaksplante. Planten er indført, ikke en oprindelig plante, men tab af leveområder og traditionelle fødekilder tvinger frugtspisende flagermus til at søge anden føde, åbenbart med katastrofale konsekvenser. Tolga Bat Hospital leder hvert år en kæmpe indsats for at indsamle syge flagermus, der behandles eller aflives, alt efter vhor slemt det står til, og mange af 'patienterne' er forældreløse babyflagermus hvis mødre er bukket under for sygdommen. Er lidt lettet over at jeg ikke ankom i tick-sæsonen, hvor Jenny og de frivillige eftersigende knokler 18 timer i døgnet.
Frugtmos og afføring
Min hverdag er stille og rolig, omend ret uglamourøs. Omkring kl. halv 9 om morgenen går vi ned til de flyvende hundes store bur, og begynder med at muge ud. De bliver fodret hver eftermiddag, og flyvende hunde, mange af dem på størrelse med chihuahuaer og er vingefang på næsten en meter. Deres mad består af æbler, bananer og mandariner, en gang imellem pærer og melon. De gnasker frugten for at få saften, hvorefter de spytter resten ud. Så hver morgen er gulvet i burene fyldt med en skøn blanding af frugtmos, kerner, spyt og flagermuselort. Deres afføring minder lidt om fugles, tynd og klistret men lugter ikke specielt meget. Vi skraber det af gulvet, samler det i spande og kommer det meste af det i beholdere fyldt med orme, som i løbet af et par uger forvandler det til fin gødning. Så spules gulvene, en gang imellem skures de. Samtidig fylder jeg dyrenes vandflasker op, de har drikkedunke hængende fra nettets loft i hvert af burenen, næsten dobbelt så mange med saltvand som med ferskvand. I det fri drikker de saltvand fra mangroveskov og foretrækker det frem for ferskvand, som de dog også drikker. Jeg vasker derudover de små dunke til juice som de små røde flagermus samt mødrene med deres unger får hver dag. Det hele tager en time til halvanden, hvorefter jeg ofte holder en lille pause, hvorefter Jenny sætter mig til noget have- eller rengøringsarbejde. Indtil videre har jeg hjulpet med at plante træer, fjernet spindelvæv og hevet masser af ukrudt op. Der er flere importerede planter som breder sig som ukrudt og kvæler oprindelige planter, så det er et arbejde uden ende.
Omkring frokosttid henter Jenny de små metalkurve frem som bruges til at servere dyrenes bananer i, og jeg bruger en halv time på at skrælle særdeles overmodne bananer og putte dem i kurvene. Bannanerne kommer fra en lokal bananfarm, de er frasorterede så vi får dem billigt i stedet for at de bliver smidt ud. Nye ladninger skal først sorteres af os, hvilket vi gjorde forleden. Nok det mindst rare job jeg har udført indtil nu, for ca. halvdelen er rådne og ret klamme. Resten er ikke modne nok til at give til dyrene, så de sprayes med et hormon og får lov at ligge i et par dage, før de er klar. Mange er så helt eller delvist plettede eller rådne, så de skal sorteres samtidig med at jeg skræller dem.
Æbler, bananer og faren ved sultne flagermus
Om eftermiddagen går jeg ned til burene, samler ca. 15 lange metaltråde sammen, bøjet sammen i halvmåneform, tager en kasse æbler og nogle mandariner ud af køleskabet og begynder at sætte dem på trådene. De sidste par dage har der dog ikke været så meget at lave om formiddagen, så jeg er begyndt at samle trådene ind tidligere. Flagermusene ved nemlig godt, når madtid nærmer sig, så de rykker sig efterhånden ned i burene (de fleste kan frit bevære sig rundt i et større bur, af hvilket to mellemstørrelse bure og to små er en del, og resten af dagen og natten foretrækker de fleste at hænge højere oppe, på højde med trækronerne) og forleden kunne jeg ikke få fat i nogen af trådene, da der var fyldt med flagermus omkring dem, der alle ventede på deres mad. Har dog opdaget, at i det største madbur hvor flest spiser, kommer de ofte ned ret tidligt, hvis de opdager, at jeg er begyndt at samle trådenen ind. Problemet er, at jeg ikke må røre ved nogen af flagermusene. Ikke fordi jeg er uerfaren med at håndtere dem, men fordi jeg ikke er vaccineret for rabies. Flagermus i Australien (aner ikke om det er sådan i andre lande også) bærer eller kan bære lysavirus, en virus som kan smitte mennesker hvis de bliver bidt eller revet af en flagermus. Det sker ekstremt sjældent, at et menneske bliver smittet med sygdommen, men i værste tilfælde er den dødelig. Desuden kræver sikkerhedsreglerne, at hvis man bliver bidt eller revet af en flagermus uden at være vaccineret, skal flagermusen aflives, for at man kan undersøge om den er bærer af virussen. Så undgår at komme i nærkontakt med kræene lige så meget for deres egen skyld, selvom jeg godt gad holde dem eller røre dem - de er meget nuttede og ret fascinerende. De første to dage blev jeg stalket af et par nysgerrige, der ville se mig an (og sandsynligvis tigge om mad), og et par andre har målrettet fulgt efter mig rundt i burene. De fleste kan dog ikke flyve, men de klatrer ret hurtigt.
Mens jeg er beskæftiget med æblerne, kommer enten Jenny eller den faste frivillige, Ashley, der bor i Atherton og kommer hver dag ved fodringstid, og blander banansmoothie og mangojuice. Alle får banansmoothie, som de elsker, mens de små røde flyvende hunde (de er halv størrelse af de 3 andre slags og får derfor ekstra mad i et bur som kun de har fri adgang til, for at de ikke skal bliver udkonkurreret af de andre) og de små røde mødre med unger (som konstant holder til i et aflukket bur, for at andre ikke skal tage deres mad) også får drikkedunke med mangejuice blandet med et pulver der giver ekstra næring. De små røde er generelt sky, og mødrene især flygter om bagerst i buret bare man kommer i nærheden af deres område. Én mor med ungen hængende ved patten plejer dog at bliver hængende og kigge på mig med sine store øjne, enten fordi hun ikke er bange, eller fordi hun er frossen af bar angst. Ikke til at sige. Enten Ashley eller Jenny hænger derefter banankurvene og de færdige æbletråde op, som de forslugne flagermuse så skændes højlydt om. Er altid nervøs for at gå ind i burene efter de har fået mad. Hvorfor? Fordi flagermus er ret ligeglade med, hvem eller hvad de evt. rammer når de tisser eller skider, og eftersom de hænger oppe i loften, er chancen for at blive ramt ofte ret stor. Indtil videre er jeg dog ikke blevet direkte ramt, omend jeg har været tæt på et par gange.
- comments