Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen.
Har lige slettet hele indlægget...så vi prøver igen....grrrrrrr!!!
Nå, men som vi skrev sidst, så skulle vi på dykker tur - og det kom vi:-).
Men først lige et par ord om dagene fra vi ankom til Lovina.
Som I nok fangede i sidste indlæg, var vi mildest talt trætte efter Rinjani! Men afsted retur til Bali skulle vi, da vi havde booket (og forudbetalt!) et værelse på Rumah Cantik i Lovina. Et lille hotel med kun fire værelser, en lille paradishave, pool og utrolig nærværende og smilende service - det er ejet og bestyret af en dansk dame, Jette, der er gift med en Balineser. Der var derfor ingen kære mor, tidligt op igen igen, og vralte ned til morgenmaden (vores værelse i Sengiggi lå selvfølgelig op af en masse trapper - det er klart når man kommer hjem fra en trekkingtur ;-)) Undervejs blev vi stoppet af en mand fra hotellet, der ville høre hvad der var galt med os. "you're so young, but you walk like you're old!" Vi svarede "Rinjani" og han sagde "Ååhhhh" og nikkede forstående... Efter morgenmaden gik turen ned til båden til Bali - hvor Sofie fik sin sag for, da venteskuret vidste sig også halvvejs at fungere som hønsehus... Ihvertfald følte de meget fritgående høns sig meget hjemme når de gik rundt på gulv, borde og stole og sågar ovenpå folks bagage.
Efter sejlturen til Bali blev vi hentet af Agoes, vores driver til Lovina, der ligger ud til kysten på Nordbali. Agoes var en ung frisk fyr med snakketøjet i orden og en forkærlighed for Rasmus Seebach, så det blev ikke en kedelig tur :-) Køreturen var tilrettelagt som en flot rute med noget at kigge på og et par stop undervejs. Vi så Goa Lawah, et tempel med en hellig flagermusgrotte og spiste frokost med den smukkeste udsigt over risterrasserne midt på Bali. Der skulle også have været udsigt til Gunung Agung, Bali's største bjerg, men skyerne drillede.
De næste par dage i Lovina blev primært brugt på afslapning, bla. anbefalede Jette en spa indeni byen og arrangere afhentning på scootere - spændende! Her fik vi ansigts- og hovedbundsmassage i 2 timer - hurra, hvor kan det kun anbefales. Det sværeste var at vågne af trancen bagefter. Herudover var vi ude og se delfiner ved solopgang en af dagene og en af aftener spiste vi på en restaurant, hvor de vidste traditionel Balinesisk dans - meget smukt og meget anderledes.
Efter to dages afslapning og massage var Sofies knæ faldet ned igen til nogenlunde normal størrelse og vi kunne tage på dykkertur på dag 3 i Lovina.
Vi startede kl. 8.30 hvor turen gik med minibus stik vest i en times tid. Herefter nåede vi til havnen hvor vores jolle (kan vi vist godt kalde den) lå. Den skulle sejle os ud til Menjangan Island.
Vi havde to dyk af 45 minutters varighed - afbrudt af frokost inde på øen. Det var super flot - en massiv væg af koral, mange flotte forskellige slags og masser af farvestrålende fisk i alle farver.
Vi lejede et undervandkamera til turen, i håb om vi kunne fange lidt af livet dernede (inkl. os selv). Alle billederne og en lille film ligger dog på en CD som ikke virker så godt sammen med "Paddy", så I må vente med den del til vi kommer hjem.
Vi mødte nogle rigtig søde mennesker på turen, vi var i alt 5 tøser, der dykkede - bl.a. en pige fra Tyskland, Marlene - hun rejste rundt på Bali alene. Vi blev derfor enige om, at tage ud og spise sammen om aftenen. Det var super hyggeligt og vi fik delt nogle af vores rejseerfaringer.
Derefter var det hjem i seng - man bliver træt af at være så meget under vand :-).
Næste morgen havde vores værtinde på hotellet, Jette, arrangeret vores transport til Ubud - en rimelig stor by, der ligger midt på øen.
Hun havde samtidig sørget for at chaufføren gjorde nogle stop på vejen. Vi så et budistisk tempel og en kaffeplantage, hvor en guide tog os gennem haven og vi så hvordan de dyrkede alt muligt, både kaffe, nelliker vanilie, kakao, citrongræs og ananas mv.
Derudover så vi hvordan den meget berømte Luwak kaffe produceres. Det er meget enkelt; kaffebønnerne tørres og derefter serveres de til et dyr, der mest af alt ligner en krydsningen mellem en hund, en kat og en mink. Næste morgen går dyret på toilettet (det store) og wupti, så kommer bønnerne sjovt nok ud igen (sammen med andre sjove ting:-)). Bønnerne fjernes fra "de andre sjove ting", vaskes, "skrælles" og herefter ristes de og bliver til den fineste og dyreste kaffe. Og så tænker I nok... Adddd! Smagte de på det...? Jep, selvfølgelig gjorde vi det og vi betalte også 60 kr. for det (og det er mange penge hernede, tilføjer kassemesteren) Og smagte det så godt....? Nej, det gjorde det ikke. Det var meget smagfuldt, men MEGET stærkt og brygget på Bali-metoden, hvor fint kaffepulver koges direkte i vandet, hvilket betyder at kaffen er meget tyk med meget fint grums i. Vi kunne ikke få os til at spørge om vi måtte få mælk i - i frygt for at fornærme dem, så det blev masser af sukker i stedet... Men det blev aldrig helt godt :-(
Vi kan dog oplyse at det fik sat skub i en af vores maver;-). Og mon ikke Balineserne griner hele vejen i banken ;-)
Efter kaffeplantagen stoppede vi for at nyde udsigten over to mere eller mindre identiske søer (tvillingesøer). Super flot udsigt. Ved udsigtspunktet havde to unge friske balinesere banket en lille bod op, hvor man kunne blive fotograferet med forskellige dyr: En Python, en stor Leguan og værst af alt! En stor flagermus - Ydrrrr! Det sprang vi liiiige over...
Herefter gik turen til et krydderimarked, hvor vi købte lidt forskellige krydderier og the. Vi synes nu egentlig selv, at vi er blevet ret gode til at prutte om prisen, men da den ellers så søde markedsdame viftede rundt med pengene på alle hendes varer efter vi havde betalt (det gør de når de gør en god handel - de velsigner deres forretning med ens penge), så vidste vi godt at hun havde taget vores røv!!!!!
Det er nu ikke fordi det er mange penge vi taler om - det er vist mere fordi vi begge er nogle stædige æsler ;-). Og som kassemesteren siger igen og igen, så er det jo mange penge hernede!
- comments