Profile
Blog
Photos
Videos
Så gik turen til Lombok og det foregik meget tidligt om morgenen, med en MEGET lille båd.
Det skal desuden lige siges, at transporten fra Gili og til Sengigi (mellemstation på Lombok) købte vi af en frisk fyr - siddende i en lille knaldhytte. Billetten var en lille håndskreven seddel - som både skulle fungere som båd- og busbillet. Den flinke fyr inviterede os også til at tage med ham på karaokebar - for det gjorde han hver aften.
Vi takkede pænt nej tak og krydsede så fingre for at billetten virkede (uden vi skulle have flere penge op af lommen ) Og det gjorde den! Dog blev Sofie noget stram i betrækket da vi ved havnen blev overfaldet af en mand og hans hestevogn - han ville køre os til busstationen, så vi ikke skulle gå med vores tasker. Men manden ville have hele 35 kr. for det...og han havde ovenikøbet en langsom hest! Det var økonomiministeren ikke tilfreds med...(Sofie prutter om priserne - Pia hæver og passer på pengene).
Efter lidt ventetid kom bussen - eller skal vi sige et gammel rugbrød, hvor der blev proppet 9 mennesker + tilhørende tasker, samt en chauffør ind i. Og bortset fra at vi flere gange var bange for at vi skulle ud og skubbe bussen over de mange bjerge, så gik det ganske glimrende og efter ca. 1 time ankom vi sikkert til hotellet.
Onsdag morgen blev vi hentet kl. 6 og blev kørt ca. 100 km til en lille by, der hedder Senaru - her startede vores 3 dages trekkingtur på vulkanen Rinjani. Indonesiens 2. eller 3. højeste vulkanbjerg (der står lidt forskelligt i guidebøgerne). Det skulle vise sig at blive en tur uden sammenligning - en tur vi ikke havde forudset, og ikke mindst en tur vi ALDRIG glemmer!!!
Ja, hvordan skal vi forklare det.... Det var det hårdeste vi nogensinde har gjort - men også en rigtig spændende tur, men nogle helt fantastiske scenerier!
Nu hvor vi er vel nede igen, og hvor benene kun gør almindeligt ondt og vablerne så småt på vej retur, er vi da enige om at vi er glade for at vi gjorde det. Men det havde vi nok ikke sagt hvis I havde spurgt os den sidste dag på trekket. Og vi gør det nok heller aldrig igen! ;-)
Guidebogen "Turen går til.... Bali og Lombok" opsummerer det egentlig meget godt;
"værd st vide om Gunung Rinjani: Erfaring med bjergbestigning er ikke nødvendigt. Men vandreturen går gennem vanskeligt terræn, og man bør være i rimelig form. De færreste fortsætter helt til toppen, og det er en langt mere krævende affære med en del klatring undervejs. Kun personer med erfaring fra bjerge bør give sig i kast med et topforsøg...."
Hmmmm, det læste vi så først bagefter...
Med på trekket havde vi vores egen guide, Sukri, og et par bærere.
Bærerne på Rinjani er et helt kapitel for sig selv. De har ihvertfald ikke læst "Turen går til..."! De fiser op og ned af bjerget i en rasende fart i klipklapper og med en bambusstang på skulderen, hvor der er mad og madlavningsudstyr i en kurv i den ene ende og lejr udstyr (telt, soveposer osv.) bundet fast i den anden ende. Ca. 25-26 kg!
Sukri viste vejen af stierne og bar en rygsæk med ekstra vand og kiks/småkager. Da han er guide, har han i modsætning til bærerne rigtige vandrestøvler og en vandretaske i stedet for bambusstang.
Vi selv skulle kun bære vores private oppakning, dvs. tøj, tandbørste, kamera og et par liter vand til turen.
Som udgangspunkt var det jo en luksustur. Vi skulle ikke selv hverken bære mad eller lejrudstyr eller slå telt op og fik varm mad serveret tre gange om dagen.
Men når man skal op i ca. 3700 m bliver det hårdt alligevel. Vi gik ca. 7 km om dagen, primært ret stejlt opad, men også nedad i en periode (hvorefter man jo så skal op igen!).
De to første dage var hårde, men intet imod hvad der ventede os kl. 02.30 om natten på andendagen. Her begyndte vi påstigning mod toppen, et stykke på lidt over en kilometer, der skulle bestiges i mørke med lygter, så solopgangen kunne nydes fra toppen.
Dette "lille" stykke tog lidt over 4 timer og en kæmpe overskridelse af vores normale grænse for udholdenhed.
De sidste 300 meter mod toppen foregik næsten kravlende stejlt opad i løse sten og grus. Denne del trak virkelig tænder ud! Vinden susede om ørerne på os, det var frysende koldt og de 300 m alene tog ca. 2 timer - 1 skridt frem og 2 ned igen.
Men stædige som vi er, så var det ikke en mulighed at vende om. Vi var ikke gået/klatret SÅ langt for ikke at nå toppen. Så vi gjorde det sgu! Men det krævede blod, vabler, dårligt knæ og tårer.
Og så skulle vi også lige ned igen..... Det var lettere sagt end gjort og specielt Pia's ben nægtede ligesom at lytte til hjernen. Det var en meget ubehagelig fornemmelse, da jeg som regel synes at have rimelig godt styr på min krop...men der var ingen forbindelse what so ever, så benene kørte deres eget løb og jeg måtte rejse mig fra gruset en hel del gange. Men Sofie var MEGA SEJ (det vil hun ikke selv skrive, men det vil jeg godt:-)), hun snakkede til mig hele vejen ned og var en KÆMPE hjælp - for ned det skulle vi jo immer væk. Og Sukri, vores guide var sød til at hjælpe med en hånd når de stejleste klippestykker skulle forceres.
For at gøre en lang historie lidt kortere så blev det en happy ending. Vi kom godt både op og ned, men sporerne kan stadig ses og mærkes her tre dage efter. Ømme ben og bagdele - hævede knæ og fødder, vabler og en del blå mærker.
Men her på den anden side er det fedt at kunne sige vi har gennemført det, og efter de sidste par dages restitution her i en lille paradishave i Lovina på Bali er vi klar til endnu en tur ca. 18 m under vandoverfladen i morgen.
Vi skal på en heldagstur, hvor vi skal dykke to steder ved en ø i den nordvestlige del af Bali, der hedder Menjangan.
Så glæd jer til næste afsnit...
PS: I må nøjes med et par enkelte billeder, da internettet ikke just er flyvende eller gratis her ;-)
- comments