Profile
Blog
Photos
Videos
20. Juli
Vi vågnede op efter en lækker nats søvn under de bløde dyner, (selvom det var lidt svært at komme afsted) og var nu klar til at gå til angreb på den japanske kultur, og undersøge denne "lille" hyggeligt bjergby. Byens ældste tempel var første stop, og det var virkelig smukt. Den japanske byggestil adskiller sig kraftigt fra både Indiens enorme forfaldne stenpaladser og Sydøstasiens fuldstendigt sidssygt glitrende og farvede, overpyntede tempelbygninger. Templet var bygget i mørkt træ, ligesom næsten alt andet i byen, og det giver en hel unik, hyggelig og afslappet stemning. Samtidig var det meget velholdt, og haven der omkransede det var holdt i stan. Vi fandt en lille cafe som hedder Bird, inde midt i byen, og den var rigtig sød og enkel i sin stil. Ejeren var meget venlig, og vi blev glade for stedet, selvom de stort set ikke havde noget af det der stod på menukortet. Men anette bestilte en muffin, og fik her en lille lækker ristet bolle. Ikke lige hvad hun havde regnet med, men utroligt lækkert! - dette tror vi bliver en meget god dækkende sætning for japan. Herefter begav vi os ud på en gåtur, som en irer havde anbefalet os. Vi begav os forventningfuldt afsted, og op ad en stejl bakke gik det ind i en skov, og snart kunne vi nyde udsigten over byens mange tage, (med en urealistisk stor mængde ledninger der forbindes på kryds og tværs over husene). Vi så en lille sti der så spændende ud, og så gik der ikke ikke mange sekunder før vi var på vej den vej, og det var så det sidste vi så til den planlagte rute for denne omgang, for snart vandrede vi rundt på stier og trapper, lidt op og lidt ned, indtil vi mødte en ældre vietnameser i rask gang. Vi spurgt om han vidste hvilken retning de slotsruiner vi faktisk var på udkig efter lå i, manden gjorde tegn til at følge efter sig, og så fulgte han os op til "slottet", selvom om han selv skulle den anden vej. Folk er virkelig hjælpsomme og positivt indstillede her i Japan. Vi blev dog noget skuffede over slottet, for det viste sig at være en grøn lysning på en flad bjergtop, med et skilt og to granitpæle, der skulle markere slottets placering. Så vi gik videre, troede vi... Lige indtil vi stod ved den indgang hvor vi kommet ind. Derfor besluttede vi os for at tage turen den anden vej fra. Det sidste stykke var en lang stribe af templer, men vi så cirka et tempel før vi igen for vild, og vendte snuden hjemad. (deres turistkort er virkelig dårlige, der er kun indtegnet den sti de vil have at man skal gå på, og det er så det). Vi havde besluttet os for at aftensmaden skulle være hjemmelavet, da der til hostlet hører et lille køkken. Anette og Freja tog gåturen til det store indkøbscener, og forsøgte at handle ind til frikadeller og kartofler (noget vi har drømt om virkelig længe) og det kan altså være noget af en udfordring, når alt kun står på Japansk. Grissekød måtte eksempelvis identificeres ud fra farven... Anette og Freja slog sig løs i køkkenet med deres kogekunstner, til alle tres store fryd og fornøjelse, og der var heldigvis masser af frikadeller. Vi gik denne aften i seng, med solide og godt fyldte maver.
21. Juli
igen i dag nød vi morgenen på værelset, på vores utroligt hyggelige lille tempel. Byen havde to gåture at byde på, så i dag skulle den anden tjekkes ud, men først måtte vi lige samle op på gårsdagens mangler. Vi fandt stien med templerne, og de må siges at ligne hinanden, men til forskel fra alle andre steder på turen, kunne vi ikke rigtig få nok, de blev bare ved med at være fine, med smukke haver, og flotte udskæringer i det mørke træværk. Turen var virkelig en dejlig gåtur ind i en japansk verden af templer. Da vi så for tredie gang på denne rundtur, formåede at falde fra den planlagte rute, var det spisetid, og vi gjorde stop i byen, for efterfølgende at fortsætte af den næste tur. Her gik vi til at begynde med langs de gamle veje med gamle og yderst charmerede byhuse. Husene, de japanske haver og kvinderne klædt i kimonoer er bare lige præcis som man forestiller sig. Den japanske kultur et virkelig tydelig at se i den lille by, den har sin helt egen ånd, og forsøger ikke at være vestlig, ligesom Sydøstasien. Vi gik den hyggelige tur, der også førte os lidt op ad bjergsiden og ind i en skov så vi igen kunne nyde udsigten over byen. På vejen tilbage oplevede vi et kliche, hvor alle fordomme bare blev bekræftet. Vi mødte en flok japanere, en gruppe på ca. 10 som var på sightseeing i byen. De var hver og en udstyrede med et kæmpe stort spejlreflekskamera, og vi fangede dem netop i et øjeblik (dvs. sådan tror vi at det er hele tiden) hvor alle stod og tog billeder af underlige ting, en tog billede af en sten, en af et græsstrå, en af en lygtepæl, en af asfalten og endelig var der et par stykker det havde opdaget de tre danske piger der gik forbi dem, og linserne blev rettet mod os, og billederne skød afsted.
Nu måtte det være tid til kage! Vi fandt en lille cafe ned til vandet, og her indtog vi tre yderst delikate kager, for efterfølgende med fryd i mave og sind at tage tilbage til vores hyggelige lille tempel. Lonely Planet havde fortalt os om en mexicansk restaurant, hvor maden skulle indtages med pinde.. Dette var en udfording vi naturligvis skulle tage op, så vi bestilte alle tre nachos, men pindene blev dog hurtigt smidt på bordet, (efter en chips) og vi gik sultent til herlighederne på traditionel fingervis.
Om aftenen gik vi forbi togstationen for at høre hvornår togene gik i mod Kyoto den efterfølgende dag. Her oplevede vi en ting, som har været ret gennemgående for turen, da vi spurgte hvornår billetkontoret åbnede den efterfølgende dag, svarede den venlige mand 450, så kan man jo overveje hvad han svarede på? Dette minder om guiden på "trekkingturen"/minivanturen i laos, han fortalte os nemlig at der var mange kaniner i floden og spurgte os hvor mange tæpper vi kunne? Vi byder på at han mente der var strøm i floden og at han spurgte hvor mange sprog vi kunne....(?)
- comments