Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom sent i går aftes trætte og udmattede til et lidt for dyrt hotel i Messina, Sicilien, efter at have rejst uafbrudt i mere end et døgn (færger, tog, bus, taxa). Vi har på 10 timer tilbagelagt en strækning på 440 km på de syditalienske jernbaner - en distance som i Norditalien ville have taget det halve, eller mindre.
Det er lige gået op for os, hvad "la dolce vita" egentlig vil sige - vi sidder nemlig og spiser morgenmad på hotellet, som består af 80 % kage, heriblandt den sicilianske specialitet cannoli, som er hvinende sød (Ida elsker, Kirsten hader).
På vores sørejse fra Grækenlands vestkyst til Italiens østkyst gjorde vi os endnu et mandligt bekendtskab - den venlige italienske advokat Mauro Margiotta, som fulgte os et godt stykke ned i Italien. Han fortalte os, hvad vi bør se (og ikke bør se) på Sicilien og gav os et par gode rejseråd ud fra princippet "less is more". Udvælg få destinationer og afsæt flere dage til hvert sted frem for at stræbe efter at se det hele - vores mantra fremover. Han gav os sin mail, så vi kan sende ham billeder fra Sicilien og sit telefon nr, hvis vi får brug for hjælp. Udover Mauro har vi mødt mange andre italienere, som alle, trods begrænsede engelskkundskaber, har været hjælpsomme og interesserede i vores rejse.
På kyststrækningen inden Sicilien var havet lige så hvidt og skummende som de caffe latter, vi drikker til vores morgenmad, og himlen så mørk som den stærkeste espresso - i dag er solen her, og vi vil skynde os at checke ud og stile mod Taormina - i følge Mauro juvelen blandt de sicilianske byer, hvor der er udsigt til Etnas rygende silhuet.
Ciao!
PS: Koden til hotellets internet er "onde mand"!!!!!
- comments