Profile
Blog
Photos
Videos
Som værdig afslutning på Rom aflagde vi Vatikanstaten, det vil sige Peterskirken, et visit. Det enorme bygningsværk vidner om de mange katolikker, der i tidens løb virkelig må have troet på, at en plads i paradis rent faktisk kunne købes for penge. De perverse dimensioner slår benene væk under en og forvisser om, at de højere magter eksisterer - om det så er i form af Gud eller Michelangelo, er underordnet.
Selv kirkens allermørkeste afkrog er indhyllet i sagn og rummer materiale nok til tykke bøger. Koncentrationen af kunstværker, relikvier, gravmæler, kapeller og altre er svimlende, og man må stoppe, mens legen er god.
Vi hæftede os særligt ved tre skulpturer. Den første var Thorvaldsens monoment lavet til ære for pave Pius den 7. Danskerens fingersnilde overskyggede i sin tid det faktum, at han var protestant eller "kætter", og ifølge den daværende pave var "Mester Thorvaldsen den ypperste kunstner af alle". Næste sus fik vi ved statuen af Skt. Peter, hvis bronzetæer igennem århundrede er deformeret af pilgrimmes kys og kærtegn - se fotoalbum. Så kom turen til Michelangelos legendariske marmor skulptur, Pietà, som han lavede, da han var 23 år! Den forestiller den sørgende Maria med sin søns døde krop i sine arme. Skulpturen er pudset, så den ser blød og livagtig ud. Rygtet vil vide, at Michelangelo overhørte en af kirkens besøgende tillægge æren en anden kunstner, og samme nat huggede han sin "autograf" i et bånd over Marias bryst. Det var umuligt ikke at blive berørt af mesterværket, som i øvrigt var afgrænset af skudsikkert glas - den velkendte følelse af at gå rundt på et kunstmuseum og gøre sit bedste for at fremtvinge samme entusiasme som kunstelskerne omkring en udeblev fuldstændig.
Høje af Michelangelo dansede vi ombord på toget mod det næste religiøse center, nemlig Assisi, hvor Frans i sin tid stiftede munkeordnen, franciskanerne. Vi ankom lige i tide til at opleve solnedgangen over det grønne og kurvede landskab, som mindede os om Østjylland - her muldet bare af sten og bøgetræerne gror oliven. Mætte af Roms tusinde sanseindtryk, var en tur på landet tiltrængt. Vi bor for foden af det bjerg, Assisi er bygget på, hos en gnaven franskmand, Daniella (man kunne fristes til at udskifte et i og tilføje et e i ordet hostel). Heldigvis har hun en rar søn, Andrea, på vores alder, som vi og en anden logerende delte en flaske hvidvin (eller tre) med den første aften.
Selve byen ligger egentlig kun en spytklat herfra, men den næste lodrette stigning og den bagende sol (vi klager ikke!!), gør vandringen til noget af en bedrift. Der er trængsel i byens smalle gader - skulder om skulder går munke og fedladne amerikanere, der enstemmigt og monotomt nærmest brøler noget a la "I was like… Oh my it's so unbelievable beautiful". Men de har ret.
Vi fejrer Kirstens fødselsdag i Assisi. Søde Ida har i samråd med Andrea bestilt bord på en af byens udsøgte restauranter. I nat er sidste nat her, og i morgen kl. 10 (sharp), smider Daniella os på porten. Hvor turen så går hen, er endnu uvist - har I nogen forslag? (helst i aften).
Vi skal lige ud at pudre næsen, inden vi igen begiver os op af bjerget. Vi håber alt er vel derhjemme i det lille kongerige - er bøgen sprunget ud?
- comments