Dagen startede ud med det sædvanlige morgenmøde sammen med lægerne. Efter mødet gik vi ned på føde/barselsgangen for at starte vores vagt. I modsætning til de sidste par dage, hvor der har været fuld smæk på og gang i flere fødsler fra morgenstunden, var der stille på gangen og vi syntes faktisk at kede os lidt. Men det skulle ikke vare særlig længe, før at dette vendte 180 grader og viste sig at blive verdens længste og værste dag. Til stuegangen med lægen, observerede vi en lille nyfødt pige på 2 dage, der fik ilt gennem næsen. Hun trak vejret meget besværet og man kunne både høre og se at hun kæmpede for luft. Hun hev voldsomt efter vejret og brugte alle sine interkostalmuskler. Hun havde så svært ved at trække vejret, at hun højlydt stønnede/hev efter luft. Moren sad ved siden af og græd, uden lyd og meget diskret. Af ren omsorg, tog vi hendes hånd og aede hende. En omsorg, man kunne mærke hun ikke var vant til. Straks, iværksatte lægen at den lille baby skulle overføres til et Nationalt hospital i Dar Es Salaam, da de har flere ressourcer og neurologer der. En proces, der skulle ske akut, men som endte med at tage 3 timer og et liv.

Vi skulle have været med en ambulance for at få hende overført, og det skulle have taget 1 time for ambulancen at nå frem. Men der var i øjeblikket ikke nogen chauffør til at køre ambulancen. Dertil, manglede der også ilt, som kunne transportere babyen til Dar Es Salaam. I mellemtiden var babyens respirationsværdi på 30 som normalt skal ligge på 85 og blodtryk på 140. Hun kæmpede bravt for sit liv. Vi ventede… ventede og ventede og blev mere og mere frustrerede og utålmodige over, at de ikke havde midler og ressourcer nok til, at overflytte babyen på den tid som det krævede. Tiden gik langsomt mens der blev forsøgt at finde et iltapparat.

Babyen var begyndt at trække vejret meget roligere og uden lyd og hendes farve ændrede sig til en mere gullig og bleg facade. Hendes arme havde mørke og hvide farveplamager og vi hev fat i sygeplejersken og forsøgte at sige: "hun har ændret farve. Der skal ske noget nu og det skal gå stærkt." hertil nikkede hun og svarede: "Den eneste der kan hjælpe os er Gud. Det gør så ondt at se det her." Sygeplejerskerne er selv bevidste om de uretfærdige forhold og sagde gentagende gange: "from 11 till 2 she has waited for the transfer" mens de rystede på hovedet og kiggede ned i gulvet. De fortalte, at nogle gange mangler ambulancerne benzin, andre gange er der ikke nogen chauffør - flere forhold gør, at systemet er langsommere og mere uorganiseret hernede.

10 minutter efter, gik vi på toilettet, med lidt dårlig smag i munden over, at babyen lå derinde alene. Men det ville tage os 3 minutter, og så vi ville være tilbage. Da vi kom tilbage, kigger jeg på en livløs ligbleg baby og mit hjerte laver dobbeltslag. Jeg går i chok og råber "babyen trækker ikke vejret Camilla" og går med hurtige skridt ned til sygeplejersken, og fortæller hende at babyen ikke trækker vejret. Her går min verden i stå…

Sygeplejerskerne prøvede med alt fra hjertemassage til førstehjælp med ilt. En krop der var hvid, tiltagende blå, kold og uden liv lå foran os. Et liv, man kunne have reddet hvis ressourcerne og midlerne var der. En baby så fin, hvis liv sluttede inden det gik i gang. En mor på 18 år der ikke fik lov til at se sin førstefødte datter vokse op, smile, sige sine første ord eller tage sine første skridt. Det sidste blik af en livløs baby, der roligt blev viklet ind i morens tørklæderester med to bittesmå ligblege fødder der var de sidste til at mærke tørklædets ro om sig. "We lost af baby today" sagde sygeplejersken sørgmodigt og med gråd i stemmen. Den døde baby blev lagt ind i kuvøsen i føderummet, og det var det sidste vi så til hende.

I dag har vi været taknemlige for at have hinanden, da vi alle brød sammen efter arbejde. Det er frygteligt at forholdene hernede er SÅ dårlige, at det koster liv hver eneste dag. Det gør ondt at tænke på, at hvis babyen havde været født i DK i stedet, havde hun sandsynligvis stadig været i live. Det var en oplevelse vi aldrig vil glemme, men som forhåbentlig har gjort os stærkere og givet os indsigt i et sundhedssystem der står i stor kontrast i forhold til det danske.