Endelig, efter lang ventetid har vi fået det rigtige visum og vi startede vores praktik på Bagamoyo District Hospital i dag. Dagen, hvorpå vi blev budt meget velkommen til en helt anden verden, end den vi er vant til derhjemme. Blod, sekreter og brugte kanyler lå på de uvaskede gulve. Træbænke med patienter der ventede på at blive tilset af en læge. Vilde katte der travede rundt på stuerne. Og en patientpleje uden omsorg eller respekt for det enkelte individ. Her er det sygdommen frem for patienten og ikke patienten frem for sygdommen. Under stuegang gik lægen og to sygeplejersker og snakkede henover hovedet på patienterne, som tydeligt ikke var en del af samtalen.

Pædiatriafdelingen var delt op i 2 afsnit, med fødestuen i midten. Begge afsnit vrimlede med nyfødte børn og mødre der enten lige havde født, eller som ventede på at kunne komme til i fødestuen. En fødestue med plads til 2 fødende på én gang. Ikke en hvid, ren og behagelig atmosfære som mange kender den hjemmefra. Denne stue, var det helt modsatte: mørk, beskidt og en vibration der sagde: "dette skal bare overstås". De to kvinder lå i enorme smerter, og trods de smertefulde veer, blev de råbt af at de ikke måtte skrige og skulle tie stille. Samtidig med dette, talte og grinte de 7 jordmødre/sygeplejersker over hovedet på kvinderne. En oplevelse, som vi havde forberedt os på, og som gav et godt perspektiv på, hvor godt vi har det hjemme i Danmark, samt hvor anderledes det er hernede. Den ene af kvinderne, fødte en vellykket sød lille dreng på 2950 g uden komplikationer. Vi bemærkede endda, at kvinden ikke sprækkede (ikke en sætning for drengene der læser med ;-) ). Fødslen gik stærkt, og bestemt ikke i kvindens eget tempo, og som sagt uden patientkontakt. Men trods dette, var det en helt unik og smuk oplevelse, at se et barn bringes til verden, og høre barnet græde og åbne øjnene for første gang. Vi kunne mærke, at vi er kommet tilbage i tid, da både vægt og blodtryk måles manuelt.

Da kvinden ville søge fysisk støtte hos jordemoderen for at sætte sig lidt op efter fødslen, blev hun råbt ind i hovedet at hun ikke skulle røre hende, og fik slået hånden væk. Endnu et stort skel mellem en anderledes patientbehandling end hvad vores grundværdier siger, i form af god sygepleje hjemme i DK.

Barnet blev efter fødslen overladt til egen grædende og skrigende gråd, mens moderen fik standset sine blødninger.

Damen der skulle føde med en halv meters mellemrum fra den anden, havde komplikationer. Og det skulle senere vise sig, at det fik konsekvenser for den nyfødte baby. Fosteret lå forkert i maven, og som en forberedelse til kejsersnittet, skulle hun have lagt et engangskateter. Kateteret blev lagt om 3 gange, 2 gange på fødestuen og en gang på operationsstuen. Det skal hertil nævnes, at der blev brugt det samme kateter på trods af at det var smurt ind i blod og at det skal føres ind i urinrøret rent/sterilt. Et kateter der ligges rigtigt, gør i forvejen ondt - men et kateter der ligges forkert, gør rigtig ondt. Men hun fik at vide, at hun skulle klappe i og lade vær med at skabe sig.

En times tid efter, kom hun ind på operationsstuen hvor vi fulgte hende. Operationsstuen, var igen, på ingen måde steril. De grønne uniformer og mundbind man skulle skifte til, var brugt og gud ved hvornår de sidst er vasket. Lagenet og stiklagenet så også brugt ud, med stort brunligt gammelt blodsekret. Ikke hensigtsmæssigt til en steril operation. Lægeassistenten valgte overraskende nok at spritte af - men det kunne han ligeså godt have undværet, for efter han havde sprittet af, skrev han en besked på sin private mobiltelefon og famlede med nogle penge. Også gik operationen i gang. Da barnet kom ud, græd det meget kortvarigt men stoppede igen. Jordemoderen tog barnet med ud i indgangen, med hovedet nedad. Derefter startede en proces, der føltes som 1 time og ikke 10 minutter. Den nyfødte træk ikke vejret. I 10 minutter prøvede jordemoderen ihærdigt - hun ruskede drengen, hun intuberede ham, gav ham hjertemassage, pumpede væske ud af hals og næse, og intet syntes at virke. Processen så meget voldsom ud og hjertemassagen virkede til at brække hvert et ribben. Måden de ruskede barnet på for at få det til at græde og vise tegn på liv, var ligeledes også voldsom. Heldigvis, begyndte barnet at vise tegn på tilstedeværelse, efter 10 minutters tid. Vores bekymringer går nu på, om den nyfødte dreng ender som hjerneskadet. En skæbne vi aldrig vil få svar på.

Hele denne dag, har været fyldt med indtryk, følelser og nye oplevelser og vi er derfor meget glade for, at have hinanden, da det var vores første fødsel og kejsersnit.