Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en kaostisk nat drog vi næste morgen med bus mod Santa Helena, hvorfra vores Roraima-tur startede. Det blev nogle herlige 12 timer, hvor vi erfarede, at venezuelanske buschauffører nærer stor kærlighed for latinamerikansk musik. Gerne den helt igennem ensformige slags og gerne skruet op på maksimal volumen, så man ikke kan fokusere på andet end skingre harmonikaer og trompeter, monotone bongotrommer og forfærdelig keyboardsspil, der borer sig ind i øregangene.
Musikken overgik dog ikke den frygtelige skuffelse, der opstod i forbindelse med, at busruten gik igennem en by kaldet "El Dorado". Da vi af pålidelige kilder havde hørt, at El Dorado skulle være en by lavet af det pureste guld, var det noget af en øjenåbner, da vi måtte erkende, at der i stedet var tale om by fyldt med orange mudder, halvfærdige byggerier, rastløse mennesker og hjemløse hunde. J
Vi nåede frem til Santa Elena ved en 8-tiden fre. d. 5. aug. og indlogerede os på et billigt posada. Efter en god nats søvn var næste morgen klar til at modtage information om vores 6-dages trekkingtur. Det viste sig, at chefen for Mystic Tours, af hvem vi havde købt turen, var af typen, der var fuldstændigt overbevist om, at der findes mere mellem himmel og jord, end man lige kan se. Efterhånden som vi kom længere ind i introduktionen, blev vi informeret om den ekstra store sandsynlighed for at se ufo'er på toppen af Roraima og andre utrolig oplevelser. Har man fx evner for at se andre folks aura skulle disse også være særligt tydelige pga. af den megen energi, som strømmer op af jorden. Ligeledes hænder det også ofte, at folk får orgasme-lignende følelser af de fantastiske udsigter. Alt i alt ville der være en vis chance for, at vores liv ville blive forandret for altid efter denne tur.
Vi fik læsset vores rygsække på toppen af en firehjulstrækker og blev selv stoppet ind i bagagerummet. Så gik det der ud af (gerne med 140-160 km/t på humpet landevej) mod vores startdestination. Vi overlevede heldigvis og efter et fortræffeligt middagsmåltid, bestående af sandwicher af kridhvidt brød, en skive ost og en skive skinke, var det på med rygsækken og af sted.
De første 2 dage foregik i let stigende savanne-/græslandskab. Alt sammen med Roraima og nabo-tepuien i horisonten. Vi var i en 11-mands gruppe, hvor vi fysisk lå i den rigtig gode ende, så den største udfordring lå i, at vi aldrig fik nok mad til at føle os rigtigt mætte. Den tredje dag begyndte den egentlige opstigning til Roraima. Det var en mega nice og udfordrende tur op gennem jungle- og klippeunderlag. Vi følte os som rangers! Efter en fire timers tur med stigninger mellem 45 og 60 grader når man toppen, og forstår lige pludselig hvorfor folk smask forvirrede/forelskede i denne store firkantede sten. Synet der mødte os var som fra en anden verden. Mange beskriver det som at være på månen. Nu har ingen af os været på månen, så skal ikke lige kunne sige om det er den bedste måde at beskrive det på, men vil prøve med et andet ord. AWESOME!
Klippeformationer i alle afskygninger side om side med planter som ikke findes nogen andre steder i verden (igen udenfor vores ekspertise, men sagde vores guide i hvert fald). Efter et kvarters gang nåede vi til vores camp hvor vi skulle tilbringe de næste to nætter. En velfortjent frokost blev indtaget og så gik turen ellers til et af de mange udkigspunkter. Og hvilket udkigspunkt. Vi fandt aldrig rigtig ud af hvor langt der var ned, men mellem 400 og 600 meters lodret klippevæg er et godt bud. At stå på toppen af dette monstrum og kigge ned er en oplevelse man sent vil glemme. Hold kæft det var fedt! Efter en god times tid og et brændende varmt kamera gik vi modvillige tilbage til campen. Det er svært at beskrive sådan en dag, men vi krøb i hvert fald mere en godt tilpas i vores soveposer den aften. Det viser sig så godt nok at være en smule koldt på toppen af en så stor sten, men det er selvfølgelig ikke noget problem når man som os har vikingerødder og normalt lever i det kolde nord. Hr. Sand Larsen også kaldet "the red viking" klarede alene tjansen den første nat uden problemer. Mere end man kan sige om Toke (også kaldet "Little Freezing girlie girl, som overhead not kan holde the varmen, while tårende is trilling ned af his kinder") der måtte krybe ind til far og far, og ligge i smørhullet i det i forvejen trænge tomandstelt.
Anden dagen gik med at udforske toppen af denne enorme sten. Et besøg i "Penis valley", en tur i jacuzzien (forestil jer de varme kilder på island om vinteren, men med koldt vand), adskillige spøgelses historier og steder med roraimaiske bøhmænd og meget meget mere.
Efter endnu en fremragende nat i kulde liggende på liggeunderlag med komfort svarende til et solidt spark i skridtet en vintermorgen i en grusgrav, gik turen nedad igen. Det er hårdt at gå opad. Det er ikke hårdt at gå nedad. Dagen efter man er gået nedad er til gengæld ikke fantastisk. Ens ben er som forstenede. Vi havde ikke skidt i bukserne men det så sådan ud.
Roraima var en ubeskrivelig oplevelse og et sted alle fortjener at se på nært hold. Som den kære Larsen senior ville have sagt: "man kan sige meget, men de kan godt nok finde ud af at lave bjerge hernede".
- comments