Så kom dagen endelig, hvor jeg skulle skydive. Jeg vågne om morgen, og hele min krop var grebet af en ubeskrivelig stemning, og jeg kunne slet ikke styre mit humør - jeg var bare glad. Jeg havde en uslukkelig tørst, hvilket også resulterede i at jeg skulle tisse konstant (Ja, undskyld jeg sådan beskriver alt til mindste detalje).

kl. 12.30 skulle jeg være i skydive centeret, hvor der også var 2 andre piger fra hostellet der skulle skydive på samme tidspunkt som mig. Her fik vi en stak papirer i hånden som vi skulle udfylde - alt fra navn og adresse, til hvem de skulle kontakte i tilfælde af en ulykke. Derfra sad vi så på pinebænken i halvanden time, imens vi ventede på holdet før os skulle komme ned på jorden. kl. 13.15 begynder løjerne. Jeg møder min skydive master - Dave, som introducere mig for nogen sikkerheds foranstantninger, og så begynder han ellers den film, som blev optaget under hele turen. Vi hoppede alle sammen i en bus, og kørte 20 minutter ud til den lille flyveplads, hvor en mini flyver ventede på os. Lige som da bussen drejer ind på flyepladsen, så er der nyheder i radioen, hvor de fortæller at en skydiver er død dagen før i Brisbane (2000 km fra hvor vi var), da hans faldskærm ikke åbnede sig, som den skulle, og sikkerheds faldsærmen heller ikeke virkede --> vedhæfter lige et link til en artikel:

http://msn.foxsports.com/other/story/Skydiver-dies-after-both-parachutes-fail-052712

Vi trak alle lige været en ekstra gang, og gik så ud af flyveren, og lod 'nyheden' blive i bussen. Dagen før, havde jeg også set en video om en 80 årig dame i USA, som fortryder at hun skal springe ud af flyet, hvilket resulterer i at hun næsten falder ud af hendes sele, på vej ned. Vedhæfter også lige et link til den video, for de interesserede --->

http://www.youtube.com/watch?v=Qtb3N7eqejM

Nå, men på trods af de ting, så valgte jeg dog alligevel at jeg ville skydive. Jeg har nu i en måned, dagligt set omkring 25 mennekser der er landet på stranden lige foran hostellet, så hvorfor skulle det lige gå galt for mig.

Jeg kom ind i flyveren, hvor vi sad i 2 rækker, på en slags bænk. Flyveren var fyldt til bristepunktet, og så lettede den ellers fra jorden. Udsigten var FANTASTISK. At se den flade jord blande sig med mægtige bjerge og derfra flyve udover vandet, hvor man kunne se 'The great berrie reef' lyse op. Efter en cirka 20 minutters flyvetur, begyndte virkeligheden at vise sig. Jeg blev 'tøjret' fast til min divemaster, og kunne slet ikke bevæge mig en millimeter fra ham. Jeg kunne mærke hver hans vejrtrækning og fik kort igen fortalt hvad jeg skulle gøre, når vi sprang ud af flyveren. Døren til flyveren blev åbnet, og folk hoppede ud. Jeg så ikke de første par, da jeg havde travlt med at rykke mig længere frem mod åbningen i flyet. Da vi kun er 3 par tilbage, går virkeligheden op for mig. Pigen ved siden af mig, skriger som en lille gris man hiver i halen, og jeg må se til da hun hænger ud af flyveren - tydeligvis rædsenslagen. Jeg er den sidste der sakl forlade flyveren. Vi møver os frem, jeg skal have mine ben under flyveren og kulden river i min krop. Jeg læner derfra mit hoved på min skydivers skulder, så jeg ser op i luften - og så sker det. Vi falder... De føste 10 sekunder var ubeskrivelige. Jeg har mange gange haft drømme om natten, hvor jeg bare falder, men aldrig troet at jeg skulle prøve det. Da det efter få sekunder VIRKELIG går op for mig, at der ikke er nogen snor, som lige holder os fast til flyveren, går der en kort panik igennem min krop. Tankerne flyver igennem mit hoved med lige så stor fart som jeg falder, og pludselig slår min krop over i at nærmeste slappe af og nyde dette ubeskrivelige øjeblik. Den dvd jeg har fået af mit skydive, kan man netop se, hvad jeg lige har beskrevet - det er så vildt at se den film og genkalde alle de følelser igen og igen. Vi ligger så der i luften - jeg har 60 sekunders fritfald. Jeg ser bare jorden komme tættere og tættere på, og mærker luften fare igennem min krop med en voldsom fart. PLUDSELIG bliver faldskræmen udløst. Fra at ligge vandret i luften, er det som om min sele giver et ordentlig ryk og pludselig sidder jeg nærmest i en slags gynge med min divemaster på rykken. Da det sker, så skriger jeg helt vildt. Jeg havde ingen kontrol over min krops reaktion, men jeg var tydeligvist ikke klar over hvor stor en omvældtning ville være, når der sker en pludselig ændring af position du er i, når du falder med alt for mange kilometer i timen. Fra mit chok, går et igen over i nærmeste total afslapning. Jeg havde nu tid til at nyde udsigten. Jeg fik lov til at styre faldskærmen. Jeg var estastisk af lykke. Da vi nærmer os jorden, ser jeg hvordan Mission Beach ser ud fra luften og får øje på nogen venner på stranden. Vi lander og giver standet af 2 fuldvoksne mænd. Jeg kunne slet ikke så stille. Hele min krop rystede og hoppede. Mødte med det samme de 2 andre piger jeg skydivede med, og vi snakkede bare i munden på hinanden - ingen af os registerede at vi egentlig gjorde det, og at vi ikke faktisk ikke forstod et ord af hvad hinanden sagde, vi skulle alle udtrykke vores følelser.

Resten af dagen var jeg høj af lykke og adrealin. 3 timer senere rystede min krop stadig så meget, at folk kunne se det på mine hænder. Om aftenen var der en pige fra hostellet der havde fødselsdag, og jeg havde bestemt mig for at lave snobrøds dej, og managerne af hostellet lavede et bål på stranden. Så vi gik alle mand ned på stranden med øl, dej til snobrød, øl og skumfiduser. Ingen havde før prøvet at lave snobrød, så nogen begyndte at spise dejen efter at brødet kun havde været indenover bålet et par minutter. Og at skal lærer 16 stædige voksne mennesker at lave snobrød samtidig, var en udfordring, så dem der ville høre, fik et snobrød - nogen af dem mere brændt end andre. Og andre spise den halv-rå dej. Men alle synes det var en sjov og underlige måde at bage på, og nogen synes det smagte af pizza (??).
Efterfølgende blev der brændt skumfiiduser af, og når jeg siger brændt, så mener jeg det, fordi de spiser dem kun hvis de er HELT sorte - føj. Ja, og så gik aftenen ellers med forskellige underholdene indslag. Jeg var dog helt tømt for energi da klokken blev 22 og listede derfor i seng.
JEg vedhæfter også lige nogen billeder fra den aften -->

Det er nu 2 dage siden jeg har skydivet, og jeg vil SÅ gerne prøve det igen. Det adrealin - kick jeg fik, var ubeskriveligt, har aldrig prøvet noget lignende. Jeg fik denne skydive gratis, fordi jeg er i praktik på hostellet, men et lignende skydive spring, ville koste 1800 danske kroner, pluds 900 ddk for en video. Så det er en dyr fornøjelse, jeg har været så heldig at få!

Hvis jeg ellers kan fortælle om lidt andet, så har jeg set en Cassowary. Det er en fugl, der er på størrelse med en struds, men ser lidt anderledes ud. Den lever KUN i området omkring Missiom Beach og er fredet. Jeg vedhæfter også lige et link til hvordan sådan en skabning ser ud -->

http://www.google.com/imgres?q=cassowary&um=1&hl=da&client=safari&sa=N&rls=en&biw=1148&bih=680&tbm=isch&tbnid=NxE-Ink2ZX8UeM:&imgrefurl=http://jennifermarohasy.com/2008/08/injured-cassowary/&docid=l4Zn9xGcts9WIM&imgurl=http://www.jennifermarohasy.com/blog/archives/FemaleCassowary.jpg&w=595&h=660&ei=qtTFT9ClO6_PmAXHxviwBQ&zoom=1

I morges hjalp jeg Jennifer, den ene manger med at gøre rent, og med i vores rengøringsflip, brød hun ud - "Nu har jeg boet her i 5 måneder - jeg VIL have MC D mad. Så efter vores rengøring, så tog vi hostellets bus, og kørte 40 minutter, for at finde en mcdonalds Da vi kom frem, ville vi begge bare gerne have et happy meal - så det var vel lige så meget en undskyldning for at komme lidt væk fra Mission Beach og hostellet. Vi havde en skøn tur med musik og dårlige jokes - vedhæfter lige et par billeder af køreturen.

(Jen og Micth er SÅ søde - og hader når jeg tager billeder)

(alle børn i Australien går i skoleuniform. Syens det er SÅ sødt, så lige et billede af det)

(ihh hvor vi hygger i bilen.. )

Og jeg har lagt om længe fået mine rejseplaner på plads. Da managerne i Mission Beach stopper d. 15 juni da de skal til Sydney og arbejde, så kan jeg ikke blive her længere, så endnu engang er mine planer gået i vasken. Men nu har jeg gennemført mit praktikforløb og min praktikopgave er halvvejs færdig. Anyway, mine rejserplaner er følgende (og hold nu fast):

d. 10 juli forlader jeg Mission Beach efter at have tilbragt 4 dage med Rasmus og Amalie (Min bror og hans kæreste). Jeg tager en bus i 8 timer ned til Airlie Beach, hvor jeg skal ud med en båd i 2 dage og se whitsunday.

d. 14 juni flyver jeg fra Airlie Beach til Sydney, hvor jeg skal tilbringe 4 dage.

d. 18 juni Flyver jeg til vestkysten, og lander i Perth. Herfra vil jeg inten med andre backpacker i en bil, eller med en bus, rejse op af vestkysten.

d. 11 juli flyver jeg fra Broome, som ligger nordpå, på vestkysten op til toppen af Australien, nemlig Darwin.

d. 16 juli flyver jeg fra Darwin og forlader nu Australien, og flyver til Bali, hvor jeg vill have 10 dage til at rejse rundt og se øen.

d. 26 juli går flyvet så mod Danmark.

Jeg ville gerne have teget det hele ind på et kort, så det er nemmere at følge med, men der kommer nok nogen blog-opdateringer under min rejse, så kan i se min rejse der.

Jeg vedhæfter lige et par løse billeder, og så vil jeg stoppe - nu er der nemlig aftensmad, uhm!

(Kasja min veninde fra sverige som er på besøg i mission beach i en uge og en tysk fyr, der griner MEGET mærkeligt!)

(Jen har lavet kage, men jeg må ikke tage billede af den, da jeg måske kunne stjæle opskriften)

(og billedet fik jeg, da hun fik crem på sine finger - haha!)

(Fællesspisning på hostellet)

(2 piger fra Scotland - de er søde, men dog lidt reseveret)

Ha det dejligt og pas på jer selv!