Profile
Blog
Photos
Videos
Velkommen tilbage! Denne nye statusopdatering er exceptionelt spaendende, kan jeg love jer, for den beskriver min nye tilvaerelse i et nyt og qnderledes land, Burkina Faso! Men vi starter med de sidste uger i Ghana:
For en maaneds tid siden tog hele truppen til Pebi og tilbragte en weekend med overnatning i telte, mange af dem gamle Roskilde-telte, der var blevet doneret til organisationen (forestil jer et stort orange 6-mands-telt med Roskilde-logoet på siden stående blandt palmebladshytter i en fattig afrikansk landsby). Kvart i seks begge morgener blev der råbt og banket på teltene hos alle os, der stadig ikke var stået op (vi var blevet holdt vågne en stor del af
natten af musik fra Pebis nabolandsby, Kuntu, liggende. Ghaneserne har en sygelig trang til at spille ulideligt høj musik ved enhver given lejlighed. I denne weekend blev der holdt begravelse for tre mennesker, der var døde i et båduheld, og i den anledning satte de højttalere til at spille noget, der lød som Ghanas svar på dansk top, hele natten med tilstrækkelig lydstyrke til, at det kunne høres 2 km væk. Min erfaring er, at ghanesere meget sjældent er oppe efter kl 12, og jeg forestiller mig, at hele landsbyen har lagt sig i seng omkring det tidspunkt og sovet hele natten med musikken kørende udenfor, for ghanesere
kan sove som spædbørn under de mest ukomfortable forhold, man kan forestille sig.) Alle skulle ud på en løbetur langs stranden og efterfølgende træning, udstrækning og dans i en cirkel, hvor man skiftedes til at føre an. Resten af dagene blev ellers tilbragt med øvning og hygge og utallige ture på stranden og i det vilde atlanterhav med de ofte mandshøje bølger, der umuliggjorde en hyggelig lille svømmetur og gjorde en dukkert til noget nærmere en morsom kamp for livet.
Her på kontinentet er det kvinderne, der laver maden, og eftersom vi kun havde en enkelt kvinde med, der kunne lave god ghanesisk mad, måtte hun tilbringe det meste af weekenden i skolens køkken i stedet for på træningsgrunden. Til gengæld fik hele gruppen tre lækre lokale måltider om dagen. Råvarerne måtte vi frivillige, der var arrangørerne bag lejrturen, finansiere. Konstant var vi omringet af børn, de fleste af hvilke var elever af os, der underviste på skolen. De kiggede tålmodigt og interesseret på, når vi trænede, og selv de mindste af dem festede og dansede med os om aftenen, når der var trommejam rundt om et bål på stranden. Mange af de 6-årige børn var bedre dansere end de fleste voksne danskere.
Den efterfølgende weekend tog jeg bussen til hovedstaden Accra sammen med Frederik og vores jyske ven, Jens-Peter, gruppens bassist. Formålet var at besøge Burkina Fasos ambassade for at søge om et visum til landet. Normalt ansøger man tidligt om morgenen og får sit pas tilbage samme eftermiddag, så for ikke at skulle tage en bus midt om natten, besluttede vi at overnatte i Accra. Vi tilbragte natten hos en angiveligt berømt og tydeligvis ludfattig guitarist, som Jens-Peter kendte, og som vi gav en øl og nogle håndører til gengæld for en sovesofa og lidt undervisning i afrikansk guitar. Om morgenen tog vi så ind på ambassaden og udfyldte nogle lange formularer. Jeg blev en anelse nervøs da embedsmanden, ved hvis skrivebord vi afleverede vores pas og ansøgninger, mistænksomt betragtede os over sine briller, mens han granskede vores pas og vores ansøgninger
for inkongruens. Men denne skulen var nok bare en procedure, der skulle få ham til at fremstå mere autoritær og bureaukratisk og minde os om, at Burkina Faso ikke bare sådan lader hvem som helst krydse deres grænser. I hvert fald blev vi godkendt og hentede vores pas med visum samme eftermiddag, hvorefter vi kørte hjem til Cape Coast.
Nu var der ikke mange dage til vores afgang fra Ghana, og Frederik og jeg måtte snart tage afsked med vores elever som, på trods af al den frustration de har givet anledning til, jeg efter denne afsked ikke kunne lade være med også at elske lidt. Alle klasserne fik fri
i den sidste time, for at vi sammen kunne lege lege. Vi fik en af lærerne til at oversætte vores afsked til alle børnene, og da vores taxa planmæssigt kom for at hente os, var jeg helt trist over at måtte sige farvel. De var sgu alligevel meget søde, paa trods af deres ufattelige og innerverende inerti i forbindelse med indlaering af alfabetet, og de var tydeligvis også triste over at måtte sige farvel til os
Et par dage efter var vi så på bussen mod Burkina Fasos hovedstad med det charmerende navn, Ouagadougou (udtalt Uagadugu). Man havde selvfølgelig, thi vi var jo i Ghana, fyldt denne bus med alt for mange mennesker med alt for meget bagage. Det, der ikke kunne være i bagagerummet, lagde man i en stor bunke i den midterste trappeopgang, så vi, der sad tættest på trappeopgangen, var i fare for at få en stor kuffert over tæerne, hver eneste gang bussen accelererede eller bremsede, hvilket var særdeles ofte, siden vi tilbragte en tredjedel af turen i trafikpropper i forskellige storbyer. Et sted nederst i denne bunke lå den kora (en slags afrikansk harpe), som vi havde lovet at medbringe til vores venner i Burkina Faso, og som vi var meget overraskede over at se intakt ved vores ankomst i Ouagadougou.
Det hjalp ikke, at mange passagerer ved førstgivne lejlighed valgte at købe enorme klaser af plaintain (en extra-large afrikansk banan-sort) fra de kvinder der stod i alle lyskrydsene med enorme fade på hovedet og solgte brød og frugt gennem vinduerne på biler og busser. Nu var
trappeopgangen fyldt med kufferter og midtergangen dækket af store banan-klaser, så at komme ud af bussen på et toiletbesøg et af de få steder, hvor bussen stoppede, krævede stor motivation.
De første adskillige timer af turen kørte vi på bumpede grusveje, fordi man havde besluttet sig for at spærre 2-300 km asfaltvej af for at renovere den. Jeg havde aldrig troet, det kunne være så fysisk udmattende bare at sidde ned, som det var på denne tur, hvor vi blev kastet til
højre og venstre, hver gang bussen ramte et bump eller et hul. Rystelserne gjorde det umuligt at læse og at drikke vand uden at spilde ud over sig og sin nabo.
Men når man ikke kunne læse, kunne man altid kigge ud af vinduet. Det var meget sjovt at se, hvordan landskabet ændrede sig, efterhånden som vi begav os nordpå. Ghanas kyst, hvorfra vi kom, er et frodigt område fyldt skovklædte bakker. Men når man kører nordpå, bliver det gradvist mere fladt og tørt, indtil man naar den nordghanesiske savanne. Her kan man se mange kilometer gennem den toere luft ud over det brune og matgroenne landskab med graesset og buskene og de smaa spredte traeer, der altsammen ser ud som om, det kun lige akkurat kan overleve under de givne forhold. Ved Cape Coast regnede det naermest hver anden dag, men oppe nordpaa er det toert i ni ud af aarets tolv maaneder.
Arkitekturen udvikler sig ogsaa synligt. I de kristne sydghanesiske byer bor mange i viktorianske toetagers bygninger fra kolonitiden, men i det nordlige Ghana, hvor der er flere muslimer (i Ouagadougou lyder Minareterne hver morgen og aften), og hvor kolonimagterne ikke har haft saa stor indflydelse, er mange huse bygget af muddermursten og de stoerre bygninger er i en stil, der virker mere mellemoestlig.
Det var dog ikke vildt meget vi naaede at se af Nordghana, foer det blev baelgmoerkt. Paa dette tidspunkt taendte man heldigvis for de overdrevent melodramatiske handycam-filmede nigerianske film, der skulle koere hele natten ved hoej lydstyrke, og som berørte relevante og originale temaer som forbudt kærlighed mellem en høvdingesøn og en fattig syerske.
Ved graensen fik vi igen lov at opleve afrikansk bureaukrati. Vejret var dejligt, så paskontrollen foregik i skyggen af et lille træ. Vi haabede paa, at det betoed, at man var i godt humoer, for en gnaven bureaukrat ved en afrikansk landegraense kan vaere kilden til mange store problemer. Men det hele forloeb nu relativt smertefrit, omend meget langsomt. I nye formularer skulle vi igen angive alt det, der i forvejen stod både i vores pas og vores visumansøgninger. Vi holdt ved grænsen adskillige timer, og tre gange blev vi bedt af en uniformeret mand om at aflevere vores pas. Hver gang fik vi det tilbage efter et kvarters tid, og ingen af gangene havde vi nogen anelse om, hvad de blev brugt til.
Da vi kom til tolden, kaldte en af bagagemændene på os. Han havde taget vores rygsække ud af bagagerummet, og han sagde noget med, at tolderen ville komme forbi, og at han ville hjælpe os, hvis vi gav ham nogle penge. Eftersom vi ikke var helt så naive, som da vi ankom til dette kontinent (de, der har læst mit første blogindlæg vil måske mindes, hvordan vi i
vores forvirring blev snydt for ti euro af en mand, der lod som om han hjælp os med vores bagage), sagde vi bare, at vi ikke ville give ham penge og ville ordne det selv. Det var åbenbart ikke så vigtigt, at han ville begynde at diskutere det, så han trak på skuldrene og lagde vores rygsække ind igen, og der kom aldrig nogen tolder. Hvis der var kommet en tolder, havde han formodentlig alligevel ikke givet os problemer, for Frederik havde i loebet af turen givet en kiks til en gammel Burkinermand, der mens vi stod ved toldposten viste os sin soen, der til vores positive overrqskelse arbejdede paa selvsamme toldpost, og overfor hvem den gamle havde udtrykt sin taknemmelighed for denne gave. Soennen sagde nu ogsaa tak for vores generoese gestus, og vi var nu officielt venner med den Ghanesisk-Burkinske toldpost og var trygge i den viden, at vi ikke ville faa nogen problemer med at komme igennem.
Efter en tur paa et godt doegns tid ankom vi paa en stoevet og travl holdeplads i Ouagadougou, hvor vi heldigvis straks kunne koebe sim-kort af en ivrig vandrende taletidssaelger og ringe til vores venner. Efter kort tid ankom de paa to scootere, bagpaa hvilke Frederik og jeg ville blive fragtet til vores nye hjem, der var et lille kompleks omkring en gaardhave ikke langt fra centrum af Ouagadougou. Det viste sig, at der her boede en hel familie med baade boern og bedstemoedre, og adskillige familievenner, af hvilke vi allerede kendte nogle fra deres besoeg i Ghana.
I Ouagadougou kommer man fra A til B paa motorcykel (som her er en paraplybetgnelse for scootere, knallerter og motorcykler), saa allerede den foerste aften skulle vi laere at koere paa saadan en. Baba, som er "herren i huset" der, hvor vi bor, og som er den eneste, der snakker engelsk (Burkina var en fransk koloni, saa vi er alle tvunget til at laere at tale fransk) tog os ud til et passende sted uden for meget trafik, hvor man kunne koere i ring om en blok. Det er overraskende, saa hurtigt man laerer det og overvinder frygten for at koere hurtigt. Siden den aften har vi altsaa bare laant et par scootere, hver gang vi har skullet nogen vejne, og man foeler sig saa smaat hjemme paa den. Dog skal det siges, at selvom jeg selv for laengst har overkommet frygten for at koere galt, er jeg som den eneste af os endnu ikke er naaet til det punkt, hvor den, der sidder bag mig paa motorcyklen, hvor erfaren en motorcyklist han end er, ikke er bange. Jeg har paa fornemmelsen, at det ikke siger noget positivt om mine koereevner.
De foerste to aftener tog vi ud og hoerte musik. Multiinstrumentalisten Ali, med hvem jeg har genoptaget den floejteundervisning, vi paabegyndte i Ghana, var ude at spille med det samme band de to aftener, i to forskellige "haver". Det var en meget positiv oplevelse at se de koncerter. Musikken blev spillet paa traditionelle vestafrikanske instrumenter som xylofon og tvaerfloejte og forskellige eksotiske streng- og slagtoejsinstrumenter, og det var elektrisk forstaerket, men lydniveaeuet var udholdeligt og man kunne stadig snakke sammen. Allerede her saa vi en markant fra Ghana, hvor folk altid brokker sig til lydmanden, hvis de ikke er garanteret varig hoereskade, naar de gaar hjem. Hele konceptet med, at man sidder i en behagelig have ("jardin", som man kalder dem smaa cafèagtige bevaertninger med borde og stole i en behagelige udendoersomgivelser) og nyder en oel til noget afslappende musik er helt modsat den ghanesiske stil, hvor man insisterer paa at presse hoejttalerne til bristepunktet og give den fuld gas paa dansegulvet indtil kl 23, hvor man bliver traet og gaar hjem. Det kan unaegteligt ogsaa vaere sjovt, men det er en behagelig afveksling man oplever her. Her danser man ogsaa men folk har en markant mere tilbagelaenet stil, der oftest bestaar i at gynge lidt fra side til side og svinge armene lidt frem og tilbage, end i Ghana, hvor man raaber og skriger mens maend gnider sig op ad kvinder, oftest uden at han egentlig vil noget med hende. Her i Burkina Faso saetter man generelt bare mere pris paa at slappe lidt af og hygge, og det er jeg meget taknemmelig for.
Folk er langt mindre paatraengende her i deres maade at henvende sig til fremmede paa, og man bliver ikke konstant raabt ad fra alle sider bare fordi man er hvid.
Vi bor et rigtig laekkert sted. Der er hele tiden mennesker af alle aldersgrupper. Der sidder altid nogle stykker paa graesset og laver interessante frisurer paa hinanden (afrikanere er ikke saa glade for deres naturlige haar, saa de, der ikke klipper sig plyssede eller gaar med paryk, skifter gerne frisure flere gange om ugen, og de er ikke saa lidt fantasifulde), og der sidder altid en lille dreng (eller en dansker) og traener djembe eller xylofon. Nogle gange kan man sidde og jamme med en hel gruppe boern, af hvilke nogle er blevet traenet siden de var ganske smaa og kan spille meget overbevisende paa adskillige instrumenter.
Som de aegte afrikanere, de er, kan disse boern selvfoelgelig ikke kun spille men ogsaa danse, og de plejer at holde en hel lille fest i "stuen" hver aften. De taender for fjernsynet og skruer over paa en musikkanal og saa danser de i timevis, og hvis man er til stede, slipper man ikke for at vaere med til festen.
Burkina Faso er et populaert eksil for franskmaend, der gerne vil bo i troperne, men ikke gider laere et nyt sprog. Saaledes faar vi tit besoeg af franskmaend, der har bosat sig i Ouagadougou, blandt andre en mand ved navn Francois. Han har koebt sig et stykke jord lidt uden for byen, hvor han vist har taenkt sig at lave sin egen lille landsby, der skal byde paa nogle hyggelige cafèer. Og saa har han gang i et projekt, hvor han omarrangerer jazz-klassikere med vestafrikansk instrumentation. "Do you kneuw 'Erbie 'Ancock?" spurgte han mig en dag paa sit noget begraensede engelsk, hvorefter han viste mig sit egentlig rimeligt vellykkede produkt. Selv havde jeg dog svaert ved ikke at udtrykke min morskab over hans valg af kunstner.
I Afrika er der helt klare roller indenfor familien. Kvinderne laver maden og vasker toejet og goer rent og boernene skal forsaavidt deres evner raekker vaere tjenere for de voksne. Disse roller udfylder alle familiemedlemmer uden den mindste brok; ja, naermest med entusiasme. Hvis et barn ser mig slaebe en spand vand til mit morgenbad, kommer han straks loebende og vil tage spanden for mig. Kvinderne tilbyder hele tiden at lave mad til os. Vi skal bare saette os ned og vente paa den, og hvis du begynder at tage opvasken bagefter, kan du vaere sikker paa, at en dame kommer farende og flaar den ud af haanden paa dig, insisterende paa at vaske op for dig. Da jeg skulle have vasket mit toej, fyldte jeg en spand og haeldte saebe i og gik i gang, men knap var jeg begyndt, foer jeg var omringet af kvinder, der hver isaer havde en holdning til, hvad jeg gjorde forkert, og allesammen troede, at det nyttede noget at forklare mig det paa fransk. De ville gerne vaske toejet for mig, men jeg insisterede og blev ved med at vaske. Til sidst satte en dame sig ned og gjorde det sammen med mig. Jeg sagde, at jeg godt kunne klare det selv, men hun ville ikke hoere det. Jeg gav op og endte med at taenke, at det da egentlig var vanvittigt at bruge en masse energi paa paa fransk at fortaelle en kvinde, at hun ikke skal vaske mit toej for mig, naar hun saa inderligt gerne vil. Tilsyneladende generer det ikke kvinderne at skulle tage disse tjanser hver eneste dag af deres liv, og de har udviklet et instinkt, der tvinger dem til at gribe ind, hvis der bliver sjusket med det huslige arbejde.
Og saa er kvinderne ekstremt staerke, baade i armene og i deres adfaerd, der kan vaere noget dominerende og staedig og dog stadig omsorgsfuld - en karakteristisk kombination, man kun ser hos veteranerede husmoedre. De kan sidde i timevis med en lang kaep og mose store gryder af kokonte eller andre af de lokale retter, der er en tyk, naesten slimet masse, kogt sammen saedvanligvis af plaintain-bananer og forskellige typer mel.
Paa et enkelt tidspunkt har en af kvinderne saagar skraemt os en anelse. Vi sad stille og roligt paa et taeppe paa terrassen og spiste vores frokost, da Babas kone kom farende ud af sit vaerelse med armene svingende til alle sider og et manisk og rasende udtryk i ansigtet. Baba og nogle af de andre kvinder havde vist oplevet det foer, og de greb hende hurtigt og trak hende tilbage ind paa vaerelset, mens hun kaempede imod med al sin magt. Det var ikke tydeligt, hvem hendes vrede var rettet mod, men da man havde faaet hende til at falde til ro igen, afsloerede Baba, at der var en daemon, der havde det med at besaette hans kone. Hun skal bare have lidt urtemedicin, nogle beroligende ord, lidt hvile og saa er hun god igen. Den slags har vi i Afrika, sagde Baba.
En dag blev vi taget med til et "politisk moede", hvor Babas gruppe skulle spille nogle numre. Det var et moede for regeringspartiet CDP (Congres pour Democracie et Progres, der vandt sidste valg med 80% af stemmerne) i anledning af det snarlige borgmestervalg. Vi havde regnet med at skulle spille med, men man kan aldrig rigtig regne med noget i Afrika, og vi endte med at sidde i publikum. Det en langvarig og traettende oplevelse. Paa en stor stoevet plads lidt uden for byen havde man stillet et par hundreder stole op saa de dannede en firkant i hvilken der skulle holdes en masse taler og laves et par musik- og danse opvisninger. Jeg forstod ikke meget af, hvad der blev sagt under talerne, men det hele lignede mere en stor propagandaevent end et moede. To maend var hyret til ved bestemte cue's under talerne at raabe i aegte afrikansk call-and-response "CDP! - Victoire! - CDP! - Victoire! - CDP! - Victoire!" osv. i utrolig lang tid og ved deres lungers fulde kraft, saa de mange hoejttalere overstyrede og skar i oererne. Hver gang der var en pause, satte man en billig rytmeboks-propaganda-popsang paa for fuld skrue, og indimellem skulle alle staa op og i faellesskab synge en storladen sang om, hvor dejlig CDP er. Paa trods af, hvor laenge man snakkede, har der nok ikke vaeret voldsomt meget substans i det. De fleste afrikanske partier er enkeltsagspartier, og naar man spurgte en af de entusiastiske frivillige, hvorfor de var saa glade for CDP, sagde de bare "Fordi det er vores elskede praesidents parti!" Deres elskede praesident har siddet paa magten siden 1987, hvor han tog den med statskup.
Moedet sluttede med, at en mand tog en stemmeseddel frem og gik hele scenen rundt og viste publikum, hvor de skulle saette deres kryds, i tilfaelde af, at det paa dette tidspunkt endnu ikke var aabenlyst.
For et par dage siden var vi en tur i noget, der kan kaldes en mellemting mellem en safaripark og en zoologisk have. Parken laa omkring 25 km uden for byen, saa vi tog et par scootere og spaenede ud af landevejen gennem bush'en i smaa tre kvarters tid. Man kunne tage scooterne med ind i parken og hurtigere komme rundt. Der var ingen andre mennesker, da vi kom. Nogle af dyrene gik frit, ekspempelvis heste, strudser og dromedarer, men nogle steder havde man sat store hegn op, og bag ved dem kunne man se loever, tigere, elefanter flodheste og meget andet. Vi havde hoert ubehagelige ting om dyrenes forfaerdelige kaar i afrikanske zoologiske haver, men dyrene saa egentlig rimelig sunde og friske ud og havde masse af plads, bortset fra en lille flok synligt utilfredse bavianer i et meget traengt bur.
Alt i alt er jeg utrolig tilfreds med, at vi har valgt at begive os ud af Cape Coast og besoege et nyt land. Paa mange maader foeles vores ophold nu som en mere autentisk afrikansk oplevelse. De roedbrune stoevede veje og mudrede hytter og savannen og den konstant bagende sol faar Burkina Faso til i hoejere grad end det sydlige Ghana at ligne ens forventning om Afrika. Det samme goer den en anelse mere udbredte fattigdom og de lidt mere primitive forhold vi lever med. Vi bader altid med spand, og toilettet er et lillebitte hul i jorden. I modsaetning til Ghana har man ikke myggenet i alle vinduerne. Heldigvis har Frederik og jeg, der er saa heldige at dele seng, kunnet laane et af Jens-Peter, som vi har haengt over vores seng (nettet, ikke Jens-Peter). Vi ved, at der bor en mus et sted paa vores vaerelse, men med alle de gemmesteder, den har, er den praktisk talt umulig at fange. Men trods alt dette, har vi stroem rigelig god mad hver dag og mangler i grunden ikke noget. Man finder hurtigt ud af, hvor nemt det egentlig er at vaenne sig til omstaendigheder, der er mindre luksurioese end dem vi har i Danmark. Langt mere betydningsfuldt end de materielle forhold er det, hvis jeg maa lyde lidt corny, at vi foeler os hjemme og integreret hos de lokale, vi bor hos, paa en maade, som vi aldrig rigtig oplevede i Ghana, hvor danskerne var lidt isolerede i vores egen bygning og nogle af ghaneserne lidt vanskelige at omgaas.
Vi har planer om at forlade Ouagadougou den kommende mandag for at opleve den nordburkinske oerken. I loebet af samme uge vil vi saa vende tilbage til hovedstaden, og kort derefter vil vi nok begive os tilbage til Ghana, hvor vi skal paa safari i Mole-nationalpark og senere vandre i bjerge i Volta-regionen.
Her vil jeg igen lade jer slippe. Hvis i undrer jer over, at en del af teksten er skrevet med dansk alfabet og en anden med ae oe og aa, er det fordi, en del af den er skrevet paa dansk baerbar. Hvis I undrer jer over nogle hyppige og usaedvanlige trykfejl, er det fordi, jeg forsoeger at manoevrere paa det latterlige franske tastatur.
Endnu en gang paa gensyn og god jul og godt nytaar, hvis I ikke hoerer fra mig inden da. Jeg glaeder mig stadig ustyrligt til at se jer allesammen om snart en maaned!
- comments
Jørgen Et fint journalistisk træk sådan at vække læserens nysgerrighed lige fra starten! Og en kæmpe lettelse at se at du nu i dit 21. År og efter tusinder af km på bagsædet i diverse biler på vej gennem utallige fascinerende landskaber omsider har fået øjnene op for lyksalighederne ved dette at sidde passivt og betragte landskabet mens det glider forbi. Jeg må tilstå at jeg til tider helt havde opgivet at skulle se det ske. Det lyder som lidt af et paradis i er kommet til. Det minder mig på en måde. Om vores tur til sumatra, hvor jeg blev så betaget af den tilsyneladende harmoni i og mellem mennesker. Det lyder også som om de ikke er lige så katolske i deres hoveder som i cape coast? De har måske bare haft lov til at leve i fred for afrikanske og europæiske krigsherrer og slavehandlere... Jeg har ikke helt så eksotiske ting at berette. Herhar det store samtale drejet sig om en adopivfamilie som ikke kunne magte deres opgave og til sidst måtte give afkald på barnet. Jo vi har skam også vores at slås med. Og så er frosten kommet, og vi er blevet advaret om en kold og nedbørsrig december. Så hvem ved, måske vi alligevel får en hvid jul. Langtidsprognosen siger at temperaturen på kloden vil stige ikke to men fire grader frem mod år 2100. Det var nok alligevel en fejl at købe en lejlighed på 1. Sal. Og så er palæstina blevet optaget i FN, dog uden stemmeret. Det er da ret vildt. Nu kan de føre israel for den internationale straffedomstol!