Kaere jer!

Tak for alle jeres hilsner og tanker - dejligt!

Vi er nu godt igang med vores anden arbejdsuge - Det foeles allerede som, at vi har vaeret her i flere uger. Vi er fyldt helt op til randen med foelelser og indtryk, som hver dag skal bearbejdes og det er ikke at overdrive at sige, at det indtil nu har vaeret en kaempe udfordring og nogle rigtig haarde dage.

Vi bruger utrolig mange kraefter paa at laere den afrikanske kultur og foedekultur at kende, at vaere ydmyge og at begaa os paa den rigtige maade. Vi er blevet lidt overrasket over vores modtagelse paa foedegangen. Umiddelbart havde vi troet, at de ville vaere glade for, at vi kom og kunne hjaelpe til. Men det har vist sig, at stort set ingen er klar over, at vi er uddannede jordemoedre, trods det, at vi har forsoegt at fortaelle dem det et utal af gange. De er meget skeptiske overfor os - Vores 3,5 aars uddannelse mod deres 7 aars uddannelse virker som ingenting, naar vi taler med dem. Vi er begyndt at sige, at vi er "expert midwives". Ofte kommer vi igennem et laengerevarende forhoer om, hvad vi vil goere i forskellige akutte situationer. Det svarer vi saa paa, men faar dog stadigvaek mange skeptiske blikke.

Det er utrolig svaert at finde balancen mellem, hvor ydmyg og hvor indgribende vi skal vaere. Hele tiden at finde ud af, hvor vores graense gaar, saa vi kan leve med os selv, naar vi kommer hjem. At overvaere en obstetrik, som virker saa fjernt fra det, som vi er vant til hjemmefra er meget graenseoverskridende. Det er svaert at komme hjemmefra fuld af ansvarsfoelelse og respekt overfor vores foedende kvinder i DK og herned, hvor vi ikke aner om den foedende er syg eller har obstetriske komplikationer. Og det lader til, at der tilsyneladende ikke rigtigt er nogen, som ved saa meget om kvindernes anamnese, saa man bliver ikke klogere af at forsoege at faa informationer om den foedende. Ligeledes faar vi skaeld ud, hvis vi "sniger os ind bag forklaedet" til en foedene og vil lytte en hjertelyd, da man aabenbart ikke lytter hjertelyd eller explorerer oftere end hver 4. time. Dette resulterer da ogsaa i, at stoerstedelen af de boern, der foedes faar apgar 2. Saa man maa sige, at vi faar traenet vores genoplivning. Det er voldsomt at overvaere, hvor lidt et barns liv er vaerd og hvor lidt det paavirker dem, at boernene er daarlige og dagligt doer.

Det er graenseoverskridende at se paa, hvordan kvinderne (som ioevrigt er vildt SEJE) ligger paa en meget uhygiejnisk briks, hvor forklaedet som adskiller briksene bliver hevet til side, saa der er plads til de 8-10 studerende, som flokkes om den lille briks, naar kvinden foeder. Kvinden bliver i den grad udstillet til fuld skue for alle, som er interesseret. Hernede varer pressefasen ikke mere en knap 4-5 min, da man ikke skal vaere hos kvinden foer caput kroner (foer hovedet er paa vej ud).

Lige nu foeles det lidt som om, at vi famler os lidt frem i moerke - og kaemper for, at personalet snart vil acceptere os og tro paa og give os lov til at vaere jordemoedre. Vejen derhen synes lidt lang, men vi smiler, holder hovedet hoejt, taler dem lidt efter munden, roser dem og haaber at vi snart vinder deres tillid :-)

Paa trods af alt dette, er det stadig fascinerende at opleve den livsglaede, der hersker blandt det afrikanske folk. Hver dag fyldes vi selv med masser af glaede over at hoere paa vores eget lokale "live gospelkor", som oever hver dag i kirken overfor, hvor vi bor, til soendagens 3 timer lange gudstjeneste.

I denne weekend tog vi til "White Sands" - en smuk hvid sandstrand, hvortil der kun er adgang gennem et fint luksus hotel. Vi betalte 100 kr for at tilbringe en hel dag med swimmingpool, kaempe buffet, liggestole under parasoller med udsigt ud over det lyseblaa hav. En kaempe luksus, som vi noed hvert eneste sekund af og som var tiltraengt paa alle maader.

Trods den til tider barske hverdag hygger vi os rigtig meget med hinanden og er stadig fyldt med masser af gaa-paa-mod. Vi nyder at bo lige i hjertet af lokalbefolkningen og at maerke den afrikanske sjael helt ind til benet.

Vi vender tilbage med nye fortaellinger.

Knus og tanker fra Trine, Marie og Marianne