Som altid, naar hverdagen begynder at indfinde sig, og der opstaar en form for hjemlighed, gaar tiden hurtigere.. Hvorfor dette 3.indlaeg ogsaa har ladet vente paa sig. Vi haaber selvfoelgelig at I alle har ventet i spaending!

Vi er nu traadt ind i vores 4.uge i Dar og kan ikke forstaa hvor dagene bliver af. I fht sidste skriveri, har vi heldigvis lidt bedre nyt paa arbejdsfronten. Som vi ogsaa blev enige om (mange gange), var det bl.a. tid der skulle til, og vi foeler os nu lidt mere accepterede og velkomne. Ihvertfald i fht at vi nu arbejder mere selvstaendigt, at de fleste efterhaanden har forstaaet at vi rent faktisk er faerdigt-uddannede jordemoedre, og GODT ved hvordan 3.stadie skal haandteres, hvordan man suturerer osv. Vi maa indroemme at vi tit niver os selv i armene, for ikke at stille de samme spoergsmaal tilbage... Det virker som om de egentlig har en fin grunduddannelse, hvor de laerer nogenlunde de samme ting som vi, men at de har rigtig svaert ved at tilpasse deres viden til de forskellige situationer... Fx er de (forstaaeligt nok) rigtig bange for bloedning efter foedslen, hvorfor de faar panikanfald over let sivbloedning, som jo er ganske forklarligt i fht placentas (moderkagens) "saar" i livmoderen. Vi har bl.a. set en faa blodtransfusion, 20IE Oxytocin i.m., samt et koncentreret Oxytocin/drop i.v. 600ml/t paa en bloedning paa 500ml...! Personligt arbejder vi lidt paa at hud-til-hud bliver mere accepteret, da de fleste boern ellers bliver taget vaek til vejning og til at ligge for sig selv indsvoebt i et toerklaede. Modsat er de enormt langsomme til at faa afnavlet og behandlet de daarlige boern, hvor det vigtigste for dem er, at moderen faar barnets koen at se. En sidste ting er, at de som sagt hernede oftest ikke har pressefaser, der varer mere end hoejst 10min! Kvinderne er ALT for seje til det pjat! Men oejner jordemoedrene et rigidt perineum (det lader vi lige vaere med at oversaette), faar kvinderne episiotomier! Lavet med scalpel, som egentlig udgoer et fint snit.. Men det bliver gjort alt for meget, og suturering er decideret en by i rusland.. Mage til patchwork-taepper, der bliver lavet...!!

Der er desvaerre ogsaa stadig tit nogle tidspunkter, hvor vi foeler os mere i vejen, end til hjaelp, hvor vi bliver skubbet vaek, paa trods af at vi selv mener, vi goer et bedre stykke arbejde - fx i fht genoplivning (som efterhaanden er ved at vaere dagligdagsarbejde for os). I foelge de skrappe jordemoedre skal barnet gnubbes og klaskes, istedet for at foelge det ellers ophaengte "flowchart", ved siden af boernebordet. Vi har til tider maatte insistere, og faar desvaerre saa ikke rigtig anerkendelse for det..

MEN vi har bestemt at vi ikke vil lade os gaa paa af det, og siger istedet til os selv, at "det var godt vi var der idag, for det barn og den kvinde" :) Og heldigvis er langt de fleste mennesker paa hospitalet soede og imoedekommende og hilser os "HABARI" (hvordan gaar det?), naar vi kommer!

Vi har det rigtig rigtig godt! Og undskyld for den lidt triste tone, men det er nok det, der fylder lidt. Vi tror mest det handler om at vi er lidt skuffede over vores forestilling om selve jordemoderarbejdet hernede. Saa vi har selvfoelig talt en hel masse med hinanden, og vil aldrig blive traet af vores beslutning om at vaere taget afsted! Dette er en udlevelse af en jordemoderdroem, og vi er stolte og glade!

Vi har paa vores daglige gaature til og fra hospitalet stoedt paa et skilt foran et hus "Private nurses- and midwifes association - PRINMAT". Vi besluttede i den foerste uge at kigge ind, og fik en fantastisk introduktion og fortaelling fra jordemoder Keizha, der egenhaendigt og med faa midler, har arbejdet i 20 aar paa at faa denne organisation op og staa. PRINMAT har forenet alle de smaa "Maternal health clinics", der findes i hele Tanzania, som yder helse- og jordemoderarbejde til de folk, der ikke har raad til hospitals-behandlinger og foedsler. De har udarbejdet en deklaration, der paabyder alle disse klinikker en form for "standard", der sikrer et minimumskrav for godt jordemoderarbejde i disse klinikker! Hun er et af de mest inspirende kvindemennesker vi nogensinde har moedt, og vi gik derfra med groedede stemmer og en foelelse af at dette projekt er yderst vigtigt!! Vi gik derfor tilbage til stedet idag, bankede paa og fik endnu engang rusket op i vores jordemoderhjerter, og blev overbeviste om at det er her, vi skal saette ind paa evt stoette og udspredelse! Dette virker lige som et sted for fx jordemoderstuderende med eventyr-lyst! Vi har derfor aftalt at tage med dem ud paa nogle af de forskellige klinikker, se arbejdet og maaske hjaelpe til! Vi ved ikke saa meget endnu, men I skulle se nogle lys der blev taendt i vores oejne, da vi forlod stedet! Vi glaeder os til at faa udvidet vores viden omkring maternal health i Tanzania!

Naa - det var jordemoder-fortaellingen. Udenfor disse mure, fylder vi dagene med fyraftensture til stranden, med en enkelt Kilimanjaro-oel og badetur, weekendture til museer, et kaempe vandland og markeder. I loerdags spiste vi paa en stor restaurant, hvor der om aftenen var traditionel afrikansk stamme-dans! Fantastisk syn!! Med farvestraalende klaeder, super dygtige fyre paa trommer, historier osv!!

Som altid haaber vi at I alle har det rigtig godt, derhjemme i vinter-Danmark!

De kaerligste hilsner fra

Trine, Marianne og Marie