Så kom dagen, hvor mine forældre ankom til Kina.. Det har været længe undervejs, men også noget jeg har set meget frem til. Det er pludselige mærkeligt at gå rundt i Changzhous gader, når familien er med. Miki og jeg hentede mine forældre og Mille på Changzhou togstation igår aftes kl. 18.30. De havde samme oplevelse, som da vi ankom til Kina - Sultne og trætte på én gang. Deres hotel er overdådigt med kæmpe lysekroner, marmorgulve og dejlig placering.. Lige i centrum.. Vi nød en kold Tsingtao (Øl) på værelset inden vi gik ned på Restaurent Summer - Et sted, hvor Miki og jeg har været før, men denne gang kunne de ikke hamle op med deres almindelige standard og det var lidt ærgerligt. Mine forældre havde været så søde, at medbringe tre pakker rugbrød, to pakker tarteletskaller, seks dåser markrel, sladderblade og adventsgaver.. Det føltes lidt som Juleaften!

Efter arbejde idag, kommer mine forældre og Mille på besøg i lejligheden. Jeg glæder mig meget at vise dem vores hjem på 19. sal, som vi er meget glade for. Jeg tror at besøget bliver efterfulgt at lidt dumplings på en lokal restaurent, samt rundvisning i vores lokale supermarked, hvor både sorte ænder og hønsefødder ligger i køledisken. Imorgen skal de besøge min børnehave - De skal opleve morgengymnastik, undervisning og hilse på en masse dejlige kollegaere og børn. Normalt har jeg pause kl. 11 fra børnehaven, men imorgen holder jeg eftermiddagen fri. Det var min vejleders idé og det var meget betænksomt af hende. Jeg glæder mig ihvertfald til at tilbringe flere timer med min familie hernede..

Jeg kan mærke, at efter halvanden måned i Kina er der nye og anderledes problemstillinger, som er begyndt at intressere min praksis i børnehaven. Jeg er blevet meget optaget af vores danske metoder om, at diagnosticere børn med ADHD, autisme osv. Hernede dominerer diagnoser ikke, men det er tydeligt, at nogle børn i børnehaven har svært ved at "passe ind" i den kinesiske struktur. Det skræmmer mig, at jeg ikke kan finde balancen mellem undertrykkelse og ikke-eksisterende tilfælde af ADHD. Min opfattelse er, at vi i Danmark er alt for "gode" til at stemple børnene med ADHD og mange gange kan være en undskyldning for deres adfærd - Ikke at diagnosen ikke gavner nogle børn, hvor medicinen virkelig kan hjælpe, men det er blevet en hverdagsundskyldning, som ikke findes i Kina. Problematikken fænger mig så meget, at det er noget jeg vil undersøge noget mere og måske anvende som emne til min specialiseringsrapport - Men hvem ved, meget kan nå at ændre sig..

Det var en mindre rodebunke af et blogindlæg, men det er noget der fylder mine tanker og det ryger altså herind..

XX Trine