Profile
Blog
Photos
Videos
Beijing er indbegrebet af Kinas historie med hæderlige kejsere boende i Den Forbudte By - Den Kinesiske Mur - Kæmpe markeder - Den Olympiske By - Delikatesser med alt fra tyrenosser, edderkopper, hund og skorpioner (On a stick). Vi har tilbragt vores ferie i Kinas hovedstad og det var bestemt ikke en dum idé.
Vi rejste mod Beijing onsdag aften - Alle togbilletter var udsolgte pga. Kinas National Holiday, så vi var glade for at komme afsted. Vi ankom sent på vores Hostel (Little Mao's Hostel), hvor vi både fik værelse med vinduer og mugfrie vægge. Torsdag morgen mødtes vi med de andre piger, som bor på samme hostel som os - Vi besøgte Den Olympiske By, hvor vi købte billetter til en lille bustur rundt i "byen". Her så vi selvfølgelig "Fuglereden" (Olympiske Stadion), men også svømmehallen og meget mere. Efter busturen var vores maver sultne, så vi gik på McDonalds, som selvfølgelig også ligger plantet midt i OL-Byen. Miki havde lavet sin research om, at Caroline Wozniacki skulle spille China Open samme aften, så vi besluttede os at købe billetter til kampen (150kr.) Det var en imponerende oplevelse, som nok ikke havde fundet sted hjemme i Danmark. Tennisstadionet var kæmpe stort og med en sejr til Caroline, kunne vi ikke klage.
Ni billetter til Wozniazki (Yes!)
Fredag morgen gik turen til Den Forbudte By - "Kejserens Palads" beliggende midt i Beijing, omgivet af voldgrav og tårnhøje mure. Byen består af 800 bygninger, som huser 9.999,5 værelser - Hvis kejseren besluttede sig for, at overnatte i ét værelse hver nat ville det tage 27 år, at sove i samtlige værelser i Den Forbudte By. Hele byen summer af forskellige overbevisninger, blandt andet lykketallet 9, men også byens indretning og struktur er en historie for sig selv. Kineserne mener, at universet består af fem elementer: Metal, Jord, Træ, Vand og Ild og at den gule farve repræsenterede Jorden. Samtlige hustage i Den Forbudte By er malet "Kejsergule", som den kejserlige families farve. Navnet "Den Forbudte By" symboliserer adgang for kun Kejseren og sit hof - Hvis "almindelige mennesker" vovede sig ind i byen, risikerede de dødsstraf..
Efter en spændende, guidet tur igennem Den Forbudte By, besøgte vi Silkemarkedet - Her snakker vi om fem etager med alle former for kopivarer i både tøj, sko, tasker og souvenirs. Både Miki og jeg købte os fattige i Nike Free sko (110 kr.), Canada Goose vinterjakke (225 kr.), Beats By Dre høretelefoner (30 kr.), halstørklæder og meget mere. Vi nåede at besøge Silkemarkedet tre gange i Beijing - Vi skulle helst ikke udsættes for tidspress, når nu vi skulle forhandle til ordentlige priser.. Aftenen blev afsluttet med endnu en Wozniacki tenniskamp - Denne gang imod selveste Serena Williams. Desværre tabte Wozniacki, men oplevelsen var alligevel specielt. Det skal også nævnes, at adrenalin-kicket ikke foregik under kampen, men inden ved billetsalget. Vi havde købt billet af en mand fra gaden og vi må indrømme, at det var lidt snyd. Vi fik ombyttet vores billetter efter check ved indgangen og da vi skulle betale manden foregik det med lidt tumult med personalet, fordi de selvfølgelig undrede sig. Heldigvis skete der ikke mere, men én ting er sikkert - Ikke mere snyd, for det var godt nok ubehageligt!
Fyldt stadion ved China Open
Lørdag skulle Den Kinesiske mur bestiges, så vi havde købt en guidet tur med transport, midddagsmad og entrebillet (200 kr.). Muren var helt fantastisk og intet mindre end et vidunder! Desværre døjede både Miki og jeg med en omgang sygdom, så fornøjelsen var kort. Foruden vores besøg på Den Kinesiske Mur, så vi en gammel jade-fabrik, som laver de mest imponerende udskæringer i sten. Den guidet tur blev afsluttet lidt tidligere end forventet med en tur på apoteket og hjem i seng.
Beijing er en skøn by, hvor man virkelig fornemmer byens historie. Vi har snakket om, at vores forventninger til Kina og de kinesiske storbyer, såsom Beijing og Shanghai, må minde meget om hinanden - Det er ikke tilfældet. Shanghai oser af forretning og udvikling i skyskrapers højde, hvorimod Beijing rummer gamle og imponerende fortællinger fra det gamle Kina. Vi er meget glade for vores beslutning om, at besøge Beijing selvom det inkluderende hospitalsbesøg og søvnløse nætter pga. kold lungebetændelse (Øv!) - Vi har fået fantastiske oplevelser, såsom at besøge Den Kinesiske Mur, Den Forbudte By og smage slange, tyrenosser og meget mere, men vi er også blevet mere bevidste om den kinesiske kultur og deres fortællinger.
Nu er der under én uge til at mine forældre og lillesøster kommer til Kina og jeg glæder mig HELT vildt! <3
XX Trine
- comments