Profile
Blog
Photos
Videos
Dav dav
Så blev det tidlig fredag morgen, op med os, morgenmaden slugt og så til endnu et info-møde med vores guide Murray. Her så vi en fin film om at køre i sand osv. Efter at have læsset bilen godt og grundigt med mad, tøj og ikke mindst goon (det her meget billige hvidvin i bokse, som er alt hvad vi backpackere har råd til) var det tid til afgang. Vi var endt i bil med Michael og de to svenske piger og så guiden, som var grunden til at vi altid var forreste bil. Og vi kom da rigtig godt fra start. Vi havde bogstaveligt talt ikke forladt parkeringspladsen før bilen bag os kørte ind i os! Ikke voldsomt, men stadigvæk. Det var da også en pige der kørte. Og en af dem som er meget opmærksomhedskrævende, har en markant stemme (på den negative måde) og styrer alt. Så hun blev aldrig lige vores kop te eller kaffe. Andre der bare havde mødt hende kort var heller ikke fans... Så det er altså ikke fordi vi er snobbede, hun gjorde det bare meget svært for os at lide hende. Men tilbage til starten. Vi kom ud på vejen og havde ikke kørt 10 minutter før vi mister vogn nr. 4, bagerste vogn. Det viser sig at deres dæk nærmest er eksploderet. Dækmønsteret er bare flået af og ligger inde i rabatten. Rimelig heftig punktering. Så vi må ringe og få en ny bil ud til dem. Men men vi kommer da på færgen og sejler mod Fraser Island. Fin færgetur på 40 minutter hvor vi lige fik en lille lur og læst lidt. Da vi rammer øen, starter en hyggelig første dag. Vi kører rundt i de her 4-hjulstrækkere både på sand-veje inde i skoven og ude på stranden. Vi ser klare åer, store sandbanker, en lækker sø hvor vi bader, leger og slapper, inden vi ankommer til campen, finder os et telt, får lavet lidt mad og tager hul på vores goon og har os en ret så festelig aften, hvor der bliver spillet sjove kortspil og demonstreret på bordene hvordan man surfer. Det specielle ved campingen og Fraser generelt er de sindsygt store edderkopper og de vilde hunde kaldet dingoer. Sidstnævnte er alt-ædende, så al mad og lædervarer skal opbevares i bilen, for ellers angriber og flænser de teltene. Og skrald skal smides i specielle skraldespande, således at man er 'dingo-safe'. Ja ja hyggelige fætre. Til gengæld kan man kaste op hvor man vil udenfor for dingoerne skal nok gøre rent efter en. De kan være ret farlige så man skal ikke gå alene rundt. Derfor opfandt de søde danske piger AK og Cecilie begrebet DB, som står for dingo-buddy. Så skulle man tisse skulle man altid have en DB med. Når alt det så er sagt, så havde vi ingen problemer med de dingoer. De var tit omkring, men vi kom ikke i klammeri med dem.
Dag nr. 2 stod vi op, spiste morgenmad og tog afsted på tur. Vi startede ved en ny sø, hvori der var skildpadder, så sådan en fik vi da holdt. Videre gik turen op ad stranden til et flot udsigtspunkt, en lille shop hvor vi nød en kold cola, nogle små pools der var formet ud af klipper og forbi et gammelt skibsvrag inden vi igen var tilbage i campen. Her stod den igen på aftensmad og goon-indtagelse, inden vi ramte rullemadrasserne. Omkring kl. 5.30 næste morgen ringede vækkeuret for os og svensker-pigerne ville op at se solopgangen. Smukt syn. Tilbage pakkede vi alt sammen og forlod campen for sidste gang. Den dag så vi endnu en klar å, kaldet Eli Creek, og badede ved den lækre og ret kendte Lake McKenzie. Det var en ret spændende tur ned af stranden fordi tidevandet var højt så der var ikke meget sand tilbage at køre på. På et tidspukt måtte vi køre henover klipper - lad os bare sige det var et 'bumpy ride', især hvis man sad aller bagerst. Midt på eftermiddagen tog vi færgen tilbage til fastlandet, kørte til hostlet, hvor vi samlede vores tasker op og kørte til buscentralen i Hervey Bay, hvorfra turen gik til byen 1770 i Agnes Water.
Så det var Fraser. En ret fed oplevelse fordi man kører rundt i sand, det er fyldt med vilde og farlige dyr, der er meget begrænset mobil-dækning, vejret var lækkert og ja det er bare et ret specielt sted, som man ikke finder mage til andre steder.
Kærlige hilsner fra os tre
- skrevet af Trine
- comments
Kirsten I er bare så seje og I kan bare det der med "vilde dyr". Fortsat god tur og pas nu på edderkopperne. Knus farfar og farmor