Profile
Blog
Photos
Videos
Nytårshilsen fra New Zealand.
Håber i alle kom godt ind i år 2013. Det gjorde vi, men inden da havde vi lige nogle dage i New Zealand som vi endnu ikke har fortalt jer derhjemme om.
Jeg var så vild med det bungy jump vi havde prøvet dagen før så jeg blev nødt til at prøve endnu en gang og fik et tredje hop i julegave af Tulle. Da jeg kom op anden gang samme dag spurgte de om jeg ville hoppe baglæns! Hvilket pludselig gjorde mig nervøs selvom det var tredje gang. Men jeg gik ud med ryggen til og en af drengene holdte fast i min sele, og så skulle jeg ellers bare læne mig bagover. Der lod han mig hænge i noget jeg synes var alt for lang tid før han pludselig gav slip! Men det var for vildt og kort tid efter dyppede jeg hovede og arme i vandet under mig.
Da jeg ellers havde tilfredsstillet min lyst for at hoppe ud fra broen kunne vi endelig komme videre på vores tur rundt i New Zealand.
Vi havde en god køretur foran os til Milford hvor vi dagen efter skulle på en sejltur i Milford Sound. Vi overnattede i den smukke Fiordland nationalpark og kørte tidlig morgen videre til Milford og blev tjekket ind.
Vi skyndte os op på dækket for at få et godt syn af hele turen igennem sundet. Dette skulle vise sig at være lidt for tidligt, for der var en del bølger til at starte med og da båden kæmpede sig gennem dem gav det nogle ordentlige sprøjt op på dækket så vi blev godt gennemblødte. Solen kom dog hurtigt frem og varmede os og gjorde udsigten meget smukkere når solen skinnede ned på bjerge og vand. En rigtig flot tur som bare skal nydes i solskin og der var vi heldige for i dette område regner det 2 ud af 3 dage.
På stenene igennem sundet lå en masse sæler og dasede efter at have været på jagt hele natten. Og på vej ind var vi så heldige også at se en stor flok delfiner der legede ved en af de andre både.
Herefter gik turen tilbage igennem nationalparken hvor vi havde en del stop pga. den flotte natur hvor vi var omringet af bjerge, skov, vand og blomster i forskellige lilla nuancer. Her har Tobias taget turens bedste billede, det er i hvert fald et billede han stolt har vist frem hver dag lige siden :o)
Videre gik turen helt ned syd på hvor vi stoppede ved noget kaldt Curio Bay hvor der findes en forstenet skov der er begravet for millioner af år siden. Hvis man kiggede godt efter kunne man rigtig nok se forstenede træstuppe. Men den mere spændende del ved dette sted er at man lige inden solnedgang kan få lov at se verdens sjældneste pingviner, the yelloweyed pinguin. Her på kysten havde de 7 par der lå på æg. Om dagen ligger den ene og passer på æggene og den anden er ude i vandet og finde mad og kommer så tilbage inden solnedgang. Derfor valgte vi at køre til den nærliggende strand og bruge dagen der. Dog valgte vi ikke at hoppe i vandet fordi der i øjeblikket var en masse små farlige brandmænd - dem skulle vi godt nok ikke nyde noget af.
Endelig blev det aften og klokken syv tog vi ned til den forstenede skov og satte os ved de skilt der afgrænsede hvor langt man måtte gå så man ikke kom for tæt på pingvinerne. Kort tid efter vi ankom så vi 3 vraltende pingviner et stykke nede af kysten og får senere hen øje på en pingvin ved kysten lige ud for os. Den så ikke ud til at blive skræmt af os der stod og iagttog den. Den kommunikerede tydeligvis med en inde i buskene bag os og pludselig kommer hun ud fra sit skjulested og "skælder" ud og kommer helt op til ham og henter ham med ind i buskene. Vores gæt er at hun blev utålmodig. Hun var nok sulten ;)
Det var nu en speciel oplevelse og hvor var de søde sådan som de kom vraltende ind mod land.
Herefter fandt vi os et sted at sove for derefter at køre videre til Dunedin om morgenen.
Da vi kom ind til Dunedin blev vi overrasket over hvor stor en by det egentlig var og vi blev hurtigt enige om at det nok ikke var muligt at finde gratis overnatning så tæt på en by så stor. Så vi kørte ud til den nærliggende campingplads og holdte os ellers i bilen resten af dagen fordi det styrtede ned og tordnede udenfor. Og det er nu også ret hyggeligt med sådan en dag hvor vi bare sidder og spiller i bilen imens vi kan høre regnen på taget.
Nytårsaftensdag var vejret godt og solen kiggede frem, så vi tod ud til Otago halvøen der ligger lige ud for Dunedin. Herfra kunne man være heldig at se Albatrosser, da det er det eneste sted på øen hvor de kan få nok vind under deres op til 3 meter lange vingefang. Derudover er det også det eneste sted i verden hvor denne store fugl yngler på fastlandet.
Allerede da vi kom op på parkeringspladsen svævede to af de store Albatrosser hen over hovedet på os. Det var helt vildt at se dem i forhold til de havmåger der også fløj omkring os.
Da man ikke må komme tæt på albatrosserne skal man på en guidet tur hvor vi kom op i et lille udkigsrum hvor vi så 3 albatrosser sidde og ruge på deres æg. Her sidder de i op til en uge imens deres partner er ude på havet og finde mad. Vi var dog ikke så heldige at se dem have "vagtbytte", det kunne ellers være vildt at se sådan en kæmpe fugl lette. På vej ned til museet igen kom der dog en ind der fløj omkring for at finde hans rede, så vi så en på lidt tættere hånd. Endnu en fed oplevelse, eftersom vi troede at de ørne vi har set på vores tur er nogle store fugle.
Lille bonusinfo: Efter jeg havde fortalt Tulle at der levede albatrosser i New Zealand, har han været overbevist om at det er Albatrosser han har set hele New Zealand rundt når vi er kørt rundt i landskabet og har set nogle kæmpe HAVMÅGER! Haha, i skulle have set ham da han så hvor store de rent faktisk er :o)
Nå men så var det ellers hjemad og få noget andet tøj på så vi kunne komme ind i byen og fejre nytår med de lokale. De havde sat en stor scene op inde på torvet hvor vi valgte at spise på en nærliggende restaurant. Her fik vi lam fordi vi havde hørt det skulle være så godt hernede og det var det skam også. Men med alle de får og lam de har gående hernede så skal de da også kunne finde ud af at tilberede dem ;)
Derefter fik vi os en kop varm kakao imens vi lyttede til det musik der blev spillet på scenen, hvorefter der var nedtælling til slaget slog 12 og en kæmpe kanon skød af og startede en række raketter. Og det var så det! 20 raketter og så var 2013 skudt i gang.
Ingen andre skød krudt af, heller ikke i villakvarteret ved campingpladsen. Lidt tamt efter det man er vant til derhjemme ;) vi går ud fra det gik lidt vildere for sig derhjemme!
At starte et år ud med 3 ugers ferie i New Zealand, Fiji og LA er nu ikke så dårligt endda!
Godt nytår alle sammen!
- comments
Johnny Johansen Hej i to, godt nytår endnu engang, vi kom også stille og roligt ind i det nye år, der var godt nok mere skyderi her i byen end det i oplevede, vi var jo som i ved hos Lis og Benny så vi skulle hilse fra dem det er godt nok sejt med de spring i har udført ,vi har set springene fra flyveren, men mangler udspringene fra broen, der er noget med vi kan se dem på facebook, den når jeg nok aldrig at komme på :-) vi må vente til i kommer hjem, men det tar' jo også noget på jeres tur for nu er det jo snart afrejse fra New Zealand, men i har jo også oplevet enormt meget i det skønne land. Nu er vi så spændt på at høre fra Fiji, men var der noget om det kun bliver badeferie , her hjemme er det næsten forår, temperaturer i øjeblikket på 6-7 grader, men med regn og rusk. mange nytårsknus fra Bedsterne