Profile
Blog
Photos
Videos
Den første dag i det nye år tog vi meget stille og roligt, selvom det ikke var det helt store festivitas dagen forinden. Vi skulle videre fra Dunedin, men det kom vi først lidt hen ad eftermiddagen for vi havde ikke travlt, da vi ikke rigtigt skulle nå nået. Vi fik kørt et godt stykke vej indtil vi valgte at holde ind ved et område nær hovedvejen, som formentligt havde været et tilholdssted for nogle fiskere, som også camperede der. Dagen efter skulle vi dog se om vi kunne få oplevet noget, for vores tid i New Zealand er jo desværre ved at rinde ud. Vi satte derfor kurs efter New Zealand største bjerg Mt. Cook i håb om at fange et glimt eller to af det. Desværre er Mt. Cook berygtet for ofte at være skydækket og svær at få et glimt af, men vi gav det et forsøg alligevel. Chancerne var dog spinkle da vi kørte direkte ind i et tordenuvejr, som tågede hele dalen til, så der intet var at se. Vi fik dog et godt udkig udover den nærliggende Lake Pukaki, hvis turkisblå vand var noget af et syn, især med bjergene i baggrunden. Vi kørte fra Mt. Cook lidt slukørede, men vi havde dog i baghovedet at vi jo nok skulle få det set engang, da det ikke er sidste gang vi kommer til dette fantastiske land. Næste destination var Lake Tekapo, en lignende sø af Lake Pukaki cirka en times kørsel derfra. Regnvejret kom og gik og holdt da heller ikke op da vi nåede Lake Tekapo, hen på eftermiddagen. Vi valgte derfor at slå lejr for natten i håbet om at regnen og tågen ville forsvinde. I løbet af natten stormede det noget så voldsomt, men vi var fortrøstningsfulde da det før har vidst sig, at det bare skal storme lidt en nat og så får man blå himmel dagen efter. Ganske rigtigt blev vi vækket af solens stråler og da vi tog gardinerne fra, tabte vi næsten kæben pga. den fantastiske udsigt. Næsten 360 graders udsigt til sneklædte bjergtoppe og selve søen blev da også lidt mere spektakulær med det i baggrunden, så vi var vældig glade for at have ventet på at stormen rasede af. Næste stop var Christchurch som lå en god køretur derfra, hvilken vi valgte at tage en lidt omvej for at nå dertil. Vi fulgte nemlig en scenisk rute, som var lidt længere, men vi var sikre på at den var meget flottere. Undervejs støtte vi på et ret fantastisk syn. En bondegård avlede nemlig hvad vi karakterisere som rensdyr, vi er dog ikke helt sikre på hvad de var, men det er skam også lige meget, for det vigtige var, at deres gevir var groet til en enorm størrelse og både Cathrine og jeg var betagede af disse majestætiske dyr.
Vi ankom til Christchurch hen på eftermiddagen, men vi havde ikke rigtigt planlagt at blive der, så vi kørte lidt rundt i byen for at se hvordan den stod til. Byen var nemlig udsat for et voldsomt jordskælv i 2011, som stadigvæk havde sine tydelige spor i byen. Vi parkerede dog bilen og tog os et kig på den botaniske have, som havde en masse sjove og spændende planter. Især en mindede os om derhjemme, hvilket var noget persille som vi fandt i urtehaven. Pludseligt fik man da en ustyrlig lyst til nye kartofler. Vi kørte dog ud af Christchurch om aftenen, for vi havde lavet planer for dagen efter. Vi skulle til Kaikoura som var 2 timers kørsel op af kysten, så vi stoppede en halv time uden for Christchurch og kaldte det en dag. Vi skulle først være i Kaikoura klokken 15:30 så vi havde god tid til at komme derop, hvilket resulterede i at vi igen tog det stille og roligt - Vi skal jo passe på vi ikke overanstrenger os.
Vi ankom da til Kaikoura lidt over middag og tog os et kig rundt i den lille by og besluttede os for at nyde en is ved vandet. Så slog klokken 15:30 og vi trådte op på Kaikoura Whale Watching's kontor spændte på hvad dagen ville bringe. Det var nemlig en af de ting vi havde set allermest frem til helt siden Coffs Harbour i Australien hvor vi første gang var så heldige at se hvaler for første gang. Denne gang var det dog planlagt at vi skulle kom lidt tættere på dem. Kun nogle få meter ud fra Kaikouras kyst lå en revne mellem to kontinentalsplader. Dette sted var derfor ideelt for at se hvaler, især kaskelothvaler, som skal finde sit bytte 1-2 kilometer under vandets overflade. Det dybeste sted ud fra Kaikoura var vidst nok 4 kilometer, så det var jo meget passende. En kort videobriefing om sikkerhed og vi var på vej mod vores sidste New Zealand eventyr. En hurtig sejltur i det lidt bølgede hav og vi var fremme ved kanten af kontinentalpladen. Der gik ikke mange sekunder før de første to hvaler blot spottet. Cathrine og jeg havde strategisk placeret os helt oppe foran under sejlturen, således at vi kom først ud og fik de bedste pladser på dækket. Båden var dog designet til at have masser af udkigsplads, så der var ikke rigtigt nogle dårlige pladser. Inden vi kom ombord fik vi at vide, at gennemsnitligt ville man se 1-2 hvaler pr. Tur. Så to i første huk var meget godt må man sige. Det vidste sig dog at de sov, så der var ikke så meget gang i dem, men de skulle jo stadig trække vejret, hvilket gjorde at de sprøjtede luft op igennem vandet, hvilket var et temmeligt fedt syn. Heldigvis nøjes vi ikke med det, for en søster båd havde sporet endnu en hval lidt derfra, så vi satte kursen derefter. Denne gang var vi heldige. Den var vågen og var lige kommet op til overfladen, hvor den blev i 5-10 minutter før den dykkede ned igen. Vi kom meget tæt på den og så heldige som vi var, så lige inden den sank til bunds så skete det. En sidste vejrtrækning, ryggen blev krummet et stykke op over vandet og der så vi det spektakulære syn. Halen brød vandoverfladen og lavede en stor buge før den forsvandt under vandet igen. Hele dækket gispede og en stille jublen, bredte sig efter dette fuldstændigt fantastiske syn.
Hurtigt derefter sejlede vi dog videre, da der endnu engang var blevet spottet en hval. Denne gang havde den været oppe ved overfladen i et stykke tid, men heldige som vi har været igennem hele vores jordomrejse, så nåede vi også denne. Og ganske som den første tog den en sidste indånding, krummede ryggen og slog halen i vejret og sank til bunds.
Bare fordi det var anden gang, var det ikke mindre fantastisk og vi var begge fuldstændigt overvældede over at have set dette fantastiske syn ikke én, men to gange.
Tro det eller lad være, så havde mandskabet spottet endnu en hval, altså en 5. Hval på vores tur, denne dog noget længere væk og den havde tilsyneladende været oppe ved overfladen i noget tid. Vi satte dog alligevel kursen imod den, i håb om at vi også kunne nå den. Vores held var endnu engang med os, for vi nåede frem på trods af den lidt lange sejltur, som kun blev længere af at man kunne se den puste vand op i luften gang på gang. Tredje gang var vi endnu engang heldig at fange en flot hale i vejret, før den forsvandt - og hvad pokker, så skadede det da heller ikke at der i baggrunden var sneklædte bjerge, som dannede den perfekte ramme om dette spektakulære syn.
På vejen hjem kunne vi da næsten ikke tåle mere godhed fra naturen, men så sejlede vi da lige igennem en kæmpe flok delfiner, som var i legehumør. De svømmede i lang tid med båden og foran sprang de op ad vandet og lavede alle mulige former for saltomortaler og andet akrobatik.
Det skal også lige nævnes at udover de dyr som befandt sig under vandet, så holdt der også en del Albatrosser til herude, og størst af alle Albatros-arter the Wandering Albatros, som havde endnu større vingefang i dem vi så, i Dunedin.
Da vi atter satte vores fødder på fastlandet, var vi fuldstændigt overvældet af de ting vi havde oplevet ude på havet og vi kunne næsten ikke forstå, hvor heldige vi havde været. Allermest havde vi nok lyst til at prøve igen dagen efter, men som sagt så er vores ophold her ved at være ved vejs ende. Derefter kørte vi tilbage igen om aftenen og overnattede det samme sted som sidst, lidt udenfor Christchurch.
Dagen idag har vi brugt på en campingplads med pool, hvor vi har kunne nyde det gode vejr og ellers gøre så småt klar til at skulle flyve imorgen. Bilen skal også klargøres til aflevering, så vi tager det endnu, endnu engang dagen stille og roligt.
Det var nok det sidste i kommer til at høre fra os, her fra New Zealand. Næste stop bliver Fiji-øerne, hvor vejrudsigten ikke ser alt for lovende ud, men vi tager det som det kommer og hvis det skulle regne alt for meget, så kan vi jo altid opleve verden under vandet, gennem et par dykkerbriller og en snorkel.
Indtil da så må i have det rigtigt dejligt derhjemme og vi håber at i alle er kommet godt og sikkert ind i det nye år.
Mange knus og kram fra os to
- Cathrine og Tobias
- comments
Annemette Hej dejlige unge mennesker, endnu en skøn beskrivelse, glæder os helt vildt til at se jeres billeder, selv man med jeres beskrivelser næsten kan se det for sig :) Godt at udsigten til lidt dårligt vejr ikke ødelægger noget. Vi er kommet godt igennem jul og nytår, ja og arbejdesdagene er kommet tilbage. Far er jo startet som vicevært indtil videre har det været meget stille og roligt, han skal jo lige ind i sagerne, godt han ikke længere skal knokle. Louise og jeg skal til Århus i morgen og se på et værelse, forhåbentlig er det i orden og at der ikke er andre der kommer før hende, hun skulle jo gerne have noget at bo i inden studie start i februar, vi krydser fingere. Nå men kan i nu have en rigtig god tur til Fiji og glæder os til at hente jer i CPH :) KNUS Louise, Poul & AM
Johnny Johansen Hej med jer, det er jo så det sidste fra New Zealand, men igen oplevelser vi andre drømmer om, det der med hvalerne der plasker med halen, det må bare være helt benovende, vi håber måske at se nogle stykker når vi skal til Island , hvor en af turene lyder på hvalsafari. God tur til Fiji vi glæder os til at høre fra jer igen. Knus herfra