Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi landede i LAX, Los Angeles´ lufthavn, vidste vi ikke helt hvad lå foran os. Man har jo så mange forventninger om hvad dette land har at tilbyde og man ved jo ikke rigtigt om det bare er en facade ud til resten af verden, men vi begyndte da at udforske det. Vi startede med at tage en shuttlebus til vores hostel, som ligger en spytkladt fra Hollywood Boulevard, som er kendt for stjernerne på fortovet. Første aften tog det hele meget stille og roligt, med en lille gåtur op og ned af boulevarden, mest med hovedet nede i jorden, for at se hvilke stjerner der lå hvor. Da vi nåede op omkring det famøse Chinese Theater, som er en meget kendt biograf, fik vi da også vores første store stjernemøde. Det er nemlig i denne biograf, at mange film får premiere, hvor de medvirkende stjerner kommer og gør reklame for den osv. Det var filmen Last Stand, som havde premiere som bl.a. havde selveste Arnold Schwarzenegger på rollelisten. Ganske rigtigt, mine damer og herrer, så gik der ikke mere end nogle få timer i USA, før vi havde set vores første guvernør/actionhelt i levende live. Dog var vi nogle rækker bagud, da vi kun var her tilfældigt - men vi fik skam nogle få glimt af ham og et enkelt eller to billeder.
Inden vi ankom til USA havde vi gjort os nogle få ønsker om hvilke ting vi skulle erhverve os herovre og en af de ting, var en computer til mig, Tobias. Så vi tog bussen ned til et indkøbscenter for at kigge nærmere på sagerne. Dog skulle vi først have gjort has på et par tomme maver, så vi fik os nogle gode burger fra en forfinet burgerrestaurant kaldet Umami. Mætte og tilfredse med maden, satte vi kursen imod apple forretningen, for at gøre det hidtiget største indkøb på turen. Inden alt for længe var den bestilt og den havde lige en leveringstid på to dage, da den skulle special konfigureres, hvilket jo kun forøgede spændingen. Derefter brugte vi lidt tid i The Grove som stedet hed. Det var ikke så meget et indkøbscenter, nok nærmere en samling butikker inde for samme område, med nogle meget hyggelige små lukkede gader og springvand osv. Derefter vendte vi snuden hjemad, da solen temmeligt tidligt forsvinder og temperaturen dermed falder.
Dagen derefter havde vi tilmeldt os en lille gåtur, arrangeret af vores hostel, som tog os op på bakke, hvorfra man har en flot udsigt udover hele Los Angeles. Det var da også første gang i lang tid at vi havde pulsen lidt oppe, da det var et meget populært løbeområde, hvor utroligt mange løbetrænede - Utroligt at de gad, i det terræn. Men vi kom da op og ned igen, hvorefter vi tog os en lille tur op og ned af Hollywood Boulevard igen, med nogle kig ind i de mange butikker. Den efterfølgende dag tog vi bussen op til det kendte Hollywood skilt, som jo er byens kendetegn. Dette lå også oppe i The Hollywood Hills, så det var atter igang med pulsen. Efter en kort frokost drog vi atter imod The Grove, for at afhente min computer. Det skal lige siges at dette altså er en 5 kilometers gåtur, så kom ikke her og sig at vi ikke laver noget, da vi har gået den vej et par gange nu. Heldigvis var den klar til afhentning og så var det ellers bare hjem og få vidunderet vagt til live og se hvad den ellers duer til.
I går drog vi så ud til endnu et kendt område her i Los Angeles, nemlig Beverly Hills, hvor de rige - kendte og ukendte, kan få åbnet lettet trykket i deres pengepung, mens vi andre må stå måløse tilbage og kigge på luksuslivet. Et hav af det største og dyreste mærkevare butikker lå klistret op og ned af hinanden, og ja hvad pokker, så gør det jo heller ikke noget at man støder ind i de mest ekstravagante og luksuriøse superbiler samtidigt. Et overklassemiljø i dets pureste form, men helt sikkert en oplevelse. Dagen efter, som er idag, havde vi skrevet os på til en gratis bustur til Venice Beach, som ligger en halv times kørsel fra Hollywood. Nærtliggende herved er også Santa Monica, men vi hoppede af busen i Venice Beach for at nyde anbefalede gåtur op af strandpromenaden til Santa Monica. I Venice Beach kunne man få alskinds skrammel og møj, hos de lokale gadestande, nogle enkelte havde dog lidt spændende indhold, mens man ved én kunne betale 1 Dollar for at losse ham i røven - Only in America!
Mens vi er på dette emne, er det da også værd at nævne at USA og Danmark er vidt forskelligt, for fy for pokker hvor har vi det godt hjemme i lille Danmark, når man ser på alle de tossede mennesker der render rundt i gaderne herovre, den ene mere tosset efter den anden.
Men nok om det, for der dog også en vis storslåethed i denne del af USA - Og med så mange mennesker, så er det sku´ svært at ikke én enkelt eller to skrider i svinget.
Da vi nåede Santa Monica, mindede det os lidt om Berverly Hills fra dagen forinden dog med et mere hyggeligt og menneskeligt touch. Musikere og artister prægede gadebilledet, nogle bedre end andre. Især to optrædende var fantastiske, et fra et hold breakdancere og et andet fra en cirkusartist, som bl.a. kunne balancere tre-fire skåle på sit ene ben og dernæst sparke dem om i luften, så de alle landede en tilsvarende skål, som han også balancerede på sit hoved - Meget imponerende, dog fangede vi kun afslutningen, men det var dog også nok til at vi tabte kæberne. Ind og ud af diverse butikker, da prisniveauet her var lidt lettere for pengepungen at tolerere.
En lille bustur og en stor pizza deling i mellemtiden, og så er vi tilbage på hostellet igen, hvor Cathrine lige nu pakker til imorgen, vores sidste flyvetur hjem til lille Danmark.
Så er der ikke længe til at vi atter genses med vores familier derhjemme, og vi håber da også at vi er så heldige at blive modtaget i lufthavnen med store smil, dannebro og en væld af smørrebrødsmadder - Så kunne det jo godt være at vi fældede en tåre eller to. Men nu må vi se ad.
Indtil da, så må i have det godt så længe. - Og da det formentlig nok er den sidste blog på denne tur, så vil vi gerne sige mange tak til alle jer derhjemme som har gidet at bruge lidt tid, af jeres travle hverdag, på at læse lidt om vores rejsen og færden. Vi håber ikke at i er blevet fornærmet af, at vi ikke har svaret tilbage på jeres kommentaren, for det er skam ikke fordi vi ikke sætter pris på dem, tværtimod, det har været rigtigt skønt. Men det ville nok bare blive lidt rodet at skulle svarer den ene, anden og tredje hver gang på kryds og på tværs. Vi vil derimod svare på alle jeres spørgsmål når vi ses igen, og hvis i opføre jer ordentligt, så kunne det måske være at i får lov til at se ét billede eller 6500, fra vores lille tur.
Tusind mange tak for jeres opmærksomhed, vi har nydt at kunne reportere lidt tilbage til jer interessede læsere derhjemme.
Mange knus og kram fra de snart officielt jordomrejsende
Cathrine og Tobias :D
- comments
John Også det sidste kapitel i jeres joromrejsedagbog har været spændende at læse, det har været dejligt at kunne være lidt med på sidelinien, og derved få en snas med af de oplevelser i har været igennem. Det er næsten ikke til at forstå der er gået 5 måneder allerede.Men når man kigger tilbage på de steder i har været, aktiviter i har prøvet og indtryk i har samlet og viderebragt til os her på bloggen, så kunne man få fornemmelsen at i har været væk i meget længere tid. Velkommen hjem inden længe, der er mange som glæder sig til at hilse på jer igen, og se billeder mm. fra turen.