Profile
Blog
Photos
Videos
Efter vi havde oplevet de enestående Pancake Rocks gik turen videre for at finde et sted at sove, hvilket blev ved den nærliggende sø Lake Kaniere, som skulle være et flot syn. Da vi ankom lå der desværre en uigennemtrængelig tåge henover søen, så vi kunne ikke helt nyde den flotte syn. Vi lagde os til køjs og håbede på at tågen havde lettet om morgenen. Desværre havde vi ikke heldet med os så vi kørte videre til Hokitika Gorge tidligt om morgenen og håbede på at der var lidt mere at opleve. Kløften var et besøg værd på trods af den lille køretur og småregnen. Her var bl.a. En gammel hængebro hvorfra man kunne tage nogle gode billeder. Men vi kunne ikke blive alt for længe for vi havde nemlig store planer, selv samme dag, en god 2,5 times køretur derfra. Vi kørte derfor mod Franz Josef og håbede på at vejret ville klare lidt op, for vi havde booket os på en gletsjertur på Franz Josef-gletsjeren. Da vi ankom til den pågældende kontorbygning, sad der en masse håbefulde gæster og ventede spændt på deres tur. Vi havde godt læst på internettet at vejret ofte kan genere og aflyse ture, så vi kunne ikke andet end at håbe på at skyen der lå over gletsjeren og de to bjergkæder ville løfte sig. Vi var i god tid og sat os derfor over i et hjørne, hvorfra vi kunne se manges drømme om at komme op på gletsjeren, blive knust. Vi tog det dog ikke så tungt, da vi vidste at dette kunne ske og at vi eventuelt kunne tage turen imorgen. Lige da det blev vores tur vendte vejret dog og som nogle af de første fik vi grønt lys til at udforske dette specielle naturfænomen. Hurtigt i noget lånt goretex overtøj og så var vi ellers klar til at komme afsted. En kort, men spændende helikoptertur tog os op til gletsjeren, hvor vi landede midt på isen. Ja, ja, der sker skam noget på vores tur - og vi fik endda forsædet så vi rigtigt kunne opleve det fantastiske landskab. Selve gletsjeren består af 3 såkaldte isvandfald, hvilket kort sagt er tre bakke som isen ruller ned af, som danner et meget skiftende og enormt interessant landskab. Vi var på det såkaldte Pinnacles-Icefall, det midterste af de tre. De første mange meter var forholdsvist flade da det var efter en af de førnævnte bakker. Vi bevægede os dog længere og længere op af gletsjeren, hvilket resulterede i at vi kom til en af de tre isvandfald, hvor det gradvist blev mere stejlt og de såkaldte is bølger blev tættere og tættere, indtil vi næsten gik imellem smalle mure af is som tårnene sig op over os. Vores britiske guide, var meget entusiastisk og lærende hvilket kun gjorde oplevelsen bedre. Han gik forrest for at hugge sig veje op ad gletsjeren, så det var lettere for os nybegyndere at komme op. Noget af et arbejde skulle vi hilse og sige, da der dagen forinden havde regnet og udvasket mange af de udhuggede trapper. På et tidspunkt nåede vi til et sted hvor vi skulle igennem et såkaldt iris i isen, hvilket var et smalt hul som vi kunne kravle igennem og her var der en enormt flot blå farve i isen, også kendt som det famøse Blue Ice. Herefter blev det rigtigt snævert, hvor man ikke skulle være alt for stor rundt om maven eller hofterne, for ikke at kunne komme igennem og man blev endda nødt til at gå med den ene fod foran den anden, og ellers gå fra tå til hæl i nogle meter. Herefter gik det nedad igen, hvor vi oplevede nok det mest skræmmende på hele turen. Efter vi alle havde passeret en passage og nået til en åbning hørte vi oppe fra en enorm dyb og høj rumlen, hvorefter et kolossalt stykke is kom til syne. Heldigvis stoppede den oppe på den platform over os, så ingen kom noget til skade. Det vidste sig at komme fra en tilstødende sprække, som var lukket for gennemgang, hvilket man må sige at der var god grund til. I alt vejede isblokken omkring 8 ton, så vi var heldige at have passeret det sted inden den faldt ned. Lidt mere gletsjer-gang og vi var nede på det flade stykke igen, efter i alt 3 timer på denne fantastiske gletsjer. En lille helikoptertur og så var vi helt nede på fast grund igen, for gletsjeren står nemlig ikke stille, da den nogle steder kan rykke sig op til 5 meter om dagen, hvilket også er grunden til at ruterne aldrig forbliver de samme særligt længe af gangen.
Efter denne fantastiske oplevelse, havde vi fået gratis entré på det lokale opvarmede pool/spa område, hvor vi lå og rigtigt fik slappet af efter den lidt kolde tur.
Vi fandt et lille sted uden for byen og overnattende gratis, da vi var godt smadrede efter vores oplevelsesrige dag.
Den 23. December, altså dagen efter vores gletsjertur, tastede vi Lake Wanaka ind på GPS'en og lod det fantastiske landskab passere forbi uden stress eller jag. Vi havde nemlig god tid til næste store oplevelse, så vi kunne slappe rigtigt af de næste par dage. Efter en god håndfuld foto-stop nåede vi frem til Lake Wanaka og byen Wanaka, som havde den fantastiske sø og sneklædte bjergkæder i baggrunden. Et helt og aldeles utrolig udsigt at stå op til om morgenen. Vi tjekkede ind på et hostel, da vi jo skulle have internet, for at kunne få fat på jer derhjemme her omkring juleaften - så vi alligevel ikke helt missede det. Vi tjekkede dog ud den 24. Men brugte et snedigt trick med at overnatte på deres parkeringsplads gratis. Nogle gange må man jo blive nødt til at bøje reglerne en smule for at spare lidt penge. Men vi skulle jo også få den lidt utraditionelle juleaftensdag til at gå, så vi lagde os først ned til søen og solede os en smule og fik os en lille lur. Herefter kørte vi ud til det meget specielle Puzzling World i udkanten af byen. Her kunne man opleve et hav af optiske og visuelle illusioner, som drev godt og grundigt gæk med hjernen og ens syn. Meget interessant og yderst hjernevridende til tider. Derudover havde de verdens første 3-dimensionelle labyrint, som man skulle finde rundt til de 4 hjørnetårne, før man skulle finde ud igen. Normalt blev dette gjort på 30 minutter til en time, så vi var da meget stolte over vores 25 minutter.
Det skal siges at der udenfor var en gevaldig varme omkring de 30 grader i solen, så efter vores tur i labyrinten, strøg vi ellers direkte tilbage til søen - for hvad andet end en svømmetur i søen, sådan til at køle en ned dejlig solrig juleaftensdag. Det skal dog sige at Cathrine ikke kom i, men nøjes med et dyppe bentøjet i det dejligt friske og enormt klare søvand. Om aftenen gik vi på fin restaurant, for man har vel lov til at fejre det en lille smule, selvom det ikke var som normalt hyggelig jul hjemme i Danmark. Med den fantastiske udsigt udover søen og de sneklædte bjerge nød vi vores mad og en hyggelig lidt forfinet stund, på vores backpacker tur.
Første juledag havde vi sat os foran Ipad'ens skærm for at ringe hjem til alle jer derhjemme, som var midt i julemiddagen og ellers lige havde et lille tidsrum i overskud, så vi også kunne være en del af julen derhjemme - Det var dejligt at se alle i glade mennesker derhjemme. Og til jer som vi ikke skypede med, men som alligevel følger med her på vores blog, så håber vi også at i har haft en utroligt dejlig juleaften.
Ellers så gik vores første juledag med en lille køretur ned til Queenstown en times tid syd for Wanaka.
Her nød vi endnu engang vejret og da Queenstown også ligger ud til en sø og med en bjerge i baggrunden er her der da også en fantastisk udsigt. Dagen gik med en lille lur i parken, som ligger lige ud til vandet, hvorefter vi gik en tur op for at kigge rundt i byen. Maverne blev dog sultne undervejs så vi lavede os en god sandwich, med vores køkkeners fra bilen, midt i parken med søen og bjergene i baggrunden. Om aftenen havde vi atter lidt snilde til at spare penge på overnatning, hvilket kun var godt da det skulle vise sig, at vi havde en dag som skulle blive lidt dyr for penge pungen. Vi stod tidligt op og kørte ud til parken igen, hvor det vidste sig at vi ikke havde fået nok søvn og derfor lagde os til igen. Da klokken så blev 11 kunne vi ikke strække den længere, for vi skulle da også opleve noget idag. Og oplevet noget, det må man da også sige vi fik. Efter et hurtigt bad tog fanden fat i os, og ved et hurtigt impulskøb havde vi booket os en bungy jump, ud fra en 43 meter høje bro udenfor Queenstown, som var fødestedet for bungy jumping, da det her var hvor det hele startede. Og man kan da også godt forstå hvorfor stedet blev valgt. Med en hængebro henover den turkisblå flod nedenunder og med klippevæggene op langs siderne, var dette ikke blot det ideelle, men også et meget flot sted af bungy jumpe. Inden vi dog tog afsted fik vi også booket endnu en tur, dog lidt mere nede på jorden, noget som i nok skal høre mere om, på et senere tidspunkt. Vi havde dog også sat os for at spise på den enormt kendt burgerrestaurant i Queenstown, som servere en såkaldt Ferg-Burger. En næsten sagnomspunden burger, som vi fra flere personer er blevet anbefalet, endda også udenfor New Zealand. Vi skulle derfor se om vi kunne reservere bord, men da vi så stedet og den enorme kø, gav vi op og håbede på at det var muligt at få det senere som take-away. Vi satte os derfor til at vente på at vores bus til vores bungy jump. Vi skulle lige tjekkes ind og så gik der gå en halv time før bussen kørte. Et tidsrum hvor nerverne stille og roligt begyndt at tage over og de en fødder blev mere og mere kolde. 20 minutter udenfor byen lå broen og så skulle vi vejes og så var det ellers bare afsted op i køen. Det vidste sig at turen her har været lidt for god ved mig, da jeg skulle over i den kø, hvor der ikke rigtigt stod nogle, pga. Min vægt. Men herregud, når den skiller ved 75 kilo, så er det da også kun rigtige mænd som burde være i min kø. Dette gav os også bedre mulighed for at tage billeder af hinanden. Da der ingen var i køen, så blev jeg ellers bundet fast omkring anklerne og inden for 5 minutter stod jeg på afsatsen, med 43 meter under mig. Et sidste farvel vink til diverse kameraer og så hang jeg da ellers der og blafrede midt i luften. Man nåede aldrig at blive nervøs, og så ville man jo gerne se godt ud på kameraet og inden man tænkte over det lå man nede i gummibåden og blev afhægtet og så var det ellers Cathrines tur. Jeg tog denne gang kameraet og hun stillede sig i kø. Her var der dog desværre 10 personer foran, hvilket forårsagede en del større mængder nervøsitet, end ved mig da jeg egentligt ikke kunne nå hverken tænke eller fortryde. Jeg linede mig op på sidelinjen og indstillede kameraet, så jeg kunne fange Cathrine. Hun trippede ud på afsatsen og uden den store slinger i valsen, fik hun hilst til kameraet og væk det var hun. Jeg må sige at være meget imponeret over hende, især efter at hun skulle vente i så lang tid. Vi fik begge taget nogle okay gode billeder af hinanden, for vi havde ellers valgt kun at tage videoen af den. Da vi så først så de mere professionelle billeder, som var blevet taget af os kunne vi ikke stå for dem, da man må sige at de virkeligt har fanget os i nogle gode og humoristiske øjeblikke. Vi fik begge dele med hjem og vi var helt oppe og køre da vi hurtigt smuttede ind i den sidste bus, som tog os tilbage til Queenstown. Vi havde da også oparbejdet en sund appetit, så nu havde vi virkeligt den burger i sigte. Så vi trodsede den lange kø og fik bestilt vores mad. En magen til hektisk køkken skulle man lede langt efter, men når man har en kø, som går fra endevæggen og langt ud på gaden, fra kl. 14 til 19, og sikkert også langt tig efter, så må man da gå ud fra at det er noget værd. Da man fik de tunge burgere stukket i hånden, så vidnede det da også om at der var bund i denne. 250 gram dobbeltbøf og diverse tilbehør senere, må man kunne sige at have nydt en af de bedste burger i meget lang tid og hvad pokker, når Cathrine kun kan spise halvdelen af sin, så må man jo træde til så der ikke går noget til spilde.
Så som vi fik det anbefalet, så vil vi også anbefale at hvis i nogensinde kommer til New Zealand og finder jer stående i Queenstown, så und jer det - Køb en Ferg-Burger!
Nu sidder vi i bilen og slår mave, snakker om den fantastiske dag vi lige har haft. Helt sikkert en, som vil blive husket.
Nu vil vi runde af og indtil vi skrives igen, så må i have en rigtigt god efter juletid :D
Kærlige jule/eventyr/burger hilsner fra de til campervan globetrottere
- Cathrine og Tobias
- comments
Johnny Johansen Hej i to, så er vi kommet tilbage, og nu har vi fået læst alt om jeres vilde liv, hold da helt op med ting i får set og prøvet, vi må sige at der hvor vi har været, var det mere stille, selv om vi fik oplevet en masse, det mest vilde vi oplevede, var da vi skulle ud i junglen til et folk der kun levede der, mødte vi en elefant der gik på vejen, og manden vi havde lejet til at køre, fik jeg lokket til at holde lidt på skrå af vejen, da vi havde passeret den, så jeg kunne fotografere, jeg fik et par billeder, inden den opdagede vi holdt stille, så skal jeg love for at den fik smidt ørene ud til siden og snabelen i vejret og satte i fuldt firspring op imod os, Bedste skreg og det kan godt være at speederen blev trykket i bund, fra den dag forbød Bedste mig at stoppe og fotografere elefanter, jeg er ikke blevet tilgivet endnu. Men tilbage til jeres tur, jeg tror da snart ikke i kan opleve flere grænseoverskridende ting, end dem vi nu har læst om, vi må nok tage hatten af for jer, fortsat god burgertur og godt nytår, knus fra bedsterne.
Poul M Pedersen Hej Cathrine og Tobias Rigtig godt nytår til jer begge . Vi havde en rigtig hyggelig aften sammen med ,fam Hald og fam Nielsen og det blev da også lidt sent inden vi fik dynen på ryggen,og dagen efter var da også en dag på sofaen.Men nu starter hverdagen og jeg skal jo starte i mit nye job imorgen så det bliver spændende. Hvordan med jer har i snart set hele New zealand,eller er der bare så meget at se ,så det måske kræver en tur mere for at se det hele. Men turen går vel også snart mod Fiji og så hjem over det er godt nok gået hurtigt de fem måneder,men vi glæder os til at se jer igen. Mange knus Annemette og Poul