Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vidst ved at være på tide at lade høre fra os igen. Vi er forelskede i Tanzania (mens Nicola er blevet forelsket i træerne, så er Tina mere interesseret i kirkekorets drenge). Vi er nu kun en uge fra at være halvvejs med vores rejse, og vi har mindre end 1½ måned tilbage i Bukoba. Det er vildt sådan tiden flyver af sted! Selvom vi ikke rigtig laver andet end at opholde os her i Bukoba; oftest ved koret, i skolen eller nede i byen, så kan man ikke pege to dage ud som er ens. Vi oplever så meget forskelligt hver dag. Tina er blevet en funsa (parasit) rigere, Nicola er begyndt at kunne slå edderkopper ihjel med hånden, Tobias har parasitter i maven og billerne har indtaget pandekagerne i køleskabet! (insekter er der nok af hernede).
Vand + strømsvigt
Vi har efterhånden oplevet utallige vand- og strømsvigt, bl.a. er vi nu nået til uge 4 uden regelmæssigt vand i vandhanen, så vi har store vandtønder stående i køkkenet og på badeværelset. Specielt synes vi at det var ret ulækkert at man ikke kunne skylle ud i toilettet, MEN man kan bare skylle toilettet efter med en større mængde vand - det kunne man godt lige have fortalt os lidt før. Da vi ikke rigtig kan gå i bad herhjemme, så har vi skiftevis badet ved hotellet og ved vores søde dansk-tanzanianske bedstemor, Anne Marie. Hun har altid en småkage eller et stykke kage klar til os når vi kommer. Men så er det jo også heldigt at vi kun behøver et bad hver fjerde dag ;-)
Vi har faktisk ikke haft så mange strømsvigt her på det sidste (7-9-13: bank under bordet), men dem havde vi også lige nogle stykker af for ca. 1 måned siden. Den ene gang gik strømmen allerede om natten og kom først tilbage igen ved 21-tiden. Vejret var dårligt, vores mobiler gik ud om formiddagen (vi havde købt internet for en dag), vi havde glemt at sætte lommelygten til opladning og uden strøm virkede komfuret selvfølgelig ikke. Så det blev bælgmørkt kl. 19.15 og vi fik havregryn med vand til aftensmad. Det eneste lys vi havde, var det fra vores kameraer, så vi fik taget nogle flotte billedserier den aften. Tina var ved at gå ud af hendes gode skin, citat: "Niiicoooooooolaaaaa. Jeg keeeeeeedeeeer mig. Keeeeeeder mig. Jeg har aldrig kedet mig så meget før!" og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at Nicola var lidt syg, så hun kunne ikke lige underholde Tina. Og netop som vi besluttede os for at gå i seng, kom strømmen heldigvis! Det resulterede i det nok største knus vi har givet hinanden på denne tur foruden dengang med pikipikien og en masse jubel! Det er dog ikke bare pga. strømsvigt at vi ikke har haft strøm, men vi har også glemt at købe strøm engang, så midt om aftenen gik strømmen, og vi troede selvfølgelig at det var strømsvigt, men da vi gik udenfor for at tjekke strømaflæseren, så viste det sig at vi ikke havde flere penge på kortet (hernede fungerer strømmen ligesom et taletidskort på mobilen - man køber et kort, og når der ikke er flere penge på, så skal det tankes op igen).
Vores elskede kor!
1. Turene med koret: Foruden arbejdet med Mushemba Foundation, bruger vi det meste af vores tid på at synge i kor. Vi har efterhånden været på tur med koret nogle gange, om muligt bliver det sjovere for hver gang - og vi går aldrig fra en kortime uden at have haft mindst et grineflip(de er ved at vænne sig til det i koret, men stadigvæk kigger de lidt underligt når vi begge bryder ud i latter).
Første gang vi var på tur med koret sang vi i kirken i nabolandsbyen Ntoma og derefter til en 60 års fødselsdag (Ok, vi var ikke gode nok, så vi gik rundt i korets T-shirts og nederdele uden selv at synge med). Fordi vores swahili ikke ligefrem er noget at prale af, lagde vi ikke engang mærke til at gudstjenesten foregik på Kihaya, det lokale sprog - hov. Til fødselsdagen var ALT pyntet med lyserødt, det så helt forkert ud. Også hendes kage (i læste rigtigt, KAGE) var pyntet med lyserødt glasur (ja, GLASUR). I kan tro at vi fik store øjne da vi så det, vi har nu fundet ud af, at man faktisk kan få mere end man lige tror her i Bukoba, det kræver bare at man leder lidt. Vi fik taget en masse billeder med dem fra koret. De er efterhånden blevet rigtig gode venner. Men tilbage til billederne: når man får taget et portræt af sig selv, vælger de her at sætte sig ned i hug og smiler IKKE. Se billedet af Jornia og Tinas flotte forsøg på det samme, dagen efter.
2. Kashura church: Ugen efter sang vi for første gang sammen med koret i vores egen kirke i Kashura Church. Vores kor skulle synge til den tidlige gudstjeneste, så vi stod foran kirken kl. 07 (vi fik at vide at vi skulle mødes lidt før - som altid var vi selvfølgelig de eneste der mødte op til tiden). Gudstjenesten startede kl. 07.30 og de andre kom sådan lidt efter lidt, men de var der alle da det blev vores tur til at synge. Vi synes selv at vi var o.k. gode, dvs. vi klarede dansen sådan nogenlunde. Trinene kræver til dags dato stadig det meste af vores koncentration, så vi får ikke sunget så meget. Dog er vi ved at lære en sang udenad nu.
3. Vi beder til hver kortime: Til kortimerne beder man inden vi går i gang og når timen er slut. Det er bare ikke altid at vi opfanger at vi skal bede. Faktisk får vi det stort set aldrig med, så der har efterhånden været nogle lidt sjove og pinlige situationer, hvor vi bare bliver ved med at tale mens de andre lytter til den der nu siger en fælles bøn. Fx så sidder vi en dag og hyggesnakker lidt, før koret er begyndt, og pludselig svarer Tina ikke længere, men Nicola ligger ikke mærke til noget, og bliver bare ved med at tale. Så hvisker Tina: "bed" til Nicola, men hun hører noget helt andet og svarer: "BEN?" "BEN?" og alle kigger på hende. Tina prøver forgæves at holde masken, men igen fik vi et grineflip. Nogle uger efter siger korets (efter Tinas mening) sødeste dreng at hun gerne må sige den afsluttende bøn. Tina går nærmest i chok og bliver helt rød i hovedet da hun så starter (hun fik lov til at sige den på dansk - det var hvis heldigt nok). Hun startede fint nok ud med "kære fader i himmelen. Tak for denne time og vi glæder os til næste.." Når der er en fra koret der siger bønnen, så kan man næsten ikke høre hvad personen siger, fordi de nærmest hvisker (det er altså også derfor at vi ikke så tit lægger mærke til at der bedes). Men af nervøsitet råber Tina næsten bønnen ud, og fordi hun ikke kan finde på mere at sige, men kun har talt i få sekunder, så siger hun pludselig: "Og i morgen skal vi ud at cykle og i skole igen. Amen". à Nicola hulker af grin. Da denne bøn var så dårlig regnede vi ikke med at vi nogensinde ville blive spurgt igen, men Tina (ja, udsatte Tina) blev spurgt i går igen. Heldigvis er vi ved at lære at man beder når der bliver sagt "Tuombe".
4. Madinvitationer: Efterhånden er vi kommet godt ind i koret og har også fået et par invitationer til at besøge kormedlemmerne derhjemme. En aften blev vi inviteret hjem til Georgina og Angel. I stik modsætning til dem, så var vi allerede hjemme hos dem klokken 19.00, men vi var først inviteret til 20.00. Vi blev placeret i stuen, hvilket er meget normalt hernede, at de bare efterlader en i stuen, mens de selv gør sig klar. Vi fik den lææææængste samtale med faderen indtil der blev sagt "karibu chakula"(=velkommen til mad), og vi startede selvfølgelig med en bordbøn. Efter aftensmaden sad vi og hyggede i køkkenet, hvor tre af søstrene sad og sang for os, og vi så billeder fra hele deres liv. Pludselig fik vi sat en baby på armen, og så skulle vi ellers ind at få taget billeder med faderen. Da klokken var omkring 22.00 kunne vi se at de begyndte at kigge lidt, så vi tænkte at vi hellere måtte få fat i Fortunatus, så han kunne hente os. Men da vi så alle kom ud (hernede følger man gæsterne helt ud af døren), så sagde Georgina "I wish that you could have stayed longer", så vi må igen have tolket forkert, som vi faktisk er ved at være ret gode til (engang troede vi også at koret var taget på tur uden os, da de havde aflyst en kortime og ikke havde snakket mere om turen, men det viste sig bare, at den var blevet aflyst pga. pengemangel). Vi har også besøgt deres mor, som bor 6 km ud af byen (vi følte at vi gik 20 km). Vi skulle egentlig bare have taget målene til en kjole vi skal have syet, men de oprindelige 10 minutter som skulle være blevet til, blev hurtigt til tre timer. Vi sad først på et værelse og så noget virkelig dårlig tanzaniansk film, hvorefter vi skulle spise (igen en alt for stor portion mad til samlingen).
5. Graduations: Vi har også været til graduation på en secondary-school og Tina har været alene til en graduation på en primary-school, da det lige ramlede sammen med at Nicolas søster denne dag ankom. Vi fik at vide at vi skulle være der klokken 8.00, men da koret sjældent er der til tiden, så tænkte vi at vi godt kunne trække den til klokken 8.30 i hvert fald. Vi var på skolen klokken 8.45 og der var ingen andre at se. Men vi så skyggen af en af drengene, så vi åndede lettet op. Problemet var bare at han var den eneste som var mødt op, så der stod vi som de trofaste tre. De andre kom travende ved 10.00-11.00. oprindeligt skulle graduationen starte klokken 10.00, men den startede først klokken 12.00. Vi elsker stadig den tanzanianske tid - vi er faktisk ved at være vant til den, hvilket vi specielt lå mærke til da Nicolas søster besøgte os. Vi kunne ikke længere følge med i deres tempo, når vi var ude at gå. Faktisk synes vi at det var helt ubehageligt at gå så stærkt. Det bliver ikke sjovt når vi vender snuden mod Danmark igen! Da det så endeligt begyndte, så blev vi placeret i et lokale og alle afgangseleverne var klædt i PINK. De opførte en masse dans for os og en tradition hernede er at afgangseleverne bager en kage. Den kage bliver stillet midt på gulvet og så er det så sådan at man kan betale 500 tsh (=2 kr.) for at de skal råbe det navn op, som man gerne vil give et stykke kage til (helst en man synes rigtig godt om). Da der var gået lidt tid begyndte vores navne at blive råbt op, og det var så nogle af eleverne, som ville have et Mzungu-billede med os. MEN Nicolas navn blev råbt op en ekstra gang. To af pigerne fra koret var nemlig så desperate efter at en af os skulle gå op og købe et stykke kage til en af drengene, men da vi ikke ville, så begyndte de at lave tegn til to af drengene i koret. De turde selvfølgelig heller ikke, så ham den ene går op og siger at hans ven gerne vil give et stykke kage til Nicola. Nicola går genert op til Babay, som står klar til at putte kagen i munden på hende. Næ nej, man får ikke bare givet et stykke kage i hånden. Personen tager et stykke kage med en tandstik og skal derefter putte den i munden. Bange skyndte den anden dreng sig ud af lokalet, da han var bange for at vennen skulle gøre det samme nummer mod ham. Efterhånden har vi haft utroligt meget kærestesnak med pigerne fra koret og igen denne dag blev vi spurgt "why not someone from the choir?". Fint prøver vi at tale os ud af det ved at vi jo ikke kender dem godt nok, og når vi så spørger dem tilbage om de ikke skulle have en kæreste fra koret, så svarer de bare "they don't have enough education".
Tobias (ham med parasitten i maven)
Vi er forresten ikke længere kun to danskere i huset - men tre! Tobias kom til Bukoba den 4. september og vores hverdag ser nu en lille smule anderledes ud. Vi har færre timer på skolen (vi fik ændret skemaet en smule, så det passer med nogle fritimer, hvor vi kan sove længe eller tager før hjem), vi laver mad på skift (når Tobias laver mad er man ikke i tvivl om, at der er blevet brugt hvidløg) og hygger sammen i weekenderne med enten at gå på Lina's Nightclub eller se en film samt spise lidt kage.
Organisationsarbejde
Vi er netop gået ud af en utrolig travl periode hos organisationen. Vi fik besøgt alle 26 børn derhjemme, samt skrevet rapporter om hvert enkelt barn på både dansk og engelsk, og fik så sendt disse til deres sponsorer. Derudover fik vi besøgt 47 børn fra landsbyerne, for at finde 30 nye børn til næste skolestart. Nu her skal vi så til at skrive rapporter om hvert af de 30 børn. Vi har også haft lidt flere timer på skolen, fordi læreren Johnmary mistede sit barn i 8. måned. Vi besøgte hende på hospitalet og fik her at vide, at hun ikke måtte tage hjem før hun havde givet de 5 liter blod tilbage, som de havde brugt på hende. Nu har vi så fået en ny lærer: Mr. Chinese. Som i nok selv kan tænke jer til, så er han ikke kineser, men alt han gør og den måde han taler på, minder virkelig meget om en. Han mangler bare lige kameraet. Ej, han er en fin mand og en rigtig god lærer. Vi er meget mere enige i hans undervisningsmetoder i forhold til dem fra Johnmary (Han laver sine egne sange!!! "I am thinkiiiing, thinkiiiing, what number IS: number 1, number 1, I am thinkiiiiing (…) number 10, number 10, oooooooooh, oooooooooooh). Ellers går det meget godt på skolen. Vi nyder børnenes selskab (i pauserne). I timerne er de stadig nogle små banditter der hverken gider at lytte eller at sidde stille. Om morgenen overholder vi ikke rigtig at komme af sted klokken 07.30. I starten kom vi ofte til at trække den til 07.35, hvilket virkelig ikke var godt, da vi så ville komme for sent. Nu bliver klokken ofte 07.45-07.50…
Strand + vandfald
Vi har også været på en lille roomie-udflugt til stranden i Maruku. Undervejs stoppede vi op for at se det utrolig flotte vandfald lige i nærheden af hvor vi bor. Øhm ja, den kunne man måske også godt finde i Danmark. Men stranden var lidt en oplevelse. Nicola og Fortunatus fik badet, mens Tobias og Tina havde glemt badetøj. Det var ikke helt den hvide bounty-strand vi havde regnet med at se, men der var dog sand i ca. 2 meters bredde - resten var en mark. Lige pludselig fik så besøg af ca. 60 køer, der var tørstige. Så der stod de, med ca. 1½ meters afstand fra os, og muuhede og drak vand. Som i kan se på billederne, så har køerne altså vilde horn hernede! Vi blev en lille smule nervøse. Men lige så stille og rolig som de kom, gik de igen.
Besøg af Anna-Lena og Mai-chicken
Den 26. september ankom Nicolas søster Anna-Lena sammen med hendes veninde Maiken. Det var rigtig hyggeligt at have dem på besøg. De var her i fire dage og fik på den måde oplevet den lokale side af Bukoba. De var med ude at se en landsby, de joinede os til kirkekoret, var ude at spise på lokale restauranter, de var med i kirke om søndagen og de var med på skolen to dage. På skolen var børnene vilde med dem og gik og råbte deres navne hele tiden. Anna-Lenas navn havde de ikke så svært ved at udtale, men Maikens navn blev hurtigt til Mai-chicken - det fik vi os et godt grin over. Inden vi gik til koret forklarede vi dem hvordan det foregik med at synge og danse samtidig og de var helt klar på at det skulle de da også prøve. Da vi så kommer ned til koret og har fået beskeder i starten går der ikke to minutter før en pige fra koret giver dem hver sin baby i armen, og så blev de ellers placeret i solen, hvor de fint kunne sidde og hygge sig med babyerne imens vi dansede. Det var de ikke helt tilfredse med, men det så ud til at Esther og Karlson (babyerne) hyggede sig. En af aftenerne havde vi også planlagt at de skulle prøve at spise alt hvad Tanzania har at byde på. Så vi bestilte en dame op til os, som så skulle have 10.000 tsh (=40 kroner) for at lave hele aftensmaden for os. Hun lavede matoke (=bananmos), grønsagsblanding, kød og sovs, ris, spinat, avokado og PASTASALAT (hvad hun ikke helt forstod i at det bare skulle være afrikansk mad ved vi ikke). Nu er der ikke længe før at Tinas søster kommer herned. Faktisk ankommer hun til Bukoba på tirsdag.
Linas + overnatning
Linas er det lokale gå-i-byen-sted i Bukoba. Det har åbent hver dag - 24 timer i døgnet. Der sker dog mest i weekenden, hvor det nærmest kan sammenlignes med et dansk diskotek. Nok ikke Bubbas. På mange måder er det bedre og mere interessant. Musikken er ikke helt den samme og bestemt heller ikke dansestilen. Her hører vi musik som var fremme i Danmark i 2009 eller musik fra bedste afrikanske stil og man danser langsomt med glidende hoftebevægelser mens man selvsikkert kigger ned af sig selv. En video i med garanti ikke får at se. Har vi fået to øl at drikke, så begynder de blege hvide stænger også at bevæge sig og vi er garanteret en sjov aften. Vi har nu været forbi stedet to gange (Nicola har kun været der en gang, da hun lå syg i lørdags) og begge gange har resulteret i en sjov aften og maaaaaaange nye numre. Første gang var vi af sted med to af pigerne fra koret, så de kom hjem til os og spiste aftensmad inden. Vi serverede salat og de kiggede på det, som om at det var giftigt. Det skulle de i hvert fald ikke smage. De overnattede også hos os, da deres far ikke ved at de går i byen. Da Nicolas søster+veninde var her samtidig, så var det lidt trængt, men vi havde taget en seng mere ind på værelset. Tina sov ved de to søstre, og blev lidt skræmt da hun skulle lægge sig ved siden af hende den ene, som kun lå i underbukser og ingen overdel. I lørdags var det kun Tobias og Tina som tog af sted sammen med tre andre danskere, som lige er ankommet til Bukoba. Tina har nu lært at man ikke skal give sit nummer ud til en afrikansk gut. Det resulterer nemlig i at han dagene efter skriver en sød godnat sms til en. Heldigvis er det det tanzanianske lokale nummer han fik. Eftersom at man er de eneste hvide inde på dansegulvet, så er der mange der kommer hen og tilbyder en dans (også pigerne). Ofte må man sige nej. Samme aften mødte vi også en gut ved navn Sylvester og han tilbudte at køre os hjem fra byen midt om natten (hernede bliver klokken også 05.30 inden vi er hjemme). Hvad vi ikke havde tænkt over var at han ved at køre os hjem fandt ud af hvor vi boede, hvilket resulterede i at han to dage efter kom og besøgte os. Men han er rigtig fin, og vi skal nu også med ham ud at se en basketball træning hernede en dag. Vi var som sagt hjemme 05.30 og i og med at Tina skulle op og synge til den første gudstjeneste søndag morgen, så havde hun optimistisk stillet alarmen til 06.30. Alarmen ringede, men ingen respons. Den morgen kom Tina ikke i kirke..
Det var lidt om hvad vi går og oplever hernede. Vi har også lagt billeder ud igen. Vi håber at det går godt derhjemme i denne kolde oktobermåned! Hvis i er heldige, så får i en update igen om en måned.
- comments