Vores generelle (spændende) hverdag:

Vi er nu blevet en måned rigere på oplevelser og hygger os for hver eneste dag der går. Da vi nu har været afsted i så længe er det derfor blevet muligt at beskrive vores generelle hverdag i Tanzania.

06.30: vækkeuret ringer og vi sætter den for det meste på snooze, som varer i 10 minutter, så det passer med at vi står op 06.45

06.45-07.15: vi gør os klar og overvejer hver dag nøje, hvilket tøj vi skal have på. Kriterier for tøjvalg: 1) det skal gå ned over knæerne (okay, det sker ikke altid), 2) det må ikke have for tynde stropper, 3) det skal helst være mørkt, da det lyse tøj ellers ikke længere ville være lyst men derimod rødt pga. sandet og højst sandsynligt også beskidt pga. cykelturen og børnenes hænder. Man kan nemlig roligt kalde os børnenes hængetræ. Så ja, der kan godt gå lang tid før vi har fået tøj på.

07.15-07.25: vi spiser morgenmad. I hverdagen får vi havregryn med en banan (1 ud af 3 på dagen) og vand. Vi har fundet ud af at havregryn faktisk smager ligeså godt med vand som med mælk. Grunden til at vi ikke just har lyst til mælken her er, at da vi for første gang skulle købe mælk hos den lokale shop, kom hun efter 10 minutter tilbage med varmt mælk i en plasticpose. Det viste sig, at de lige havde været ude at malke koen! Men okay, så ved vi da i det mindste at det er friskt. I weekenderne bager vi ofte vores eget brød og så har vi med held fundet en goudaost hernede.

07.25-ca. 07.55: vi stresser rundt i huset for at børste tænder, rydde af bordet og gøre det sidste klar. Vi har lovet os selv at vi senest vil være ude af huset klokken 07.30 - det er dog ikke sket endnu. Derfor suser vi altid afsted på vores super gode og halvflade cykler. Vi har 3,5 km i skole og det tager cirka 20 minutter for os. Selve cykelturen går MEGET stærkt, da det går ned af bakke (hjemturen er ikke så sjov). Men cirka 1 km inden skolen, stiger vi af cyklerne, da det pludselig kommer en meget stejl bakke. Tre af børnene bor tæt på os, så de går samme vej i skole, og når vi så stiger af cyklerne, så passer det med at de kan løbe hen til os og holde fat i cyklen, øv. Vi når aldrig at være på skolen til tiden, så når vi ankommer, står børnene allerede i de to rækker (de mindste forrest), hvor de beder fadervor, synger nationalsangen, viser negle og til sidst inden de går til klasserne, synger "I'm a soldier in the army", mens de marcherer afsted.

08.00: vi trækker tiden lidt ud, da en af os skal ind og blive ofre for de meget skrigende børn. På skolen underviser vi i engelsk, matematik, tegning og sport.

10.00: der serveres grød og boller (nogle gange en banan)

12.00 eller 15.00: VI HAR FRI! Dagene hvor vi har fri klokken 12.00, går vi oftest ned i byen (5 km) ned af bakke, hvor vi ofte stopper op undervejs for at sige hej til vores tanzanianske/danske bedstemor Anne Marie (hun er noget af de rareste) og derefter går vi videre ned af bakken for enten at handle ind, gå på internetcafe eller kigge os lidt omkring. Har vi fri klokken 15.00, cykler vi oftest bare hjem og laver en kop te/kaffe/kakao og tager et spil 500, som nu har rundet de 5000.

19.00 ca.: Vi laver selv aftensmad hver aften og på en eller anden måde når vi aldrig at spise aftensmad før klokken 19.30, hvilket faktisk ikke er så praktisk, da vores lys i køkkenet ikke virker, og det bliver mørkt klokken 19.00. Men med lidt hjælp fra vores mobiler klarer vi os. Indtil videre har vi præsteret at lave følgende retter: ris + grøntsager, matoke (bananmos = dansk kartoffelmos), wokgryde, tærte, pizza, spagetti carbonara, spaghetti tomatsovs, pandekager, bønner, kartoffel-gulerodssuppe og andre risretter. Da det ikke er muligt at købe nogen form for fuldkornsprodukter, savner vi virkelig rugbrød. Men vi har fundet noget groft mel, så nu bager vi vores eget brød nogle gange om ugen. Foruden at forberede undervisningen til den følgende dag og spille 500(0), har vi nu fået en ny hobby: vi har fået en guitar! Efterhånden kan vi spille/synge 4 sange (Leaving on a jetplane, Hallelujah, Tears in heaven, L.A. song). Men vi har en lille mistanke om, at Fortunatos (vores roommate) allerede fortryder, at han gav den til os.

23.00 ca.: vi ligger os til at sove. Vores ritual der ifølge Tina skal overholdes er: "godnat" "godnat" "sov godt" "tak, i lige måde" "tak" "værsgo" --> og så må der soves!

00.00: langt om længe kan vi distrahere fra den nye ko vores nabo har fået, og vi falder i søvn

02.00 ca.: hundene larmer = vi vågner

04.00: Nicola skal på toilet, Tina vågner (sengen knirker som bare sindssygt) og går også på toilet.

(Nye) oplevelser:

1) I stedet for både at gå de 5 kilometer ned i byen og op igen, har vi nu fundet en lidt mere bekvem, men også lokal løsning: vi går ned, men tager en pikipiki (motorcykel) op. Vi sidder på hver vores motorcykel og selvfølgelig har vi hjelm på! (en hjelm som vi for det meste selv skal holde fast i, da remmen oftest er i stykker). Tina er altid så heldig, at hendes chauffør taler til hende, bl.a. ville ham den ene have hende til at betale for hans uddannelse og en anden en tilbudte hende at køre pikipikien. Vi er helt enige om, at det er det bedste 4 kroner kan bruges på. 5 km til fods med ananas, vandmelon, gulerødder, havregryn mm. er nemlig ikke særlig sjove. Vi har dog været uheldig en gang, hvor det allerede var mørkt, og Nicolas pikipiki løb tør for benzin da hun var halvvejs oppe ad bakken. Klokken var 20.00 om aftenen, så det var allerede mørkt. Chaufføren stillede motorcyklen til side, og gik sin vej. Tina blev noget så skræmt, da hun ankom derhjemme, og Nicolas pikipiki ikke kom. Grædende nåede hun at ringe hjem til hendes veninde, der så det udenlandske nummer på hendes mobil, og derfor valgte at trykke 'afvis opkald' (tak mette). Nicola nåede aldrig at blive bange, da der lige med det samme kom en mand på motorcykel med tre børn. Han blev ved med at sige at det ikke var sikkert at stå, hvor hun gjorde, og nåede at fortælle hans fornavn, efternavn, forældrenes navne, arbejdsplads og en milliard gange at forsikre at han var et godt menneske (han var engelsklærer på en secondary school). Han skulle lige hurtigt aflevere børnene, og på den tid nåede der at komme en dame, som var kollega til George(den anden mand), der også gerne ville køre hende op.

2) Kirken: vi har efterhånden en hel del oplevelser med kirken, da vi går i kirke HVER søndag, som er lig med to timers gudstjeneste på swahili, men med masser af sang og dans. Den første søndag vi tog i kirke blev vi spurgt om ikke også vi kunne tænke os at se den engelske gudstjeneste i Bukoba by, og vi følte ikke at vi kunne sige nej, så det blev til 4 timers gudstjeneste på en dag. OG: vi sagde at vi måske ville synge i et kor, så pludselig skulle vi synge et vers helt alene foran de andre kormedlemmer. Da der kun kom en hæs piplyd ud af begge vores munde fik vi det vildeste grineflip, så der tør vi ikke at tage hen igen. Men vi er derimod blevet en del af ungdomskoret i Kashura - kirken tættest på os. Indtil videre har vi været til kortræning to gange (de øver tre gange om ugen + kirke om søndagen), og vi er så elendige at man skulle tro at det var løgn. Som de fleste kor her i Tanzania, danser man nemlig mens man synger, og da vi endnu ikke har lært nogle af sangene udenad, så danser vi kun. På trods af at det ser så nemt ud når de danser, så formår vi overhovedet ikke at efterligne deres bevægelser (film kommer ind på bloggen, når vi er blevet lidt bedre). I og med at drengene står i rækken bag os, så hører vi dem ofte grine af os. I søndags (2. september) var vi på tur med kirkekoret, hvor vi både sang i kirken og til en 60 års fødselsdag. Da vi spurgte om vi bare måtte se på den første gang, var der ingen fra koret der så meget som forsøgte at overtale os til at være med. Selvom Fortunatus fortalte os at ingen af dem kan engelsk, så er de faktisk slet ikke så dårlige igen. Vi kan i hvert fald kommunikere med dem. Bare efter den ene dag har vi fået to invitationer til at besøge dem. Næste weekend skal vi igen på tur - denne gang med overnatning OG vi skal synge og danse med dem. Det bliver et syn for guderne!

3) Skolen: i sidste uge har vi ikke været på skolen, da alle mennesker i Tanzania pga. sensa (=folketælling) skulle blive hjemme. Før "ferien" nåede vi at besøge fire af børnene fra skolen. Når man er på skolen og alle børnene ser ens ud i deres skoleuniform, kan man hurtigt glemme, hvor fattige de egentligt er. Så snart de kommer hjem, skifter de tøj til noget der er slidt og gammelt, og går i bare tæer, for ikke at slide deres skolesko op. De bor i små lerhytter (hvis de er heldige har de mursten) og deres tag er for det meste utæt. De har ingen møbler i huset og græs/halm som underlag. Derudover sover de tre til fem personer på en slidt madras. Da vi skriver en lille tekst om hvert barn vi besøger, kan i også læse en nøjagtig beskrivelse af hvert enkelt af dem. De kommer også ud på bloggen. Selvom vi jo ofte har set billeder og klip af fattigdom, er det er alligevel noget helt andet direkte at stå i det og rent faktisk at kende de personer, der lever så fattigt. Vi har desværre også måtte opleve at en af vores børn fra skolen er blevet slået af læreren. Skrigene kunne høres på lang afstand. Nicola gik derhen for at se hvad der foregik og læreren stoppede. Fortunatus har udtrykkeligt forklaret læreren, at børnene ikke må slåes, så vi håber ikke at det gentager sig. Drengen der blev slået er nu den sødeste engel i Nicolas timer.

4) Bilkørsel: Tina har kørt bil! Vel og mærke på den forkerte side af vejen med både gear og rat omvendt end hvad vi er vante til, og mens en fra organisationen sad ved siden af. Det gik stejlt op ad bakken. Tina gik kun i stå én gang, men midt på bakken - det osede så meget at man skulle tro at en hel skov blev brændt af. Men til trods for den flotte kørepræsentation, har vi endnu ikke fået tilbudt at låne bilen..

5) Fusa: vi har begge haft en fusa (=parasit) i foden. I nogle dage gik vi og troede at Tinas tæer som sædvanlig bare var beskidte pga. det røde sand, men da den lille sorte tingest begyndte at væske blev vi alligevel lidt nervøse. Så vi tog til lægen og fandt så ud af at det var et lille sødt dyr der levede i foden. Der er ikke noget farligt ved det, men efter nogle dage danner denne parasit altså familie. Heldigvis blev den fjernet i tide. Også Nicola har haft en, men det kunne klares med en pincette. Nu vasker vi tæer HVER dag, og holder godt øje med dem.

6) Dalla-dalla: Vi har været til indflytterfest hos Fortunatus' søster, der bor tæt på grænsen til Uganda. Vi troede, at det ville være en lille hyggelig komsammen, men nej: indflytterfest = en præst, der velsigner huset mens vi andre går dansende og syngende rundt om huset. Vi fik som altid en særbehandling og fik serveret den største portion mad (ris, bønner, kød og matoke) vi nogensinde har set. Vi havde det dårligt i flere timer efter, da vi blev nødt til at spise op for ikke at være uhøflige. Både på vejen derhen og tilbageturen tog vi en dalla-dalla, som er en lille bus, som i Danmark er beregnet til 14 personer, men hvor der i Tanzania sidder mindst 20 personer og der kan blive proppet op til 30 personer ind. Ja, vi var 30 på tilbageturen! (dalla-dalla'erne kører først når mindst 20 sidder i bussen). På tilbageturen fik vi lov til at sidde på forsædet, og på et tidspunkt fik Nicola sat en lille baby på skødet. Vi nåede lige at snakke om, at det aldrig ville kunne lade sig gøre i Danmark bare at sætte sit barn på en fremmed persons skød, mens man selv står bagerst i bussen, - babyen ser først forskrækket op på Nicola og derefter på Tina, hvorefter det begynder at græde (skrige!). Tina får grineflip, Nicola prøver at holde masken og taler til babyen og moderen prøver at berolige barnet. Efter 5 min. giver hun op, og ber om barnet. Babyen kommer sig aldrig over skrækket og græder resten af turen.

7) Og så er det selvfølgelig rotten: den var pludselig på vores badeværelse. Tina sprang op på toilettet i en fart og fik skreget i ca. 3 min. uafbrudt. Herefter fik hun sig taget sammen til at løbe ind på værelset, men "desværre" kom hun dog til at klemme rotten i døren, så dagen efter fandt vi halen og en kæmpe klat blod på både væg og dør. Rotten blev slået ihjel med koste, gudskelov fik vi lidt hjælp af Fortunatus og hans brødre! To dage senere fik vi os taget sammen til at lave en hovedrengøring på badeværelset og rottehalen blev støvsuget op - hvad ville vi gøre uden en støvsuger? Derudover kan vi heller ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt at toilettet nu er hvid og flot.

8) Rubondo Island National Park: Safari! Selvom vi godt kunne tænke os at tage af sted med en turistgruppe, så blev det ikke til noget pga. manglende turister og for høje priser - så vi arrangerede det selv. Vi tog med bus til Muganza, så med pikipiki til Kasenda og til sidst med båd til Rubondo. Nicola var nær sprunget på en fiskerbåd - godt Tina blev mistroisk. Båden var en lille bitte speedbåd, hvor vi så sad sammen med "kaptajnen" og en mand med gevær, - for hvad nu hvis der skulle springe krokodiller eller flodheste ombord. Det første dyr vi så: Bushbock (de ligner forfærdelig meget rådyr). Øen var flot, og vi havde den helt for os selv - VI VAR DE ENESTE BESØGENDE! Vores lille hytte (Banda) var af fin standard, og stranden var skøn. Men desværre kunne vi igen ikke bade, denne gang pga. krokodiller. Næste morgen stod den på bådsafari, hvor vi fik set omkring 248 forskellige fugle, krokodiller, flodheste, oddere, havørne, aber og giraflorte. Efter bare en time i båden, begyndte det ikke bare at regne, men at styrte ned! Bølgerne blev gigantiske og selvom vores kaptajn så rolig ud, er vi stadig overbeviste om at vi var ved at kæntre. Til trods for at vi ikke havde redningsveste på, at krokodillerne og flodhestene befandt sig lige under os, og at vi de sidste 40 min. sad med lukkede øjne, fordi regnen piskede ind på os, så var det nu alligevel en god og hyggelig tur.