Saa har vi vaeret undervejs i 21 oplevelsesrige dage! Indtil videre har vi oplevet:
Dar Es Salaam "Den vestlige verden har uret, men i Afrika har man tiden"
Allerede da vi landede i Dar Es Salaam(03.45) fandt vi ud af, at tiden ikke spiller den store rolle her. Judith, moderen i den familie, hvor vi tilbragte de foerste par dage, kom 1,5 time for sent. Heldigvis havde vi Fortunatos der holdte os ved selskab. Naeste morgen tog boernene fra familien og utallige faetre og kusiner, der delvist ogsaa boede i huset, os med paa tur. Forestil jer verdens aeldste og slidte minivan proppet med 10 unge afrikanere, der sidder i nogle sofalignende saeder, som ikke er monteret fast til bilen og selvfoelgelig uden seler. Men man kunne selvfoelgelig heller ikke koere saa hurtigt eftersom at der hvert tiende meter kom et bump (virkelig stort bump, som i at man koere to km i timen). Det virker som om at faerdselsregler ikke er et begreb man kender til hernede - man koerer sgu bare derudad. Gennemsvedte og traette ankom vi efter to timers koersel (vi koerte hoejst 20 km, men paa grund af manglende faerdselsregler er der det vildeste kaos paa vejene) til en privat strand - selvom det er vinter (vinter=27 grader). Pludselig finder vi ud af, at vi fejrer en foedselsdag og at foremaalet med dagen er at drikke sig fuld. Vi naar altsaa at vaere en dag paa den anden side af jorden og skal allerede i byen. Der sad vi saa - to utroligt traette danskere omringet af fyre, der ville i kontakt med os. Klokken 05.00 blev vi saa koert hjem af en person fra byen (det viser sig, at der ikke findes en begraensning for hvor meget alkohol man maa indtage naar man saetter sig bag rattet).
Selvom vi var doedtraette valgte vi at staa tidligt op naeste morgen, da vi ikke rigtig synes, at vi kunne vaere andet bekendt. Men det viser sig, at resten af familien foerst traepper op ved 12-tiden. Lidt senere (klokkeslet findes som sagt ikke) tog vi paa den offentlige strand. Vi fik ikke badet, da der laa saa meget affald i vandet. Vi kom hjem ved 9-tiden og var ret triste over, at vi var gaaet glip af aftensmaden. Som det senere viser sig, havde de dog ikke spist endnu. Det vil sige at vi fik aftensmad klokken 23.00. Da vi ikke forstaar swahili og deres engelsk naermest er en dialekt, saa opstaar der mange kommunikationsmisforstaaelser. Eks.: Vi sidder til aftensmaden og er faerdige med at spise. Vi hoerer: "You guys can leave because the conversation will be in swahili from now on", men det faderen egentlig siger er "You guys have to feel free but if you want to pray one night you can do it". Saa vi forlader bordet mens de kigger lidt underligt paa os, hvilket vi i hoej grad forstod efter boernenes forklaring.
ROTTE!!!!! Der var rotter i huset..
Dagen efter vandrede vi lidt omkring i byen, som er støvet, larmende, proppet og svedig. Joan viste os rundt på trods af at det var hendes sidste dag i Tanzania, før rejsen går til Virginia, USA, hvor hun skal studere på et af universiteterne. De familier der har råd sørger så vidt muligt for at sende deres børn til udlandet for at få en bedre uddannelse. Gerne til Sydafrika efterfuldt af USA. Om aftenen spiste vi sammen med en af faderens brødre (1 ud af 11) og hans snotforkælede unger. Den ældste var 10 år gammel og rettede på folks engelsk: "Geofrey, dude is for a boy, she is a dudet". De unger var bedre end TV. Det var en hyggelig sidste aften i Dar.
Bukoba
Vi blev kørt til lufthavnen i Dar Es Salaam klokken 03.45, og fløj derfra klokken 06.00 til Mwanza. Mange frarådede os nemlig at tage båden fra Mwanza til Bukoba, da man mange steder har problemer med sikkerheden ombords som f.eks. båden til Zanzibar, så vi tog et fly fra Mwanza til Bukoba, og var så glade da piloten langt om længe sagde at vi ville lande. Glæden varede dog ikke længe. 2 min. efter forkyndede han nemlig at vi ville blive nødt til at vende om pga. dårligt vejr (det regnede en smule). Så vi havnede i Mwanza igen og hyggede os på "lufthavnen" i 5 timer. Endelig kunne vi flyve til Bukoba. Vi blev hentet af Lena Mushemba og hendes mand Justin, der begge arbejder med organisationen Mushemba Foundation. Om aftenen fik vi lækkert velkomstmad, som biskoppens hushjælp havde tilberedt (så snart man har en lille smule penge ansætter man en pige i huset til at lave mad og gøre rent plus man har ofte en mand, der sørger for hundene og hvad der ellers skal laves udenfor). Der bedes bordbøn før et hvilket som helst måltid. Det er ret så pinligt når vi glemmer det (hovsa Tina).
Huset vi skal bo i de næste måneder er stort og flot, skindet bedrager dog en smule. Som vi allerede lærte i Dar Es Salaam, spiller rengøring ikke en helt stor rolle. Myre, myg, spindelvæv, støv og sand kan findes i stort set alle huse. Så det første vi gjorde var et lave en hovedrengøring på vores værelse. Ved hovedrengøringen mødte vi vores første firben, hvilket resulterede i panik og skrig! Efter lang overvejelse over hvad vi skulle stille an med vores lille (store) firbenede monster, besluttede vi os for at støvsuge den op. Det tog en halv evighed at få fat i den, men vi klarede det. Og da vi var i tvivl om hvor lang tid et firben kan leve, har vi stadig stoppet enden af støvsugeren til med papir. Værelset har vi formået at holde firben-fri. I alle andre rum hygger de sig dog. Vi går og er lidt småtrætte det meste af tiden, da vores - samt naboernes vagthunde kommer ud om aftenen og gør natten lang. Også aberne på taget gør det ikke helt nemt for os at få en god nattesøvn.
Vores udenformand Prodjes (predjes? prodjestus?) er sød og lidt speciel. Da han som de fleste ikke kan engelsk bruger han hænder, arme, ben og lyde til at forklare sig. Så også her er der lidt kommunikationsvanskeligheder - det er værre end i Dar. I Bukoba er der ikke særligt mange der kan engelsk. Det eneste de kan sige er "How are you?". Tilbage til Prodjes: vandflaskerne er virkelig skruet godt fast, så vi ville spørge om han ikke ville åbne dem for os, så vi peger på flasken og siger "Maji" (=vand). Han tager så vanden og siger "Asante, asante sana!!! (=tak, mange tak) I problems with here (peger på nyren?) because water village bad". Øv, der røg vores vand så lige. 
Vi har også overlevet vores første dag som lærere på skolen. Vi forstår stadig ikke hvordan børnene kan være så søde i frikvarterene og så forvandler sig til monstere der råber, løber væk, slår hinanden og bliver ved med at bilde os ind at de skal på toilet "please madam, may I go out?" - nu lyder svaret altid "HAPANA!" (=NEJ). Det er nok den eneste sætning som de kan sige. Vi er så smadrede når vi kommer hjem fra skolen - det er værre end at gå på gymnasiet. Og så er der jo også lige de 3,5 km til og fra skolen, som vi cykler/går skiftevis hver dag. Her er ret bakket og cyklerne er slidte og uden gear. Når vi cykler, så er der uafbrudt børn og unge der råber "Mzungu!" (=hvidt menneske) af os. Det føles næsten som mobning, da de efterfølgende bryder ud i latter. 
Det var lidt om vores ankomst samt de første dage i Tanzania. Vi ved godt at det er lidt sent, men på grund af manglende USB-stik og/eller internet, har det ikke været muligt at poste det før. I løbet af de næste par dage vil der komme noget ind om vores generelle hverdag.